Hytteli't

Vi har været 3 dage i sommerhus ved Sandersvig Strand - lidt udenfor Christiansfeld. Sommerhuset havde vi lejet gennem gemalens arbejde. Stedet er egentlig ikke noget særligt, men det er heller ikke nødvendigt, når man bare skal slappe af, gå ture, hygge og være.

Og Aksel har helt styr på konceptet - "sommerhuser, hyttelit", som han siger, mens han lyser op i et strålende smil. Det er faktisk helt fantastisk dejligt at mærke hvor meget han nyder den form for ferie. Dejligt, når nu mor og far også bedst kan lide steder uden det store hurlumhej ;o)

Tidligere ville det typisk lige tage ham et par dage at finde roen med at være væk hjemmefra. Den fase fylder ikke særlig meget mere. Han er trods alt også blevet noget nemmere at forberede og det er faktisk mere et spørgsmål om at styre forventningens glæde. Men det er trods alt en positiv udfordring.

Vi kniber os i armene...

Nogen gange rammer man pludselig en stime af positiv energi så tydelig, at man ikke helt tør tro på det kan være rigtigt.

Vi er inde i sådan en periode. Det kan være lidt svært helt at beskrive. Aksel rummer bare mere og mere, hans sprog blomstrer og han fortæller og beretter selvstændigt om det ene og det andet, han tager initiativer til leg og viser os i den grad at han er inde i en positiv udvikling så stærk, at vi nærmest ikke tør tro det muligt. Herhjemme har vi jo egentlig rigtig mange tidspunkter og stunder, hvor vi "bare" er en normal familie, men den store forskel lige nu er at de stunder også rummer flere og flere initiativer fra Aksel. Som når mor og far sidder over  morgenmaden og snakker, mens Aksel er tullet ned af sin stol og forsøger at få vores opmærksomhed med noget tumlen på gulvet. Vi holder fast i, at vi lige sidder og snakker. Så finder Aksel et spil frem og så ved han godt, at mor og far nok skal reagere - positivt ;) Lille (dejligt udspekulerede) bandit..., men det gode var jo samtidig, at vi havde en times koncentreret og hyggelig leg med spillet.

Efterfølgende skulle jeg lige have flyttet lidt støv. Aksel ville også have en klud og være med, det er der egentlig ikke noget nyt i, men det fine var, at han var med rigtig længe og undervejs tog han mange selvstændige initiativer til enten hvor han ville tørre af eller hvornår kluden skulle vrides op. Tidligere ville han have smidt kluden efter få minutter og bede om at se fjernsyn. Nu går han op i det, kopierer det jeg gør, men finder også på selv. Det er SÅ vigtigt at vi hele tiden afventer hans initiativer, hvis vi foreslår for meget eller er for insisterende (og der skal ikke meget til), så føler han sig ikke positivt motiveret, snarere presset og står af. Hold nu op det er en meget meget fin balance, skal jeg hilse og sige.... en konstant udfordring for mig.

Han er begyndt at kommentere, når noget er hyggeligt. Han mærker det. Igen noget vi har set længe, for det er jo sådan det er, når vi bare er os 3. Men at høre ham sige det højt, bemærke det med ord, det er fantastisk. Det hele bliver jo forstærket, når han pludselig siger "det hytteli´t", for så smiler mor og far jo og siger, "ja, det er hyggeligt" og på den måde bliver hele følelsen forstærket og vi mærker allesammen følelsen endnu tydeligere. Det er som om der for alvor er kommet hul igennem til en anden del af følelsesregisteret og jeg er slet ikke i tvivl om at det at han selv bruger ordene spontant er en helt central udvikling. At vi siger det er også vigtigt, men det er endnu vigtigere at han er begyndt at mærke sig selv i de gode og rare følelser af hygge og samhørighed.

Udfordringen er stadig det sociale omkring at være mange mennesker - eller nærmere, mere end 2-3, udover os selv. Det er svært og kører ham op, så det styrer vi stadig meget nært. Andre børn er også en svær udfordring. I børnehavens trygge og styrede rammer viser han mange gode og positive initiativer overfor de andre børn, men det er stadig svært at overføre læringen til andre situationer. Men det skal nok komme, det er så nyt at se ham udvikle sig på det her punkt, så alene det at der sker noget er helt fantastisk.

Vi holder vejret, kniber os i armene og fylder alle depoterne af utilstrækkelighed op med alt det gode.

Vi leger med former

Apropos mit tidligere indlæg om spirende selvtillid.

Her i weekenden fik mor en ide. Aksel er egentlig forholdsvis god til at genkende former, når vi leger med klodser eller små kort med firkanter, cirkler og trekanter. Det er ikke altid han lige kan komme i tanke om dem, men med lidt medierende hjælp, på Feuersteinsk, så kommer det.

Så var jeg pludselig fik lyst til at få ham til at opdage formerne omkring os. Vupti, der gik sport i at se hvor vi kunne finde cirkler, firkanter og trekanter - det sidste er faktisk ikke så nemt endda ;o) Det fede er, at vi kan gøre det løbende og jeg kan spørge ham helt spontant, bruge et par minutter og så videre. Det er lige måden at gøre det på, uden han kører sur i det.

Det bedste var, da han igår siger "Se mor, en cirtel (cirkel)" og peger på fjernsynet, hvor Bamse leger med en lommelygte. Ja, det var jo en cirkel. Eller da han her til morgen kigger på sin bolle og siger, "se mor, et skib". Han har bidt af den, ikke bevidst, men opdager, at den, efter et par bid, ligner et skib. Se det er simpelt hen fantastisk at han bare med et par dages fokus selv begynder at se formerne i omgivelserne.

Uhhh, jeg bliver så glad.

Næste skridt er farverne - dem har vi godt nok brudt vores hjerner med at få ham til at genkende. Det er bare en svær størrelse, og nu bliver kunsten at holde sig til former i noget tid, så jeg ikke forvirrer ham og han kører sur i det. Ro på, mor - ro på ;o)

Der er noget der spirer, trods årstiden.

Jeg tør næsten ikke, men gør det så alligevel - skrive om nogle af de rigtig gode ting vi ser hos Aksel for tiden.

Aksels selvtillid er simpelt hen i den grad i positiv udvikling. Han er altid gået til opgaver med et "tal itte" (læs: kan ikke) og vi har tit brugt meget krudt på at tale ham igennem med positiv støtte og opmuntring. Det har sikkert givet sit, men jeg er ret sikker på den helt store forskel er dagligdagen i børnehaven. Nu er han i et miljø, hvor han får plads til at prøve, hvor der er tid til at han tager mod til at sig. Han er begyndt at kopiere andre børn og i det rolige miljø han er i nu, der kan han nå at opdage  hvad han kan kopiere og forsøge på egen hånd. Han har jo i den grad brugt det meste af sit krudt på at observere - men nu begynder han at prøve selv. Det samme ser vi herhjemme, hvor det er lege fra fjernsynet han kopierer og lege fra børnehaven bliver også gentaget herhjemme. Det er tydeligt, at han får mod på mere og mere.

I lørdags var vi i Givskud (igen igen) og da vi planlagde dagen om morgenen sagde Aksel meget selvsikkert "se dino". Ja ja, var svaret fra os - og vi grinede nok lidt overbærende. Han plejer at være skrækslagen, så vi var sikre på kækheden var forsvundet, når først vi stod der. Givskud har en dinosaurus-park, med store figurer i 1:1 af fortidens dinoer. Aksel har været igennem 1 gang og var skrækslagen - så den del springer vi normalt over. Men men - i lørdags lagde Aksel selv planen om at gå derind og sørme så - han gjorde det. Gik med HELE vejen rundt, også selvom han indimellem var tydeligt nervøs, men selv undervejs overvandt han sig selv. Et andet barn gik hen og rørte en af figurerne, det så Aksel og så ville han også. Genialt. Han var totalt basket efterfølgende - fuldstændig mør og det var lige ved at blive svært, da vi lige ville have en is, skulle stå lidt i kø og der var mange mennesker osv - men det gik. Tror først det var herhjemme det gik helt op for os hvor stort et skridt det egentlig var. Han overskred i den grad en kæmpe stor grænse uden at falde fra hinanden. Fantastisk.  Billeder blev der ikke taget ;o) Det var det alligevel for intenst til.

Og det går jo også igen i det små herhjemme. Vi kan spille spil og han synes det er sjovt og vil gerne. I stedet for tidligere, hvor det godt kunne kræve en del overtalelse og positiv opmuntring. Det er som om han selv mærker han kan mere, gerne vil vise det og samtidig også nyder rosen og opmuntringen - fremfor tidligere, hvor han, hvis vi kom til at rose noget for tidligt, kunne få præstationsangst og så ville han ikke mere. Fine fine balancer vi er oppe imod, men det er så meget nemmere at agere i det, når der pludselig er noget vilje og lyst fra ham. Hold da op hvor er det bare en afgørende faktor.

Det giver så mig et kæmpe håb om at vi snart er tættere på at kunne bruge Feuersteins instrumenter. Det kræver lige lidt mere af ham, men den forandring vi ser lige nu er så meget det vi har brug for, for at kunne komme igang.

For det er også tydeligt at hans reflektionsniveauer begynder at ændre sig, han leger mere, bruger sin fantasi, finder på og forsøger at snøre mor og far ;o) Det tager vi gerne med i købet. Et barn med spirende selvtillid er trods alt en kæmpe stor gave.

Vi trækker vejret ned i maven igen... (næsten ;o)

I sidste indlæg var jeg noget frustreret.  Åhh, det var hårdt at møde Aksels frustrationer i forbindelse med afhentning igen.

