tirsdag den 30. december 2014

Farvel 2014

Det er et mærkeligt år vi tager afsked med. Selvom vores vej til familie har stødt på mange bumb, så er jeg næsten sikker på, intet har kunne måle sig med de rutcheture 2014 bød på.

I januar meldte ankestyrelsen ud, at AC blev suspenderet for rod i regnskaberne. Det var en træls melding, men da vi jo stod i bero med vores sag, så var det ikke verdens undergang. Der skulle nok komme styr på det igen, tænkte vi. I April var det så selve Nigerialisten der blev suspenderet - det gjorde os bekymrede, hvad nu? Og da vi jo havde indstillet os på, at ville genoverveje vores sag i bero omkring 1. maj, så var det sådan lidt en streg i regningen at andre pludselig skulle bestemme, at vi ikke skulle have barn fra Nigeria lige foreløbig. Well, det var jo så der tingene igen tog en drejning, da vi i sommer så blev orienteret om vores match og vi hele sommeren gik og forsøgte at vænne os til tanken om, at en familieforøgelse var tæt på.  Vi nåede at glæde os...., vi nåede at se hvor mange gode ting der også var forbundet med det, også selvom vi godt vidste det ville være en kæmpe opgave. Det blev så væltet gevaldigt omkuld, da vi i september fik meldingen om, at vi skulle overveje udvidelse af vores godkendelse, for at kunne gå videre. Den værste beslutning vi nogen sinde har taget, uanset hvor rigtig den var, så var det hårdt. Alle drømme blev igen flået fra os. Fra at være i den syvende himmel, til endnu en gang at skulle tage afsked med en drøm... Og så kom resultaterne af PPRs arbejde - og tæppet fik endnu et kæmpe ryk.

Ja, jeg kan godt mærke vi har været en del igennem, men kan heldigvis også mærke, at vi står et godt sted nu.

Og det er jo ikke så skidt at byde et nyt år velkommen med følelsen af, at det nok skal gå det hele.


SÅ HERMED RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE !!!

torsdag den 25. december 2014

Glædelig jul

Julen er over os og det er skønt. Også selvom man har et barn, der ikke får det samme ud af julen, som andre 4 årige. Aksel forstår ikke rigtig gave-konceptet, han ved hvad det er, men det har ikke hans store interesse at pakke op. Har prøvet at italesætte spændingen i det ikke at vide, hvad der er bag papiret, men kan ikke helt greje om det er her det tricker, eller om det bare er for abstrakt.

Julepynt er han til gengæld helt vild med og han råber begejstret FIIN og peger. Det har vi hygget os vældigt med.

Vi har haft pakkekalender og hvis det ikke var fordi vi mindede om den daglige pakke, så ville han ikke studse over ikke at få den.

Juleaften blev holdt med en stor del af familien - alle 4 bedsteforældre og Aksels fætter og kusine, samt deres mor og far, 8 voksne og 3 børn. Vi var spændte på om Aksel kunne klare spændingen og den meget virak så mange mennesker byder på. Det gik simpelt hen så fint. Man kan sige meget om juleaften, men konceptet er jo rimeligt forudsigeligt og alle er med til det hele. Begge dele noget som gør det nemt for Aksel - vi kan forberede ham og han skal ikke holde styr på hvad folk laver, for de er samlet om det samme hele tiden.

Så vi havde en lykkelig lille dreng, der nød selskabet, nød at sidde med kusine Emma over julemiddagen, nød at sidde på arm af først faster og derefter onkel om træet, og senere i arm hos faster, til han sov. Det med gaverne var okay, da han pakkede den første op og hele klubben fra Mickeys Klubhus kom frem af papiret - derefter var der ikke meget, der kunne måle sig. Jo, da han lidt senere fik Bamse og Ælling. Han nåede så heller ikke at pakke ret meget andet op, inden han gik kold, så vi har pakket de sidste op i dag.






Og humøret har været højt i dag. Sneen har lagt sig hvid og flot i nattens løb, så det har også fået sin del af opmærksomheden.


Vi kan mærke, at trods en intens og spændende dag i går, så er han i balance i dag og det er virkelig dejligt. For et år siden var billedet meget anderledes...

torsdag den 11. december 2014

Is i maven

Mit sidste indlæg afslører vist meget godt hvor svært det er at holde tungen lige i munden lige nu. Vi er jo selv ret enige med PPR om, at Aksels nuværende børnehave ikke har mulighederne for at støtte ham 100%, på den lange bane. Ja, det er børnehaven også selv med på.

Men det har vist sig at være lidt af en udfordring at få PPRs forståelse for hvordan et skift af institution kan gå hen og påvirke Aksel.

Forløbet af et institutionsskift her i kommunen er sådan, at fra ansøgningen behandles i visitationsudvalget, til man tildeles en ny plads vil der typisk gå 1-2 måneder. Det lyder jo rigtig godt - hvis man kan springe til med så kort varsel.

