torsdag den 22. august 2013

Vi er på 3. uge

- i indkøringen, og det går OK. Nu er pædagogerne ved at være klar over, at Aksel på rigtig mange områder ikke er et normalt 3 årigt børnehavebarn. Det har taget en stor sten fra skuldrene - for jeg synes godt nok det er svært at få det forklaret og formidlet uden at lyde som en totalt overpylret mor.

Men nu har der været besøg af PAS (et initiativ børnehaven allerede havde taget på baggrund af en anden adopteret dreng) og Aksels talepædagog fra dagplejen har været forbi. Begge nogle yderst kompetente damer, der fik skabt nogle tydelige erkendelser af hvad det vil sige, at skulle opbygge nye relationer, tro på, at det man har ikke forsvinder igen osv. Ligeledes synliggjort, at hans manglende talesprog skal oparbejdes via tydelige relationer båret igennem af en voksen ved hans side, der kan guide og hjælpe med at forstå, så Aksel får lært det kommunikative.

Udfordringen pt er, at han skal føle sig tryg, når mor er gået. Når jeg er med, så er der fut over feltet, men han bruger også mange kræfter på at holde styr på mig, sikre sig, at de andre børn ikke bliver for interesserede osv. Når jeg ikke er der, så bliver han mere tilbageholdende, hvilket også er naturligt nok. Jeg er væk i ca 2 timer af gangen nu, hvilket indtil videre er passende. Så henter jeg en glad dreng, der trænger til sin lur og vågner glad og og i godt humør. Det vigtige er, at han får så stor tryghed ved de voksne, at han kaster sig ud i legen og at de forstår at hjælpe ham igang og guide.

At jeg er begyndt at gå fra børnehaven er dejligt - det er jo en evig balancegang, for tænker jo også, at jeg hurtigt kunne installere mig selv som fast inventar dernede og så ville han alligevel opleve det som en stor omvæltning, at jeg pludselig ikke er der mere. Den her strategi, hvor vi langsomt bevæger os op i tid på hvor længe han er der på egen hånd, den virker for os.




tirsdag den 13. august 2013

Nummer 4



Sørme så - AC har idag opdateret ventelisten og der er bragt et barn i forslag i løbet af sommeren.

Pyyyhh.... Vil gerne tilstå, at det faktisk er lidt svært at være rigtig glad for det lige nu. Det er ikke vildt nemt at forholde sig til, nu hvor vi kæmper en kamp for at få indkøringen i børnehaven til at lykkes.

Der er rigtig lang vej endnu, føles det som om, og derfor er det ikke lige storebror-rollen jeg under ham, men det er jo så heller ikke vores tur, endnu...


onsdag den 7. august 2013

Nu, mor til et hulebarn

Aksel er startet i Knudsøhulen børnehave - og er nu et hulebarn.

Det er hård kost, men også spændende. Vi har været afsted i 3 dage - kun formiddage, men det er indtil videre også rigeligt. Aksel vil virkelig gerne børnene og der er selvfølgelig også en vis interesse for den nye dreng - heldigvis på en fornuftig måde. Men ihh hvor er det altså hårdt at se hvor meget Aksel skal kæmpe. Han har jo slet ikke sprog til at begå sig blandt jævnaldrende og det er også ret svært for ham at forstå leg - der skal rigtig meget hjælp til. Jeg gør mit bedste, men det værste er samtidig, at Aksel stadig har det med at reagere med at hive i hår eller slå, hvis han bliver det mindste usikker på om jeg nu også har min opmærksomhed rettet på ham. Det stresser ham lynhurtigt, især når han er ved at være træt, hvilket jo er naturligt nok, men ikke desto mindre hårdt for ham. Han er også udfordret motorisk, men det er jeg straks meget mere fortrøstningsfuld omkring. Børnehaven er en sand lille oase, hvor udelivet fylder hele dagen fra 8.00 til 16.00 - legepladsen en næsten ren naturgrund, med masser af motoriske udfordringer, som Aksel nok skal lære en masse af. Den del knokler han også på med, man vil jo gerne følge med de store frække drenge, der løber og laver en masse ballade og leger løbe-efter-hinanden leg.

Og sidst men ikke mindst fylder "mand", som han kalder piraten/sørøveren, der står hugget ud i træ på legepladsen, en del. Han er spændende og samtidig vildt skræmmende. Først idag, på 3. dagen var han helt oppe og røre ham, men så skal jeg da også love for han stillede sig og fortalte sine egne Akselske røverhistorier til ham, for nu var de gode venner. Virker lidt som om han har et fokuspunkt i ham, som han kan vende tilbage til, når alt det andet bliver lidt uoverskueligt. Så siger han "mand" og så går vi over og kigger til ham.

Så vi trækker stadig vejret dybt ned i maven og håber så inderligt, at vi kan få ham til at trives, trods sine udfordringer, for det er ikke løgn, når jeg kalder det en oase. Der er pt 20 børn, 4 faste pædagoger og 2 pædagogmedhjælpere - dejligt overskueligt og ikke mindst gør udelivet det også meget nemmere at være med for Aksel, idet sanseindtrykkene ikke bliver så intense for ham. Larm er der jo intet af, og alting bliver også en anelse mere enkelt, når det foregår udendørs.




onsdag den 19. juni 2013

Hvor er vi nu?

Jeg skylder en opsamling :o)

Vi synes vi er landet igen og familien har igen en følelse af at være i trivsel. Den sidste halvanden måneds tid har været hård, men nu hvor vi igen kan mærke at vi er, hvor vi kan lide at være, så var det jo heller ikke værre ;o) Det jeg bagefter kan mærke har fyldt meget har været tanken om, om vi overhovedet ville lande igen.

Og sådan er det jo nok, når vi oplever vores børn i krise. Vi bliver nervøse for om der er andet galt, om vi har håndteret det vi står i, rigtigt, og om det her nu er vores nye virkelighed.

Aksel har helt klart reageret på, at der var forandringer i dagplejen. Det har taget tid at få på plads, at det ikke også betød ændringer på alle andre planer. Nu henter vi en glad dreng i dagplejen - det var i disse situationer han reagerede meget tydeligt i starten - han ville ikke med hjem. Nu er hverdagen med nye børn i dagplejen på plads. Og reaktionerne på hjemmefronten færre, vi kan forudsige dem og tage de nødvendige hensyn.

Der hvor jeg har lært mest den sidste måned har været om opdragelse. Jeg, ja vi, har været så optaget af at kode Aksels reaktioner og holde dem oppe imod alle de adoptionsrelaterede reaktioner vi kunne komme i tanke om. Jeg var bare helt rundtosset til sidst. Indtil det, med lidt sparring fra nogle ret kompetente damer i mit netværk, blev tydeligt - skil tingene ad. Vi gav lige os selv lov til at opdrage, for at sige det lidt firkantet. Og når man bliver tydelig og klar i mælet - så smitter det også af på andre situationer, hvor det ikke er opdragelse, men anerkendelse og rummelighed, der virker bedst.

Vi er ikke i tvivl om, at vi har været igennem nogle af de tydeligste adoptionsrelaterede reaktioner fra Aksel i den sidste måneds tid, men tænk at det var opdragelse, der gjorde vi kom igennem. Det ville jeg ikke selv have troet, men i bagklogskabens lys gjorde det en tydelig forskel. Vi blev tydelige voksne og så blev tingene skilt ad. Tror sgu det en meget typisk adoptions-fælde at falde i og vi kommer helt sikkert til at gøre det igen, for det er ikke altid lige let at agere i de her mange muligheder, men nu ved man da, at det faktisk kan være en fordel at tage adoptionsbrillerne lidt af engang imellem - så håber da vi lige husker det fremover også. Og for god ordens skyld - det betyder jo ikke, at vi ikke italesætter, spejler og bruger alt hvad vi kan af hans egen historie til at lande ham i de svære følelser - det betyder bare, at vi ikke altid gør det ;o)

fredag den 31. maj 2013

Back to basics



Fuck altså, hvis jeg må være så bramfri, hvor er det altså hårdt at mærke ens barn være udfordret. Hvor ville jeg dog bare ønske, at vi kunne sige hvorfor. Det kan man nok aldrig - vi er nok langt fra de eneste, der gerne ville kunne pege på en præcis årsag, når ens barn synes at have det svært.

Så vi er lidt "back to basics" her.  Når nu en af de vigtige baser i hans liv er i opbrud, så må vi sørge for den vigtigste, nemlig hjemmebasen, er så stabil som overhovedet muligt. Så lige nu er vi tilbage til den strategi de fleste adoptivfamilier kender fra deres start som familie. Men vi tror det er det der virker og derfor er det ikke skidt at tage den frem igen... Men man kan godt føle sig slået tilbage til start - derudover har daglige reaktioner fra ens barn også den virkning at man kommer til at føle sig enormt utilstrækkelig som forældre og ja, det slider...

Vi må håbe, at strategien snart virker.

mandag den 27. maj 2013

Bekymring, med bekymring på...

Åhh hvor vores lille Aksel-mus kæmper for tiden - og det gør mor og far også.

Vi oplever, at Aksel er begyndt at reagere meget voldsomt. Det kan der være flere forklaringer på, og når der kan det, så bliver det ekstra svært at navigere i.

Aksels sprog er stadig meget sparsomt. Han kommunikerer egentlig ganske meget, men meget med kropssprog og enkelte ord. Det går jo langt han af vejen rigtig fint, men indimellem kan det ikke undgåes at frustrere. Samtidig er det også svært at vide hvor meget og hvor lidt vi skal forklare og fortælle, for han forstår rigtig meget, men det kan nok ikke undgåes at vi begrænser vores kommunikation alligevel og dermed ikke altid får ham forklaret nok, selvom han sagtens ville kunne forstå det. Det ville være så rart, hvis han kunne stille spørgsmål tilbage, men den mulighed har han ikke endnu.

Dernæst er hans lille dagpleje-enhed i opbrud. Det første barn er stoppet og startet i børnehave, og et nyt barn er kommet til. Det har givet nogle meget kraftige reaktioner i hente-situationerne, og det kan sagtens være det, vi også ser han reagerer på i andre situationer. Vi italesætter, forbereder og prøver især at vise ham, at hans angst er naturlig. For ham er det endnu et tegn på, at ting, der ellers var trygge og gode kan ændre sig og det mærker han som angst for at miste - igen... Det næste barn stopper snart og denne gang er der tale om bedstevennen.

Slutteligt så er vi bekymrede for at Aksels manglende taleudvikling bunder i mere end blot en forventet forsinket udvikling pga manglende stimulering i baby-tiden. Talepædagogen ser det samme, Aksel har en stor sprogforståelse, men noget hindrer ham i at få det udtrykt i tale. Der kan være flere forklaringer, for eksempel dyspraksi (som skyldes en neurologisk umodenhed i hjernen) eller for tidlig fødsel eller manglende stimulering. Det vigtige er, at kommunen ikke har brug for en diagnose for at sætte ressourcer af til at hjælpe - det er godt. Omvendt kan jeg da godt bekymre mig for om de nu også kan hjælpe ham rigtigt, for det er vel ikke uvæsentligt hvad hans udfordringer bunder i?

Så vejret trækkes helt ned i maven, der tælles til 10 og der grubles, analyseres, tænkes, bekymres og en hel masse mere. Kan vist lige så godt være ærlig - det fylder rigtig meget lige nu...

Og så lige et billede af den lækre Aksel-mus


søndag den 5. maj 2013

Mit første plaster!

Ja, tænk 3 år gammel og første gang vi skal have plaster frem.


Aksel har aldrig været en dare-devil, så det er ikke ret ofte han slår sig, ihvertfald indtil videre ikke alvorligt nok til at det har krævet plaster. Det gjorde det idag. Han stod i vejen for et stykke brænde, som far var igang med at kløve. Den slags kan jo komme flyvende og ramme uhensigtsmæssigt, heldigvis var det bare en lille skramme, men bløde kunne den og plaster var derfor godt. Patienten fik det hurtigt bedre, men det er pludselig blevet en hel del nemmere at få ham til at holde sig på afstand af kløvearbejdet ;o)