Vi er på 3. uge

- i indkøringen, og det går OK. Nu er pædagogerne ved at være klar over, at Aksel på rigtig mange områder ikke er et normalt 3 årigt børnehavebarn. Det har taget en stor sten fra skuldrene - for jeg synes godt nok det er svært at få det forklaret og formidlet uden at lyde som en totalt overpylret mor.

Men nu har der været besøg af PAS (et initiativ børnehaven allerede havde taget på baggrund af en anden adopteret dreng) og Aksels talepædagog fra dagplejen har været forbi. Begge nogle yderst kompetente damer, der fik skabt nogle tydelige erkendelser af hvad det vil sige, at skulle opbygge nye relationer, tro på, at det man har ikke forsvinder igen osv. Ligeledes synliggjort, at hans manglende talesprog skal oparbejdes via tydelige relationer båret igennem af en voksen ved hans side, der kan guide og hjælpe med at forstå, så Aksel får lært det kommunikative.

Udfordringen pt er, at han skal føle sig tryg, når mor er gået. Når jeg er med, så er der fut over feltet, men han bruger også mange kræfter på at holde styr på mig, sikre sig, at de andre børn ikke bliver for interesserede osv. Når jeg ikke er der, så bliver han mere tilbageholdende, hvilket også er naturligt nok. Jeg er væk i ca 2 timer af gangen nu, hvilket indtil videre er passende. Så henter jeg en glad dreng, der trænger til sin lur og vågner glad og og i godt humør. Det vigtige er, at han får så stor tryghed ved de voksne, at han kaster sig ud i legen og at de forstår at hjælpe ham igang og guide.

At jeg er begyndt at gå fra børnehaven er dejligt - det er jo en evig balancegang, for tænker jo også, at jeg hurtigt kunne installere mig selv som fast inventar dernede og så ville han alligevel opleve det som en stor omvæltning, at jeg pludselig ikke er der mere. Den her strategi, hvor vi langsomt bevæger os op i tid på hvor længe han er der på egen hånd, den virker for os.

Nummer 4

Sørme så - AC har idag opdateret ventelisten og der er bragt et barn i forslag i løbet af sommeren.

Pyyyhh.... Vil gerne tilstå, at det faktisk er lidt svært at være rigtig glad for det lige nu. Det er ikke vildt nemt at forholde sig til, nu hvor vi kæmper en kamp for at få indkøringen i børnehaven til at lykkes.

Der er rigtig lang vej endnu, føles det som om, og derfor er det ikke lige storebror-rollen jeg under ham, men det er jo så heller ikke vores tur, endnu...

Nu, mor til et hulebarn

Aksel er startet i Knudsøhulen børnehave - og er nu et hulebarn.

Det er hård kost, men også spændende. Vi har været afsted i 3 dage - kun formiddage, men det er indtil videre også rigeligt. Aksel vil virkelig gerne børnene og der er selvfølgelig også en vis interesse for den nye dreng - heldigvis på en fornuftig måde. Men ihh hvor er det altså hårdt at se hvor meget Aksel skal kæmpe. Han har jo slet ikke sprog til at begå sig blandt jævnaldrende og det er også ret svært for ham at forstå leg - der skal rigtig meget hjælp til. Jeg gør mit bedste, men det værste er samtidig, at Aksel stadig har det med at reagere med at hive i hår eller slå, hvis han bliver det mindste usikker på om jeg nu også har min opmærksomhed rettet på ham. Det stresser ham lynhurtigt, især når han er ved at være træt, hvilket jo er naturligt nok, men ikke desto mindre hårdt for ham. Han er også udfordret motorisk, men det er jeg straks meget mere fortrøstningsfuld omkring. Børnehaven er en sand lille oase, hvor udelivet fylder hele dagen fra 8.00 til 16.00 - legepladsen en næsten ren naturgrund, med masser af motoriske udfordringer, som Aksel nok skal lære en masse af. Den del knokler han også på med, man vil jo gerne følge med de store frække drenge, der løber og laver en masse ballade og leger løbe-efter-hinanden leg.

Og sidst men ikke mindst fylder "mand", som han kalder piraten/sørøveren, der står hugget ud i træ på legepladsen, en del. Han er spændende og samtidig vildt skræmmende. Først idag, på 3. dagen var han helt oppe og røre ham, men så skal jeg da også love for han stillede sig og fortalte sine egne Akselske røverhistorier til ham, for nu var de gode venner. Virker lidt som om han har et fokuspunkt i ham, som han kan vende tilbage til, når alt det andet bliver lidt uoverskueligt. Så siger han "mand" og så går vi over og kigger til ham.

Så vi trækker stadig vejret dybt ned i maven og håber så inderligt, at vi kan få ham til at trives, trods sine udfordringer, for det er ikke løgn, når jeg kalder det en oase. Der er pt 20 børn, 4 faste pædagoger og 2 pædagogmedhjælpere - dejligt overskueligt og ikke mindst gør udelivet det også meget nemmere at være med for Aksel, idet sanseindtrykkene ikke bliver så intense for ham. Larm er der jo intet af, og alting bliver også en anelse mere enkelt, når det foregår udendørs.