For 3 år siden...

Fatter det ikke, men i dag er det 3 år siden, jeg tog telefonen på arbejdet og hørte de ord, der for de fleste ventende adoptanter sender pulsen i vejret med meget høj fart " Hej, det er Jane fra AC…. kan du tale uforstyrret?" - Alene det at skrive det her får tårerne frem i øjnene. Man glemmer ganske enkelt aldrig de minutter i ens liv - så forløsende, så stort og helt fantastisk at stå der og høre om sit barn for første gang. Jeg gentog alt i et sindsygt højt tonefald og var bagefter helt flov ved tanken om hvor mange der havde overhørt mig - og glemte det jo alligevel hurtigt, for hvor aldeles ligegyldigt var det lige? Jeg var blevet MOR. Så skulle jeg ellers igang med at få fat i - ja faderen var jo et godt bud. Men tog han telefonen? NIX Desperat efter at dele budskabet med nogen ringede jeg til min mor og far. Fik så endelig fat i Michael, der var på vej til Tyskland. Selvfølgelig kom opkaldet på en af de dage, hvor man ikke kan sidde sammen og nyde synet af sit barns ansigt for første gang.  Typisk ;o) Og igen aldeles ligegyldigt i det store perspektiv, for det var vigtigere at få vished. Istedet måtte jeg selv åbne mailen og mærke lettelsen i hele kroppen da jeg hurtigt kunne se, at vores søn var smuk som bare f… Ja, man har jo de mærkeligste tanker, tænker også det er sådan at føde sit barn, tænkte ihvertfald at hvad gjorde jeg, hvis jeg synes han var grim? hahahahaha - reddet og lettet kunne jeg bare konstatere, at det behøvede jeg ikke tænke mere over, for han var (og er) gudesmuk, min lille lækkerprins.

Og her en lille snas video, hvor guldklumpen øver sig i bilkørsel.

Vores sag er sat i bero

Og hvad betyder det lige? Jo, det betyder, at vi har besluttet at vi fra nu og til 1. maj ikke vil kunne få barn-i-forslag. Bliver vi så sprunget over? Ja, det vil betyde, at kommer der 3 børn eller flere fra Nigeria, fra nu af og til 1. maj, så vil det eller de par, der står længere nede på listen få barn, i stedet for os.

Og hvorfor nu det?

Det har været undervejs i lidt tid. Selvom Aksel har det rigtig godt for tiden og udvikler sig rigtig positivt på mange fronter, så er er stadig grund til at være obs på, om han har brug for yderligere hjælp. Aksel mangler især at indhente rigtig meget sprogligt og motorisk. Det gode er, at han flytter sig på mange  fronter, men det bekymrende er, at han ikke rigtig indhenter det fortabte og på nogen områder helt står stille.  Det kan der være mange gode forklaringer på og hidtil har vi også tænkt "det kommer nok". Det tror vi stadig det gør, men vi synes også vi har grund til at opsøge lidt mere afklaring på om der kunne være tale om andre forhindringer, end blot en svær start med manglende stimulering.

Så derfor har vi valgt at sige, at vi skal have lidt plads til at få skubbet nogle tiltag igang for Aksel, nogle tiltag, som enten bekræfter eller afviser vores bekymring for om der er andet, der har indflydelse på Aksels udvikling.

Og inden der udbryder massive bekymringer på vores vegne, så går vores mistanke på en udviklingsforstyrrelse - dyspraksi (læs mere her: dyspraksi.dk) . Det kan lyde voldsomt, men hvis det er det vi er oppe imod, så er det samtidig noget, der med massiv støtte og stimulering kan leves med i bedste velfungerende stil. Udfordringen er at få det udredt (der findes ikke mange, der ved noget om dette) og dernæst at få den rigtige støtte tildelt.

En anden ting, som i virkeligheden godt kan tyde på dyspraksi, men som vi vælger at prøve at få seperat hjælp til, er Aksels spiseudfordringer. Nu har vi, som vi er blevet rådet til, set tiden an i over 1,5 år, hvor vi første gang bekymrede os for om der var mere end vi kunne gøre noget ved selv. Jeg har i mellemtiden fundet frem til en ergoterapeut, der har speciale indenfor børn med spiseforstyrrelser. Det har været noget af en mavepuster og aha-oplevelse. Noget af det hun beskriver er så tydeligt det vi oplever med Aksel, at noget klart tyder på, at han er ekstremt sansesart i sin mund. Denne sansesarthed kan skyldes flere ting, men pointen er, at mange børn simpelt hen udvikler en bestemt måde at spise på, for at undgå at komme i berøring med de sanse-sarte områder i munden, derfor bliver disse heller ikke stimuleret og det udvikler sig til at barnet kun vil have en meget ensartet og kendt kost. Her kan der samtidig også være et link til hans manglede sproglige udvikling.

