Skøn dag

Aksel og mor havde en dag her i påsken uden planer. Far skulle til påskefrokost og vi skulle hygge os hjemme. I dagene op til havde vi haft rigeligt med planer, så en dag, hvor tingene kunne ske uplanlagt var tiltrængt.

Aksel ville gerne på legeplads. Se det er i sig selv bemærkelsesværdigt, for et barn for hvem den slags aldrig har været noget sjovt. Snarere noget hvor han konstant er blevet mindet om sine motoriske udfordringer og hvor han mister overblikket.

Men igår var en tur på legeplads ønsket og mor måtte lige tænke sig lidt om, da den slags jo ikke ligger lige om hjørnet her på landet ;o) Kom i tanke om legepladsen i Aksels gamle naturbørnehave Hulen. Den kender han, vi har brugt den før og den ligger meget tæt på. Så vi smurte madpakker og drog afsted.

Det blev til 2 meget skønne og dejlige timer. En stor fornøjelse at se hvor meget Aksel pludselig kan på egen hånd. Han legede, hyggede, udforskede og gav sig i det hele taget bare hen. Det var super dejligt. Og jeg stornød at kunne holde mig i baggrunden og bare være til stede - indimellem give en hjælpende hånd eller være lidt med, men altsammen på Aksels initiativ. En verden til forskel - hvor er det dog nemt, når et barn, selv viser vejen og tager initiativerne :)

Til sidst fik jeg Aksel overtalt til at kravle på en stor træstamme, og også her var det dejligt, at jeg bare lige skulle motivere ham til at prøve og så overtog hans egen nysgerrighed.

Og når de så er sagt, så var det uden tvivl også meget vigtigt, at jeg var der alene med ham. Ingen forstyrrelser eller andre børn, der skulle holdes styr på. Jeg var heller ikke optaget af samtale med andre, men kunne sidde og holde øje og give ham min uforstyrrede tilstedeværelse. Dog tænker jeg, at der ikke er langt igen til han ville kunne overskue den slags i selskab med andre børn. Det gør han jo i det daglige i børnehaven. Og så er han heldigvis også bare motorisk meget mere udforskende end tilbageholdende nu. Tror simpelt meget mere på sig selv.

Jo, det var virkelig en af de dage, hvor man er helt høj af glæde <3

Det er nærmest ubeskriveligt

Sådan har vi det virkelig for tiden. Aksels udvikling er så positiv, at vi nærmest ikke kan følge med.  Det er dagligt vi bemærker små nye ting i hans adfærd, hans sprog, hans måde at beskrive omgivelserne, egne følelser, ting han husker osv.

Det mest fantastiske er, at vi også kan mærke hvordan vi selv er blevet meget bedre til bare at være i det og nyde det. Med et barn som Aksel er det bare om at trække så meget overskud ud af disse perioder som overhovedet muligt.

I børnehaven er det samme oplevelse - de ser også et barn der udfolder mere og mere af sig selv. Bliver mere bevidst, tager initiativ, ved hvad han vil og ikke vil og som kan klare mere og mere.

I sidste weekend så vi pludselig Aksel lege med andre børn - normale børn - og når jeg nævner det, er det fordi han jo i hverdagen leger meget i børnehaven med børnene på hans stue, som han kender godt, men som også har brug for meget voksenhjælp. Der fungerer det, fordi de har støtten og kender hinanden. Så vi ved jo godt, at det ikke nødvendigvis bare overføres til andre situationer, men pludselig i forbindelse med familiebesøg lykkes det ham at deltage i en leg på fuldstændig lige fod med 3 andre jævnaldrende drenge. Det har typisk været aller sværest med jævnaldrende - og derfor var det virkelig et særdeles stort gennembrud. Selv familien, der jo også har set hvor svært det kan være for Aksel, stod måbende og observerede hvordan der blev leget. Samme historie fik vi så fra børnehaven, hvor Aksel havde leget med børn fra den almene bh på legepladsen og fint havde fundet ind i legen.

