Små skridt... små skridt

Efter kurset i sidste uge, kan jeg mærke, at jeg har fået et rigtig godt stykke værktøj til at sætte ord på og gennemskue Aksels kognitive udfordringer.

Har har klart mange af det man vil kalde spirende kognitive processer igang. Det er klart, at det helt basale, det at vide hvad tingene er og hedder stadig er svært, når sproget driller. Men selv det kan vi se masser af gode tegn på er i fuld gang. Han er også begyndt at beskrive ting for os - spontant. Igen super dejligt, for jo mere vi sætter igang af den slags for ham, jo sværere er det tit for ham at finde ordene - jo mere det kommer spontant, jo bedre læring. Og så er næste skridt at kunne sammenligne. Det gør han også - ikke i detaljen, men han kan sagtens vise forskellen på en firkant og trekant, han er sågar, bare efter et par dage, blevet god til at se om bestikket kommer i de rigtige rum i skuffen, når der tømmes opvasker. For at kunne se det, er det nødvendigt at kunne sammenligne med det "rigtige". Han kan arbejde efter en model, men slet ikke beholde modellen i hovedet, hvis man fjerner den. At dække bord er i princippet af have en model i hovedet, som man følger, og det kan han, til en vis grænse. Men bare det at tænke det på den måde, at der er tegn på at han går efter en model og følger den, men præcision og detalje mangler, ja så er der jo klare tegn på det nok skal komme. At arbejde efter modeller gør vi jo allesammen hele tiden og jo flere gange vi kan udfordre hans evne til det, jo bedre vil han med tiden kunne lære det i andre situationer. 

Vi har kæmpet rigtig meget med farver. Vi har bare ikke kunne gennemskue hvad det er der forhindrer ham i at genkende farver. Nu ved vi det - håndtering af mere end 1 information. Han kan sortere farver, hvis vi piller alle andre faktorer ud. Kendte klodser, eller figurer med farver, eller hvad det kan være, det er for svært - der er for meget andet at forholde sig til. Jeg fik forleden fat i en pose HAMA perler - de store, i klare farver. Han laver ikke perleplader af dem, endnu, men han ved hvad det er. Når vi holder en perle op og beder ham finde en eller flere magen til, så kommer de prompte op af skålen. Vi har såmænd overvejet om han var sort-hvid farveblind, ja selv børnehaven har også undret sig, men nu kan vi se sammenhængen. Der skal ikke være andet end selve farven at forholde sig til, og indtil videre skal vi heller ikke få ham til at forholde sig til navnene på farver, nu ser vi bare på farver og så kommer det næste på stille og roligt. Overfører han det lige så let, som han lige nu gør med andre ting, så kommer det snart. Vi kiggede på en brandbil i en billedbog den anden dag, her til morgen peger han ud af vinduet, da han nede af vejen kan se noget der blinker og siger brandbil, babu. Han overfører fra en situation til en anden - endnu en spirende kognitiv funktion og en af de spontane beskrivelser af noget han ser.

Det at lære ham bevidsthed om at han tænker er ganske interessant. Hver gang vi har lavet noget, hvor vi kan se han er blevet udfordret og har vist kognitive evner, så forklarer vi ham det. Det lyder absurd at sætte den slags ord på for et barn, men jeg kan jo se han responderer på det. Han lever helt sikkert i en verden, hvor det han går og tænker ikke har værdi for ham, for alle andre taler jo hen over hovedet på ham eller glemmer at spørge eller værst,  vi forstår ikke hvad han siger. Kæft hvor han bliver han glad, når jeg roser ham for at bruge hovedet. Faktisk er det nok i virkeligheden det allervigtigste vi er igang med - at tage ham alvorligt og vise ham hans tanker har værdi. Det har vi bare ikke været gode til og det skal være slut.