Denne form for spiseudfordring er f.eks. et resultat af at have været sonde-fodret. For Aksel hænger det muligvis sammen med, at han har fået ske-mad langt tidligere end hans lille mund har været klar til at tumle mad på den måde. Der er f.eks. stor forskel på væskesynk og synk af fast føde, noget en baby normalt udvikler stille og roligt i takt med at de bliver introduceret stille og roligt til nye fødeemner og også selv opsøger nye mad-udfordringer. Aksel er gået brat fra det ene til det andet (han ville ikke tage en sutteflaske, da han kom til børnehjemmet) og hans lille mund er gået i chok (er min forklaring indtil videre...) Og når først udviklingen går i stå, eller kommer ud af et forkert spor, så er det at man hænger fast og det har vi så gjort meget længe. Helt isoleret set, så overtog vi børnehjemmets adfærd og allerede der lagde vi grunden til at fortsætte af det forkerte spor. Selvfølgelig kunne vi ikke gøre andet, men det er sandsynligvis forklaringen. Vi har en tid til indledende samtale med ergoterapeuet, Ulla Lebahn i næste uge. Glæder mig vildt meget, samtidig med at vi godt ved, vi skal igang med et stort arbejde. Vi skal jo ud af en masse mønstre omkring mad, som har fået lov at forme sig stille og roligt - pyyhhh...

Så derfor, ja derfor bliver lillebror eller lillesøster altså nødt til at vente. Hård beslutning, men efterhånden som den har fået lov at bundfælde sig, ja så ved jeg godt det er den rigtige. Vi skylder Aksel mere tid. Hans udfordringer løser sig ikke indenfor et halvt år, men så har forældrene måske et bedre overblik over hvad vi kan gøre for ham og bedre chancer for at kunne give lillesøster eller lillebror sin berettigede plads i familien.

Aksel leger

Ja, det lyder som en skide skør overskrift, når barnet er 3,5 - det er jo for f... det børn i den alder gør. Nej, kan jeg så berette - det er det nemlig ikke alle børn, der kan magte. Når man, som Aksel, kæmper med sansemotoriske udfordringer, er det ikke nemt at sætte en leg igang. Vi har længe ventet på, at han ville begynde at interessere sig for sit legetøj. Indtil videre har det primært været bolde han har brugt til noget, en hammer i ny og næ og ellers har han primært futtet rundt med et eller andet i hånden. I børnehaven bruger han tiden på at observere andres leg. Han følger med, og det ser ud som om han føler sig som en stor del af det hele, selvom han set udefra ikke deltager specielt aktivt. Eksperter på sansemotorik kan heldigvis berette, at det ikke er en unaturlig adfærd, og at vi blot skulle give ham tid, så skulle han nok træde ind, når han var klar.

Og det ser ud som om han er ved at være klar.  I den forgangne weekend oplevede vi, at han serverede morgenmad for os - i en leg. Vi har set spæde skridt til den slags tidligere, men han har ikke kunne holde sig i legen særlig længe af gangen, inden han sansemæssigt var på overarbejde, men i weekenden så vi pludselig en dreng, der kunne agere i legen i rigtig lang tid, kunne sætte os igang og føre an, men også tage imod ideer til hvor legen kunne bevæge sig hen. Det var så STORT!

Sproget blomstrer også for tiden. Han synger med på yndlingssangene - ville sådan ønske jeg kunne fange ham på video, når han synger med på "Life is a highway", en sang, som han kender fra tegnefilmen "Biler" - det er så sødt, når han synger med på omkvædet. Musik betyder i det hele taget enormt meget for Aksel - "siit" siger han og peger på fjernebetjeningen til anlægget, så vil han gerne, at der bliver sat gang i festen og jeg skal love for, han kan præstere en fornuftig luftguitar. Han kan virkelig give den gas. Og selvom vi virkelig har prøvet at fange ham på video, så er det desværre lidt svært, for han stopper så snart han ser kameraet og råber "Assi" og vil så se selv. Så I må nøjes med den her udgave:

Nummer 3

Ja, det er ganske vist - vi er hoppet en plads nærmere lillebror eller lillesøster... Desvære skyldes det ikke barn-i-forslag, men en sørgelig situation for den øverste familie, der gør, at de må forlade listen. Den slags vil man jo egentlig helst være foruden og jeg havde hellere beholdt en 4. plads end at rykke pga andres ulykke. 