Men et skift af institution for Aksel er noget nær det samme som at kaste ham ud i en livskrise. Han reagerer voldsomt på skift og med så kort varsel kan vi ikke sætte den nødvendige tid af til en lang og rolig indkøring. Hans afsked med hans nuværende børnehave vil blive brat og han vil blive kastet ud i  et følelsesmæssigt kaos, som vi ved kan tage flere måneder at få ro på igen. Sidste år på dette tidspunkt stod vi med efterreaktionerne på opstart i hans  nuværende børnehave, og det var voldsomt. Det har vi ikke i sinde at gennemgå igen.

Så da børnehaven, af eget initiativ med fokus på netop Aksels bedste, set i lyset af et skift og den trivsel han pt er i, foreslog at beholde Aksel frem til sommerferien, ja så kunne vi ikke se det som andet end den mindst dårlige af 2 ikke optimale valg. Så kan han få et roligt skift hen over sommeren. For Aksel er i trivsel i sit nuværende miljø - og den trivsel kan han lige så godt få fuld udbytte af de næste måneder, fremfor at skulle igennem et skifte, der bare sætter hans udvikling i stå i den periode. Børnehaven kan se de seneste tiltag virke, og de kan se ressourcerne til at fortsætte de kommende måneder. Det kan godt være en ny institution har mere at bidrage med for Aksel, men det får han først glæde af, når han er tryg i de nye rammer, og det kræver en lang indkøring at skabe den tryghed.

Vi kan afsætte tiden op mod sommerferien til at lave et overlap med hans nye børnehave, sådan at vi op mod feriens naturlige pause, tager afsked med det gamle og snuser til det nye. Efter sommerferien kan vi så gå igang med en egentlig indkøring i den nye institution og give Aksel ro og tid til at vænne sig til den.

Med god planlægning og god tid til at hjælpe Aksel igennem den første tid i den nye institution undgår vi at han går i stå i hans udvikling. Det er ingen garanti, men kaster vi os ud i et skift på den korte bane, så ved vi det bliver konsekvensen. Så hellere have is i maven og gøre det ordentligt.


tirsdag den 9. december 2014

Forvirret på et højere plan? I think so...


Vi var for nylig til møde med PPR og børnehaven. Et møde, hvor børnehaven skulle orienteres om resultaterne af PPRs arbejde, den orientering, de havde været så hensynsfulde, at give os en uge forinden, så vi kunne sunde os. Vi gik til mødet med spænding, for vi var spændte på hvad børnehaven ville sige.

De blev overraskede, det kunne vi godt mærke. De synes jo de for alvor ser en dreng i udvikling - ja, med et stort udviklingstab at indhente, men en dreng, der er tryg, trives og bliver bedre og bedre.

Vi havde jo håbet, at de ville stille op med en plan for hvordan der kunne skaffes ekstra ressourcer til at beholde Aksel i trivsel, så da spørgsmålet om hans fremtid kom på banen, med PPRs anbefaling af specialplads, ja så spurgte vi igen, om det da slet ikke var muligt med en plan B, der hed ekstra timer i børnehaven. Svaret var igen igen, nej, der findes ikke ekstra timer til den slags. Vi har spurgt til den løsning et hav af gange og fået forklaret den ikke findes i Skanderborg Kommune. Pengene er ude i børnehaverne og det forventes at børnehaverne finder ressourcerne, altså medmindre der er tale om et specialbarn, med behov for mere end 12 timer, så er alternativet specialplads. Aksel har helt klart brug for mere end 12 timer i støtte. Vi har spurgt de forkerte, lader det til (hvornår er det man får tildelt en guide til det kommunale system, for det system kender sgu ikke engang sig selv...).

Vi har jo så brugt tiden på at forholde os til det nye scenarie og var egentlig klar på, at et skift kan være godt for ham, bortset fra at selve skiftet bliver svært. Han er så glad for sin børnehave, at der er en stor sandsynlighed for at han går i stå i sin udvikling igen, alene på baggrund af det tab og det svigt det vil vække i ham - igen igen, men vi ved det jo ikke og har tænkt, at vi blev nødt til at løbe den risiko, for at få ham i et mere stimulerende miljø. At lade ham blive i den nuværende børnehave uden yderligere støtte er ikke holdbart.

Igår fik vi så et skriv fra børnehaven. De skal jo også give deres besyv med til PPR's indstilling af Aksel til specialplads. De er ikke enige! De mener de ser så positiv en udvikling, at det kan forsvares, med ekstra støtte, at holde Aksel inkluderet i børnehaven. De har, i nogle uger, kunne trække Aksel ud til særlige aktiviteter, da de har haft en vikar, der gjorde det muligt at skabe luft til det 3 gange om ugen, og de har set store fremskridt. Så nu vil de ansøge om midler, hvor de midler så end er, for de var der jo ikke alle de gange vi har spurgt efter den løsning. Men det er, uanset min harme over at de svar vi har fundet os i tidligere ikke var rigtige, sød musik. Er det så det rigtige? Mit moderhjerte skriger JAAA, for det vil spare ham for et skift, men kan de reelt løfte opgaven? Har han i virkeligheden ikke mere brug for et specialmiljø? Åh for h... et dilemma.