Gudskelov er vi igen tilbage i en rytme, hvor det fungerer. Igen er det jo lidt en gætteleg at blive klog på hvorfor det nu fungerer igen, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at vi er blevet endnu et nøk tydeligere i det vi siger til Aksel om tidspunkt for afhentning. Det betyder noget om det er før frugt, mens de spiser frugt eller efter - noget han ikke tidligere ville have hæftet sig ved, men det gør han nu og det må vi jo glæde os over. Det er da godt han rent faktisk kan genkende før, under og efter. Desuden er jeg også ret sikker på, at pædagogerne er blevet tydeligere, når de forbereder ham på jeg kommer. Og vel at mærke, vi er tilbage i samme rytme, som inden vi ændrede, hvor vi ringer på forhånd, så ingen glemmer at forberede. Det er simpelt hen altafgørende.

Det piller ikke ved, at hans udadreagerende adfærd ved frustrationer er svære at tackle. Børnehaven har taget initiativ til at få PPR eller VISO ind over. Det glæder vi os til. Specielt er jeg lidt spændt på hvad de tænker er realistisk. Vi har jo været vant til at tænke, at vi så vidt muligt skal undgå at komme derud, hvor Aksel reagerer så voldsomt - det kræver en del navigeren og vi undgår det ikke, da vi jo nogen gange oplever han reagerer på nye ting, som ikke før har givet ham anledning til frustration. Er spændt på, om tanken om at give Aksel strategier til at tackle frustrationen er realistisk - vel at mærke, fordi jeg tænker, han jo så tydeligt bliver grebet af følelserne og skal have dem ud. Noget jeg tænker er svært at styre med strategier - endnu. Måske når han bliver ældre.

Skift er altid et vigtigt sted at være opmærksom, få ham forberedt osv. Men for tiden er han også meget følsom overfor stemninger, lyde mm. Noget vi ikke tidligere har set ham reagere på, men det er han begyndt på. I virkeligheden har jeg indimellem en fornemmelse af, at han er filter-løs lige nu. Det er noget af en balancegang, for det kræver vi er meget obs på hvor mange indtryk han skal kapere, samtidig med, at det jo også betyder han er igang med at lære en hel masse nyt om sig selv og sine følelser og reaktioner på andres.

Hans elskede fjernsyn er et af de steder, hvor vi har ændret repertoiret. Aksel elsker jo Mickey - som i alt hvad der kan findes af shows, tegnefilm, parader fra Disneyland osv - han peger på hvad som helst, bare han kan se det har noget med Mickey at gøre og aller bedst, sang eller musik. Det er i høj kurs. Udfordringen er, at tegnefilmene kan være ret hektiske og de går direkte i Aksels nervesystem.  Til gengæld har vi fået ham over på Teletubbies - ikke altid noget han lige synes er det fedeste, men når alternativet er at slukke for fjernsynet, så ender det nu alligevel altid med han lader sig fange. Og det er fjernsyn lige på hans niveau.

Og så er han heldigvis ved at slippe fjernsynet lidt igen. Det er tydeligt hans foretrukne og måske nødvendige aflastning i perioder med stress, og netop derfor også vigtigt han ser noget, der beroliger. Men rart, når det ikke hele tiden skal dreje sig om fjernsyn.

Why fix it, if it a'int broken?

Pyyhhh.... Har jeg lyst til at sige eller måske nærmere og mere passende, udgyde et hav af eder og forbandelser.

Nu har vi siden Aksel startede i sin nye børnehave oplevet hvordan et liv med overskud i hverdagen kan være. Vi har sådan nydt det, men det skulle ikke have lov at vare ved. Vi var lige ved at vænne os til tanken, og begynde at ane bare snerten af hvordan et nogenlunde normalt familieliv kan være. Nej, det sidste er løgn, for sådan et får vi ikke, men da så noget der kunne ligne et liv med ro på, muligheder for familietid med oplevelser og så taler vi ikke om vores sociale liv med venner og familie. Det er ikke-eksisterende.

Men men men... For 14 dage siden fik vi en brat opvågning. Afhentning i børnehaven udviklede sig pludselig, over natten, ja sådan føltes det, til det vi har kæmpet med i den gamle børnehave - nedsmeltninger.

Vi har, i samarbejde med børnehaven, haft en aftale om at ringe cirka 5 minutter før vi kommer, så Aksel lige kan blive orienteret. Det har virket super.

Til et møde med børnehaven blev vi så enige om, at han var ved at være så kørt ind i rutinerne, at det ikke var nødvendigt med den orientering. Vi aftalte, at vi skulle give ham tid til at blive færdig med eftermiddagsfrugt (hidtil kom vi midt i) - det virkede som en god ide.

NOOOOOOOOT

Det viste sig hurtigt, at Aksel har forbundet frugt med at blive hentet. De dage, hvor der har været brug for senere afhentning var det ikke et problem, for rutinen kom jo hurtigt igen. Den første dag med ny rutine, ja der skred det hele. Og siden må vi sande, at det har sat sig dybt i ham, så nu er det igen en kamp at få ham forberedt, få skiftet til at ske roligt og komme hjem uden han går helt i stykker.

Fuck hvor er det bare hårdt. Al den stress vi vinkede farvel til ved indgangsdøren til den nye børnehave er nu gået med ind og det føles som om vi er kastet lige tilbage i alt det vi forlod.

Samtidig siger det også noget om hvor sårbar Aksel reelt er - det gør ondt at erkende, at han simpelt hen væltede med det, der umiddelbart virkede som en lille ændring af rutinen. Det er ihvertfald den tese vi arbejder med må være årsagen, også selvom den første nedsmeltning faktisk kom inden vi reelt havde sat ind med den nye rytme. Den kom allerførste gang jeg kom uanmeldt - bang sagde det.

Selvom vi med hovedet ved, at vi løbende vil få kriser, ja så er det bare hårdt at være i - hver gang. Bekymringerne overvælder og erkendelsen af hvor skadet han reelt er bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere.

Vi gik lige og havde det godt med det vi oplevede som en periode med god og rolig adfærd, stressen var minimeret, og de situationer hvor den viser sig i fuld blus, ja dem har vi kunne minimere. Den går aldrig helt væk, det er bare et faktum, Aksel og vi skal lære at håndtere stress, som en del af hverdagen, men når den ellers kan minimeres, ja så er der virkelig mange andre ting der får lov at gro. Nu er vi igen tilbage i rutiner, hvor fjernsynet nærmest fylder hele hans liv udenfor børnehaven. Det eneste sted, stort set, hvor han får fred for sit overbelastede nervesystem.

Vi kæmper videre. Prøver ihærdigt at få rutinen og genkendeligheden tilbage i afhentningssituationerne. Vi må prøve os frem, for selvom vi tror vi kan se en sammenhæng, så er det svære i det her jo, at det ofte føles som en stor gættekonkurrence at komme ind til kernen.

Idag henter jeg før frugt, så han ikke skal sidde under frugt og blive urolig - det er ifølge, pædagogerne, det de har set ske. Han har fået billeder med af mor og far og huset  herhjemme - dem har han også haft siddende i hans kontaktbog, men nu fik han dem med i hånden, med en besked i bogen om at han skal hjælpes til at snakke om at savne os og se billederne i løbet af dagen, så følelsen ikke hober sig op i ham og udløses ved afhentning.

Jeg kunne skrive en lang smøre om et par andre ting, som vi også oplever kan have betydning, men lige nu er vi der, hvor vi tror det må være hovedet på sømmet - at han har oplevet uro og frygt for ikke at blive hentet, fordi vi ændrede på forberedelse og tidspunkt. PIS også altså - hvorfor er det man lige troede man skulle lytte til pædagogens vurdering af, at han var klar? Why fix it, if it a'int broken?

PIS PIS PIS

Velkommen i Kildevang ZOO

Aksel elsker at komme til Givskud ZOO. Han spørger nærmest dagligt om vi snart skal se løver, giraf og zebra.

Idag fik vi afløb for lidt af ærgrelsen over, at det så ikke heller ikke lige var idag, at vi skulle til Løveparken og lavede så vores egen zoologiske have i stuen, med kort over haven, billetter og det hele. Til næste år kan vi da spare årskortene til Givskud ;o)

Og hvad der måske var endnu bedre var, at han faktisk holdt koncentrationen om legen i lang tid.

Far tælle - mor tælle

Sådan siger Aksel, når han vil have en af os til at gennemgå planen for dagen, eftermiddagen, aftenen eller hvad det kan være (far fortælle eller mor fortælle).

Tegningen fra torsdag aften, hvor far blev kørt på festival, og Aksel lige skulle kunne se hvor mange gange han skulle sove inden han så far igen. 

Vores "symbol" for at mor, far og Aksel kører sammen i bilen.

Mor, far og Aksel hjemme i vores hus.

Vi har tegnet os igennem stort og småt længe, men hen over sommeren har Aksel for alvor taget det til sig som en hjælp til at holde overblik. Førhen kunne vi godt glemme at tegne os igennem planerne, men nu skal Aksel nok holde os til ilden, for så spørger han selv efter en tegning.

Den anden dag ville han sågar have jeg tegnede hvordan han tidligere på dagen blev vred over at skulle slukke for fjernsynet, mor blev vred på Aksel over, at han ikke kunne gøre det uden at skulle blive så vred (og lidt irriteret på sig selv over, at jeg ikke lige kunne give ham lidt mere tid, han var jo blevet forberedt ;o)) Han har aldrig før ønsket eller efterspurgt at forstå følelser på den måde - det var virkelig fedt han selv fandt på, at vi kunne tegne det, mens vi snakkede om det.