Der tænkes...

nærmest så det knager. At arbejde med Feuerstein er at lære at tænke, og det troede man da ellers man havde lært, men jeg skal da lige love for der kan læres mere ;o)

Basic 1 er nu slut og jeg har lært så meget, at jeg nærmest ikke helt ved hvordan jeg skal forklare det. Metoden er genial og det virker, men det er hamrende krævende. Ikke at det er skidt, for selvfølgelig skal der arbejdes, når vi taler udvikling af hjernen, især når udfordringerne skal udfordres.

Lige nu er vores opgave at få de små ting i hverdagen til at blive til læring. Jeg kan især mærke, at det har været fantastisk givende at få fokus på potentiale, fremfor begrænsning.  Feuerstein arbejder hele tiden og fuldstændig systematisk efter at afdække potentialet, men ikke uden syn for udfordringerne, dem skal der så arbejdes på, mens potentialet dyrkes. I princippet ikke banebrydende tænkning (det var det, da Feuerstein så lyset), men uanset hvad, så skal man have et værktøj at analysere potentiale og begrænsningerne op imod, og det er her de kognitive funktioner er beskrevet til mindste detalje i Feuerstein, og så bliver det pludselig genkendeligt i selv ganske små "ubetydelige" situationer.

Så der analyseres til den store guldmedalje ;o) Aksel skal udfordres sprogligt, så han bruger sproget mere, men helst uden det bliver alt for eksamsensagtigt, så blokerer han bare. Når vi leger med små opgaver, så skal vi også udfordre ham mere sprogligt og så hellere gøre det meget kort, men forsøge at putte opgaverne ind oftere. Det er helt helt simple små ting han skal lære at håndtere, såsom at kunne sætte ord på ting i omgivelserne. De fleste ord er på plads, men han bruger dem slet ikke nok til at de virkelig flyder for ham, så istedet for at være tilfreds med at vi ved han kan dem, så skal vi bruge meget mere krudt på at ham til at bruge dem i en kontekst og forhåbentlig også gøre ham nysgerrig på nye ord.

Og nogle af de lege vi har gang i er faktisk for svære - selvom vi synes det virker simpelt. Han kæmper med puslespil - kan egentlig godt se 4 brikker for sig, men så spiller finmotorikken ham et puds og det bliver svært. De der spil, hvor formen er skåret ud og hvor brikken skal på plads er han ved at have styr på, så istedet er det mere et spørgsmål om at lære ham at se motiver og efterligne dem, for eksempel med klodser, hvor vi laver en simpel model, han skal efterligne. At kunne efterligne en model er en nyttig lille kognitiv funktion, som han godt kan, men som skal styrkes og i princippet bevidstgøres, så han selv forstår hvad det er han laver. Endnu en del af Feuerstein - hele tiden bevidstgøre gennem læring, gøre reflektion over læring til en bevidst tankegang, også hos barnet (MLE - medieret learning experience).

I virkeligheden er vi nødt til at være Aksels "lyst til læring" - ikke at den ikke er der, den er bare ikke godt hjulpet af at være sprogligt udfordret, men vi skal ikke skåne ham af den grund. Det tror jeg helt klart vi har gjort, ubevidst, så af med det lag vat.

I Feuerstein ligger et helt program af øvelser - de såkaldte instrumenter. Dem er Aksel ikke klar til at blive medieret igennem, som det så fint hedder, men nu ved jeg (snart vi) hvad det er der skal til for at arbejde med dem og på den måde bliver det langt nemmere at genkende hvor, i det vi leger og laver i det daglige, at vi rent faktisk kan styrke ham kognitivt.

Og det gode er, at metoden er universel - uanset hvor god barnet er til at tænke og lære, så er der altid måder at udfordre på. Instrumenterne øger bare abstraktionsniveauet og afhængig af mediatorens evne til at flytte reflektionerne, ja så er det bare ud over stepperne. Det har været vældig interessant at se hvordan simple opgaver giver en større mening, når man bliver bevidst om hvad der kognitivt ligger bag instrumenternes opbygning og hvordan man gennem bevidst mediering kan gøre selv forholdsvis simple øvelser til ret krævende kognitive udfordringer.