Men situationen er altså, at vi nu står placeret på plads nummer 3 på listen.

Arhhh...

Synes et stort lettelsens suk snart er på sin plads. Aksel har nu været børnehave barn i 7 uger og vi må sige, det går rigtig godt. Børnehaven har taget ham ind med stor samarbejdsvilje og børnene i børnehaven synes også at have taget Aksel til sig, som deres lille yndling. De store piger synes han er dejlig at kysse på og de store drenge synes han er sjov at lege med, fordi han gider løbe efter dem og aldrig forlanger de skal løbe efter ham.

Sproget udvikler sig, nye ord kommer til og navnene på pædagogerne er på plads og de bliver sagt herhjemme med stor glæde. Han kan godt lide at komme afsted, vil gerne vise rundt, når vi henter og virker i det hele taget som om han har taget sit nye sted til sig med stor glæde. Hold nu op det varmer og gør en så glad, så glad.

Og at han så også bare virker glad, sådan på den der sprudlende overskudsmåde er bare så dejligt. Tør jo næsten ikke tro det er sandt. Men uanset, så er det ihvertfald længe siden vi alle har haft det så godt, som vi har det lige nu og det er det fordi der bare har været meget at bekymre sig om, mange spekulationer og mange stunder, hvor frygten for hvordan det ville ende har haft overtaget. Dejligt at kunne sige, at det nu er den anden ende af skalaen vi bruger :o)

Og her er han, på vej på svampetur med mor og far (og for lige at gøre det mindre overskudsagtigt, nej vi fik ingen spiselige svampe med hjem og Aksel mistede lynhurtigt tålmodigheden ;o)

Ordet neger

Det er faktisk sjældent, ja for at sige aldrig, at jeg begiver mig ud store holdingsudgydelser eller anden politisk her på bloggen. Men jeg har fået lyst til at dele nogen tanker af den karakter.

Som mor til et barn med afrikanske rødder støder jeg indimellem på spørgsmålet til ordet "neger" - hvad siger man og hvorfor? For få år tilbage ville jeg havde holdt fast i, at ordet kan bruges, fordi vi bør kunne flytte os fra ordets historiske  belastede betydning og over i en sammehæng, hvor det bare betyder sort. Så stødte jeg ind i diskussionen igen og igen og til sidst har jeg også måtte bøje mig. Synes faktisk det er lidt pinligt, at det tog mig ret lang tid at fatte, at der er mennesker i denne verden, der stadig tillægger ordet dets nedsættende betydning, og dermed bruger det nedsættende, og derfor også mennesker, der stadig oplever sig talt ned til med ordet. Og når de mennesker, der rent faktisk omtales med ordet, ikke bryder sig om det, så har jeg bare at holde mund. Så er det bare ikke iorden at bruge det, og så må vores danske stædighed og behov for at gøre oprør mod det politiske korrekte altså stoppe. 

Hvad siger man så istedet?- har folk ofte behov for at vide. Jamen, skal vi sige noget? Hvad er det egentlig der gør, at vi har så stort et behov for at kunne beskrive en hudfarve, er der ikke noget andet, der kunne have klaret opgaven? Og når vi skal beskrive mennesker, med mørk hudfarve som befolkningsgruppe, kunne det jo være afrikanere, zimbabwianere eller lignende kan klare opgaven.

Det mest interessante er jo, at vi i det hele taget stadig tillægger hudfarve betydning. Det gør vi og det er tankevækkende, for hvorfor er det egentlig sådan? Burde vi ikke for længst have flyttet os videre? Jeg tror det tager mange generationer endnu at flytte sig fra den herskende opfattelse af "hvidt herredømme" i vores bagvedliggende kulturforståelse - for den har vi. Bare se modebilledet. For et par sæsoner siden var farven "nude" på mode - en farve, der på min krop kunne opfattes som "nøgen", men da aldrig kunne beskrives sådan på en brun kvindes krop. Hvor arrogant er det lige? 