Det føles som om der sker nogle meget nye ting på mange planer. Følelsesmæssigt er han blevet mere bevidst og kan mærke og sætte ord på mere. Om det er roen fra at kunne mærke mere af sig selv, der har givet ham overblik til at kunne forstå mere eller om det at planer og tegninger giver ro til at mærke - ja det aner jeg ikke. Vi kan bare mærke det hjælper ham helt enormt og hvad der nok er det vigtigste - det kan han også.

En ferie senere...

Så sidder vi med minderne og en brugt ferie. Ferien i år har været en af de bedste vi nogensinde har holdt som familie. Egentlig kan det lyde mærkeligt, for faktisk har den også været fuld af udfordringer, men der har alligevel tegnet sig et billede, som gør godt i maven.

Aksel hjælper far og mor med malerarbejdet.

Aksel har fungeret bedre end nogensinde i vores 3-somhed. Vi har kunne tage på udflugter og udfordre ham med nye oplevelser i en grad vi aldrig har kunne før. Han har glædet sig, når vi har fortalt om nye planer og en af udfordringerne har ofte været at afslutte det, der har været godt, som er noget vi egentlig er vant til at håndtere, men som kan være hårdt alligevel. Herhjemme har han også fungeret super godt med udelivet og til forskel fra tidligere, kan han nu futte rundt sammen med os, når vi har praktiske gøremål ude eller inde - sørme også være med i noget af det fra tid til anden. Det gør nu "livet på landet" en hel del nemmere, for det praktiske udeliv er nu en forholdsvis stor del af sommerlivet.

Aksel har brug for overblik over det der skal ske, og vi har ofte brugt at tegne os igennem dagens planer. Vi har nogle enkelte faste piktogrammer til de hverdagsrutiner, der ikke ændrer sig særlig meget, men i en ferie er udfordringen jo netop, at dagene ikke ligner hinanden særlig meget. Det har heldigvis vist sig, at jo mere vi tegnede, jo mere efterspurgte Aksel overblikket og jo bedre kunne han magte tingene. Her er tegningen, som han her til morgen fik med i børnehave, med overblik over sommerferiens højdepunkter.

De store udfordringer har vist sig, når vi har været sammen med andre. Det er svært at sige, om vi i virkeligheden bare oplever, at Aksel har udviklet sig markant på så mange andre punkter, at den virkelighed, vi ser i selskab med andre, bare er den vi længe har været vidne til, eller om følelsen af, at det er blevet sværere er reel nok. En af de ting, der faktisk er blevet tydelig hen over sommeren, er at han bliver meget påvirket af andre børns reaktioner på ham. I meget højere grad end nogensinde. Han bliver simpelt hen decideret ked af det, når han bliver afvist i leg eller på anden måde kan mærke, at han ikke bliver mødt. Hold nu fast, hvor gør det bare ondt at se og vi er nok ret konsekvente - vi kan ikke være vidne til at han skal have de her nederlag, når vi ved, han i virkeligheden er i en fase hvor han prøver mere end nogensinde på at tilpasse sig. Hans reaktioner er voldsomme og bliver han afvist, så slår han - ikke nødvendigvis det barn, han føler sig afvist af, bare nogen (ofte os ;o), og er han først i den zone, hvor han reagerer voldsomt, ja så er han også meget svær at hjælpe tilbage.  Men hold nu op, det er nogen gange kompliceret. Det kan komme til at lyde som om vi går op i ret små detaljer, men vi ved jo, at når vi fanger de små nuancer i Aksels følelsesliv og kan spejle ham på dem, så hjælper det ham enormt og derfor er det bare så vigtigt, at vi lige nu hjælper ham maks med at lære de sociale spilleregler at kende uden alt for store nederlag. Så vi fortsætter med et stærkt reguleret socialt liv. Er der mange mennesker involveret, så er vores deltagelse meget kortvarig - jo færre mennesker, jo nemmere, men generelt holder vi bare igen på den front. 

Men som sagt har det i den grad været opvejet at alle de skønne stunder vi så har i vores "eget" selskab. 

At være stolt

Følelsen af stolthed er fantastisk. På det seneste er den dejlige følelse dukket op oftere og oftere i vores familie. Og når det føles ekstra fantastisk hos os er det selvfølgelig fordi vi har været igennem en periode, hvor det ikke nødvendigvis var stoltheden der stod øverst på listen, men snarere bekymring og uro for fremtiden.

Men lige nu og i disse tider, der mærker vi for alvor hvordan det føles at blive stolt over udviklingen, at se hvordan ting pludselig spiller sammen og bliver til positive forstærkende effekter over hele linien.

Det startede allerede ved juletid, men dengang var vi stadig meget meget forsigtige med at turde tro det kunne vare. Lige så stille har vi mærket, at Aksel rummede mere og mere. Vi tog på skiferie og mærkede hvordan nogle ting bare slet ikke fungerede og blev for alvor kastet tilbage i frygten for, at vi igen var i krise. Det var heldigvis ikke starten på en ny krise... Det tog lidt tid at komme tilbage til det positive, men igen indfandt der sig tegn på god udvikling. Vi startede SE-terapi og har hurtigt fået effekt at de lege og øvelser vi får med derfra.

Og så er der Aksels nye børnehave, som er det seneste tiltag og nu mærker vi virkelig hvordan den positive udvikling forstærkes voldsomt, når noget så centralt som hverdagen pludselig spiller positivt med i ligningen. Indkøringen er gået helt vildt godt og over al forventning. På ganske kort tid har Aksel taget Æsken til sig, sine nye venner og pædagogerne, og har indtaget sin nye hverdag med største naturlighed. Havde i den grad frygtet, at de positive takter ville blive sat over styr, men det har været helt ubegrundede bekymringer. Han er bare strøget ind i livet som børnehavebarn i Æsken.
Hold da op hvor er vi stolte af ham.

I centrum for det hele er selvfølgelig Aksel - tænk den lille bandit, han udvikler sig simpelt hen helt enormt. Han viser et helt nyt potentiale. Hans indlæringsevne bliver nok ikke bare normaliseret, men han viser super gode takter lige nu.  Der er meget at indhente og nye udfordringer kan spærre forude, men at opleve og se hvor meget han suger til sig lige nu, det er simpelt hen til at blive så stolt over, at man nærmest er ved at sprænges. Dejlig følelse :o)))

Reklamer, ja tak

Her til morgen blev der kigget reklamer og læst ugeaviser henover morgenkaffen - ikke en vanlig ting i vores hjem, men det må det vist til at blive.

Aksel lurede det og pludselig hoppede han ned fra stolen og kom tilbage med en avis, vi har haft liggende andetsteds. "læs 'vis, allesammen" sagde han, hoppede op og begyndte at læse sin medbragte avis. Da han mistede interessen og istedet sad og rev den i stykker, erstattede jeg så avisen med en reklame og så skal jeg da love for han begyndte at snakke, pege og vise frem. Virkelig hyggeligt og kæmpe god sprog træning for ham. Så det kan godt være vi istedet for billedbøgerne bare skal have en stak reklamer liggende :o)

Uge 2 i Æsken

En alt for kort en af slagsen, men ja, uge 2 er nu gået.

Og hvor er det altså vildt at opleve Aksels indtage sin nye børnehave - selv efter 4 dages pause. Fredag var vi til SE terapi og mandag havde jeg en arbejdsdag, der ikke kunne kombineres med kort dag i børnehave, så derfor blev det en længere pause.

Men Aksel var helt med på hvad vi skulle, han kunne huske hvem det er, der passer på ham i Æsken og han var med på, at mor skulle på arbejde. Jeg vinkede igen farvel til en glad og tilpas dreng. Dagens aktivitet var et kunstprojekt, og Aksel havde deltaget med iver og nysgerrighed, havde malet og leget med ler. Været koncentreret og fokuseret. Hold nu op man bliver glad og stolt over at høre den slags, især allerede.

Onsdag, idag, har de været på tur. En gåtur, med madpakker og indlagte aktiviteter. Aftalen var derfor, at jeg først hentede kl 12. Var noget spændt, for sådan en formiddag kan være heftig, når der både skal tænkes og bruges fysik. Men tænk, ingen grund til bekymring, Aksel var så glad og stolt over det de havde set, han fortalte endda, at han havde været ked af det. En af de små havde grædt og det påvirker Aksel, hans primærpædagog fangede hans reaktion og havde spejlet ham så fint, at han havde taget imod tilbud om at komme på skødet og blive trøstet. YEESSS! har man lyst til at skrige højt, for det er bare så fantastisk godt arbejde af pædagogen og for Aksel er det helt afgørende for hans nervesystem at opleve de svære følelser blive mødt og spejlet. Helt sikkert også en af grundene til, at jeg kunne hente en glad og rolig dreng.

Så det er faktisk mega ærgerligt, at han ikke kan komme afsted i næste uge. Børnehaven skal afsted på koloni i 4 dage og det er alligevel for tidligt at lade Aksel komme med. Kan godt mærke en vis afhængighed af dette nye vidundersted begynde at melde sig ;o)

Uge 1 i Æsken

De første 4 dages indkøring er overstået. Det kører og det kører virkelig godt.

Det er naturligvis ikke uden reaktioner, men vi er jo pludselig oppe imod reaktioner, der kommer i naturlig forlængelse og det gør altså det hele MEGET nemmere.

