mandag den 30. marts 2015

Lige pludselig...

Der er sket noget meget afgørende i det lille hjem.

Mor har, af arbejdsmæssige årsager, været hjemmefra med overnatning et par gange indenfor de sidste par uger. Første gang jeg skulle ud af døren var det svært for Aksel at tage afsked. Det har vi set før og det gør ondt at skulle køre fra et barn, der reagerer voldsomt og samtidig vide, at det kan tage noget tid inden han falder ned. Det er også virkelig hårdt at stå med, som den der skal gribe, i det her tilfælde farmand. Men det ender jo heldigvis altid med, at Aksel falder til ro, men hold da op det er bare ikke rart at være i, for nogen af os.

Men denne gang skete der noget. Måske fordi mor først kom aftenen efter og ikke, som så ofte, er der igen om morgenen. Far og søn fik noget kvali-tid. Det er jo ikke fordi jeg ikke har været væk før, men denne gang skete der bare et eller andet. Ihvertfald skulle jeg igen afsted ugen efter, og der var afskeden helt rolig.

Og siden har Aksel bare været mere rolig i det daglige. Det virker ganske enkelt som om han har rykket på sin tilknytning til far. Når man ikke ved det, så er det ikke altid til at se det, for jeg ville have svoret, at han var fint knyttet til farmand. Det var han i bund og grund også, men nu har han bare rykket ham derind, hvor han er lige så god som mor.  For nu bliver far også foretrukket, selvom mor er her. YES har jeg lyst til at skrige, for det gør fandme en kæmpe forskel, som vi bare ikke har tænkt over manglede. Vi har da godt kunne se og mærke, at mor var noget særligt, men det betød jo ikke, at far ikke også var noget særligt, bare ikke lige så særlig. Men det er han blevet <3

Og oveni at der på den måde er kommet et nyt niveau af ro hos Aksel og familien generelt, så åbnede han også lige op for sin historie. Den har vi ikke fået lov at fortælle i umindelige tider - men sørme om ikke han pludselig kunne rumme den igen. Ville lege baby, lege med baby-legetøjet vi har gemt fra den første tid, ville høre om det billede, der var det første vi så af vores lille Aksel-baby osv osv. Det om Nigeria-mor og de lidt sværere dele af historien ville han ikke så meget ind i, men det er helt okay, for fra at stoppe os, så snart vi berørte noget med tiden før os, så er det stort at han pludselig gerne ville høre mere, ville lege baby osv.

Så tal da lige om, at knægten har nogle ting, der skal komme i den rigtige rækkefølge. Super sundt og flot han mærker så tydeligt hvad og hvor han har brug for at være. Må indrømme, at jeg er gået fra meget bekymret til super stolt.

Knægten har iøvrigt tabt sin første tand.




mandag den 23. marts 2015

Tankemylder

Den sidste uges tid har været fyldt med mange tanker.

Vi havde besøg af Ulla Lebahn sidste mandag. Ulla er børne-ergoterapeut med speciale indenfor børn med spiseudfordringer. Det må man jo sige Aksel har og vi har længe tænkt hun kunne være relevant for os at få kontakt med. Det er hun også - vi fik en masse gode råd. Aksels spiseudfordringer skyldes hans sansesarthed i og omkring munden. Denne sansesarthed er sandsynligvis et resultat af tvangsfodringen fra børnehjemstiden, men kan også være medfødt, da han jo generelt er ret sanse-udfordret. Ulla gav os råd til hvordan vi med udgangspunkt i det han spiser idag, kan finde andre madvarer, der kan komme med i repertoiret så han langsomt får det udvidet. Men i virkeligheden kom hun med et helt andet råd, der kan vise sig at være det vigtigste af dem alle. Vi talte, meget naturligt, også om Aksels historie og så kom vi ind på, at han i lang tid ikke har ønsket at høre den. Vi har, af samme grund, sat os selv på venteliste hos vores yndlings-PAS-psykolog. Ulla fik tanken, at han er så traumatiseret, at han simpelt hen ikke selv har kontakt med eller ønsker kontakt med de følelser hans historie vækker - det er også det vi har tænkt, men hvor længe kan vi lade ham skubbe det væk? Ulla anbefalede os SE-terapi, Somatic Experience. Hun forklarede kort, hvordan den form for terapi går ud på at lade kroppen reagere på sine traumer, og derudfra få oplevelsen "ud af kroppen" - eller ud af nervesystemet, hvor traumer jo kan blokere for meget, hvis de ikke bliver bearbejdet.  Andre, før Ulla, har bemærket, at Aksel har tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. En sådan kan sætte sig som et dybt traume, og når han så ovenikøbet har oplevet tab af bio-mor, sorg og savn, ensomhed, tvangsfodring - ja, you name it, så er det jo ikke være svært at regne ud, at kroppen er kommet seriøst på overarbejde og i stedet vælger at holde bearbejdningen af oplevelserne på afstand. Det kan, i sig selv, binde så meget energi, at det sætter al anden udvikling i stå. Tænk hvis den energi kunne bruges på noget andet...

Pyyyhhh! Tror da nok lige vi har fået noget at tænke over. Vi har overvejet andre terapiformer, men konkluderet vi var for tidligt ude, da meget terapi kræver en forholdsvis veludviklet abstrakt tankegang hos barnet, evnen til at omsætte oplevelser i leg, det gør Aksel først, meget i det små, nu. Spædbarnsterapi har vi undersøgt, men faldt ikke i hak med terapeuten og så lukkede vi den egentlig der.

SE terapi virker til gengæld helt oplagt, eller er ihvertfald et forsøg værd. Ulla mente, vi skulle bruge krudtet der, stadig forsøge at få Aksel til at interessere sig for anden mad, men ikke forvente store fremskridt før vi har givet SE en chance. Efter snakken med den anbefalede terapeut, har vi fået en tid. Det er virkelig spændende...

Og PS - vi arbejder stadig med det kognitive og det flytter sig hele tiden med bitte små og fine skridt. Han er dog blevet noget træt af opvaske-tømning og borddækning. Tager indimellem kampen og så viser han jo ofte, at der er sket nyt. Farver er stadig en kæmpe udfordring - han er ikke farveblind, men han har utrolig svært ved at omsætte informationen om farve fra et til noget andet. Han kan finde perler, hvis jeg viser ham en rød, så kan han nemt finde en magen til. Det skal jo nok komme, men uha det har givet hovedbrud at finde koden til at lære ham det.

søndag den 8. marts 2015

Dider itte

Det nyeste nye i Aksels ordforråd - gider ikke. Lad os bare sige, at ugens skiferie har fået den vending sat godt og grundigt fast.

Vi er hjemme igen efter en meget stressfuld uge. Konceptet skiferie blev aldrig rigtig en succes og fornemmelsen af ferie, samvær og afslapning indfandt sig desværre aldrig rigtigt. Vi er bare ikke klar til den ferieform. Aksel kom lidt på ski og indimellem nød han det, men det var kortvarigt og nok ikke noget han har lært det vilde af.



Så er det til gengæld dejligt at lande i hjemlige omgivelser og mærke, at Aksel har fundet roen, leger og hygger sig.

Heller ikke helt skidt at komme hjem til sådan en forårsbebuder, ja indtil flere af dem, faktisk.