Så ja, jeg melder mig under fanerne for politisk korrekthed i sproget rent faktisk betyder noget. Det kan faktisk godt betale sig, at tænke lidt udover ens egen næsetip og lytte til hvad de mennesker det drejer sig om siger, og det må da være dem der har det afgørende ord i sådan en diskussion. For hvis jeg holder fast, ja så holder jeg jo også bare fast i en kulturforståelse af, at jeg ved bedst, som hvid. Bvadrr.. siger jeg bare, det har jeg virkelig ikke lyst til at signalere.

Hvis du gider læse mere, så nap lige denne efterhånden gamle artikel fra Information - den siger det også ganske fint: Retten til at sige neger

Vi er på 3. uge

- i indkøringen, og det går OK. Nu er pædagogerne ved at være klar over, at Aksel på rigtig mange områder ikke er et normalt 3 årigt børnehavebarn. Det har taget en stor sten fra skuldrene - for jeg synes godt nok det er svært at få det forklaret og formidlet uden at lyde som en totalt overpylret mor.

Men nu har der været besøg af PAS (et initiativ børnehaven allerede havde taget på baggrund af en anden adopteret dreng) og Aksels talepædagog fra dagplejen har været forbi. Begge nogle yderst kompetente damer, der fik skabt nogle tydelige erkendelser af hvad det vil sige, at skulle opbygge nye relationer, tro på, at det man har ikke forsvinder igen osv. Ligeledes synliggjort, at hans manglende talesprog skal oparbejdes via tydelige relationer båret igennem af en voksen ved hans side, der kan guide og hjælpe med at forstå, så Aksel får lært det kommunikative.

Udfordringen pt er, at han skal føle sig tryg, når mor er gået. Når jeg er med, så er der fut over feltet, men han bruger også mange kræfter på at holde styr på mig, sikre sig, at de andre børn ikke bliver for interesserede osv. Når jeg ikke er der, så bliver han mere tilbageholdende, hvilket også er naturligt nok. Jeg er væk i ca 2 timer af gangen nu, hvilket indtil videre er passende. Så henter jeg en glad dreng, der trænger til sin lur og vågner glad og og i godt humør. Det vigtige er, at han får så stor tryghed ved de voksne, at han kaster sig ud i legen og at de forstår at hjælpe ham igang og guide.

At jeg er begyndt at gå fra børnehaven er dejligt - det er jo en evig balancegang, for tænker jo også, at jeg hurtigt kunne installere mig selv som fast inventar dernede og så ville han alligevel opleve det som en stor omvæltning, at jeg pludselig ikke er der mere. Den her strategi, hvor vi langsomt bevæger os op i tid på hvor længe han er der på egen hånd, den virker for os.

Nummer 4

Sørme så - AC har idag opdateret ventelisten og der er bragt et barn i forslag i løbet af sommeren.

Pyyyhh.... Vil gerne tilstå, at det faktisk er lidt svært at være rigtig glad for det lige nu. Det er ikke vildt nemt at forholde sig til, nu hvor vi kæmper en kamp for at få indkøringen i børnehaven til at lykkes.

Der er rigtig lang vej endnu, føles det som om, og derfor er det ikke lige storebror-rollen jeg under ham, men det er jo så heller ikke vores tur, endnu...

Nu, mor til et hulebarn

Aksel er startet i Knudsøhulen børnehave - og er nu et hulebarn.

Det er hård kost, men også spændende. Vi har været afsted i 3 dage - kun formiddage, men det er indtil videre også rigeligt. Aksel vil virkelig gerne børnene og der er selvfølgelig også en vis interesse for den nye dreng - heldigvis på en fornuftig måde. Men ihh hvor er det altså hårdt at se hvor meget Aksel skal kæmpe. Han har jo slet ikke sprog til at begå sig blandt jævnaldrende og det er også ret svært for ham at forstå leg - der skal rigtig meget hjælp til. Jeg gør mit bedste, men det værste er samtidig, at Aksel stadig har det med at reagere med at hive i hår eller slå, hvis han bliver det mindste usikker på om jeg nu også har min opmærksomhed rettet på ham. Det stresser ham lynhurtigt, især når han er ved at være træt, hvilket jo er naturligt nok, men ikke desto mindre hårdt for ham. Han er også udfordret motorisk, men det er jeg straks meget mere fortrøstningsfuld omkring. Børnehaven er en sand lille oase, hvor udelivet fylder hele dagen fra 8.00 til 16.00 - legepladsen en næsten ren naturgrund, med masser af motoriske udfordringer, som Aksel nok skal lære en masse af. Den del knokler han også på med, man vil jo gerne følge med de store frække drenge, der løber og laver en masse ballade og leger løbe-efter-hinanden leg.

