En ferie senere...

Så sidder vi med minderne og en brugt ferie. Ferien i år har været en af de bedste vi nogensinde har holdt som familie. Egentlig kan det lyde mærkeligt, for faktisk har den også været fuld af udfordringer, men der har alligevel tegnet sig et billede, som gør godt i maven.

Aksel hjælper far og mor med malerarbejdet.

Aksel har fungeret bedre end nogensinde i vores 3-somhed. Vi har kunne tage på udflugter og udfordre ham med nye oplevelser i en grad vi aldrig har kunne før. Han har glædet sig, når vi har fortalt om nye planer og en af udfordringerne har ofte været at afslutte det, der har været godt, som er noget vi egentlig er vant til at håndtere, men som kan være hårdt alligevel. Herhjemme har han også fungeret super godt med udelivet og til forskel fra tidligere, kan han nu futte rundt sammen med os, når vi har praktiske gøremål ude eller inde - sørme også være med i noget af det fra tid til anden. Det gør nu "livet på landet" en hel del nemmere, for det praktiske udeliv er nu en forholdsvis stor del af sommerlivet.

Aksel har brug for overblik over det der skal ske, og vi har ofte brugt at tegne os igennem dagens planer. Vi har nogle enkelte faste piktogrammer til de hverdagsrutiner, der ikke ændrer sig særlig meget, men i en ferie er udfordringen jo netop, at dagene ikke ligner hinanden særlig meget. Det har heldigvis vist sig, at jo mere vi tegnede, jo mere efterspurgte Aksel overblikket og jo bedre kunne han magte tingene. Her er tegningen, som han her til morgen fik med i børnehave, med overblik over sommerferiens højdepunkter.

De store udfordringer har vist sig, når vi har været sammen med andre. Det er svært at sige, om vi i virkeligheden bare oplever, at Aksel har udviklet sig markant på så mange andre punkter, at den virkelighed, vi ser i selskab med andre, bare er den vi længe har været vidne til, eller om følelsen af, at det er blevet sværere er reel nok. En af de ting, der faktisk er blevet tydelig hen over sommeren, er at han bliver meget påvirket af andre børns reaktioner på ham. I meget højere grad end nogensinde. Han bliver simpelt hen decideret ked af det, når han bliver afvist i leg eller på anden måde kan mærke, at han ikke bliver mødt. Hold nu fast, hvor gør det bare ondt at se og vi er nok ret konsekvente - vi kan ikke være vidne til at han skal have de her nederlag, når vi ved, han i virkeligheden er i en fase hvor han prøver mere end nogensinde på at tilpasse sig. Hans reaktioner er voldsomme og bliver han afvist, så slår han - ikke nødvendigvis det barn, han føler sig afvist af, bare nogen (ofte os ;o), og er han først i den zone, hvor han reagerer voldsomt, ja så er han også meget svær at hjælpe tilbage.  Men hold nu op, det er nogen gange kompliceret. Det kan komme til at lyde som om vi går op i ret små detaljer, men vi ved jo, at når vi fanger de små nuancer i Aksels følelsesliv og kan spejle ham på dem, så hjælper det ham enormt og derfor er det bare så vigtigt, at vi lige nu hjælper ham maks med at lære de sociale spilleregler at kende uden alt for store nederlag. Så vi fortsætter med et stærkt reguleret socialt liv. Er der mange mennesker involveret, så er vores deltagelse meget kortvarig - jo færre mennesker, jo nemmere, men generelt holder vi bare igen på den front. 

Men som sagt har det i den grad været opvejet at alle de skønne stunder vi så har i vores "eget" selskab.