Det her indlæg har været på vej den sidste tid. Der sker noget med mig øjeblikket, og det er helt klart ventetidens pinsler der begynder at sætte sine spor.

Hidtil har jeg holdt meget stædigt fast i, at forældre, det skulle vi nok blive, det var blot et spørgsmål om hvornår. Den tanke er jeg ikke helt så sikker i længere. Håbløsheden på Kina-listen er virkelig begyndt at gøre sit indhug. Kan vi virkelig være sikre på at vi bliver forældre? Jeg er ihvertfald ikke så skråsikker længere. Selvom vi ikke skal bekymre os om hvor vidt vores godkendelse udløber, så er jeg selv ved at kunne mærke, at det er svært at forestille sig, at holde til det her venteri i flere år frem. Og det er jo det vi vitterligt kan blive nødt til.

Lige nu er det fuldstændig umuligt at forudsige noget som helst, og jeg har helt mistet billedet af hvornår jeg tror vi bliver forældre. Jeg tror ikke på 2009 - og den kalender jeg ellers altid har haft i hovedet er helt væk. Jeg har opgivet at sætte tid på. Går jeg ind på www.chinaadoptionforecast.com siger deres udregningsmodel 1. december 2010. Det er ikke længe siden vi accepterede at 2009 var urealistisk, nu ser 2010 også ud til at smutte ud mellem hænderne på os.

Og så melder tanken sig - skal vi ikke bare acceptere, at vi forbliver barnløse? Vi har det jo godt - vi er glade for hinanden og lever et dejligt liv. Ville det være så forfærdeligt at skulle erkende, at vi ikke får børn? Ja, det ville blive det hårdeste jeg nogensinde ville skulle igennem - en kæmpe kæmpe sorg. Men når det så er sagt, så tror jeg faktisk godt jeg ville kunne komme igennem den sorg. Et eller andet sted ved vi jo ikke hvad vi går glip af, og derfor er det jo en smule lettere at give slip. Og når jeg tænker den tanke nu, så går der faktisk op til flere minutter, hvor jeg tænker den til ende, uden at gå i panik. For et par år siden ville tanken kun komme til mig i sekunder, inden jeg skød den fra mig igen. Og det er jo det den her ventetid gør ved en. Den fører os tættere på nogle fakta i livet som vi ikke hidtil har skulle konfrontere os selv med.

Jo , det ender med jeg må trille en tåre ved tanken, for det ville være en kæmpe sorg, men som sagt bliver vi nok nødt til også at have det scenarie med os. For der er og bliver grænser for hvor længe vi skal udsætte os selv for den stress-faktor det er hele tiden at leve i uvished. Hvor den grænse er ved jeg ikke. Havde jeg vidst hvor vi stod idag for 2 år siden, så ville jeg jo ikke tro jeg havde holdt det ud, så det er svært at vide hvor meget vi kan holde til i det lange løb. Men et eller andet sted giver det også en vis ro at vide, at skal vi give slip på drømmen, så går det jo nok også... (og fuck hvor jeg hyler nu - men jeg har jo heller ikke givet slip endnu...).

Det sværeste er, at det er tilfældighedernes spil. Havde vi valgt alle mulige andre lister ville DA sikkert hjælpe os ud af kniben. Det kan de ikke på Kinaliste, fordi vi samlet set er rigtig mange, der står i en træls situation. Vi er tvunget til at stå det igennem eller give op ....

Are Adoptees Blank Slates?
1 år siden