Vi trækker vejret ned i maven igen... (næsten ;o)

I sidste indlæg var jeg noget frustreret.  Åhh, det var hårdt at møde Aksels frustrationer i forbindelse med afhentning igen.

Gudskelov er vi igen tilbage i en rytme, hvor det fungerer. Igen er det jo lidt en gætteleg at blive klog på hvorfor det nu fungerer igen, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at vi er blevet endnu et nøk tydeligere i det vi siger til Aksel om tidspunkt for afhentning. Det betyder noget om det er før frugt, mens de spiser frugt eller efter - noget han ikke tidligere ville have hæftet sig ved, men det gør han nu og det må vi jo glæde os over. Det er da godt han rent faktisk kan genkende før, under og efter. Desuden er jeg også ret sikker på, at pædagogerne er blevet tydeligere, når de forbereder ham på jeg kommer. Og vel at mærke, vi er tilbage i samme rytme, som inden vi ændrede, hvor vi ringer på forhånd, så ingen glemmer at forberede. Det er simpelt hen altafgørende.

Det piller ikke ved, at hans udadreagerende adfærd ved frustrationer er svære at tackle. Børnehaven har taget initiativ til at få PPR eller VISO ind over. Det glæder vi os til. Specielt er jeg lidt spændt på hvad de tænker er realistisk. Vi har jo været vant til at tænke, at vi så vidt muligt skal undgå at komme derud, hvor Aksel reagerer så voldsomt - det kræver en del navigeren og vi undgår det ikke, da vi jo nogen gange oplever han reagerer på nye ting, som ikke før har givet ham anledning til frustration. Er spændt på, om tanken om at give Aksel strategier til at tackle frustrationen er realistisk - vel at mærke, fordi jeg tænker, han jo så tydeligt bliver grebet af følelserne og skal have dem ud. Noget jeg tænker er svært at styre med strategier - endnu. Måske når han bliver ældre.

Skift er altid et vigtigt sted at være opmærksom, få ham forberedt osv. Men for tiden er han også meget følsom overfor stemninger, lyde mm. Noget vi ikke tidligere har set ham reagere på, men det er han begyndt på. I virkeligheden har jeg indimellem en fornemmelse af, at han er filter-løs lige nu. Det er noget af en balancegang, for det kræver vi er meget obs på hvor mange indtryk han skal kapere, samtidig med, at det jo også betyder han er igang med at lære en hel masse nyt om sig selv og sine følelser og reaktioner på andres.

Hans elskede fjernsyn er et af de steder, hvor vi har ændret repertoiret. Aksel elsker jo Mickey - som i alt hvad der kan findes af shows, tegnefilm, parader fra Disneyland osv - han peger på hvad som helst, bare han kan se det har noget med Mickey at gøre og aller bedst, sang eller musik. Det er i høj kurs. Udfordringen er, at tegnefilmene kan være ret hektiske og de går direkte i Aksels nervesystem.  Til gengæld har vi fået ham over på Teletubbies - ikke altid noget han lige synes er det fedeste, men når alternativet er at slukke for fjernsynet, så ender det nu alligevel altid med han lader sig fange. Og det er fjernsyn lige på hans niveau.

Og så er han heldigvis ved at slippe fjernsynet lidt igen. Det er tydeligt hans foretrukne og måske nødvendige aflastning i perioder med stress, og netop derfor også vigtigt han ser noget, der beroliger. Men rart, når det ikke hele tiden skal dreje sig om fjernsyn.

Why fix it, if it a'int broken?

Pyyhhh.... Har jeg lyst til at sige eller måske nærmere og mere passende, udgyde et hav af eder og forbandelser.

Nu har vi siden Aksel startede i sin nye børnehave oplevet hvordan et liv med overskud i hverdagen kan være. Vi har sådan nydt det, men det skulle ikke have lov at vare ved. Vi var lige ved at vænne os til tanken, og begynde at ane bare snerten af hvordan et nogenlunde normalt familieliv kan være. Nej, det sidste er løgn, for sådan et får vi ikke, men da så noget der kunne ligne et liv med ro på, muligheder for familietid med oplevelser og så taler vi ikke om vores sociale liv med venner og familie. Det er ikke-eksisterende.