Mandag blev Aksel meget vred over, at vi ikke, efter dagens 2 timer i Æsken, skulle videre til hans gamle børnehave. Uha, det var en ordentlig omgang, men igen, det var helt reelt og ganske naturligt. Vi har været afsted om formiddagen, og det er alt rigeligt lige nu. Tirsdag skulle hans lille hold til ridning og derfor blev han hjemme, da børnehaven trods alt ikke synes det var det mest oplagte at diske op med på andendagen. Istedet fik han sanserummet for sig selv og hvilken oplevelse! At se ham ligge i vandsengen og bare nyde, det var stort og meget intenst. Svært helt at beskrive, han var så rolig at jeg blev helt rørt. Stort og dejligt at se hvor meget det kan give ham at kunne få tid i sådanne omgivelser. Han sad også efterfølgende i en halv time med hans primær pædagog og læste bøger - helt i ro, helt uden at have trang til at tjekke ind hos mig. Han var bare helt i balance, så fantastisk. Efter så dejlig og rolig en dag, ja så var der ingen reaktioner efterfølgende, snarere tværtimod. Vi havde overskud til en tur på legeplads her i området, så han også kunne få noget luft og noget energi løbet af sig.

Onsdag var vi på tur i børnehaven - en lang tur. Der var han jo så sammen med de 2 andre drenge i gruppen og der blev leget, løbet og ja skubbet... Drengene skal nok få fundet hinanden og få det til at fungere - der er lige lidt tilpasninger lige nu, men jeg kan se det kan blive rigtig godt. Om eftermiddagen kom der så en gevaldig reaktion. Han var simpelt hen så træt, en ting var selve gåturen, men også det nye i at blive guidet og hjulpet i alt det sociale, det trækker tænder ud. Det krævede et par voldsomme nedsmeltninger at finde sig selv igen. Heldigvis var det som om han fik raset godt ud, for nattesøvnen var helt rolig og i morges var han bare sit glade og gode jeg.

Så selvom jeg var kommet i tvivl ovenpå gårsdagens voldsomme reaktion, så besluttede jeg, at vi skulle gennemføre planen om at jeg skulle gå - egentlig bare en halv time her første gang...  Men Aksel tog sgu røven på os... Jeg havde tænkt at gå en tur i området, for så at komme tilbage og sidde i personalestuen. Well, da vi havde sagt farvel på stuen, så strøg Aksel op til vinduet og havde peget ud på bilen - kunne ligesom ikke forstå den stadig var der. Så en af de andre strøg efter mig og bad mig køre, for Aksel sad og ventede på jeg kørte. Kan simpelt hen ikke lade være med at grine, for det er jo det vi gør herhjemme, så det var da helt oplagt. Jeg kørte og gav det så en time. Da jeg kom tilbage var han i sanserummet - og det var da dumt at afbryde det - jeg gik igen. Kom ind efter en halv time hvor de var kommet ind på stuen igen, men nu var han igang med at tegne - igen dumt at afbryde, så jeg blev i personalerummet. Det endte med jeg var væk i hele 2 timer og han var glad for at se mig, så bliver skiftet altid svært og uroen ramte, men han kunne fint overskue at få sagt farvel. Er simpelt hen så stolt af ham! Og eftermiddagen har været fin - nu får vi se hvad natten bringer, men det virker som om han har haft fuld kontrol over dagen og har magtet det hele fint.

Imorgen skal vi til SE terapi, så der kommer han ikke afsted og på mandag skal bedsterne passe, da jeg skal arbejde. Men hold da op hvor har starten været fantastisk. Tør jo næsten ikke tro på det kan fortsætte så godt, men uanset hvordan det udvikler sig, så er det i den grad tydeligt, at stedet tilbyder lige præcis den ro Aksel har brug for og det bliver bare godt for ham.

Besøg i Æsken # 2 og 3

Vi har været på besøg i Æsken igen - ja hele 2 gange siden sidste indlæg.

Det er så dejligt at se hvordan Aksel reagerer så fint på det nye. Han er interesseret, viser initiativ, vil gerne de voksne, lader fra tid til anden roen sænke sig osv. Han flyver også lidt fra aktivitet til aktivitet og han bliver også lidt voldsom indimellem, men der er så mange gode tegn på han vil kunne få en masse ud af at være i Æskens miljø. Det giver bare en fantastisk dejlig mavefornemmelse.

Idag gik han med en af de voksne ud på toilettet for at skifte et af de andre børn. Han havde hjulpet og samtidig var det helt uden jeg behøvede at være der. Gik af eget initiativ og kom stolt ud igen og sagde mor, mor og pegede på O med et stort smil. Der går ikke lang tid inden han kan begynde at være der i kort tid uden vi skal med på sidelinjen.

En af de små viste også lidt interesse for mig og det tog han fint. Han tog et fast tag rundt om mig, og sagde bestemt "min mor", men lille J fik lov at blive stående ved mit ben og det er jo et gigantisk skridt for Aksel. Han har altid været meget beskyttende overfor vores relation, så det er super dejligt at mærke, at han kan begynde at rumme at andre børn kommer tæt på.

Så da vi skulle gå ville han egentlig hellere blive :o) Igen dejligt, at kunne slutte 1,5 times besøg med en fornemmelse af, at han stadig havde overskud. Begynder faktisk at glæde mig til at kunne komme rigtigt igang med indkøring. I denne uge skal Hulen på besøg på onsdag i Æsken og torsdag holder vi så afslutning for Aksel i Hulen.

Besøg i Æsken

Vi har været på besøg med Aksel i Æsken.

Vi fortalte Aksel, at vi skulle besøge et sted, hvor der var børn der legede og voksne til at passe på dem. På vejen derud faldt Aksel i søvn, men så var han til gengæld også dejlig rolig ved ankomst. Vi gik ind, så lidt på garderoben og billederne af børnene, der alle var på legepladsen, så vi kunne gå ind helt stille og se lidt på det hele i ro og mag. Ind på stuen og så kom hans primær pædagog og sagde hej og viste os ud på legepladsen. Her sad han hos mig og betragtede tingene - dejligt, virkelig dejligt, at han tog den helt med ro. Efter lidt tid hoppede han ned og tog mig i hånden og så skulle vi på opdagelse. Jamen altså, helt perfekt! Vi gik rundt og han var forbavsende god til at gennemskue legeredskaberne - den slags er han jo ikke rigtig vant til fra hans nuværende børnehave. Så ville han gerne lege med et par af pigerne i legehuset og så blev det lidt svært, for så kan han ikke overskue legen og skubber til tingene, pigerne eller smider med legesagerne i stedet. Der forsøgte hans primær at hjælpe ham og der fik hun jo så også et klart billede af noget af det hun kommer til at skulle hjælpe ham med. 

Senere fik han mod på at komme op i tårnet til rutchebanen og der mødte han så et par gutter han også fik snakket lidt med om at lege :o) Faktisk kom han noget længere i hans kommunikation end han ellers plejer. Han spurgte "leg´sam´n" - "ja" svarede drengene "hvad skal vi lege?" og der plejer Aksel at gå i stå, men han svarede "sandkass´" og det fangede drengene og så løb de ellers ned til sandkassen. Der er det så det bliver uoverskueligt for Aksel at få selve legen igang og reaktionerne med skubben og smiden kommer i gang igen, men men men - det er jo noget af det han netop skal til at have hjælp til. Bare det at han bliver forstået og invitationen accepteret er simpelt hen fantastisk i sig selv - det giver jo ham mod på mere.

I det hele taget var det et rigtig fint første besøg. Helt som jeg havde håbet, han var sit ærlige jeg i forhold til udfordringerne, men det absolut bedste var, at han ikke havde brug for at holde styr på mig i den grad vi før har oplevet, når der er mange børn omkring os. Han følte ikke, at vores kontakt var truet og han kunne koncentrere sig om at undersøge og opsøge. Det er virkelig en god start. Det krydser vi i den grad for holder ved.

Første dag i børnehaven er 4. maj.

SE #1

Vi har været afsted til vores første Somatic Eperiencing-session, eller hvad den slags hedder. Det var interessant.

Ideen er, at vi leger nogle af de situationer igennem, som kan have sat sig som overvældende oplevelser i Aksels nervesystem. Først fødslen, som vi jo af naturlige årsager ikke har nogen anelse om hvordan har været, men Aksel viser tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. Derefter er der finde-situationen - hvor han jo, som hittebarn, helt sikkert har oplevet at være enormt bange og skræmt. Begge dele noget, der kan sætte sig for livet, især når man er ganske lille og har et meget påvirkeligt nervesystem, uden de forsvarsmekanismer systemet får efterhånden som naturlig stimulering hjælper nervesystemet til at danne de nødvendige forbindelser og associationer. Når dette ikke får lov at blive dannet fra start, får nervesystemet meget nemt en oplevelse af at være i "overlevelse"/high arousal.

Terapeuten guider legen igennem, og sætter ord på, hvis de er nødvendige. Aksel viste hurtigt, at det var svært at være i de situationer, hvor der er sandsynlighed for at han har grædt eller følt sig alene. Han bliver urolig og søger lynhurtigt trøst og lindring, hvilket jo kan virke meget godt og naturligt, men det viser også bare, at følelserne i sig selv er meget svære for ham og han ikke kan rumme dem, hvilket jo ikke er mærkeligt, de er da enormt overvældende. Det er jo så det vi lige så stille og roligt skal arbejde os hen til at give ham en følelse af, at det kan han sagtens, for nu kan vi hjælpe ham.

Vi legede fødsel, eller prøvede de første basis elementer af, og også her viste det sig hurtigt, at han ikke kan rumme de svære elementer. Øjenkontakten er kort, han kan ikke ligge stille og nyde at blive forenet med os, men søger væk og ud af situationen, fordi den er svær.

