Hvor er vi nu?

Jeg skylder en opsamling :o)

Vi synes vi er landet igen og familien har igen en følelse af at være i trivsel. Den sidste halvanden måneds tid har været hård, men nu hvor vi igen kan mærke at vi er, hvor vi kan lide at være, så var det jo heller ikke værre ;o) Det jeg bagefter kan mærke har fyldt meget har været tanken om, om vi overhovedet ville lande igen.

Og sådan er det jo nok, når vi oplever vores børn i krise. Vi bliver nervøse for om der er andet galt, om vi har håndteret det vi står i, rigtigt, og om det her nu er vores nye virkelighed.

Aksel har helt klart reageret på, at der var forandringer i dagplejen. Det har taget tid at få på plads, at det ikke også betød ændringer på alle andre planer. Nu henter vi en glad dreng i dagplejen - det var i disse situationer han reagerede meget tydeligt i starten - han ville ikke med hjem. Nu er hverdagen med nye børn i dagplejen på plads. Og reaktionerne på hjemmefronten færre, vi kan forudsige dem og tage de nødvendige hensyn.

Der hvor jeg har lært mest den sidste måned har været om opdragelse. Jeg, ja vi, har været så optaget af at kode Aksels reaktioner og holde dem oppe imod alle de adoptionsrelaterede reaktioner vi kunne komme i tanke om. Jeg var bare helt rundtosset til sidst. Indtil det, med lidt sparring fra nogle ret kompetente damer i mit netværk, blev tydeligt - skil tingene ad. Vi gav lige os selv lov til at opdrage, for at sige det lidt firkantet. Og når man bliver tydelig og klar i mælet - så smitter det også af på andre situationer, hvor det ikke er opdragelse, men anerkendelse og rummelighed, der virker bedst.

Vi er ikke i tvivl om, at vi har været igennem nogle af de tydeligste adoptionsrelaterede reaktioner fra Aksel i den sidste måneds tid, men tænk at det var opdragelse, der gjorde vi kom igennem. Det ville jeg ikke selv have troet, men i bagklogskabens lys gjorde det en tydelig forskel. Vi blev tydelige voksne og så blev tingene skilt ad. Tror sgu det en meget typisk adoptions-fælde at falde i og vi kommer helt sikkert til at gøre det igen, for det er ikke altid lige let at agere i de her mange muligheder, men nu ved man da, at det faktisk kan være en fordel at tage adoptionsbrillerne lidt af engang imellem - så håber da vi lige husker det fremover også. Og for god ordens skyld - det betyder jo ikke, at vi ikke italesætter, spejler og bruger alt hvad vi kan af hans egen historie til at lande ham i de svære følelser - det betyder bare, at vi ikke altid gør det ;o)