Så

går det løs på FIE 1 - Feuerstein Instrumental Enrichment. Nøøøøj hvor jeg glæder mig. Er helt sikker på jeg kommer til at boble over herinde. Første dag har været intens på den helt rigtige måde.

Men en ting er inspirationen og metoden, som jeg er sikker på vi kan få rigtig meget ud af. Noget andet er, at vi oplever Aksel blomstrer i øjeblikket. Det er to vildt gode forudsætninger for at holde fast i den positive udvikling.

Sprogligt sker der bare rigtig meget. Han snakker, fortæller, iagttager, gentager og har i det hele taget godt gang i at bruge sproget lige nu. Udtale er stadig rigtig svært, men flere og flere ting bliver tydelige, vi forstår mere af hvad han siger og det smitter jo af på både humør og overskud til andre ting.

Han leger mere og finder på undervejs. Fantasien fylder mere og han prøver lege af, slet ikke på et alderssvarende niveau, men bare det at se der er spirende lyst til at finde på er så fantastisk.

Hans stressniveau er forbedret på utrolig mange planer. Vi passer stadig på vores kalender, men i forhold til sidste år på denne tid, så er det nogle helt andre ting vi arbejder med. Overgange og skift er ikke længere svære. At sige farvel til gæster er helt okay, at tage hjem fra besøg går fint, det eneste, der stadig kan være svært, er farvel til mor. Ikke om morgenen, ikke i børnehaven - de situationer er han vant til, men hvis jeg skal noget efter spisetid, så er det svært.

Og så er han også blev fræk - prøver os af, mest på den søde måde, hvor det indimellem er svært at holde masken. Det skal man jo heller ikke, for det er bare så livsbekræftende, når han stikker af med bleen, fordi det er sjovere at løbe rundt med den, end få den på. Eller når han pludselig tager jakken af i Netto, smider den på gulvet og kommer storgrinende hen til os, fordi han bare selv synes han er mega fræk ;o) Så beder man ham hente jakken, han går i retning af den og går så forbi den, mens han grinende venter på vi siger stop og beder ham komme tilbage. Altsammen dejlig livsbekræftende - især når man tænker på, at det at komme i Netto har været ret voldsomt en overgang og noget der nemt kunne udløse en stress-reaktion. Nu er det bare hyggeligt. Det er så mindre fedt, at han også kan finde på at tage tingene op af indkøbsvognen, og så lægge dem fra sig på en tilfældig hylde. Samme leg som pølserne i sofaen "demmeleg", så kan en handletur godt komme til at tage lidt tid..

Og nu får jeg det så til at lyde som om alting foregår i et let og smilende humør. Well, der er også dage, hvor ingen har overskud til at løbe rundt i huset efter en knægt, der ikke gider tage tøj på eller hvor "demmeleg" i Netto bliver for meget, når man nu bare gerne vil hjem. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg har fundet mig selv lettere lalleglad over hans numre. Når det nu ikke er kreativ og abstrakt tænkning der falder ham først for, så er det bare så skønt at se det spire hos ham. Glæder mig til vi med Feuersteins læringsmetoder kan få endnu mere gang i de sider af hans udvikling.

Demmeleg

Lige en lille sød historie ovenpå gårsdagens råberi:

Kommer ned i stuen til Aksel, der spændt sidder i sofaen og siger "mor, demmeleg". Well, tænker moderen, barnet sidder lige der, så det er ikke ham jeg skal finde... Aksel kigger spændt ned bag puden i sofaen, jeg kigger rundt i stuen, kan umiddelbart ikke se noget, der mangler, min telefon er hvor jeg efterlod den, ellers et godt bud på et bytte, Aksel ville synes var sjovt at gemme (wonder why...). Kan se på Aksel, at nu må jeg hellere "finde" det han har gemt bag puden, han er ved at gå til af spænding over sin egen genialitet - og hvad finder jeg? Pølser... Hmmm... ikke lige det man gider have liggende gemt bag puder i sofaen. Aksel fanger hurtigt, at jeg ikke synes det er en god ide at lege gemme med pølserne, samtidig kan jeg heller ikke skjule, at jeg synes det er lidt sjovt. Han napper dem hurtigt og springer over i den anden sofa og forsøger sig igen "demmeleg" siger han spændt og stopper dem ned bag puden. Måske mor synes det er en god ide, hvis vi lige prøver igen, hun har tydeligvis ikke gennemskuet genialiteten i legen - lille møghvalp <3

