Vi leger med former

Apropos mit tidligere indlæg om spirende selvtillid.

Her i weekenden fik mor en ide. Aksel er egentlig forholdsvis god til at genkende former, når vi leger med klodser eller små kort med firkanter, cirkler og trekanter. Det er ikke altid han lige kan komme i tanke om dem, men med lidt medierende hjælp, på Feuersteinsk, så kommer det.

Så var jeg pludselig fik lyst til at få ham til at opdage formerne omkring os. Vupti, der gik sport i at se hvor vi kunne finde cirkler, firkanter og trekanter - det sidste er faktisk ikke så nemt endda ;o) Det fede er, at vi kan gøre det løbende og jeg kan spørge ham helt spontant, bruge et par minutter og så videre. Det er lige måden at gøre det på, uden han kører sur i det.

Det bedste var, da han igår siger "Se mor, en cirtel (cirkel)" og peger på fjernsynet, hvor Bamse leger med en lommelygte. Ja, det var jo en cirkel. Eller da han her til morgen kigger på sin bolle og siger, "se mor, et skib". Han har bidt af den, ikke bevidst, men opdager, at den, efter et par bid, ligner et skib. Se det er simpelt hen fantastisk at han bare med et par dages fokus selv begynder at se formerne i omgivelserne.

Uhhh, jeg bliver så glad.

Næste skridt er farverne - dem har vi godt nok brudt vores hjerner med at få ham til at genkende. Det er bare en svær størrelse, og nu bliver kunsten at holde sig til former i noget tid, så jeg ikke forvirrer ham og han kører sur i det. Ro på, mor - ro på ;o)

Der er noget der spirer, trods årstiden.

Jeg tør næsten ikke, men gør det så alligevel - skrive om nogle af de rigtig gode ting vi ser hos Aksel for tiden.

Aksels selvtillid er simpelt hen i den grad i positiv udvikling. Han er altid gået til opgaver med et "tal itte" (læs: kan ikke) og vi har tit brugt meget krudt på at tale ham igennem med positiv støtte og opmuntring. Det har sikkert givet sit, men jeg er ret sikker på den helt store forskel er dagligdagen i børnehaven. Nu er han i et miljø, hvor han får plads til at prøve, hvor der er tid til at han tager mod til at sig. Han er begyndt at kopiere andre børn og i det rolige miljø han er i nu, der kan han nå at opdage  hvad han kan kopiere og forsøge på egen hånd. Han har jo i den grad brugt det meste af sit krudt på at observere - men nu begynder han at prøve selv. Det samme ser vi herhjemme, hvor det er lege fra fjernsynet han kopierer og lege fra børnehaven bliver også gentaget herhjemme. Det er tydeligt, at han får mod på mere og mere.

I lørdags var vi i Givskud (igen igen) og da vi planlagde dagen om morgenen sagde Aksel meget selvsikkert "se dino". Ja ja, var svaret fra os - og vi grinede nok lidt overbærende. Han plejer at være skrækslagen, så vi var sikre på kækheden var forsvundet, når først vi stod der. Givskud har en dinosaurus-park, med store figurer i 1:1 af fortidens dinoer. Aksel har været igennem 1 gang og var skrækslagen - så den del springer vi normalt over. Men men - i lørdags lagde Aksel selv planen om at gå derind og sørme så - han gjorde det. Gik med HELE vejen rundt, også selvom han indimellem var tydeligt nervøs, men selv undervejs overvandt han sig selv. Et andet barn gik hen og rørte en af figurerne, det så Aksel og så ville han også. Genialt. Han var totalt basket efterfølgende - fuldstændig mør og det var lige ved at blive svært, da vi lige ville have en is, skulle stå lidt i kø og der var mange mennesker osv - men det gik. Tror først det var herhjemme det gik helt op for os hvor stort et skridt det egentlig var. Han overskred i den grad en kæmpe stor grænse uden at falde fra hinanden. Fantastisk.  Billeder blev der ikke taget ;o) Det var det alligevel for intenst til.

Og det går jo også igen i det små herhjemme. Vi kan spille spil og han synes det er sjovt og vil gerne. I stedet for tidligere, hvor det godt kunne kræve en del overtalelse og positiv opmuntring. Det er som om han selv mærker han kan mere, gerne vil vise det og samtidig også nyder rosen og opmuntringen - fremfor tidligere, hvor han, hvis vi kom til at rose noget for tidligt, kunne få præstationsangst og så ville han ikke mere. Fine fine balancer vi er oppe imod, men det er så meget nemmere at agere i det, når der pludselig er noget vilje og lyst fra ham. Hold da op hvor er det bare en afgørende faktor.

Det giver så mig et kæmpe håb om at vi snart er tættere på at kunne bruge Feuersteins instrumenter. Det kræver lige lidt mere af ham, men den forandring vi ser lige nu er så meget det vi har brug for, for at kunne komme igang.

For det er også tydeligt at hans reflektionsniveauer begynder at ændre sig, han leger mere, bruger sin fantasi, finder på og forsøger at snøre mor og far ;o) Det tager vi gerne med i købet. Et barn med spirende selvtillid er trods alt en kæmpe stor gave.