Og sidst men ikke mindst fylder "mand", som han kalder piraten/sørøveren, der står hugget ud i træ på legepladsen, en del. Han er spændende og samtidig vildt skræmmende. Først idag, på 3. dagen var han helt oppe og røre ham, men så skal jeg da også love for han stillede sig og fortalte sine egne Akselske røverhistorier til ham, for nu var de gode venner. Virker lidt som om han har et fokuspunkt i ham, som han kan vende tilbage til, når alt det andet bliver lidt uoverskueligt. Så siger han "mand" og så går vi over og kigger til ham.

Så vi trækker stadig vejret dybt ned i maven og håber så inderligt, at vi kan få ham til at trives, trods sine udfordringer, for det er ikke løgn, når jeg kalder det en oase. Der er pt 20 børn, 4 faste pædagoger og 2 pædagogmedhjælpere - dejligt overskueligt og ikke mindst gør udelivet det også meget nemmere at være med for Aksel, idet sanseindtrykkene ikke bliver så intense for ham. Larm er der jo intet af, og alting bliver også en anelse mere enkelt, når det foregår udendørs.

Hvor er vi nu?

Jeg skylder en opsamling :o)

Vi synes vi er landet igen og familien har igen en følelse af at være i trivsel. Den sidste halvanden måneds tid har været hård, men nu hvor vi igen kan mærke at vi er, hvor vi kan lide at være, så var det jo heller ikke værre ;o) Det jeg bagefter kan mærke har fyldt meget har været tanken om, om vi overhovedet ville lande igen.

Og sådan er det jo nok, når vi oplever vores børn i krise. Vi bliver nervøse for om der er andet galt, om vi har håndteret det vi står i, rigtigt, og om det her nu er vores nye virkelighed.

Aksel har helt klart reageret på, at der var forandringer i dagplejen. Det har taget tid at få på plads, at det ikke også betød ændringer på alle andre planer. Nu henter vi en glad dreng i dagplejen - det var i disse situationer han reagerede meget tydeligt i starten - han ville ikke med hjem. Nu er hverdagen med nye børn i dagplejen på plads. Og reaktionerne på hjemmefronten færre, vi kan forudsige dem og tage de nødvendige hensyn.

Der hvor jeg har lært mest den sidste måned har været om opdragelse. Jeg, ja vi, har været så optaget af at kode Aksels reaktioner og holde dem oppe imod alle de adoptionsrelaterede reaktioner vi kunne komme i tanke om. Jeg var bare helt rundtosset til sidst. Indtil det, med lidt sparring fra nogle ret kompetente damer i mit netværk, blev tydeligt - skil tingene ad. Vi gav lige os selv lov til at opdrage, for at sige det lidt firkantet. Og når man bliver tydelig og klar i mælet - så smitter det også af på andre situationer, hvor det ikke er opdragelse, men anerkendelse og rummelighed, der virker bedst.

Vi er ikke i tvivl om, at vi har været igennem nogle af de tydeligste adoptionsrelaterede reaktioner fra Aksel i den sidste måneds tid, men tænk at det var opdragelse, der gjorde vi kom igennem. Det ville jeg ikke selv have troet, men i bagklogskabens lys gjorde det en tydelig forskel. Vi blev tydelige voksne og så blev tingene skilt ad. Tror sgu det en meget typisk adoptions-fælde at falde i og vi kommer helt sikkert til at gøre det igen, for det er ikke altid lige let at agere i de her mange muligheder, men nu ved man da, at det faktisk kan være en fordel at tage adoptionsbrillerne lidt af engang imellem - så håber da vi lige husker det fremover også. Og for god ordens skyld - det betyder jo ikke, at vi ikke italesætter, spejler og bruger alt hvad vi kan af hans egen historie til at lande ham i de svære følelser - det betyder bare, at vi ikke altid gør det ;o)

Back to basics

Fuck altså, hvis jeg må være så bramfri, hvor er det altså hårdt at mærke ens barn være udfordret. Hvor ville jeg dog bare ønske, at vi kunne sige hvorfor. Det kan man nok aldrig - vi er nok langt fra de eneste, der gerne ville kunne pege på en præcis årsag, når ens barn synes at have det svært.

