torsdag den 26. februar 2009

Intet nyt

Vi har endnu ikke hørt noget fra hverken vores henvendelse til DA's bestyrelse eller forespørgslen hos AC.

Brevet til bestyrelsen skal vi nu heller ikke forvente nyt fra før i marts - hvor næste bestyrelsesmøde er fastsat til. Hvornår i marts ved vi ikke.

Henvendelsen til AC har heller ikke fået utålmodigheden frem endnu. Når man henvender sig til CCAA går det ikke nødvendigvis hurtigt med svar, så egentlig er jeg tryg ved, at der ikke er nyt endnu. Der arbejdes sikkert på at få afklaring.

På rygtefronten er der totalt stilhed. Der er absolut intet nyt om hvor langt de når i næste matching.

Så vi gør det vi efterhånden er bedst til - venter. Vi kan samtidig se frem til en uges skiferie i selskab med dejlige venner og deres herlige unger. Det ved vi bliver en rigtig god måde at slå lidt ventetid ihjel på.

fredag den 20. februar 2009

Vi kæmper videre....

Og selvom vi efterhånden godt kan se, at vi ikke sådan lige får en masse ud af vores anstrengelser, så bliver vi simpelt hen nødt til at gøre noget. Jeg har talt med AC. Dem har vi talt med før, men denne gang ville de gerne kontakte CCAA og høre hvad de sagde hvis de spurgte om det var muligt at overtage en sag fra DA. Svaret bliver sikkert det samme som DA's, men problemet er, at med den dialog vi har haft med DA, så har vi efterhånden helt mistet tilliden til dem, og dermed er det rart at få "dobbelttjekket" deres informationer.

Vi har også sendt vores brev til DA's bestyrelse. Vi har ikke de store forhåbninger til, at det vil flytte noget som helst - men det kan heller ikke hjælpe noget ikke at føre dialogen den vej også. Vi må jo kæmpe for hvad vi har kært - det her kan jo i virkeligheden dreje sig om hvor vidt vi overhovedet har chancen for at blive forældre. Det er måske stadig en meget pessimistisk måde at se situationen på - men fortsætter tingene i lige så katastrofal grad, som de har gjort de 3 år vi har været i processen, ja så er det faktisk ikke urealistisk, at vi ikke når det indenfor de 5 år vores godkendelse gælder. Vores godkendelse udløber 8. februar 2011.

Ingen kan spå om fremtiden, og vi må holde fast i troen på, at der kommer en løsning. Den skal vi holde fast i - og det gør vi - hvad den løsning lige er at svært at se lige nu, men den er der. Ja, det skal den altså være....

tirsdag den 17. februar 2009

Svar fra DA

Ja livet i håbet her på matriklen har det med at være meget kortvarigt. Vi er idag blevet kontaktet af DA, og der er, ifølge DA, ikke noget at gøre - vi kan ikke skifte bureau. Det kan, ifølge CCAA kun lade sig gøre, hvis vi ville adoptere et meget handicappet barn, som ikke kunne formidles af DA. Så sådan er det.

Skuffende - meget meget skuffende.

Men de har ikke glemt os, og de ved vi gerne vil have et SN barn. Til det svarede jeg, at vi jo godt ved, at de ting vi har drøftet ikke ligger inden for de SN børn der formidles via single release, så derfor vidste vi godt, at vores chancer for match gennem DA er så lille, at det var derfor vi kunne se en fordel i at skifte bureau.

Det er sgu en hård skuffelse at sluge - også anden gang ;o) Vi forsøger jo hele tiden at se mulighederne - og de har det med at forsvinde så hurtigt som vi overhovedet får øje på dem.

Så nu må vi hellere forberede os på, at det bliver den ordinære liste vi skal være forældre fra. Det kan ikke hjælpe noget at vi går og håber på noget, som ikke er realistisk En tidshorisont der nok hedder ultimo 2010 - hvis ellers de holder tempoet. CCAA har forudsagt speed-up - men jeg tror slet ikke på det bliver realistisk. Jeg tror vi skal være meget glade, hvis de holder det tempo de har haft i 2008.

Hvis vi sætter lidt matematik på det tempo, hed det gennemsnitlige månedlige match i 2008 5,6 dage. Der er ca. 130 dage mellem vores LID og det nuværende cut-off - hvilket betyder, at det vil tage 23 måneder til vi bliver matchet (130 dage divideret med 5,6).

onsdag den 11. februar 2009

Fra chok til positiv overraskelse

Man må sige, der bliver kørt på de store følelser i disse dage.

Idag går jeg min vanlige runde på RumorQueen. Og hvad ser jeg? Et indlæg om at CCAA har åbnet for at flytte bureau. Det er jo intet mindre end fantastiske nyheder for os. Det er lige hvad vi mangler i denne her fuldstændig fastlåste situation vi er havnet i med DA. Det er nærmest lige så gode nyheder, som selve NYHEDEN.

I skrivende stund ved vi intet om tidsrammen, hvornår det kan lade sig gøre etc. DA tager ikke telefonen ;o) De har "vis nummer" og  kender vores nummer - hahahaha....

Men uanset hvad er det den åbning vi har savnet længe (for vi overvejede allerede muligheden for et halvt år siden).

Så heldigvis varede håbløsheden ikke så længe - nu er der håb igen. Jeg blev faktisk lidt rundt på gulvet - tør da slet ikke tænke på hvordan jeg kommer til at reagere, når NYHEDEN en dag når os. Så går jeg da helt i selvsving.....