Men han var meget rolig efterfølgende, så selvom det kan virke som om han er meget hektisk og ikke helt kan rumme situationerne, så gav det ham tydeligvis en ro at lege dem igennem. En anden meget sjov reaktion var, at han pludselig slikkede sig overalt på hans fingre - terapeuten sagde, at det var meget almindeligt at børnenes sutterefleks bliver aktiveret og det kunne være den han kunne mærke som sitren eller prikken i tungen.

Vi kommer til at gentage legene mange gange og efterhånden som Aksel kommer ind i dem, så vil der komme flere og flere nuancer på og dermed også muligheden for at få mere og mere ro med de forskellige elementer. Vores opgave er at lege herhjemme også - jo flere gentagelser nervesystemet oplever jo bedre lindring.

Sikke en dag

Har haft den skønneste dag. Aksel og jeg er alene hjemme, så vi har virkelig hygget ;o) Først en masse dejlig leg på trampolinen, så frugtpause i solen med udsigt til fårene, så ville Aksels dælme ind på marken til fårene - det har han aldrig turde før, uden det var på armen af en af os i god sikkerhed. Vi tullede rundt derinde og kiggede på fårene, på fårelorte og uldtotter. Så tilbage til frugten i solen, lidt mere leg og ind til frokosten og så trak solen igen, så det blev til en gåtur ved Knudhule Sø.

Der sker bare rigtig meget med Aksels "rækkevidde" for tiden. Sidste år ville vi også have leget i haven, men det ville ikke have været uden udfordringer - tit pga sprog. Nu kan han forklare hvad han vil og hvordan en leg skal foregå og så er det bare en del lettere at følge ham og lade ham styre tingene, når han kan forklare sig. Og at se ham få modet til at gå rundt på marken hos fårene og bare pege og fortælle, det er virkelig også store sager for ham (og mig). Han bliver også i tingene i længere tid. Skøn skøn dag.

Nye tider

Aksel skal skifte børnehave. Det har vi jo vidst længe, men vi har ikke vidst til hvilken og hvornår. Endelig er har vi fået vished - Aksel skal starte i Børnehuset Æsken i Skanderborg den 1. maj. Æsken er en specialbørnehave. Det bliver så godt at få Aksel ind i en enhed, hvor der kan fokuseres mere på hans udfordringer - jeg tænker alene det, at der komme struktur på hans dag i institution vil gøre en stor forskel for ham.

Vi har endnu ikke besøgt stedet, så vi ved ikke så meget endnu, men vi glæder os. Håber så bare, at det også er et personale, vi falder i hak med. Det betyder alverden, at der er plads til dialog, men mon ikke det er en meget stor del af deres arbejde med alle børnene, at holde god og konstruktiv kontakt med forældrene om barnets udvikling. Om de har adoptionsspecifik viden aner vi heller ikke, men det kan der jo rådes bod på. Det er mest her jeg kan mærke jeg har brug for at få ro med om de er parate til at lytte til den side af sagen og kan tage det alvorligt i mere end blot den almindelige forståelse. Ingen har svært ved at forstå hvorfor et barn kan være præget af en svær start, men at se det ind i dagligdagen og forstå hvordan hjernen i det lange løb er dybt præget af det er, også for os, ret svært.

Som vi kan læse os til, så er de normeret til 8 eller 9 børn og har 6 pædagoger på stuen, samt fagpersonale af forskellig art. Det lyder jo helt fantastisk (er klar over, at der ikke er 6 pædagoger på arbejde samtidig ;o) - derudover har de mange forskellige aktiviteter, hvoraf mundstimulering for eksempel er en af dem. Se det alene er jo en kæmpe gevinst for Aksel. De går også op i motorik og sansestimulering (ville være mærkeligt andet) og det vil også kunne gavne Aksel helt enormt.

Så selvom vi kommer til at skulle forholde os til institutionsstart lidt tidligere end vi havde planlagt, så kan vi mærke, at det er godt at få det igang nu. Maj måned kommer til at kræve lidt ekstra planlægning, men det går nok. Vi håber vi kan få lov at beholde Aksels plads i Hulen i maj, så vi kan trække på dem, når vi har brug for "rigtig pasning" - der kommer jo til at gå noget tid inden Aksel vil kunne være i den nye børnehave i længere tid. Hvis dobbelt ordningen ikke kan lade sig gøre (det kan det normalt ikke... skal ikke gå i detaljer hvorfor det er så åndsvagt, når der ikke ligefrem er venteliste på pladserne) så må vi trække på bedsteforældre...

Lige pludselig...

Der er sket noget meget afgørende i det lille hjem.

Mor har, af arbejdsmæssige årsager, været hjemmefra med overnatning et par gange indenfor de sidste par uger. Første gang jeg skulle ud af døren var det svært for Aksel at tage afsked. Det har vi set før og det gør ondt at skulle køre fra et barn, der reagerer voldsomt og samtidig vide, at det kan tage noget tid inden han falder ned. Det er også virkelig hårdt at stå med, som den der skal gribe, i det her tilfælde farmand. Men det ender jo heldigvis altid med, at Aksel falder til ro, men hold da op det er bare ikke rart at være i, for nogen af os.

Men denne gang skete der noget. Måske fordi mor først kom aftenen efter og ikke, som så ofte, er der igen om morgenen. Far og søn fik noget kvali-tid. Det er jo ikke fordi jeg ikke har været væk før, men denne gang skete der bare et eller andet. Ihvertfald skulle jeg igen afsted ugen efter, og der var afskeden helt rolig.

Og siden har Aksel bare været mere rolig i det daglige. Det virker ganske enkelt som om han har rykket på sin tilknytning til far. Når man ikke ved det, så er det ikke altid til at se det, for jeg ville have svoret, at han var fint knyttet til farmand. Det var han i bund og grund også, men nu har han bare rykket ham derind, hvor han er lige så god som mor.  For nu bliver far også foretrukket, selvom mor er her. YES har jeg lyst til at skrige, for det gør fandme en kæmpe forskel, som vi bare ikke har tænkt over manglede. Vi har da godt kunne se og mærke, at mor var noget særligt, men det betød jo ikke, at far ikke også var noget særligt, bare ikke lige så særlig. Men det er han blevet <3

Og oveni at der på den måde er kommet et nyt niveau af ro hos Aksel og familien generelt, så åbnede han også lige op for sin historie. Den har vi ikke fået lov at fortælle i umindelige tider - men sørme om ikke han pludselig kunne rumme den igen. Ville lege baby, lege med baby-legetøjet vi har gemt fra den første tid, ville høre om det billede, der var det første vi så af vores lille Aksel-baby osv osv. Det om Nigeria-mor og de lidt sværere dele af historien ville han ikke så meget ind i, men det er helt okay, for fra at stoppe os, så snart vi berørte noget med tiden før os, så er det stort at han pludselig gerne ville høre mere, ville lege baby osv.

Så tal da lige om, at knægten har nogle ting, der skal komme i den rigtige rækkefølge. Super sundt og flot han mærker så tydeligt hvad og hvor han har brug for at være. Må indrømme, at jeg er gået fra meget bekymret til super stolt.

Knægten har iøvrigt tabt sin første tand.

Tankemylder

Den sidste uges tid har været fyldt med mange tanker.

Vi havde besøg af Ulla Lebahn sidste mandag. Ulla er børne-ergoterapeut med speciale indenfor børn med spiseudfordringer. Det må man jo sige Aksel har og vi har længe tænkt hun kunne være relevant for os at få kontakt med. Det er hun også - vi fik en masse gode råd. Aksels spiseudfordringer skyldes hans sansesarthed i og omkring munden. Denne sansesarthed er sandsynligvis et resultat af tvangsfodringen fra børnehjemstiden, men kan også være medfødt, da han jo generelt er ret sanse-udfordret. Ulla gav os råd til hvordan vi med udgangspunkt i det han spiser idag, kan finde andre madvarer, der kan komme med i repertoiret så han langsomt får det udvidet. Men i virkeligheden kom hun med et helt andet råd, der kan vise sig at være det vigtigste af dem alle. Vi talte, meget naturligt, også om Aksels historie og så kom vi ind på, at han i lang tid ikke har ønsket at høre den. Vi har, af samme grund, sat os selv på venteliste hos vores yndlings-PAS-psykolog. Ulla fik tanken, at han er så traumatiseret, at han simpelt hen ikke selv har kontakt med eller ønsker kontakt med de følelser hans historie vækker - det er også det vi har tænkt, men hvor længe kan vi lade ham skubbe det væk? Ulla anbefalede os SE-terapi, Somatic Experience. Hun forklarede kort, hvordan den form for terapi går ud på at lade kroppen reagere på sine traumer, og derudfra få oplevelsen "ud af kroppen" - eller ud af nervesystemet, hvor traumer jo kan blokere for meget, hvis de ikke bliver bearbejdet.  Andre, før Ulla, har bemærket, at Aksel har tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. En sådan kan sætte sig som et dybt traume, og når han så ovenikøbet har oplevet tab af bio-mor, sorg og savn, ensomhed, tvangsfodring - ja, you name it, så er det jo ikke være svært at regne ud, at kroppen er kommet seriøst på overarbejde og i stedet vælger at holde bearbejdningen af oplevelserne på afstand. Det kan, i sig selv, binde så meget energi, at det sætter al anden udvikling i stå. Tænk hvis den energi kunne bruges på noget andet...

Pyyyhhh! Tror da nok lige vi har fået noget at tænke over. Vi har overvejet andre terapiformer, men konkluderet vi var for tidligt ude, da meget terapi kræver en forholdsvis veludviklet abstrakt tankegang hos barnet, evnen til at omsætte oplevelser i leg, det gør Aksel først, meget i det små, nu. Spædbarnsterapi har vi undersøgt, men faldt ikke i hak med terapeuten og så lukkede vi den egentlig der.