Vi kan lege og spille spil med ham - og han gider være med. Tidligere kunne det at motivere ham til at lege eller spille være det mest krævende, men nu begynder han at nyde samværet, udfordringerne og tager selv initiativ til det. Stort stort skridt.

Han begynder også at se nogle sammenhænge, som virkelig viser hvordan hans hjerne udvikler sig. På vej på familiebesøg misser vi afkørslen på motorvejen - vi kører videre, kører af og vender, hvortil Aksel bemærker fra bagsædet: "hvortefor hjem igen?". Se det er jo ret godt observeret, at vi vender og kører tilbage.

Her i weekenden har vi haft besøg og han har stornydt det. Tror faktisk det er første gang vi har oplevet han bare har kunne hvile i det uden at blive overgearet.

Det er simpelt hen fantastisk at mærke hvordan han bare falder mere og mere til i sig selv og ikke mindst, at det også kommer til udtryk i andre sammenhænge end hjemmets trygge rammer. Hvor har vi dog tit ønsket andre kunne få lov at opleve ham, når han bare har ro. Det begynder at komme og hvor er det dog bare fantastisk.

Der sker så meget....

Skylder en hel bunke opdatering herinde. Der sker vildt meget og det er lige før vi ikke helt kan følge med for tiden.

Af med bleen
Det seneste er ret stort. Aksel har smidt bleen. Det er ikke mange, der præsterer at gå med ble til de er 5 år og 10 måneder, men det gjorde Aksel. Han har længe rendt rundt i bar røv herhjemme, når det var muligt. Det var i den forbindelse vi fandt ud af, at han faktisk godt selv kunne mærke, når han skulle tisse, for han kom og sagde til. Udfordringen var så, at han ikke ville på toilettet, men insisterede på at få en ble på, hvorefter den så blev taget af igen. Efter et par måneder med den løsning tog farmand fat en dag og insisterede på, at Aksel skulle på toilettet. Trods protester fik han ham placeret og sørme om han ikke også fik leveret. Langt om længe kunne han slippe kontrollen og så gik det ellers stærkt. Der er stadig meget at lære, men det er et kæmpe skridt, at han faktisk kan gå uden ble og får tisset på toilettet.

Fettemutter - here we come
Og denne bedrift har vi i sin tid lovet ham skulle udløse en tur til Disney. Selvfølgelig ment som et lokkemiddel, men også fordi vi godt vidste, at det ville blive en stor ting, når det skete. Selve lokkemaden har ikke rigtig virket - det er et års tid siden vi sagde det første gang, dog har han været opmærksom på sammenhængen, bare afvist at det var nu. Men da han præsterede på toilettet første gang så var han klar til at komme afsted - han hoppede ned med kommentaren: "'søge Mitty, nu!?" Og ja, det skal vi, eller ikke lige nu, men til foråret. Turen er bestilt - Fettemutter, here we come (det hedder han stadig på Akselsk).

Skoleudsættelse
Fremtidsmæssigt, ja der fylder Aksel jo 6 til marts. Det betyder skolestart til sommer. Heldigvis lader det til at børnehaven og PPR bakker op om vores ønske om skoleudsættelse, så nu mangler vi lige visitationsudvalgets ord for, at det er ok. Har besluttet mig for, at de bakker op om deres ry for at lytte til forældre, såvel som børnehaven i disse spørgsmål. Sågar PPR psykologen, som var første udfordring, har bakket os op i hendes vurdering af Aksel. Vi regner ikke med det burde betyde andet end at det er på plads - også selvom Aksel faktisk rykker ganske meget lige nu. Faktisk er det jo hele vores begrundelse, at han faktisk rykker så godt lige nu, at det skift det er at komme i skole kan risikere at sætte ham bagud igen. Nu har han endelig gang i en positiv spiral og den skal bare ikke have lov at blive afbrudt.