Så nu skal der ringes til bureauer - både AC og DA skal have et kald, og det her skal sættes i sving så hurtigt som muligt. Ikke noget med at frygte for, at det ikke kan lade sig gøre alligevel - sådan tænker vi ikke ;o)

tirsdag den 10. februar 2009

Efter chokket

Der er vist ingen der er i tvivl om at landemødet hos DA i torsdags efterlod os i nær ved en chok tilstand. Det gode ved den slags bratte opvågninger er, at de nogen gange sætter gang i kræfter og ressourcer man havde glemt var til stede. Nøøj hvor har vi sjældent været så sikre i vores egen sag, så klar til at råbe og så motiveret for at komme videre.

Vi har nu skrevet et klart og tydeligt brev til bestyrelsen hos DA. Et brev hvor vi spørger til årsagen til beslutningen, samtidig med, at vi argumenterer mod de argumenter DA præsenterede på landemødet. Vi lader også brevet gå videre til Adoption og Samfund, så de kan se hvad vi har gang i. Vi ved, at de også har forsøgt at få DA i dialog om deres hensigter med on-line formidlingen fra Kina.

Og så vil jeg også gerne sige tak til alle jer, der har vist jeres sympati og støtte. Der er kommet så mange hilsener og god opbakning mange steder fra - på facebook, sms, adoptionszone og mail. Hold da op hvor det har varmet, og inspirereret. Det er virkelig fantastisk at kunne blive båret oppe af så meget sympati - hvis bare al den gode vilje vi kan mærke kunne udøve mirakler - så var vi snart forældre.

fredag den 6. februar 2009

Informationsmøde hos DA

I går aftes drog jeg afsted til Odense, hvor DA afholdt deres årlige landemøde om Kina formidlingen. Det var lidt med blandede følelser, for jeg synes jo ikke jeg kunne se noget nyt under solen, så hvad skulle jeg lige få ud af det. Michael skulle til guitar. Dog havde de et punkt om on-line formidlingen på dagsordenen, og det ville jeg jo gerne høre deres ord til.

Og det skal jeg love for jeg fik at høre. Det er nok det største spark i maven vi endnu har fået i processen - det største chok overhovedet. DA har nemlig IKKE tænkt sig at gøre brug af det vi kalder on-line formidlingen.......... Og der sad jeg og kunne hverken sig buh eller bæh af bare forbavselse. De har gjort det op med dem selv, at formidlingen er uetisk og at de ikke vil konkurrere med andre bureauer om børnene. Slut færdig! De formidler stadig SN børn fra Kina, men det er kun via det man kalder single releases - papirer der udelukkende er frigivet til DA - det andet kalde multiple releases. De papirer de får via single releases er slet ikke eller meget meget sjældent på den type børn vi ser os selv blive forældre til. F.eks. er det oftest børn over 3 år - og vi er meget enige - vi skal ikke over den aldersgrænse. Så fra at være meget positivt indstillet over mulighederne her i 2009 - ja så er vi nu slået tilbage til start.

Det ser meget meget sort ud.

Så hvad gør vi nu? I sådan en situation burde vi jo kunne skifte bureau. Problemet er, at det vil CCAA sandsynligvis ikke lade os gøre. Den mulighed ser det ud som om de har lukket for - da de en overgang fik alt for mange henvendelse fra USA om at skifte bureau. Det er bare den eneste mulighed vi har - så vi vil forsøge at få DA til at forstå, at det vil vi gerne have undersøgt muligheden for.

Måske bør vi også have fat i bestyrelsen for DA - og høre den vej, om det virkelig kan passe, at de fuldstændig udelukker de mulighed der ligger i multiple releases.

Chokket var så stort for mig, at jeg måtte blive hjemme fra arbejde idag. Har simpelt hen ikke sovet i nat - vendt og drejet mig, og følt det hele faldt ned om ørene på mig. Vi føler os ført bag lyset - da vi jo har spurgt og spurgt - og godt nok fået mange vævende svar, så vi havde på fornemmelsen, at det her var det reelle billede. De har bare ikke meldt det ud før nu - tak siger vi så, for 5 måneders spildt arbejde og ventetid, der kunne være brugt på at finde alternativer.

På den ordinære formidling mener DA at det lysner nu. Ja, jeg kan vist ikke give et retvisende billede af deres udlægning af situationen, for i lyset af ovenstående er jeg så harm, at jeg ikke tror på noget som helst, der kommer fra deres mund. Jeg har fuldstændig mistet den sidste bid af tilllid jeg havde tilbage. Hold kæft hvor er de uduelige, og burde sættes fra bestillingen med det samme.

Og så må jeg ud med noget. Jeg plejer at sige, at livet er for kort til fortrydelser. Jeg fortryder og jeg fortryder bitterligt, at jeg ikke fulgte den fornemmelse jeg havde da vi lige havde valgt DA. Jeg kan huske, at jeg overvejede om det ikke var forkert - der var nogle ting omkring deres klargøring af papirer der trak ud, og her er AC mere effektiv. Så jeg undersøgte om vi kunne nå at skifte og det kunne vi godt - men blev alligevel enige om at det var pjattet, for det var alligevel ikke 1 måned der ville gøre udslaget i sidste ende! HAHAHA har jeg lyst til at grine højt og skingert - jo en måned er en kæmpe forskel idag - men aller størst er forskellen mellem deres holdninger, og lige nu ville jeg give min højre arm for at kunne være tilknyttet AC. Hvis vi havde flyttet papirerne dengang, ja så var vi helt sikkert forældre idag. Det ved vi, for AC har formidlet indtil flere af de børn fra SN, som vi også gerne vil i betragtning

til..........