Men men men... For 14 dage siden fik vi en brat opvågning. Afhentning i børnehaven udviklede sig pludselig, over natten, ja sådan føltes det, til det vi har kæmpet med i den gamle børnehave - nedsmeltninger.

Vi har, i samarbejde med børnehaven, haft en aftale om at ringe cirka 5 minutter før vi kommer, så Aksel lige kan blive orienteret. Det har virket super.

Til et møde med børnehaven blev vi så enige om, at han var ved at være så kørt ind i rutinerne, at det ikke var nødvendigt med den orientering. Vi aftalte, at vi skulle give ham tid til at blive færdig med eftermiddagsfrugt (hidtil kom vi midt i) - det virkede som en god ide.

NOOOOOOOOT

Det viste sig hurtigt, at Aksel har forbundet frugt med at blive hentet. De dage, hvor der har været brug for senere afhentning var det ikke et problem, for rutinen kom jo hurtigt igen. Den første dag med ny rutine, ja der skred det hele. Og siden må vi sande, at det har sat sig dybt i ham, så nu er det igen en kamp at få ham forberedt, få skiftet til at ske roligt og komme hjem uden han går helt i stykker.

Fuck hvor er det bare hårdt. Al den stress vi vinkede farvel til ved indgangsdøren til den nye børnehave er nu gået med ind og det føles som om vi er kastet lige tilbage i alt det vi forlod.

Samtidig siger det også noget om hvor sårbar Aksel reelt er - det gør ondt at erkende, at han simpelt hen væltede med det, der umiddelbart virkede som en lille ændring af rutinen. Det er ihvertfald den tese vi arbejder med må være årsagen, også selvom den første nedsmeltning faktisk kom inden vi reelt havde sat ind med den nye rytme. Den kom allerførste gang jeg kom uanmeldt - bang sagde det.

Selvom vi med hovedet ved, at vi løbende vil få kriser, ja så er det bare hårdt at være i - hver gang. Bekymringerne overvælder og erkendelsen af hvor skadet han reelt er bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere.

Vi gik lige og havde det godt med det vi oplevede som en periode med god og rolig adfærd, stressen var minimeret, og de situationer hvor den viser sig i fuld blus, ja dem har vi kunne minimere. Den går aldrig helt væk, det er bare et faktum, Aksel og vi skal lære at håndtere stress, som en del af hverdagen, men når den ellers kan minimeres, ja så er der virkelig mange andre ting der får lov at gro. Nu er vi igen tilbage i rutiner, hvor fjernsynet nærmest fylder hele hans liv udenfor børnehaven. Det eneste sted, stort set, hvor han får fred for sit overbelastede nervesystem.

Vi kæmper videre. Prøver ihærdigt at få rutinen og genkendeligheden tilbage i afhentningssituationerne. Vi må prøve os frem, for selvom vi tror vi kan se en sammenhæng, så er det svære i det her jo, at det ofte føles som en stor gættekonkurrence at komme ind til kernen.

Idag henter jeg før frugt, så han ikke skal sidde under frugt og blive urolig - det er ifølge, pædagogerne, det de har set ske. Han har fået billeder med af mor og far og huset  herhjemme - dem har han også haft siddende i hans kontaktbog, men nu fik han dem med i hånden, med en besked i bogen om at han skal hjælpes til at snakke om at savne os og se billederne i løbet af dagen, så følelsen ikke hober sig op i ham og udløses ved afhentning.

Jeg kunne skrive en lang smøre om et par andre ting, som vi også oplever kan have betydning, men lige nu er vi der, hvor vi tror det må være hovedet på sømmet - at han har oplevet uro og frygt for ikke at blive hentet, fordi vi ændrede på forberedelse og tidspunkt. PIS også altså - hvorfor er det man lige troede man skulle lytte til pædagogens vurdering af, at han var klar? Why fix it, if it a'int broken?

PIS PIS PIS