SE terapi virker til gengæld helt oplagt, eller er ihvertfald et forsøg værd. Ulla mente, vi skulle bruge krudtet der, stadig forsøge at få Aksel til at interessere sig for anden mad, men ikke forvente store fremskridt før vi har givet SE en chance. Efter snakken med den anbefalede terapeut, har vi fået en tid. Det er virkelig spændende...

Og PS - vi arbejder stadig med det kognitive og det flytter sig hele tiden med bitte små og fine skridt. Han er dog blevet noget træt af opvaske-tømning og borddækning. Tager indimellem kampen og så viser han jo ofte, at der er sket nyt. Farver er stadig en kæmpe udfordring - han er ikke farveblind, men han har utrolig svært ved at omsætte informationen om farve fra et til noget andet. Han kan finde perler, hvis jeg viser ham en rød, så kan han nemt finde en magen til. Det skal jo nok komme, men uha det har givet hovedbrud at finde koden til at lære ham det.

Dider itte

Det nyeste nye i Aksels ordforråd - gider ikke. Lad os bare sige, at ugens skiferie har fået den vending sat godt og grundigt fast.

Vi er hjemme igen efter en meget stressfuld uge. Konceptet skiferie blev aldrig rigtig en succes og fornemmelsen af ferie, samvær og afslapning indfandt sig desværre aldrig rigtigt. Vi er bare ikke klar til den ferieform. Aksel kom lidt på ski og indimellem nød han det, men det var kortvarigt og nok ikke noget han har lært det vilde af.

Så er det til gengæld dejligt at lande i hjemlige omgivelser og mærke, at Aksel har fundet roen, leger og hygger sig.

Heller ikke helt skidt at komme hjem til sådan en forårsbebuder, ja indtil flere af dem, faktisk.

Her er lidt stille...

Ja, nyhedens interesse er ved at have lagt sig. Heldigvis er meget af det vi har ændret på hurtigt blevet hverdag, så det er rigtig dejligt. Dejligt at mærke, at Aksel på få uger har lært at tømme opvaskeren og nu kan sortere bestik og tallerkner ret selvstændigt. Borddækning er han også blevet god til, dog er vi ofte oppe imod en træthedsfaktor, som ikke altid gør det nemt.

Nysgerrigheden er øget. Stædigheden især og så kan vi indimellem mærke, at han sørme også kan koncentrere sig længere om noget. Uha, det er store sager...

Men det er stadig svært at holde fokus ret længe. Vi bruger meget energi på at holde ham fast i det vi nu har sat igang, og nogengange er det bare det der skal til for det lige pludselig fanger og andre gange må man bare sande, at det ikke hjælper. Sidder vi med en bog, så kan han sidde stille enormt længe - at synge eller blive læst for, det elsker han. Men det kræver heller ikke nødvendigvis så meget output af ham, så det er ikke så mærkeligt. Til gengæld er det godt for hans sproglige udvikling, så den slags forsøger vi at gøre så meget som muligt.

I næste uge skal vi på skiferie. Det bliver sindsygt spændende at se om han kan fange konceptet. Hvor meget vi kommer til at mediere os igennem leg og læring er nok ikke det vilde, men omvendt så er sådan en uge god for alt muligt andet. Håber jeg kan poste nogle fantastiske billeder af en glad gut på vej ned af børnebakken i en god plov.

Feuerstein på "hverdagsk"

Lige efter kurset i uge 4 skrev jeg følgende på den lukkede gruppe på Facebook for dem, der har været igennem FIE Basic:

Har meget lyst til at dele min spæde erfaringer efter kurset i sidste uge. Vores Aksel på snart 5 har på de fleste punkter en funktionsniveau som en 3 årig, på nogle punkter nok yngre end det. Vi har i den grad savnet værktøjer til at bringe hans lyst til læring i spil - og kurset i sidste uge, klart hjulpet godt på vej af Shannons dygtige evne til at overføre tænkning og læring til dagligdagen, har gjort en kæmpe forskel. Jeg blev opmærksom på, at vi ikke kræver ret meget tænkning af ham, vi har haft tendens til at tale over hovedet på ham og har undladt at involvere ham, fordi vi ikke tænkte han kunne forstå det alligevel. Sprogligt er han udfordret, og det har præget meget af den måde vi har gået til ham på. Det lag vat er taget helt af og vi har vendt masser af dagligdagens situationer helt om - i stedet for at bede ham gøre dit og dat, så spørger vi ham først, nu skal vi dække bord, hvad skal vi bruge? Du skal have tøj på, hvad vil du have på først? Tømme opvasker, hvor skal bestikket være (kæmpe opgave for Aksel, da hans finmotorik driller, man han har i løbet af få dage fundet en god strategi, et styk af gangen, så kan han styre og ramme rummene :o) På bare få dage ser vi flere og flere initiativer og vi kan se masser af små fremskridt i hans kognitive måde at gå til tingene på. Fremfor at skåne, fordi man hele tiden selv er lidt bange for at se hvor svært det er for ham, tænker vi hele tiden vi kan lære af at se hvad der lykkes og hvad der ikke gør. Hele tanken om at se potentiale fremfor begrænsning via forståelsen for de kognitive funktioner gør det meget meget nemmere at håndtere når man ser begrænsningerne, for nu ved vi hvad vi kan se han lykkes med og hvad han stille og roligt skal udfordres på. Det er svært for ham at holde fokus ret længe af gangen, men igen, det arbejder vi så på, han mister også tit modet, hvis ting driller, men også her han han i løbet af de sidste dage vist en spirende stædighed fremfor at blive ked af det og bakke ud. Stædighed har han i sig, det ved jeg, og at få den med ind i hans læringsstrategi vil være godt ;o) Jeg prøver at gøre det til en vane, at samle op på hvad jeg ser han gør og fortælle ham det, så jeg holder fokus på at se de kognitive fremskridt, men også stille og roligt lære Aksel, at fornemme han tænker og lærer. Det er ikke lange opsamlinger, men bare kort og godt at jeg kan se han indsamler information, at han tænker over det inden han gør noget etc etc. Føles bare så rigtigt at få det ind i hverdagen på den her måde, det er svært ikke at blive glad helt ind i knoglerne over udsigten til at kunne bruge det her i mange mange år, og foran os ligger alle instrumenterne så og venter :o) Fik lyst til at dele hvordan tankegangen i sig selv har værdi i vores hverdag, også selvom Aksel ikke endnu er i stand til at blive medieret igennem instrumenterne, men det skal snart komme, det lover jeg ;o)

Fik nogle meget fine kommentarer for mit lille indblik i vores erfaringer fra hverdagen og det var selvfølgelig dejligt, at andre, der også lige er startet ud med at gøre sig erfaringer, kan genkende det vi erfarer lige nu. Har indimellem tænkt, at det jo nærmest kan virke banalt, men det er i de helt små tilgange, at den store forskel ligger. I evnen til at skille de forskellige kognitive funktioner ad, observere og selvfølgelig guide/mediere barnet, så der hele tiden sker fremskridt. Små opgaver i dagligdagen får simpelt hen et andet fokus, når man samtidig kan skille tingene ad og se dem med kognitive briller. Mange af tingene har også motorisk læring for Aksel.

Så sent som igår viste han hvordan han udvikler sig i det små. Bestikket skulle på plads, og en kniv eller gaffel kommer i forkert rum, han opdager det selv, og flytter den selv på plads. Se det er store sager, når man for bare få uger siden mere eller mindre ville have gættet sig frem. At der så også går fis og ballade i den, ja det er vel også gode tegn. En gryde skulle på plads og han vandrer friskt og frejdigt ind og sætter den med et stort grin på spisebordet. På en anmodning om at tage den med tilbage og sætte den på plads griner han bare tilbage som om, det kan du da selv gøre... Lidt svært ikke at komme til at smile af ham, så der er også meget øvelse i at holde ham fokuseret på det vi laver, samtidig med, at der også skal være plads til fis og ballade... Han endte med at stille den på plads, da jeg tog den fra spisebordet og gav ham den. 

Jeg øver mig som en gal på at holde roen, også når han forsøger at undvige. Vi er igang med at lære, at tage strømper på selv. Vildt frusterende for Aksel og jeg bliver let irriteret, når jeg kan mærke han nærmest opgiver på forhånd uden at prøve. Ikke en god kombi, for han mærker min frustration lige med det samme. Her til morgen lykkes det mig at fastholde øvelsen og da strømperne kom på, så var han så pavestolt og sagde "mere". Ja, nu har han jo kun 2 fødder, så der var ikke mere at komme efter, men fra at være meget tæt på at opgive så kom vi til vejs ende - begge to og det beskriver meget godt hvor meget energi vi skal bruge på at styre egen utålmodighed/uro, især når han er ved at opgive og man selv synes han ikke engang har prøvet endnu. Den der frustrationstærskel han når til, og skal hjælpes forbi for derefter at mærke stoltheden over at lykkes, pyha den udfordrer... Især når den kommer meget tidligt, og næsten inden man er igang. Tænk bare hvor hurtigt han bliver usikker, det er virkelig tankevækkende og meget meget vigtigt, at vi holder for øje, at han allerede inden han er igang selv, er ved at opgive. Men det er så sundt at se det lykkes, for så kan jeg også mærke jeg tør udfordre ham mere, velvidende, at det lige nu er mig og min ro, der kan få ham igennem. På sigt skal han overtage den ro selv.  Så er næste udfordring min ivrighed for at se mere lykkes, den tager vi en anden gang, for det er så den anden udfordring ;o) Mere vil have mere, og så bliver jeg for ivrig - det skal der også lige styr på.