Mere positiv udvikling
Kognitivt må vi også sige der sker meget. Han spørger stadig hele tiden, hvorfor dit og hvad er dat. Han husker bedre og bedre, forstår sammenhænge og kan bare mere og mere. Så sent som igår imponerede han os med puslespil. Der er sket et kæmpe ryk og han er blevet meget bedre til at se hvilke brikker der passer og prøve sig frem, for at få dem til at passe. Og bedst af alt, han synes det var sjovt. Vi er begyndt at spille huskespil, som vi kalder det. Vi finder 6-7 ting frem - kendte og mindre kendte ting, så der også kan læres nye ord. Først tæller vi tingene, derefter lægger vi et klæde over, og vi tager 2-3 ting væk, løfter klædet og Aksel skal så fortælle hvad der mangler. Han er overraskende skarp og god til det og igen, han synes det er sjovt. Ih hvor har vi dog manglet lysten til at prøve og lege med den slags og det begynder langsomt at komme. I den her form for huskeleg, skal han heller ikke performe på andet end at huske - og det eneste der kan drille er at huske ordene. Så får han et hint eller to og så kommer det. Alene det at han forstår hint er i sig selv også en kognitiv udvikling, der er god og vigtig - at se sammenhænge og kunne knytte dem sammen er der jo rigtig rigtig meget læring i.

Ombygning
Den sidste store ting har ikke rigtig noget med Aksel at gøre, sådan direkte ihvertfald. Vi sætter gang i en kæmpe ombygning snart. Det kommer til at betyde et nærmest nyt hus. Er lidt spændt på hvordan Aksel reagerer på selve processen, for der skal virkelig vendes op og ned på det hele og det kan jo godt udfordre en lille mand, med hang til forudsigelighed og genkendelighed. Omvendt er vi i en situation, hvor vi kan dele projektet op, så byggerodet kan afgrænses undervejs. Vi glæder os ret meget til at komme igang og måske det i sig selv også vil smitte af. Vi har vel lov at håbe.

Hytteli't

Vi har været 3 dage i sommerhus ved Sandersvig Strand - lidt udenfor Christiansfeld. Sommerhuset havde vi lejet gennem gemalens arbejde. Stedet er egentlig ikke noget særligt, men det er heller ikke nødvendigt, når man bare skal slappe af, gå ture, hygge og være.

Og Aksel har helt styr på konceptet - "sommerhuser, hyttelit", som han siger, mens han lyser op i et strålende smil. Det er faktisk helt fantastisk dejligt at mærke hvor meget han nyder den form for ferie. Dejligt, når nu mor og far også bedst kan lide steder uden det store hurlumhej ;o)

Tidligere ville det typisk lige tage ham et par dage at finde roen med at være væk hjemmefra. Den fase fylder ikke særlig meget mere. Han er trods alt også blevet noget nemmere at forberede og det er faktisk mere et spørgsmål om at styre forventningens glæde. Men det er trods alt en positiv udfordring.

Vi kniber os i armene...

Nogen gange rammer man pludselig en stime af positiv energi så tydelig, at man ikke helt tør tro på det kan være rigtigt.

Vi er inde i sådan en periode. Det kan være lidt svært helt at beskrive. Aksel rummer bare mere og mere, hans sprog blomstrer og han fortæller og beretter selvstændigt om det ene og det andet, han tager initiativer til leg og viser os i den grad at han er inde i en positiv udvikling så stærk, at vi nærmest ikke tør tro det muligt. Herhjemme har vi jo egentlig rigtig mange tidspunkter og stunder, hvor vi "bare" er en normal familie, men den store forskel lige nu er at de stunder også rummer flere og flere initiativer fra Aksel. Som når mor og far sidder over  morgenmaden og snakker, mens Aksel er tullet ned af sin stol og forsøger at få vores opmærksomhed med noget tumlen på gulvet. Vi holder fast i, at vi lige sidder og snakker. Så finder Aksel et spil frem og så ved han godt, at mor og far nok skal reagere - positivt ;) Lille (dejligt udspekulerede) bandit..., men det gode var jo samtidig, at vi havde en times koncentreret og hyggelig leg med spillet.

