For 3 år siden...

Fatter det ikke, men i dag er det 3 år siden, jeg tog telefonen på arbejdet og hørte de ord, der for de fleste ventende adoptanter sender pulsen i vejret med meget høj fart " Hej, det er Jane fra AC…. kan du tale uforstyrret?" - Alene det at skrive det her får tårerne frem i øjnene. Man glemmer ganske enkelt aldrig de minutter i ens liv - så forløsende, så stort og helt fantastisk at stå der og høre om sit barn for første gang. Jeg gentog alt i et sindsygt højt tonefald og var bagefter helt flov ved tanken om hvor mange der havde overhørt mig - og glemte det jo alligevel hurtigt, for hvor aldeles ligegyldigt var det lige? Jeg var blevet MOR. Så skulle jeg ellers igang med at få fat i - ja faderen var jo et godt bud. Men tog han telefonen? NIX Desperat efter at dele budskabet med nogen ringede jeg til min mor og far. Fik så endelig fat i Michael, der var på vej til Tyskland. Selvfølgelig kom opkaldet på en af de dage, hvor man ikke kan sidde sammen og nyde synet af sit barns ansigt for første gang.  Typisk ;o) Og igen aldeles ligegyldigt i det store perspektiv, for det var vigtigere at få vished. Istedet måtte jeg selv åbne mailen og mærke lettelsen i hele kroppen da jeg hurtigt kunne se, at vores søn var smuk som bare f… Ja, man har jo de mærkeligste tanker, tænker også det er sådan at føde sit barn, tænkte ihvertfald at hvad gjorde jeg, hvis jeg synes han var grim? hahahahaha - reddet og lettet kunne jeg bare konstatere, at det behøvede jeg ikke tænke mere over, for han var (og er) gudesmuk, min lille lækkerprins.

Og her en lille snas video, hvor guldklumpen øver sig i bilkørsel.