Vi skal have fat i PPR og høre hvor vi selv står i det her - for nu er vi ligesom endt i midten af PPR og børnehaven og hvem fanden kan vi reelt stole på har den rigtige vurdering af vores søn? Jeg ved godt hvad mit hjerte siger, men er det her en beslutning, der tages med hjertet? Jeg er i tvivl.

Der er et hav af spørgsmål - også om skoleliv, for kan vi forvente han kan nå at blive skoleklar? Selv med skoleudsættelse er der virkelig lang vej og der skal nogle gigantiske udviklingshop til han kommer i almen skole. Vi fik jo også at vide (og nu er jeg jo i tvivl om vi kan stole på den oplysning) at der kun gives skoleudsættelse, hvis man forudser, at barnet kan klare almen skole derefter. Kan barnet ikke det skal det starte som 6 årig, men i et specialtilbud. Det var jo også en af grundene til vi kunne se, at det bedste for ham er specialvejen allerede nu, for det vil der alligevel blive tale om.

Men jeg skal da love for, at vi er kommet i tvivl.

fredag den 5. december 2014

4 år siden



For fire år siden mærkede jeg for første gang Aksels kind mod min. Åhh, jeg nyder stadig lige præcis den fornemmelse det er at have hans bløde kind mod min. Hvor var det dog en stor dag. Idag fejrer vi minderne og glædes. Eller fejrer og fejrer - vi gør egentlig ikke noget stort ud af dagen. Aksel forstår ikke konceptet. Her til morgen fortalte jeg ham, at det idag er 4 år siden vi så hinanden for første gang. "Baby" sagde han - ja skat, du var en baby, og så var han videre i hans leg med Bamse og Mickey, der legede "tilleleg".

Senere idag tager vi billederne fra dagen frem, og hvis det fanger kigger vi på dem - gør det ikke, så er det også OK. Faktisk er han ikke særlig interesseret i hans historie for tiden. Hvis jeg tager initiativ til hele smøren, så holder han sin lille hånd op foran min mund og siget stop. Vi bruger historien i det daglige, når det giver mening i forhold til følelser, han kan have brug for at blive spejlet i, og der virker det fint. Når vi kigger billeder går han mest op i et billede fra børnehjemmet, hvor han er fotograferet nøgen og så peger han og siger "tissemand" :o) Boys will be boys.

onsdag den 3. december 2014

Vi øver os

Vi har i de sidste uger brugt meget krudt på at se os selv, vores samspil med Aksel og hans læring mere an. Vi har mere eller mindre dissekeret hverdagen i småbidder for bedre at kunne forstå hvordan vi bedst hjælper Aksel til mere leg, læring og stimulering.

Det helt basale drive for læring har aldrig været særligt tydeligt hos Aksel. De fleste siger jo, at børn selv viser vejen - well, det gør børn, der har det jeg vil kalde et normalt udgangspunkt for udvikling. De viser vejen.



Aksel skal have vejen vist - kort og godt. Og når man så viser ham vejen, så skal man ned af den rigtig mange gange, inden man kan tage ham med ud på nye veje. Vi har jo gået og bildt os selv ind, at han nok skulle finde ind til det drive og så ville der ske noget. Jeg tror stadig på, at der er mere af det, end det vi ser i dag, men det er vigtigt at vi ikke bilder os ind, at han selv viser vejen, når han er klar.

En anden ting, vi tit har været frustreret over, har været at det var svært at lege med ham. Enten mistede han lynhurtigt interessen, blev hektisk eller smed med legetøjet. Følelsen af at sidde og være en total idiot til at lege med sit eget barn har tit været der. I lang tid har vi fokuseret på, at det var stress relateret, hvilket det helt klart også har været. Men selvom vi kører alt ned i et meget lavt tempo, og Aksel viser flere og flere initiativer, ja så er det tydeligvis meget svært at nå til den indre ro.  Det siger jo noget om hvor stresset den lille mand reelt har været og stadig nemt bliver.

Det har heldigvis også ændret sig og vi kan få langt mere tid til at gå med at lege med ham nu. Nu er det så kunsten at få ham lært at fokusere og holde interessen fanget. Det kommer til at tage tid, men vi øver os, og både mor og far øver sig rigtig meget i selv at bevare roen. Hvis vi viser utålmodighed, så smitter det af på ham lige med det samme, og så går alt i stå. Meeen jeg synes faktisk vi er blevet meget bedre - allesammen. Også til at samle den op, hvis vi blev grebet af en utålmodighed, så kan vi godt komme tilbage på sporet og finde den motiverende energi igen. Eller bare følge ham, hvis han mister interessen for det vi lige er igang med, men mister den, fordi der er noget andet han hellere vil. Det er jo det initiativ, der er så sundt for ham at mærke kan betale sig, så det er også super vigtigt at vi ser de muligheder og følger ham i dem. Jo, vi øver os - gør vi.

Iøvrigt har børnehaven også konstateret. at de mærker en forandring i hans evne til at holde interessen fanget, når de laver forskellige sproglege eller lignende. Dejligt :o)