Efterfølgende skulle jeg lige have flyttet lidt støv. Aksel ville også have en klud og være med, det er der egentlig ikke noget nyt i, men det fine var, at han var med rigtig længe og undervejs tog han mange selvstændige initiativer til enten hvor han ville tørre af eller hvornår kluden skulle vrides op. Tidligere ville han have smidt kluden efter få minutter og bede om at se fjernsyn. Nu går han op i det, kopierer det jeg gør, men finder også på selv. Det er SÅ vigtigt at vi hele tiden afventer hans initiativer, hvis vi foreslår for meget eller er for insisterende (og der skal ikke meget til), så føler han sig ikke positivt motiveret, snarere presset og står af. Hold nu op det er en meget meget fin balance, skal jeg hilse og sige.... en konstant udfordring for mig.

Han er begyndt at kommentere, når noget er hyggeligt. Han mærker det. Igen noget vi har set længe, for det er jo sådan det er, når vi bare er os 3. Men at høre ham sige det højt, bemærke det med ord, det er fantastisk. Det hele bliver jo forstærket, når han pludselig siger "det hytteli´t", for så smiler mor og far jo og siger, "ja, det er hyggeligt" og på den måde bliver hele følelsen forstærket og vi mærker allesammen følelsen endnu tydeligere. Det er som om der for alvor er kommet hul igennem til en anden del af følelsesregisteret og jeg er slet ikke i tvivl om at det at han selv bruger ordene spontant er en helt central udvikling. At vi siger det er også vigtigt, men det er endnu vigtigere at han er begyndt at mærke sig selv i de gode og rare følelser af hygge og samhørighed.

Udfordringen er stadig det sociale omkring at være mange mennesker - eller nærmere, mere end 2-3, udover os selv. Det er svært og kører ham op, så det styrer vi stadig meget nært. Andre børn er også en svær udfordring. I børnehavens trygge og styrede rammer viser han mange gode og positive initiativer overfor de andre børn, men det er stadig svært at overføre læringen til andre situationer. Men det skal nok komme, det er så nyt at se ham udvikle sig på det her punkt, så alene det at der sker noget er helt fantastisk.

Vi holder vejret, kniber os i armene og fylder alle depoterne af utilstrækkelighed op med alt det gode.

Vi leger med former

Apropos mit tidligere indlæg om spirende selvtillid.

Her i weekenden fik mor en ide. Aksel er egentlig forholdsvis god til at genkende former, når vi leger med klodser eller små kort med firkanter, cirkler og trekanter. Det er ikke altid han lige kan komme i tanke om dem, men med lidt medierende hjælp, på Feuersteinsk, så kommer det.

Så var jeg pludselig fik lyst til at få ham til at opdage formerne omkring os. Vupti, der gik sport i at se hvor vi kunne finde cirkler, firkanter og trekanter - det sidste er faktisk ikke så nemt endda ;o) Det fede er, at vi kan gøre det løbende og jeg kan spørge ham helt spontant, bruge et par minutter og så videre. Det er lige måden at gøre det på, uden han kører sur i det.

Det bedste var, da han igår siger "Se mor, en cirtel (cirkel)" og peger på fjernsynet, hvor Bamse leger med en lommelygte. Ja, det var jo en cirkel. Eller da han her til morgen kigger på sin bolle og siger, "se mor, et skib". Han har bidt af den, ikke bevidst, men opdager, at den, efter et par bid, ligner et skib. Se det er simpelt hen fantastisk at han bare med et par dages fokus selv begynder at se formerne i omgivelserne.