Så vi er lidt "back to basics" her.  Når nu en af de vigtige baser i hans liv er i opbrud, så må vi sørge for den vigtigste, nemlig hjemmebasen, er så stabil som overhovedet muligt. Så lige nu er vi tilbage til den strategi de fleste adoptivfamilier kender fra deres start som familie. Men vi tror det er det der virker og derfor er det ikke skidt at tage den frem igen... Men man kan godt føle sig slået tilbage til start - derudover har daglige reaktioner fra ens barn også den virkning at man kommer til at føle sig enormt utilstrækkelig som forældre og ja, det slider...

Vi må håbe, at strategien snart virker.

Bekymring, med bekymring på...

Åhh hvor vores lille Aksel-mus kæmper for tiden - og det gør mor og far også.

Vi oplever, at Aksel er begyndt at reagere meget voldsomt. Det kan der være flere forklaringer på, og når der kan det, så bliver det ekstra svært at navigere i.

Aksels sprog er stadig meget sparsomt. Han kommunikerer egentlig ganske meget, men meget med kropssprog og enkelte ord. Det går jo langt han af vejen rigtig fint, men indimellem kan det ikke undgåes at frustrere. Samtidig er det også svært at vide hvor meget og hvor lidt vi skal forklare og fortælle, for han forstår rigtig meget, men det kan nok ikke undgåes at vi begrænser vores kommunikation alligevel og dermed ikke altid får ham forklaret nok, selvom han sagtens ville kunne forstå det. Det ville være så rart, hvis han kunne stille spørgsmål tilbage, men den mulighed har han ikke endnu.

Dernæst er hans lille dagpleje-enhed i opbrud. Det første barn er stoppet og startet i børnehave, og et nyt barn er kommet til. Det har givet nogle meget kraftige reaktioner i hente-situationerne, og det kan sagtens være det, vi også ser han reagerer på i andre situationer. Vi italesætter, forbereder og prøver især at vise ham, at hans angst er naturlig. For ham er det endnu et tegn på, at ting, der ellers var trygge og gode kan ændre sig og det mærker han som angst for at miste - igen... Det næste barn stopper snart og denne gang er der tale om bedstevennen.

Slutteligt så er vi bekymrede for at Aksels manglende taleudvikling bunder i mere end blot en forventet forsinket udvikling pga manglende stimulering i baby-tiden. Talepædagogen ser det samme, Aksel har en stor sprogforståelse, men noget hindrer ham i at få det udtrykt i tale. Der kan være flere forklaringer, for eksempel dyspraksi (som skyldes en neurologisk umodenhed i hjernen) eller for tidlig fødsel eller manglende stimulering. Det vigtige er, at kommunen ikke har brug for en diagnose for at sætte ressourcer af til at hjælpe - det er godt. Omvendt kan jeg da godt bekymre mig for om de nu også kan hjælpe ham rigtigt, for det er vel ikke uvæsentligt hvad hans udfordringer bunder i?

Så vejret trækkes helt ned i maven, der tælles til 10 og der grubles, analyseres, tænkes, bekymres og en hel masse mere. Kan vist lige så godt være ærlig - det fylder rigtig meget lige nu...

Og så lige et billede af den lækre Aksel-mus

Mit første plaster!

Ja, tænk 3 år gammel og første gang vi skal have plaster frem.

Aksel har aldrig været en dare-devil, så det er ikke ret ofte han slår sig, ihvertfald indtil videre ikke alvorligt nok til at det har krævet plaster. Det gjorde det idag. Han stod i vejen for et stykke brænde, som far var igang med at kløve. Den slags kan jo komme flyvende og ramme uhensigtsmæssigt, heldigvis var det bare en lille skramme, men bløde kunne den og plaster var derfor godt. Patienten fik det hurtigt bedre, men det er pludselig blevet en hel del nemmere at få ham til at holde sig på afstand af kløvearbejdet ;o)

Nummer 5

Ja sgu da! Så kom vi i top 5. Tju hej altså. Skal overhovedet ikke klage, men kunne da godt lige blive bare en lille smule forpustet ;o) Nu skulle der efter sigende ikke være matchet flere børn i denne omgang, så nu kan vi lige tage en puster. Hvornår der så sker noget igen ved man jo aldrig. Men hvor er det godt at mærke et helt rigtig og typisk ryk på Nigeria-listen. Helt som det skal være, en ordentlig omgang børn på een gang, det kan vi lide.

Nummer 6

Vi holder vejret og smutter en tur op ad listen igen. Så er vi på en 6. plads! Man kan vist ikke sige vi fiser husleje af på de forskellige pladser lige i øjeblikket. Det går jo bare derudad. Rygtet siger, vi rykker endnu en plads snart.

