torsdag den 8. december 2011

Tankerne fløj tilbage (skrevet i mandags)

.... for idag er det 1 år siden vi holdt Aksel i armene for første gang. Hold da fast, altså en dag, så stoppet til med følelser i alle afskygninger. Vi vidste jo godt, at vi skulle møde en fyr, der var noget mindre, end hans alder berettigede til, men det var bare svært alligevel. Udover hans lille krop, så mødte vi også en dreng, der havde feber og som var passiv og uden lyst til kontakt. FUUUCK, hvor var det svært. Når jeg nu for alvor tillader mig selv at mærke hvordan jeg havde det den dag, så var jeg så skræmt, så ked af det og så urolig. Alligevel forsøger man jo at bilde sig selv ind, at det var en god dag, en stor dag, en helt særlig dag og finde en grimasse der kan passe. Gu' var det bare ikke nikke nej en god dag. Den var rigtig rigtig svær for os og vi var bekymrede, da vi lagde os i sengen på hotellet, og faderen stille spurgte om jeg mente, at vores lille dreng var helt OK.

Så det er en dag, der vækker nogle specielle minder. Gode minder nu, fordi vi er hvor vi er, men på selve dagen var det altså ikke en god historie om store øjeblikke, den første øjenkontakt eller den store svimlende stime af dybe moderfølelser. Jo, moderfølelser af de bekymrede slags ;o)

Heldigvis og gudskelov så gik det jo rent faktisk hurtigt fremad allerede i den uge, hvor vi besøgte Aksel dagligt. For hver dag mærkede vi mere og mere til drengen bag det tavse og sørgende blik. Der kom mere og mere liv i ham, efterhånden som feberen lettede og han turde møde os med mere interesse.

Pyyhh, hvor er det egentlig svært at sætte ord på, for det gør ondt. Ikke at det var en svær dag, men at vide, at det er vores lille Aksel, der var nødt til at pakke sig så godt ind i sig selv, for at være til. Min lille dreng...