Uhhh, jeg bliver så glad.

Næste skridt er farverne - dem har vi godt nok brudt vores hjerner med at få ham til at genkende. Det er bare en svær størrelse, og nu bliver kunsten at holde sig til former i noget tid, så jeg ikke forvirrer ham og han kører sur i det. Ro på, mor - ro på ;o)

Der er noget der spirer, trods årstiden.

Jeg tør næsten ikke, men gør det så alligevel - skrive om nogle af de rigtig gode ting vi ser hos Aksel for tiden.

Aksels selvtillid er simpelt hen i den grad i positiv udvikling. Han er altid gået til opgaver med et "tal itte" (læs: kan ikke) og vi har tit brugt meget krudt på at tale ham igennem med positiv støtte og opmuntring. Det har sikkert givet sit, men jeg er ret sikker på den helt store forskel er dagligdagen i børnehaven. Nu er han i et miljø, hvor han får plads til at prøve, hvor der er tid til at han tager mod til at sig. Han er begyndt at kopiere andre børn og i det rolige miljø han er i nu, der kan han nå at opdage  hvad han kan kopiere og forsøge på egen hånd. Han har jo i den grad brugt det meste af sit krudt på at observere - men nu begynder han at prøve selv. Det samme ser vi herhjemme, hvor det er lege fra fjernsynet han kopierer og lege fra børnehaven bliver også gentaget herhjemme. Det er tydeligt, at han får mod på mere og mere.

I lørdags var vi i Givskud (igen igen) og da vi planlagde dagen om morgenen sagde Aksel meget selvsikkert "se dino". Ja ja, var svaret fra os - og vi grinede nok lidt overbærende. Han plejer at være skrækslagen, så vi var sikre på kækheden var forsvundet, når først vi stod der. Givskud har en dinosaurus-park, med store figurer i 1:1 af fortidens dinoer. Aksel har været igennem 1 gang og var skrækslagen - så den del springer vi normalt over. Men men - i lørdags lagde Aksel selv planen om at gå derind og sørme så - han gjorde det. Gik med HELE vejen rundt, også selvom han indimellem var tydeligt nervøs, men selv undervejs overvandt han sig selv. Et andet barn gik hen og rørte en af figurerne, det så Aksel og så ville han også. Genialt. Han var totalt basket efterfølgende - fuldstændig mør og det var lige ved at blive svært, da vi lige ville have en is, skulle stå lidt i kø og der var mange mennesker osv - men det gik. Tror først det var herhjemme det gik helt op for os hvor stort et skridt det egentlig var. Han overskred i den grad en kæmpe stor grænse uden at falde fra hinanden. Fantastisk.  Billeder blev der ikke taget ;o) Det var det alligevel for intenst til.

Og det går jo også igen i det små herhjemme. Vi kan spille spil og han synes det er sjovt og vil gerne. I stedet for tidligere, hvor det godt kunne kræve en del overtalelse og positiv opmuntring. Det er som om han selv mærker han kan mere, gerne vil vise det og samtidig også nyder rosen og opmuntringen - fremfor tidligere, hvor han, hvis vi kom til at rose noget for tidligt, kunne få præstationsangst og så ville han ikke mere. Fine fine balancer vi er oppe imod, men det er så meget nemmere at agere i det, når der pludselig er noget vilje og lyst fra ham. Hold da op hvor er det bare en afgørende faktor.

Det giver så mig et kæmpe håb om at vi snart er tættere på at kunne bruge Feuersteins instrumenter. Det kræver lige lidt mere af ham, men den forandring vi ser lige nu er så meget det vi har brug for, for at kunne komme igang.

For det er også tydeligt at hans reflektionsniveauer begynder at ændre sig, han leger mere, bruger sin fantasi, finder på og forsøger at snøre mor og far ;o) Det tager vi gerne med i købet. Et barn med spirende selvtillid er trods alt en kæmpe stor gave.