Nummer 7

Ihhh, hvor det kører. Så røg vi op på en 7. plads. Rygtet siger, der er 2 ryk mere på vej, så vi ender snart på en 5. plads. Det er jo helt vildt  fantastisk. Nigerialisten, som vi bedst kender den. Stilstand i 100 år og så et boom, der er til at forstå. Så vi høres snart ved herinde igen. Jeg vil forsøge at holde fast i at lave et indlæg for hvert ryk på listen.

Nummer 8

Må hellere skynde  mig at råbe det højt og larmende. Vi er nummer 8 og rygterne siger, at der er flere ryk på vej! FAN-FUCKING-TASTISK. Kæft en forløsning ovenpå 7 måneders stilstand. Selvom vi ikke har travlt, så er det alligevel vigtigt at mærke, at der er fremdrift. Ventetidsmonsteret ligger ikke klar til at stikke sit grimme hoved frem endnu, og nu fik den da i den grad et ordentligt spark tilbage i hulen, hvis den da havde tænkt sig at røre på sig.

Jo jo, det er ganske vist. Der er bragt barn i forslag til en familie på ventelisten og flere skulle kunne forvente glade nyheder snart!

Og vi fester igen!

Dagens hovedperson

Dagens kage

Dagens hovedperson puster lys ud.

Og så gik lyset ud hos dagens hovedperson.

Hip hip hurraaa

Idag er det Aksels fødselsdag. Hele 3 år fylder den lille bandit og dagen har allerede været fyldt med gaver, fest og leg.

Hvad er det mon?

En bold! eller nærmere en donut fra Bobbles, men pyt, knægten var begejstret.

De små venner fra dagplejen

TILLYKKE lille skat. 

Hurraaaaa!!!

Aksel har fået plads i ønskebørnehaven. Havde slet ikke forventet at have det afgjort allerede nu, hold da fast hvor er det bare fedt 😃 så er der ro på den front.

Det med mad

Er der noget, der har spøgt i vores forhold til Aksel og i Aksels udvikling generelt, så er det mad. Een ting er at starte ens liv sammen med at skulle tvangsfordre sit barn, noget andet er at komme over det, få pillet følelserne ud af det og acceptere, at det var en nødvendighed. Det har vi fået hjælp til. Det hjalp at erkende, at Aksel rent faktisk har været så ked af det, at han ikke havde lyst til at spise, faktisk ikke havde lyst til at leve. Se de ord har det taget mig noget tid at få ud over egne læber, få sagt højt og ikke mindst italesat overfor Aksel. Men nu kan jeg, og kan mærke, at det føles godt at kunne sige det højt uden at hyle eller fanges i egen sorg over hvor stygt det er at vide, at det er en del af Aksels historie.

Næste skridt er så, at få Aksel hjulpet udover alt det fysiske omkring det at opleve tvangsfordring på et tidspunkt i hans liv, hvor alle sanser har været skærpet til det yderste. Det har påvirket ham voldsomt, at han har oplevet, at blive tvangsfodret med mad, han ikke vidste hvad var, og som han mundmotorisk ikke var klar til at håndtere. Samtidig var alt kendt væk. Hver gang hans krop oplever mad, han ikke ved hvad er sendes han direkte tilbage til den sorg og det chok han var i, på det tidspunkt.

Og det siger sig selv, at det tager rigtig lang tid at vænne kroppen til, at det ikke er ensbetydende med nye store forandringer i ens liv, når ens mad ikke er som den plejer at være. Meget meget længere tid, end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig. De her sammenhænge er klare og tydelige for mig og jeg kan sagtens se logikken i det, men jeg skal gerne indrømme, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det så svært at komme over.

Men lad mig blot sige, at vi, som forældre, har skulle rykke os rigtig langt i det her. Det har taget tid at give slip på det fokus vi havde i starten på Aksels mad. Det har taget tid at erkende, at han skal have lov til at styre det hele selv, at han skal have lov at spise hvad han vil, når han vil, i præcis så lang tid det tager ham, at omkode sit system til, at det er ensbetydende med velbehag og nydelse at spise. De skridt han har taget siden vi fik hinanden er i virkeligheden gigantiske, selvom det nogen gange kan synes ganske ubetydeligt, men set med det udgangspunkt han har, så er det stort, at han idag spiser af sig selv, at han kan fortælle når han er tørstig eller vil have boller, banan eller yogurt, at han engang imellem vil røre ved og lege med forskellig slags mad og at han til tider tager noget af det op til læberne, kortvarigt. Det er adfærd, der er fine små skridt i retningen af at turde smage på andet end det kendte, turde putte det ind i munden og finde ud af hvad der så sker, når det kommer derind osv.