I virkeligheden er det jo helt fantastisk, at han er begyndt at lave "narrestreger" på den måde. Så nu er jeg spændt på hvor mange pølser jeg skal til at lede efter de næste dage. Det fine er, at han er ret tydelig når han gemmer noget, så jeg finder dem nok ;o)

&%€%€#"ϟ ☠ ☠ =&&€#

JEG ER DEN DER HAR DET ALLERVÆRST - FORSTÅET???? Dette skal råbes ud i rummet, ud i verden og alle galakser med nogenlunde dette kropsprog

Mærkede i et kort og rart moment hvor godt det var at forlade 2014 - her i 2015 er nissen så alligevel fulgt med. 

Jeg er i virkeligheden indædt vred på verden. Indædt vred over, at vi ikke får flere børn, indædt vred over, at Aksel skal kæmpe med så mange udfordringer, indædt vred over, at JEG ikke bliver mor igen, indædt vred over, at jeg ikke også får lov at være mor til et barn med nogle mere almindelige udfordringer, indædt vred over mine støvler stadig ikke er kommet med posten, og forresten virkelig ovenud mega vred over ferien er slut.... - skriv selv videre på listen.... Tager gerne imod urimeligheder, så jeg bliver ved med at have det værre end alle andre.

Og jo forresten endnu en ting, jeg bliver også vred på alt og alle over at de har det jeg ikke har. For lige nu har alle nemlig alt det jeg ikke får. Jeg har kun nogle kortvarige glimt af at verden vist ikke er helt så urimelig og når jeg så alligevel får øje på andres udfordringer, så er mine alligevel værre. CAPICE?

Så siger vi det....

PS Og så er jeg sulten, arghh jamen elendighederne vil ingen ende tage.

Så slap...

Aksel fjernsynet! Dagen før ferien er slut....

Det er sikkert fordi han igen kan overskue hvornår han skal i børnehave og dermed igen kan se hverdagens struktur og genkendelighed foran sig.

Vi har ihvertfald oplevet et "tilbagefald" til fjernsynet her i ferien og det skyldes helt sikkert det ustrukturerede i at have ferie. Uanset hvor dejligt det er at være meget sammen med mor og far,  så er det bare ikke hverdag. Når det så er sagt, så har vi også leget meget, det har bare indimellem været tydeligt, at fjernsynet trak mere. Lege, der ellers tit kan fungere og optage ham, har været svære, og det man ellers kunne sætte igang og få noget sjov ud af, er gået op i hat og briller.

Igår havde vi en rigtig dejlig oplevelse. Efter aftensmaden, når vi alligevel sidder ved bordet, spiller vi, lægger puslespil eller lignende. En overgang havde vi meget sjov ud af et lille spil, hvor man skal efterligne nogle øvelser, der styrker tungen og mimikken. Mange af dem har været rigtig svære for Aksel, men vi har haft sjov med det alligevel. I går fandt vi spillet frem igen, efter det har været ude af fokus i nogle uger, og jeg skal da lige love for vi kunne se fremgang. Masser af øvelserne kunne han pludselig lave uden besvær! Wauuu, det er lige præcis den slags oplevelser der giver blod på tanden. Pauser, hvor tingene kan få lov at bundfælde sig er gode og igår kunne vi se det havde rykket sig gevaldigt på ingen tid.

Især dejligt fordi de ting vi på det sidste har haft sjov med efter aftensmaden, ikke rigtig er sjove lige nu. Det er tiden de får en pause, så kan det være vi kan få samme juhu-oplevelse, når vi finder dem frem igen om nogle uger.