Back to basics

Fuck altså, hvis jeg må være så bramfri, hvor er det altså hårdt at mærke ens barn være udfordret. Hvor ville jeg dog bare ønske, at vi kunne sige hvorfor. Det kan man nok aldrig - vi er nok langt fra de eneste, der gerne ville kunne pege på en præcis årsag, når ens barn synes at have det svært.

Så vi er lidt "back to basics" her.  Når nu en af de vigtige baser i hans liv er i opbrud, så må vi sørge for den vigtigste, nemlig hjemmebasen, er så stabil som overhovedet muligt. Så lige nu er vi tilbage til den strategi de fleste adoptivfamilier kender fra deres start som familie. Men vi tror det er det der virker og derfor er det ikke skidt at tage den frem igen... Men man kan godt føle sig slået tilbage til start - derudover har daglige reaktioner fra ens barn også den virkning at man kommer til at føle sig enormt utilstrækkelig som forældre og ja, det slider...

Vi må håbe, at strategien snart virker.

Bekymring, med bekymring på...

Åhh hvor vores lille Aksel-mus kæmper for tiden - og det gør mor og far også.

Vi oplever, at Aksel er begyndt at reagere meget voldsomt. Det kan der være flere forklaringer på, og når der kan det, så bliver det ekstra svært at navigere i.

Aksels sprog er stadig meget sparsomt. Han kommunikerer egentlig ganske meget, men meget med kropssprog og enkelte ord. Det går jo langt han af vejen rigtig fint, men indimellem kan det ikke undgåes at frustrere. Samtidig er det også svært at vide hvor meget og hvor lidt vi skal forklare og fortælle, for han forstår rigtig meget, men det kan nok ikke undgåes at vi begrænser vores kommunikation alligevel og dermed ikke altid får ham forklaret nok, selvom han sagtens ville kunne forstå det. Det ville være så rart, hvis han kunne stille spørgsmål tilbage, men den mulighed har han ikke endnu.

Dernæst er hans lille dagpleje-enhed i opbrud. Det første barn er stoppet og startet i børnehave, og et nyt barn er kommet til. Det har givet nogle meget kraftige reaktioner i hente-situationerne, og det kan sagtens være det, vi også ser han reagerer på i andre situationer. Vi italesætter, forbereder og prøver især at vise ham, at hans angst er naturlig. For ham er det endnu et tegn på, at ting, der ellers var trygge og gode kan ændre sig og det mærker han som angst for at miste - igen... Det næste barn stopper snart og denne gang er der tale om bedstevennen.

Slutteligt så er vi bekymrede for at Aksels manglende taleudvikling bunder i mere end blot en forventet forsinket udvikling pga manglende stimulering i baby-tiden. Talepædagogen ser det samme, Aksel har en stor sprogforståelse, men noget hindrer ham i at få det udtrykt i tale. Der kan være flere forklaringer, for eksempel dyspraksi (som skyldes en neurologisk umodenhed i hjernen) eller for tidlig fødsel eller manglende stimulering. Det vigtige er, at kommunen ikke har brug for en diagnose for at sætte ressourcer af til at hjælpe - det er godt. Omvendt kan jeg da godt bekymre mig for om de nu også kan hjælpe ham rigtigt, for det er vel ikke uvæsentligt hvad hans udfordringer bunder i?

Så vejret trækkes helt ned i maven, der tælles til 10 og der grubles, analyseres, tænkes, bekymres og en hel masse mere. Kan vist lige så godt være ærlig - det fylder rigtig meget lige nu...

Og så lige et billede af den lækre Aksel-mus

Mit første plaster!

Ja, tænk 3 år gammel og første gang vi skal have plaster frem.

Aksel har aldrig været en dare-devil, så det er ikke ret ofte han slår sig, ihvertfald indtil videre ikke alvorligt nok til at det har krævet plaster. Det gjorde det idag. Han stod i vejen for et stykke brænde, som far var igang med at kløve. Den slags kan jo komme flyvende og ramme uhensigtsmæssigt, heldigvis var det bare en lille skramme, men bløde kunne den og plaster var derfor godt. Patienten fik det hurtigt bedre, men det er pludselig blevet en hel del nemmere at få ham til at holde sig på afstand af kløvearbejdet ;o)