Der er et bestemt sted, hvor jeg er blevet hudløs og et tudefjæs, efter jeg er blevet mor . Af alle steder havde jeg nok ikke ventet, at jeg skulle sidde og hyle i trafikken. Christ altså... Men ikke desto mindre har jeg indtil flere gange siddet og hylet bag rattet. Senest igår. På vej ind af en indfaldsvej til Århus sætter bilen foran mig farten ned, for at svinge. Bilisten kommer til at holde helt stille, idet en cyklist skal forbi, inden der kan svinges.  Jeg holder jo så også helt stille og ser pludselig en bil i bakspejlet. Får hurtigt på fornemmelsen, at han ikke har set, at vi holder helt stille foran ham. Der bremses..... og det ender med en afvigemanøvre. Han får standset i tide og intet sker. Vi kan køre videre, da bilisten foran mig er af vejen - men kors hvor blev jeg forskrækket. Bare tanken og forskrækkelsen var nok og jeg sad og hylede, fordi det flyver igennem mig, at tænk nu hvis.... Tænk hvis der var sket Aksel noget. Jeg ville være blevet sindsyg af raseri og sindsyg af sorg og og og og... Det er så intenst at mærke den der helt rene og meget rå smerte og frygt for at miste. Og så skal det altså lige siges, at havde situationen udviklet sig, så ville det have været en typisk materiel skade - intet andet, men min frygt blev aktiveret lige med det samme. Jeg er åbenbart helt forsvarsløs bag et rat.
Og ifølge manden er det ikke kun bag mit eget rat, at jeg er blevet en smule mere sensitiv. Jeg er åbenbart også en pain-in-the-ass at have siddende ved siden af, når han er chauffør. En adfærd han har advaret mig om ikke bør blive en vane.... Godt vi skal flyve på ferie!!!