Så kom ikke og sig vi ikke udvikler os her i huset. Det er selvudvikling på højt højt plan ;o)

PS Det her indlæg er skrevet i weekenden og her til morgen skulle Aksel kun overtales ganske kort, inden han gav sig til at prøve at tage strømper på. Det er stadig meget svært at få alle 5 tæer med ind, så der hjælper jeg lige, men nu er motivationen for at øve ved at være der. STORT!

Mickey Mouse is in the House

Se lige denne stolte lille mand! Det er lige gået op for ham, at han har lånt mickey's tøj og skal have det på i børnehave. Hold nu op han var stolt. Det var moderen og faderen også. Det abstrakte i at være klædt ud har Aksel haft svært ved at forstå, men her til morgen faldt ti-øren ❤️

Fastelavnsfesten var gået fint, og kun tøndeslagningen havde overmandet Aksel så meget, at han var gået tilbage til børnehaven med en af de voksne. Super dag for vores lille Mickey-fan.

Et lille hverdagseksempel

I sidste uge var Michael i England af arbejdsmæssige årsager.

Da der skal skiftes til nattøj:

Aksel: far henne?
Mor: far er i England, han skal sove der 1 nat og så kommer han hjem imorgen. England er et land, vi bor i Danmark, det er også et land og du er født i Nigeria, det er også et land.
Aksel ser tænksom ud, han får sit nattøj på og vi går derefter op og putter...

Næste morgen:

Aksel: far henne?
Mor: Ja, Aksel, hvor er det far er henne?
Aksel: Lelland (eller noget i den stil, ihvertfald et tydeligt forsøg på at sige England).

For bare 14 dage siden ville samtalen have været en ganske anden. Jeg ville begge gange have svaret: "far er på arbejde" - ud fra antagelsen om, at Aksel ikke havde brug for mere og ikke kunne rumme eller forstå mere. Når han spurgte igen ville jeg tænke: "han har glemt det vi talte om igår". Synes vores 2 samtaler viser, at han forstår meget mere end vi har givet ham mulighed for at vise.

Og det er de her små bitte åbninger i hverdagen, der pludselig er blevet til små læringssituationer, og hvor Aksel også viser, han lærer.

Så sent som igår tog vi et spil memory. Han har sådan nogenlunde fat i konceptet, men der er også en del trial-and-error involveret. Så i stedet for at lade ham gøre det, så forklarede jeg ham i starten, at det er meningen, at han skal forsøge at huske hvor brikkerne ligger, efterhånden som vi får dem vendt. Vi tog lige lidt tid ved hver brik og snakkede om billedet og vupti, så kunne han faktisk huske et par omgange tilbage. Ikke alle, men nogle.

For de fleste familier vil det her være ganske normale scenarier, fordi de fleste børn selv stiller et hav af spørgsmål og indimellem kræver forklaringer, som selv voksne kan blive befippet over en barnehjerne har brug for. Aksel ville helt sikkert indimellem også gerne spørge mere, men det kommer ikke ud af munden og vi skal hele tiden være meget bedre til at vise ham, at det er iorden at få mere information, få det forklaret igen eller lignende. Er sikker på han indimellem ikke antager hans tanker er noget værd, for når de ikke kommer ud af munden, så kan ingen jo værdsætte dem og dermed anerkende ham for det. Hold da op hvor har vi bare fået syn for noget hamrende vigtigt her.

Små skridt... små skridt

Efter kurset i sidste uge, kan jeg mærke, at jeg har fået et rigtig godt stykke værktøj til at sætte ord på og gennemskue Aksels kognitive udfordringer.

Har har klart mange af det man vil kalde spirende kognitive processer igang. Det er klart, at det helt basale, det at vide hvad tingene er og hedder stadig er svært, når sproget driller. Men selv det kan vi se masser af gode tegn på er i fuld gang. Han er også begyndt at beskrive ting for os - spontant. Igen super dejligt, for jo mere vi sætter igang af den slags for ham, jo sværere er det tit for ham at finde ordene - jo mere det kommer spontant, jo bedre læring. Og så er næste skridt at kunne sammenligne. Det gør han også - ikke i detaljen, men han kan sagtens vise forskellen på en firkant og trekant, han er sågar, bare efter et par dage, blevet god til at se om bestikket kommer i de rigtige rum i skuffen, når der tømmes opvasker. For at kunne se det, er det nødvendigt at kunne sammenligne med det "rigtige". Han kan arbejde efter en model, men slet ikke beholde modellen i hovedet, hvis man fjerner den. At dække bord er i princippet af have en model i hovedet, som man følger, og det kan han, til en vis grænse. Men bare det at tænke det på den måde, at der er tegn på at han går efter en model og følger den, men præcision og detalje mangler, ja så er der jo klare tegn på det nok skal komme. At arbejde efter modeller gør vi jo allesammen hele tiden og jo flere gange vi kan udfordre hans evne til det, jo bedre vil han med tiden kunne lære det i andre situationer. 

Vi har kæmpet rigtig meget med farver. Vi har bare ikke kunne gennemskue hvad det er der forhindrer ham i at genkende farver. Nu ved vi det - håndtering af mere end 1 information. Han kan sortere farver, hvis vi piller alle andre faktorer ud. Kendte klodser, eller figurer med farver, eller hvad det kan være, det er for svært - der er for meget andet at forholde sig til. Jeg fik forleden fat i en pose HAMA perler - de store, i klare farver. Han laver ikke perleplader af dem, endnu, men han ved hvad det er. Når vi holder en perle op og beder ham finde en eller flere magen til, så kommer de prompte op af skålen. Vi har såmænd overvejet om han var sort-hvid farveblind, ja selv børnehaven har også undret sig, men nu kan vi se sammenhængen. Der skal ikke være andet end selve farven at forholde sig til, og indtil videre skal vi heller ikke få ham til at forholde sig til navnene på farver, nu ser vi bare på farver og så kommer det næste på stille og roligt. Overfører han det lige så let, som han lige nu gør med andre ting, så kommer det snart. Vi kiggede på en brandbil i en billedbog den anden dag, her til morgen peger han ud af vinduet, da han nede af vejen kan se noget der blinker og siger brandbil, babu. Han overfører fra en situation til en anden - endnu en spirende kognitiv funktion og en af de spontane beskrivelser af noget han ser.

Det at lære ham bevidsthed om at han tænker er ganske interessant. Hver gang vi har lavet noget, hvor vi kan se han er blevet udfordret og har vist kognitive evner, så forklarer vi ham det. Det lyder absurd at sætte den slags ord på for et barn, men jeg kan jo se han responderer på det. Han lever helt sikkert i en verden, hvor det han går og tænker ikke har værdi for ham, for alle andre taler jo hen over hovedet på ham eller glemmer at spørge eller værst,  vi forstår ikke hvad han siger. Kæft hvor han bliver han glad, når jeg roser ham for at bruge hovedet. Faktisk er det nok i virkeligheden det allervigtigste vi er igang med - at tage ham alvorligt og vise ham hans tanker har værdi. Det har vi bare ikke været gode til og det skal være slut.

Der tænkes...

nærmest så det knager. At arbejde med Feuerstein er at lære at tænke, og det troede man da ellers man havde lært, men jeg skal da lige love for der kan læres mere ;o)

Basic 1 er nu slut og jeg har lært så meget, at jeg nærmest ikke helt ved hvordan jeg skal forklare det. Metoden er genial og det virker, men det er hamrende krævende. Ikke at det er skidt, for selvfølgelig skal der arbejdes, når vi taler udvikling af hjernen, især når udfordringerne skal udfordres.

Lige nu er vores opgave at få de små ting i hverdagen til at blive til læring. Jeg kan især mærke, at det har været fantastisk givende at få fokus på potentiale, fremfor begrænsning.  Feuerstein arbejder hele tiden og fuldstændig systematisk efter at afdække potentialet, men ikke uden syn for udfordringerne, dem skal der så arbejdes på, mens potentialet dyrkes. I princippet ikke banebrydende tænkning (det var det, da Feuerstein så lyset), men uanset hvad, så skal man have et værktøj at analysere potentiale og begrænsningerne op imod, og det er her de kognitive funktioner er beskrevet til mindste detalje i Feuerstein, og så bliver det pludselig genkendeligt i selv ganske små "ubetydelige" situationer.

Så der analyseres til den store guldmedalje ;o) Aksel skal udfordres sprogligt, så han bruger sproget mere, men helst uden det bliver alt for eksamsensagtigt, så blokerer han bare. Når vi leger med små opgaver, så skal vi også udfordre ham mere sprogligt og så hellere gøre det meget kort, men forsøge at putte opgaverne ind oftere. Det er helt helt simple små ting han skal lære at håndtere, såsom at kunne sætte ord på ting i omgivelserne. De fleste ord er på plads, men han bruger dem slet ikke nok til at de virkelig flyder for ham, så istedet for at være tilfreds med at vi ved han kan dem, så skal vi bruge meget mere krudt på at ham til at bruge dem i en kontekst og forhåbentlig også gøre ham nysgerrig på nye ord.

