Sådan lidt af hvert

Der har været mange tanker om det at blive mor og mange indlæg er blevet formuleret, men de kommer aldrig længere end til tankestadiet. Det er altså en længere proces end jeg overhovedet havde forestillet mig. Inde i mit hovede var det noget jeg blev med et billede i hånden. Det blev jeg også, men det var bare starten og meget ventede forude. Og rejsen derefter kan godt overvælde og forbavse mig. Især kan jeg ofte undre mig over hvor al den kærlighed lige kommer fra, og der kommer hele tiden mere af den. Sig mig hvordan skal jeg rumme al den kærlighed, når der hele tiden kommer mere til og man hele tiden føler, at nu kan jeg da ikke elske den lille slyngel højere - vupti og jo da, det ku´jeg så godt. Den anden nat kl 3 sad jeg her i stuen og konstaterede, at det godt kunne være han lige havde stjålet et par timer af min nattesøvn, men så skidt da... Nu sov han trygt og godt på maven af mig og så er han jo bare det skønneste barn på jorden. Kl 7.00 var det til gengæld ikke helt sådan jeg tænkte. Heldigt at han skal sove igen, for så er det atter tid til tilgivelse ;o

I det hele taget har jeg nok selv gjort det at være mor til noget nærmest helligt - lidt hjulpet på vej af samfundets ide om at moderskabet.  Det er svært ikke at lyde mærkelig hvis jeg siger, at det altså ikke har været så livsændrende at jeg nogensinde vil tale om et før og efter. I bund og grund føler jeg mig ret meget som den jeg var før, meeeeeen den store ændring er de følelser jeg pludselig er i besiddelse af for endnu et menneske i mit liv og de er enorme.

Det er også helt fantastisk at dele de følelser med en anden. At vide, at jeg har en ved min side, der føler lige så meget og lige så dybt og også synes det er heeeelt fantastisk, når Aksel smider sin mad på gulvet.

Jeg vil ikke sidde her og pille alt det fantastiske ud af at være blevet mor. Jeg har respekt for, at det for nogen er livsændring, der gør, at de føler sig som et nyt menneske. Jeg er formodentlig bare en gammel sur kælling, der i en alt for lang ventetid har gjort det lidt utilnærmeligt - det der mor-noget, og nu hvor jeg er der så tænker jeg - hvor helvede er lige den der guddommelighed henne? Og så skal jeg heller ikke udelukke, at det også kommer af, at jeg ikke har skulle opleve min krop forvandle mig til mor. Det har jeg også stor respekt for kan være noget særligt for nogen.

Men forvandlingen er her og jeg er MOR. Forstået på den måde, at nu kan jeg kæde følelserne på det at være mor. Jeg kan mærke at jeg bliver varm og glad ved tanken om at være Aksels mor. Jeg kan mærke at jeg ikke længere lægger afstand til ordet, som om det ikke helt er hele mig, men en eller anden side af mig, der er mor. Det er MIG med hud og hår og hele kroppen, der er Aksels mor. Jeg har nu heller ikke været i tvivl om, at det var der jeg ville ende, men har som sagt været noget overrasket over hvordan det at nå hertil også er en proces i sig selv.