Men helt ærligt, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være et issue efter 2 år. Havde aldrig forestillet mig det skulle være så svært. Og så er det man priser sig lykkelig for den hjælp og ekspertise, der idag er til rådighed for os adoptivforældre, for ellers tror jeg faktisk vi kunne være stået i stampe rigtig rigtig længe på det her.

Og så har jeg slet ikke været omkring omgivelsernes påvirkning på det her emne. I guder hvor har jeg skulle bide mig selv i tungen eller ryste imaginært på hovedet over folks gode råd om børns kræsenhed og madvaner. Indeni har jeg så stået og råbt meget højt ind i hovedet på folk, at det ikke kan sammenlignes. Det eneste jeg medgiver er, at fokus på børn og mad ikke rykker noget som helst - det har vi helt sikkert tilfælles med rigtig mange andre, men at skulle forholde sig til, at ens barn har en ret barsk historie indeholdende et af de mest grundliggende svigt for et lille menneske, det håber jeg sgu ikke er historien for ret mange familier.

Fastelavn er mit navn...

Må vi præsentere - Miti!

Aksel var ikke selv i tvivl om hvad han var klædt ud som. Så snart ørene kom på, så var genkendelsen ikke til at tage fejl af og knægten råbte begejstret, Mitiiii! Godt Aksel har en bedstemor, der lige kunne snøre et par short i Mickey-stil sammen og moderen en veninde, der kunne udlåne ører til festligheden.

Snart 3 år!

Fatter det ikke, men det er jo nok bare sådan det er at være forældre.

I princippet skulle 3 år jo betyde børnehavestart, men det gør det ikke for Aksel. Vi ånder lettet op og kan igen kun rose Skanderborg Kommune for at have øje for børns behov og udvikling. Aksel har i sin dagplejetid fyldt for to - haft dobbeltplads. Det har været en stor gave for os at vide, at dagplejemor har haft tid og ressourcer til at tage de hensyn, der har været nødvendige for Aksels trivsel. Ikke mange og ikke meget, men uanset, så har der været plads til at give ham ro og forudsigelighed. Det har han i den grad profiteret af.

Men det er også tydeligt, at han ikke er klar til børnehaven endnu.  Og idag fik vi endelig afgørelse på, at han ikke skal starte før til august, at han bliver ført op på ventelisten til favoritbørnehaven og sidst, men ikke mindst, får sin sag overført til PPR, så vi i tilfælde af, at der bliver brug for ekstra ressourcer i børnehaven ikke skal starte forfra.

HURRRAAAAAA, siger jeg da bare. Hvilken lettelse og hvilken formidabel hjælp fra kommunen.

Flyv lille brevdue, flyv!

Vores sag er idag sendt til Nigeria. Pyyyhh...., så bliver det snart virkeligt for alvor. Vi har beholdt vores 9. plads på listen, det må siges at være ret heldigt, set i lyset af vores forsinkelse til sidst.

Når sagen er landet i Nigeria, ja så er der jo pludselig en chance for at blive ringet op.  Det vil være højst usandsynligt på 9. pladsen, men nu er chancen der. Pyyhh, det er både fantastisk og temmelig skræmmende ;o)

Off you go

Endelig er bunken af papirer afsendt herfra og modtaget hos AC. Argghhhh..., det trækker altid tænder ud. Af en eller anden grund er der altid et eller andet, der forsinker. Vi har haft det meste af bunken klar til afgang i 14 dage - med undtagelse af psykologerklæringen. Nuvel, den kunne ligesom først blive lavet efter den 11/1, hvor vi havde tid hos psykologen, men at forestille sig, det skulle tage ham 14 dage at forfatte en A4 side, ja det havde vi ligesom ikke regnet med. Det har kostet os en plads på ventelisten - vi var lige kortvarigt nummer 8, indtil vi igen blev nummer 9, fordi andre havde papirerne klar før os og derfor bliver rykket op på listen. Sådan er gamet - men nu regner vi med vi kan beholde vores plads - ja altså indtil der er BIF'er så vi rykker opad.

Næste hurra-råb bliver, når AC meddeler os, at de har sendt papirerne til Nigeria.