mandag den 22. februar 2016

Det er nærmest ubeskriveligt

Sådan har vi det virkelig for tiden. Aksels udvikling er så positiv, at vi nærmest ikke kan følge med.  Det er dagligt vi bemærker små nye ting i hans adfærd, hans sprog, hans måde at beskrive omgivelserne, egne følelser, ting han husker osv.

Det mest fantastiske er, at vi også kan mærke hvordan vi selv er blevet meget bedre til bare at være i det og nyde det. Med et barn som Aksel er det bare om at trække så meget overskud ud af disse perioder som overhovedet muligt.

I børnehaven er det samme oplevelse - de ser også et barn der udfolder mere og mere af sig selv. Bliver mere bevidst, tager initiativ, ved hvad han vil og ikke vil og som kan klare mere og mere.

I sidste weekend så vi pludselig Aksel lege med andre børn - normale børn - og når jeg nævner det, er det fordi han jo i hverdagen leger meget i børnehaven med børnene på hans stue, som han kender godt, men som også har brug for meget voksenhjælp. Der fungerer det, fordi de har støtten og kender hinanden. Så vi ved jo godt, at det ikke nødvendigvis bare overføres til andre situationer, men pludselig i forbindelse med familiebesøg lykkes det ham at deltage i en leg på fuldstændig lige fod med 3 andre jævnaldrende drenge. Det har typisk været aller sværest med jævnaldrende - og derfor var det virkelig et særdeles stort gennembrud. Selv familien, der jo også har set hvor svært det kan være for Aksel, stod måbende og observerede hvordan der blev leget. Samme historie fik vi så fra børnehaven, hvor Aksel havde leget med børn fra den almene bh på legepladsen og fint havde fundet ind i legen.

Vi kan lege og spille spil med ham - og han gider være med. Tidligere kunne det at motivere ham til at lege eller spille være det mest krævende, men nu begynder han at nyde samværet, udfordringerne og tager selv initiativ til det. Stort stort skridt.

Han begynder også at se nogle sammenhænge, som virkelig viser hvordan hans hjerne udvikler sig. På vej på familiebesøg misser vi afkørslen på motorvejen - vi kører videre, kører af og vender, hvortil Aksel bemærker fra bagsædet: "hvortefor hjem igen?". Se det er jo ret godt observeret, at vi vender og kører tilbage.

Her i weekenden har vi haft besøg og han har stornydt det. Tror faktisk det er første gang vi har oplevet han bare har kunne hvile i det uden at blive overgearet.

Det er simpelt hen fantastisk at mærke hvordan han bare falder mere og mere til i sig selv og ikke mindst, at det også kommer til udtryk i andre sammenhænge end hjemmets trygge rammer. Hvor har vi dog tit ønsket andre kunne få lov at opleve ham, når han bare har ro. Det begynder at komme og hvor er det dog bare fantastisk.

1 kommentar:

Deirdre-Ann sagde ...

Kære Vivian - jeg NYDER at læse om Aksel! Han alene giver håb til så mange ting, hvis Aksel kan, så kan alle andre også alting :)

Skønt med foråret foran os, ombygning og en dreng der blomstre - jeg bliver simpelthen SÅ glad når jeg læser din blog, altid!