mandag den 6. juli 2009

Bunken er færdig

Vores papirjagt er ved vejs ende. Vi har nu 1 stk. regnskov på vej til AC med posten. Hvornår den så kommer til Nigeria er jeg lidt usikker på i skrivende stund. Vi ved at psykolograpporten skal oversættes - men ellers har vi selv sørget for at formulere os på engelsk, hvor det har været nødvendigt. Om noget skal legaliseres hos danske myndigheder er jeg i tvivl om - så forhåbentlig handler det blot om oversættelse og så afsted.

Der har været lidt stille på listen på det sidste. Jeg tror nu ikke det er usædvanligt - der har før været stille perioder, og så kommer det pludselig igen. Måske er det fordi, der har været flere danske familier, der har afventet henterejsen. Ifølge de udrejste familier er der ikke tomt på børnehjemmene, men det er svært at vide, om det så er børn, der er frigivet til adoption. Uha der er så mange faktorer, der spiller ind inden et barn kan få en familie via adoption. Et enkelt af børnehjemmene har også stoppet for adoptioner. Ingen ved hvorfor, og de danske familier der henter børn lige nu har, på forespørgsel fra den organisation, der tager sig af adoptioner, været på besøg på børnehjemmet for at "markedsføre" danske familier som adoptionsfamilier. Vist ikke med stort held - børnehjemmet virker ret afvisende overfor at genoptage samarbejdet. Gad nok vide hvad der er sket.

Men uanset hvad, så må vi jo sige, at vi ihvertfald ikke kommer i betragtning før de kender vores eksistens, og den kender de først, når papirbunken rammer det rigtige skrivebord i Nigeria. Derefter skal vi så afvente vores rejse mod førstepladsen på ventelisten. Indtil videre er vi fortrøstningsfulde og regner med en stille og rolig rejse deropad i resten af 2009.

Ingen kommentarer: