Der sker så meget....

Skylder en hel bunke opdatering herinde. Der sker vildt meget og det er lige før vi ikke helt kan følge med for tiden.

Af med bleen
Det seneste er ret stort. Aksel har smidt bleen. Det er ikke mange, der præsterer at gå med ble til de er 5 år og 10 måneder, men det gjorde Aksel. Han har længe rendt rundt i bar røv herhjemme, når det var muligt. Det var i den forbindelse vi fandt ud af, at han faktisk godt selv kunne mærke, når han skulle tisse, for han kom og sagde til. Udfordringen var så, at han ikke ville på toilettet, men insisterede på at få en ble på, hvorefter den så blev taget af igen. Efter et par måneder med den løsning tog farmand fat en dag og insisterede på, at Aksel skulle på toilettet. Trods protester fik han ham placeret og sørme om han ikke også fik leveret. Langt om længe kunne han slippe kontrollen og så gik det ellers stærkt. Der er stadig meget at lære, men det er et kæmpe skridt, at han faktisk kan gå uden ble og får tisset på toilettet.

Fettemutter - here we come
Og denne bedrift har vi i sin tid lovet ham skulle udløse en tur til Disney. Selvfølgelig ment som et lokkemiddel, men også fordi vi godt vidste, at det ville blive en stor ting, når det skete. Selve lokkemaden har ikke rigtig virket - det er et års tid siden vi sagde det første gang, dog har han været opmærksom på sammenhængen, bare afvist at det var nu. Men da han præsterede på toilettet første gang så var han klar til at komme afsted - han hoppede ned med kommentaren: "'søge Mitty, nu!?" Og ja, det skal vi, eller ikke lige nu, men til foråret. Turen er bestilt - Fettemutter, here we come (det hedder han stadig på Akselsk).

Skoleudsættelse
Fremtidsmæssigt, ja der fylder Aksel jo 6 til marts. Det betyder skolestart til sommer. Heldigvis lader det til at børnehaven og PPR bakker op om vores ønske om skoleudsættelse, så nu mangler vi lige visitationsudvalgets ord for, at det er ok. Har besluttet mig for, at de bakker op om deres ry for at lytte til forældre, såvel som børnehaven i disse spørgsmål. Sågar PPR psykologen, som var første udfordring, har bakket os op i hendes vurdering af Aksel. Vi regner ikke med det burde betyde andet end at det er på plads - også selvom Aksel faktisk rykker ganske meget lige nu. Faktisk er det jo hele vores begrundelse, at han faktisk rykker så godt lige nu, at det skift det er at komme i skole kan risikere at sætte ham bagud igen. Nu har han endelig gang i en positiv spiral og den skal bare ikke have lov at blive afbrudt.

Mere positiv udvikling
Kognitivt må vi også sige der sker meget. Han spørger stadig hele tiden, hvorfor dit og hvad er dat. Han husker bedre og bedre, forstår sammenhænge og kan bare mere og mere. Så sent som igår imponerede han os med puslespil. Der er sket et kæmpe ryk og han er blevet meget bedre til at se hvilke brikker der passer og prøve sig frem, for at få dem til at passe. Og bedst af alt, han synes det var sjovt. Vi er begyndt at spille huskespil, som vi kalder det. Vi finder 6-7 ting frem - kendte og mindre kendte ting, så der også kan læres nye ord. Først tæller vi tingene, derefter lægger vi et klæde over, og vi tager 2-3 ting væk, løfter klædet og Aksel skal så fortælle hvad der mangler. Han er overraskende skarp og god til det og igen, han synes det er sjovt. Ih hvor har vi dog manglet lysten til at prøve og lege med den slags og det begynder langsomt at komme. I den her form for huskeleg, skal han heller ikke performe på andet end at huske - og det eneste der kan drille er at huske ordene. Så får han et hint eller to og så kommer det. Alene det at han forstår hint er i sig selv også en kognitiv udvikling, der er god og vigtig - at se sammenhænge og kunne knytte dem sammen er der jo rigtig rigtig meget læring i.

Ombygning
Den sidste store ting har ikke rigtig noget med Aksel at gøre, sådan direkte ihvertfald. Vi sætter gang i en kæmpe ombygning snart. Det kommer til at betyde et nærmest nyt hus. Er lidt spændt på hvordan Aksel reagerer på selve processen, for der skal virkelig vendes op og ned på det hele og det kan jo godt udfordre en lille mand, med hang til forudsigelighed og genkendelighed. Omvendt er vi i en situation, hvor vi kan dele projektet op, så byggerodet kan afgrænses undervejs. Vi glæder os ret meget til at komme igang og måske det i sig selv også vil smitte af. Vi har vel lov at håbe.

Hytteli't

Vi har været 3 dage i sommerhus ved Sandersvig Strand - lidt udenfor Christiansfeld. Sommerhuset havde vi lejet gennem gemalens arbejde. Stedet er egentlig ikke noget særligt, men det er heller ikke nødvendigt, når man bare skal slappe af, gå ture, hygge og være.

Og Aksel har helt styr på konceptet - "sommerhuser, hyttelit", som han siger, mens han lyser op i et strålende smil. Det er faktisk helt fantastisk dejligt at mærke hvor meget han nyder den form for ferie. Dejligt, når nu mor og far også bedst kan lide steder uden det store hurlumhej ;o)

Tidligere ville det typisk lige tage ham et par dage at finde roen med at være væk hjemmefra. Den fase fylder ikke særlig meget mere. Han er trods alt også blevet noget nemmere at forberede og det er faktisk mere et spørgsmål om at styre forventningens glæde. Men det er trods alt en positiv udfordring.

Vi kniber os i armene...

Nogen gange rammer man pludselig en stime af positiv energi så tydelig, at man ikke helt tør tro på det kan være rigtigt.

Vi er inde i sådan en periode. Det kan være lidt svært helt at beskrive. Aksel rummer bare mere og mere, hans sprog blomstrer og han fortæller og beretter selvstændigt om det ene og det andet, han tager initiativer til leg og viser os i den grad at han er inde i en positiv udvikling så stærk, at vi nærmest ikke tør tro det muligt. Herhjemme har vi jo egentlig rigtig mange tidspunkter og stunder, hvor vi "bare" er en normal familie, men den store forskel lige nu er at de stunder også rummer flere og flere initiativer fra Aksel. Som når mor og far sidder over  morgenmaden og snakker, mens Aksel er tullet ned af sin stol og forsøger at få vores opmærksomhed med noget tumlen på gulvet. Vi holder fast i, at vi lige sidder og snakker. Så finder Aksel et spil frem og så ved han godt, at mor og far nok skal reagere - positivt ;) Lille (dejligt udspekulerede) bandit..., men det gode var jo samtidig, at vi havde en times koncentreret og hyggelig leg med spillet.

Efterfølgende skulle jeg lige have flyttet lidt støv. Aksel ville også have en klud og være med, det er der egentlig ikke noget nyt i, men det fine var, at han var med rigtig længe og undervejs tog han mange selvstændige initiativer til enten hvor han ville tørre af eller hvornår kluden skulle vrides op. Tidligere ville han have smidt kluden efter få minutter og bede om at se fjernsyn. Nu går han op i det, kopierer det jeg gør, men finder også på selv. Det er SÅ vigtigt at vi hele tiden afventer hans initiativer, hvis vi foreslår for meget eller er for insisterende (og der skal ikke meget til), så føler han sig ikke positivt motiveret, snarere presset og står af. Hold nu op det er en meget meget fin balance, skal jeg hilse og sige.... en konstant udfordring for mig.

Han er begyndt at kommentere, når noget er hyggeligt. Han mærker det. Igen noget vi har set længe, for det er jo sådan det er, når vi bare er os 3. Men at høre ham sige det højt, bemærke det med ord, det er fantastisk. Det hele bliver jo forstærket, når han pludselig siger "det hytteli´t", for så smiler mor og far jo og siger, "ja, det er hyggeligt" og på den måde bliver hele følelsen forstærket og vi mærker allesammen følelsen endnu tydeligere. Det er som om der for alvor er kommet hul igennem til en anden del af følelsesregisteret og jeg er slet ikke i tvivl om at det at han selv bruger ordene spontant er en helt central udvikling. At vi siger det er også vigtigt, men det er endnu vigtigere at han er begyndt at mærke sig selv i de gode og rare følelser af hygge og samhørighed.

Udfordringen er stadig det sociale omkring at være mange mennesker - eller nærmere, mere end 2-3, udover os selv. Det er svært og kører ham op, så det styrer vi stadig meget nært. Andre børn er også en svær udfordring. I børnehavens trygge og styrede rammer viser han mange gode og positive initiativer overfor de andre børn, men det er stadig svært at overføre læringen til andre situationer. Men det skal nok komme, det er så nyt at se ham udvikle sig på det her punkt, så alene det at der sker noget er helt fantastisk.

Vi holder vejret, kniber os i armene og fylder alle depoterne af utilstrækkelighed op med alt det gode.

Vi leger med former

Apropos mit tidligere indlæg om spirende selvtillid.

Her i weekenden fik mor en ide. Aksel er egentlig forholdsvis god til at genkende former, når vi leger med klodser eller små kort med firkanter, cirkler og trekanter. Det er ikke altid han lige kan komme i tanke om dem, men med lidt medierende hjælp, på Feuersteinsk, så kommer det.

Så var jeg pludselig fik lyst til at få ham til at opdage formerne omkring os. Vupti, der gik sport i at se hvor vi kunne finde cirkler, firkanter og trekanter - det sidste er faktisk ikke så nemt endda ;o) Det fede er, at vi kan gøre det løbende og jeg kan spørge ham helt spontant, bruge et par minutter og så videre. Det er lige måden at gøre det på, uden han kører sur i det.

Det bedste var, da han igår siger "Se mor, en cirtel (cirkel)" og peger på fjernsynet, hvor Bamse leger med en lommelygte. Ja, det var jo en cirkel. Eller da han her til morgen kigger på sin bolle og siger, "se mor, et skib". Han har bidt af den, ikke bevidst, men opdager, at den, efter et par bid, ligner et skib. Se det er simpelt hen fantastisk at han bare med et par dages fokus selv begynder at se formerne i omgivelserne.

Uhhh, jeg bliver så glad.

Næste skridt er farverne - dem har vi godt nok brudt vores hjerner med at få ham til at genkende. Det er bare en svær størrelse, og nu bliver kunsten at holde sig til former i noget tid, så jeg ikke forvirrer ham og han kører sur i det. Ro på, mor - ro på ;o)

Der er noget der spirer, trods årstiden.

Jeg tør næsten ikke, men gør det så alligevel - skrive om nogle af de rigtig gode ting vi ser hos Aksel for tiden.

Aksels selvtillid er simpelt hen i den grad i positiv udvikling. Han er altid gået til opgaver med et "tal itte" (læs: kan ikke) og vi har tit brugt meget krudt på at tale ham igennem med positiv støtte og opmuntring. Det har sikkert givet sit, men jeg er ret sikker på den helt store forskel er dagligdagen i børnehaven. Nu er han i et miljø, hvor han får plads til at prøve, hvor der er tid til at han tager mod til at sig. Han er begyndt at kopiere andre børn og i det rolige miljø han er i nu, der kan han nå at opdage  hvad han kan kopiere og forsøge på egen hånd. Han har jo i den grad brugt det meste af sit krudt på at observere - men nu begynder han at prøve selv. Det samme ser vi herhjemme, hvor det er lege fra fjernsynet han kopierer og lege fra børnehaven bliver også gentaget herhjemme. Det er tydeligt, at han får mod på mere og mere.

I lørdags var vi i Givskud (igen igen) og da vi planlagde dagen om morgenen sagde Aksel meget selvsikkert "se dino". Ja ja, var svaret fra os - og vi grinede nok lidt overbærende. Han plejer at være skrækslagen, så vi var sikre på kækheden var forsvundet, når først vi stod der. Givskud har en dinosaurus-park, med store figurer i 1:1 af fortidens dinoer. Aksel har været igennem 1 gang og var skrækslagen - så den del springer vi normalt over. Men men - i lørdags lagde Aksel selv planen om at gå derind og sørme så - han gjorde det. Gik med HELE vejen rundt, også selvom han indimellem var tydeligt nervøs, men selv undervejs overvandt han sig selv. Et andet barn gik hen og rørte en af figurerne, det så Aksel og så ville han også. Genialt. Han var totalt basket efterfølgende - fuldstændig mør og det var lige ved at blive svært, da vi lige ville have en is, skulle stå lidt i kø og der var mange mennesker osv - men det gik. Tror først det var herhjemme det gik helt op for os hvor stort et skridt det egentlig var. Han overskred i den grad en kæmpe stor grænse uden at falde fra hinanden. Fantastisk.  Billeder blev der ikke taget ;o) Det var det alligevel for intenst til.

Og det går jo også igen i det små herhjemme. Vi kan spille spil og han synes det er sjovt og vil gerne. I stedet for tidligere, hvor det godt kunne kræve en del overtalelse og positiv opmuntring. Det er som om han selv mærker han kan mere, gerne vil vise det og samtidig også nyder rosen og opmuntringen - fremfor tidligere, hvor han, hvis vi kom til at rose noget for tidligt, kunne få præstationsangst og så ville han ikke mere. Fine fine balancer vi er oppe imod, men det er så meget nemmere at agere i det, når der pludselig er noget vilje og lyst fra ham. Hold da op hvor er det bare en afgørende faktor.

Det giver så mig et kæmpe håb om at vi snart er tættere på at kunne bruge Feuersteins instrumenter. Det kræver lige lidt mere af ham, men den forandring vi ser lige nu er så meget det vi har brug for, for at kunne komme igang.

For det er også tydeligt at hans reflektionsniveauer begynder at ændre sig, han leger mere, bruger sin fantasi, finder på og forsøger at snøre mor og far ;o) Det tager vi gerne med i købet. Et barn med spirende selvtillid er trods alt en kæmpe stor gave.

Vi trækker vejret ned i maven igen... (næsten ;o)

I sidste indlæg var jeg noget frustreret.  Åhh, det var hårdt at møde Aksels frustrationer i forbindelse med afhentning igen.

Gudskelov er vi igen tilbage i en rytme, hvor det fungerer. Igen er det jo lidt en gætteleg at blive klog på hvorfor det nu fungerer igen, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at vi er blevet endnu et nøk tydeligere i det vi siger til Aksel om tidspunkt for afhentning. Det betyder noget om det er før frugt, mens de spiser frugt eller efter - noget han ikke tidligere ville have hæftet sig ved, men det gør han nu og det må vi jo glæde os over. Det er da godt han rent faktisk kan genkende før, under og efter. Desuden er jeg også ret sikker på, at pædagogerne er blevet tydeligere, når de forbereder ham på jeg kommer. Og vel at mærke, vi er tilbage i samme rytme, som inden vi ændrede, hvor vi ringer på forhånd, så ingen glemmer at forberede. Det er simpelt hen altafgørende.

Det piller ikke ved, at hans udadreagerende adfærd ved frustrationer er svære at tackle. Børnehaven har taget initiativ til at få PPR eller VISO ind over. Det glæder vi os til. Specielt er jeg lidt spændt på hvad de tænker er realistisk. Vi har jo været vant til at tænke, at vi så vidt muligt skal undgå at komme derud, hvor Aksel reagerer så voldsomt - det kræver en del navigeren og vi undgår det ikke, da vi jo nogen gange oplever han reagerer på nye ting, som ikke før har givet ham anledning til frustration. Er spændt på, om tanken om at give Aksel strategier til at tackle frustrationen er realistisk - vel at mærke, fordi jeg tænker, han jo så tydeligt bliver grebet af følelserne og skal have dem ud. Noget jeg tænker er svært at styre med strategier - endnu. Måske når han bliver ældre.

Skift er altid et vigtigt sted at være opmærksom, få ham forberedt osv. Men for tiden er han også meget følsom overfor stemninger, lyde mm. Noget vi ikke tidligere har set ham reagere på, men det er han begyndt på. I virkeligheden har jeg indimellem en fornemmelse af, at han er filter-løs lige nu. Det er noget af en balancegang, for det kræver vi er meget obs på hvor mange indtryk han skal kapere, samtidig med, at det jo også betyder han er igang med at lære en hel masse nyt om sig selv og sine følelser og reaktioner på andres.

Hans elskede fjernsyn er et af de steder, hvor vi har ændret repertoiret. Aksel elsker jo Mickey - som i alt hvad der kan findes af shows, tegnefilm, parader fra Disneyland osv - han peger på hvad som helst, bare han kan se det har noget med Mickey at gøre og aller bedst, sang eller musik. Det er i høj kurs. Udfordringen er, at tegnefilmene kan være ret hektiske og de går direkte i Aksels nervesystem.  Til gengæld har vi fået ham over på Teletubbies - ikke altid noget han lige synes er det fedeste, men når alternativet er at slukke for fjernsynet, så ender det nu alligevel altid med han lader sig fange. Og det er fjernsyn lige på hans niveau.

Og så er han heldigvis ved at slippe fjernsynet lidt igen. Det er tydeligt hans foretrukne og måske nødvendige aflastning i perioder med stress, og netop derfor også vigtigt han ser noget, der beroliger. Men rart, når det ikke hele tiden skal dreje sig om fjernsyn.

Why fix it, if it a'int broken?

Pyyhhh.... Har jeg lyst til at sige eller måske nærmere og mere passende, udgyde et hav af eder og forbandelser.

Nu har vi siden Aksel startede i sin nye børnehave oplevet hvordan et liv med overskud i hverdagen kan være. Vi har sådan nydt det, men det skulle ikke have lov at vare ved. Vi var lige ved at vænne os til tanken, og begynde at ane bare snerten af hvordan et nogenlunde normalt familieliv kan være. Nej, det sidste er løgn, for sådan et får vi ikke, men da så noget der kunne ligne et liv med ro på, muligheder for familietid med oplevelser og så taler vi ikke om vores sociale liv med venner og familie. Det er ikke-eksisterende.

Men men men... For 14 dage siden fik vi en brat opvågning. Afhentning i børnehaven udviklede sig pludselig, over natten, ja sådan føltes det, til det vi har kæmpet med i den gamle børnehave - nedsmeltninger.

Vi har, i samarbejde med børnehaven, haft en aftale om at ringe cirka 5 minutter før vi kommer, så Aksel lige kan blive orienteret. Det har virket super.

Til et møde med børnehaven blev vi så enige om, at han var ved at være så kørt ind i rutinerne, at det ikke var nødvendigt med den orientering. Vi aftalte, at vi skulle give ham tid til at blive færdig med eftermiddagsfrugt (hidtil kom vi midt i) - det virkede som en god ide.

NOOOOOOOOT

Det viste sig hurtigt, at Aksel har forbundet frugt med at blive hentet. De dage, hvor der har været brug for senere afhentning var det ikke et problem, for rutinen kom jo hurtigt igen. Den første dag med ny rutine, ja der skred det hele. Og siden må vi sande, at det har sat sig dybt i ham, så nu er det igen en kamp at få ham forberedt, få skiftet til at ske roligt og komme hjem uden han går helt i stykker.

Fuck hvor er det bare hårdt. Al den stress vi vinkede farvel til ved indgangsdøren til den nye børnehave er nu gået med ind og det føles som om vi er kastet lige tilbage i alt det vi forlod.

Samtidig siger det også noget om hvor sårbar Aksel reelt er - det gør ondt at erkende, at han simpelt hen væltede med det, der umiddelbart virkede som en lille ændring af rutinen. Det er ihvertfald den tese vi arbejder med må være årsagen, også selvom den første nedsmeltning faktisk kom inden vi reelt havde sat ind med den nye rytme. Den kom allerførste gang jeg kom uanmeldt - bang sagde det.

Selvom vi med hovedet ved, at vi løbende vil få kriser, ja så er det bare hårdt at være i - hver gang. Bekymringerne overvælder og erkendelsen af hvor skadet han reelt er bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere.

Vi gik lige og havde det godt med det vi oplevede som en periode med god og rolig adfærd, stressen var minimeret, og de situationer hvor den viser sig i fuld blus, ja dem har vi kunne minimere. Den går aldrig helt væk, det er bare et faktum, Aksel og vi skal lære at håndtere stress, som en del af hverdagen, men når den ellers kan minimeres, ja så er der virkelig mange andre ting der får lov at gro. Nu er vi igen tilbage i rutiner, hvor fjernsynet nærmest fylder hele hans liv udenfor børnehaven. Det eneste sted, stort set, hvor han får fred for sit overbelastede nervesystem.

Vi kæmper videre. Prøver ihærdigt at få rutinen og genkendeligheden tilbage i afhentningssituationerne. Vi må prøve os frem, for selvom vi tror vi kan se en sammenhæng, så er det svære i det her jo, at det ofte føles som en stor gættekonkurrence at komme ind til kernen.

Idag henter jeg før frugt, så han ikke skal sidde under frugt og blive urolig - det er ifølge, pædagogerne, det de har set ske. Han har fået billeder med af mor og far og huset  herhjemme - dem har han også haft siddende i hans kontaktbog, men nu fik han dem med i hånden, med en besked i bogen om at han skal hjælpes til at snakke om at savne os og se billederne i løbet af dagen, så følelsen ikke hober sig op i ham og udløses ved afhentning.

Jeg kunne skrive en lang smøre om et par andre ting, som vi også oplever kan have betydning, men lige nu er vi der, hvor vi tror det må være hovedet på sømmet - at han har oplevet uro og frygt for ikke at blive hentet, fordi vi ændrede på forberedelse og tidspunkt. PIS også altså - hvorfor er det man lige troede man skulle lytte til pædagogens vurdering af, at han var klar? Why fix it, if it a'int broken?

PIS PIS PIS