Og nogle af de lege vi har gang i er faktisk for svære - selvom vi synes det virker simpelt. Han kæmper med puslespil - kan egentlig godt se 4 brikker for sig, men så spiller finmotorikken ham et puds og det bliver svært. De der spil, hvor formen er skåret ud og hvor brikken skal på plads er han ved at have styr på, så istedet er det mere et spørgsmål om at lære ham at se motiver og efterligne dem, for eksempel med klodser, hvor vi laver en simpel model, han skal efterligne. At kunne efterligne en model er en nyttig lille kognitiv funktion, som han godt kan, men som skal styrkes og i princippet bevidstgøres, så han selv forstår hvad det er han laver. Endnu en del af Feuerstein - hele tiden bevidstgøre gennem læring, gøre reflektion over læring til en bevidst tankegang, også hos barnet (MLE - medieret learning experience).

I virkeligheden er vi nødt til at være Aksels "lyst til læring" - ikke at den ikke er der, den er bare ikke godt hjulpet af at være sprogligt udfordret, men vi skal ikke skåne ham af den grund. Det tror jeg helt klart vi har gjort, ubevidst, så af med det lag vat.

I Feuerstein ligger et helt program af øvelser - de såkaldte instrumenter. Dem er Aksel ikke klar til at blive medieret igennem, som det så fint hedder, men nu ved jeg (snart vi) hvad det er der skal til for at arbejde med dem og på den måde bliver det langt nemmere at genkende hvor, i det vi leger og laver i det daglige, at vi rent faktisk kan styrke ham kognitivt.

Og det gode er, at metoden er universel - uanset hvor god barnet er til at tænke og lære, så er der altid måder at udfordre på. Instrumenterne øger bare abstraktionsniveauet og afhængig af mediatorens evne til at flytte reflektionerne, ja så er det bare ud over stepperne. Det har været vældig interessant at se hvordan simple opgaver giver en større mening, når man bliver bevidst om hvad der kognitivt ligger bag instrumenternes opbygning og hvordan man gennem bevidst mediering kan gøre selv forholdsvis simple øvelser til ret krævende kognitive udfordringer.

Så

går det løs på FIE 1 - Feuerstein Instrumental Enrichment. Nøøøøj hvor jeg glæder mig. Er helt sikker på jeg kommer til at boble over herinde. Første dag har været intens på den helt rigtige måde.

Men en ting er inspirationen og metoden, som jeg er sikker på vi kan få rigtig meget ud af. Noget andet er, at vi oplever Aksel blomstrer i øjeblikket. Det er to vildt gode forudsætninger for at holde fast i den positive udvikling.

Sprogligt sker der bare rigtig meget. Han snakker, fortæller, iagttager, gentager og har i det hele taget godt gang i at bruge sproget lige nu. Udtale er stadig rigtig svært, men flere og flere ting bliver tydelige, vi forstår mere af hvad han siger og det smitter jo af på både humør og overskud til andre ting.

Han leger mere og finder på undervejs. Fantasien fylder mere og han prøver lege af, slet ikke på et alderssvarende niveau, men bare det at se der er spirende lyst til at finde på er så fantastisk.

Hans stressniveau er forbedret på utrolig mange planer. Vi passer stadig på vores kalender, men i forhold til sidste år på denne tid, så er det nogle helt andre ting vi arbejder med. Overgange og skift er ikke længere svære. At sige farvel til gæster er helt okay, at tage hjem fra besøg går fint, det eneste, der stadig kan være svært, er farvel til mor. Ikke om morgenen, ikke i børnehaven - de situationer er han vant til, men hvis jeg skal noget efter spisetid, så er det svært.

Og så er han også blev fræk - prøver os af, mest på den søde måde, hvor det indimellem er svært at holde masken. Det skal man jo heller ikke, for det er bare så livsbekræftende, når han stikker af med bleen, fordi det er sjovere at løbe rundt med den, end få den på. Eller når han pludselig tager jakken af i Netto, smider den på gulvet og kommer storgrinende hen til os, fordi han bare selv synes han er mega fræk ;o) Så beder man ham hente jakken, han går i retning af den og går så forbi den, mens han grinende venter på vi siger stop og beder ham komme tilbage. Altsammen dejlig livsbekræftende - især når man tænker på, at det at komme i Netto har været ret voldsomt en overgang og noget der nemt kunne udløse en stress-reaktion. Nu er det bare hyggeligt. Det er så mindre fedt, at han også kan finde på at tage tingene op af indkøbsvognen, og så lægge dem fra sig på en tilfældig hylde. Samme leg som pølserne i sofaen "demmeleg", så kan en handletur godt komme til at tage lidt tid..

Og nu får jeg det så til at lyde som om alting foregår i et let og smilende humør. Well, der er også dage, hvor ingen har overskud til at løbe rundt i huset efter en knægt, der ikke gider tage tøj på eller hvor "demmeleg" i Netto bliver for meget, når man nu bare gerne vil hjem. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg har fundet mig selv lettere lalleglad over hans numre. Når det nu ikke er kreativ og abstrakt tænkning der falder ham først for, så er det bare så skønt at se det spire hos ham. Glæder mig til vi med Feuersteins læringsmetoder kan få endnu mere gang i de sider af hans udvikling.

Demmeleg

Lige en lille sød historie ovenpå gårsdagens råberi:

Kommer ned i stuen til Aksel, der spændt sidder i sofaen og siger "mor, demmeleg". Well, tænker moderen, barnet sidder lige der, så det er ikke ham jeg skal finde... Aksel kigger spændt ned bag puden i sofaen, jeg kigger rundt i stuen, kan umiddelbart ikke se noget, der mangler, min telefon er hvor jeg efterlod den, ellers et godt bud på et bytte, Aksel ville synes var sjovt at gemme (wonder why...). Kan se på Aksel, at nu må jeg hellere "finde" det han har gemt bag puden, han er ved at gå til af spænding over sin egen genialitet - og hvad finder jeg? Pølser... Hmmm... ikke lige det man gider have liggende gemt bag puder i sofaen. Aksel fanger hurtigt, at jeg ikke synes det er en god ide at lege gemme med pølserne, samtidig kan jeg heller ikke skjule, at jeg synes det er lidt sjovt. Han napper dem hurtigt og springer over i den anden sofa og forsøger sig igen "demmeleg" siger han spændt og stopper dem ned bag puden. Måske mor synes det er en god ide, hvis vi lige prøver igen, hun har tydeligvis ikke gennemskuet genialiteten i legen - lille møghvalp <3

I virkeligheden er det jo helt fantastisk, at han er begyndt at lave "narrestreger" på den måde. Så nu er jeg spændt på hvor mange pølser jeg skal til at lede efter de næste dage. Det fine er, at han er ret tydelig når han gemmer noget, så jeg finder dem nok ;o)

&%€%€#"ϟ ☠ ☠ =&&€#

JEG ER DEN DER HAR DET ALLERVÆRST - FORSTÅET???? Dette skal råbes ud i rummet, ud i verden og alle galakser med nogenlunde dette kropsprog

Mærkede i et kort og rart moment hvor godt det var at forlade 2014 - her i 2015 er nissen så alligevel fulgt med. 

Jeg er i virkeligheden indædt vred på verden. Indædt vred over, at vi ikke får flere børn, indædt vred over, at Aksel skal kæmpe med så mange udfordringer, indædt vred over, at JEG ikke bliver mor igen, indædt vred over, at jeg ikke også får lov at være mor til et barn med nogle mere almindelige udfordringer, indædt vred over mine støvler stadig ikke er kommet med posten, og forresten virkelig ovenud mega vred over ferien er slut.... - skriv selv videre på listen.... Tager gerne imod urimeligheder, så jeg bliver ved med at have det værre end alle andre.

Og jo forresten endnu en ting, jeg bliver også vred på alt og alle over at de har det jeg ikke har. For lige nu har alle nemlig alt det jeg ikke får. Jeg har kun nogle kortvarige glimt af at verden vist ikke er helt så urimelig og når jeg så alligevel får øje på andres udfordringer, så er mine alligevel værre. CAPICE?

Så siger vi det....

PS Og så er jeg sulten, arghh jamen elendighederne vil ingen ende tage.

Så slap...

Aksel fjernsynet! Dagen før ferien er slut....

Det er sikkert fordi han igen kan overskue hvornår han skal i børnehave og dermed igen kan se hverdagens struktur og genkendelighed foran sig.

Vi har ihvertfald oplevet et "tilbagefald" til fjernsynet her i ferien og det skyldes helt sikkert det ustrukturerede i at have ferie. Uanset hvor dejligt det er at være meget sammen med mor og far,  så er det bare ikke hverdag. Når det så er sagt, så har vi også leget meget, det har bare indimellem været tydeligt, at fjernsynet trak mere. Lege, der ellers tit kan fungere og optage ham, har været svære, og det man ellers kunne sætte igang og få noget sjov ud af, er gået op i hat og briller.

Igår havde vi en rigtig dejlig oplevelse. Efter aftensmaden, når vi alligevel sidder ved bordet, spiller vi, lægger puslespil eller lignende. En overgang havde vi meget sjov ud af et lille spil, hvor man skal efterligne nogle øvelser, der styrker tungen og mimikken. Mange af dem har været rigtig svære for Aksel, men vi har haft sjov med det alligevel. I går fandt vi spillet frem igen, efter det har været ude af fokus i nogle uger, og jeg skal da lige love for vi kunne se fremgang. Masser af øvelserne kunne han pludselig lave uden besvær! Wauuu, det er lige præcis den slags oplevelser der giver blod på tanden. Pauser, hvor tingene kan få lov at bundfælde sig er gode og igår kunne vi se det havde rykket sig gevaldigt på ingen tid.

Især dejligt fordi de ting vi på det sidste har haft sjov med efter aftensmaden, ikke rigtig er sjove lige nu. Det er tiden de får en pause, så kan det være vi kan få samme juhu-oplevelse, når vi finder dem frem igen om nogle uger.