Gyng-gang

eller da-daaa, som det siges på Akselsk!


Aksels første ord! Da-daaa siger han glad og numser sig hen til gyngen og skubber til den, mens han siger da-daaa!

"Hej" kommer også engang imellem og faderen gør sit yderste for at trykke et "far" ud af ham! Vil grine højt og måske en smule hånende, hvis det bliver mor han siger først ;o)

Lille Peter Edderkop...

Aksels yndlingssang

Fase 1

er overstået og vi er godkendt. Det gik ret smertefrit, må man sige. Statsforvaltningen modtog vores ansøgning den 20. juli og idag den 10. august er vi igennem fase 1. Det skyldes, at vi ikke behøves igennem samråd. Faktisk var vi åbenbart ret forudseende, da vi sendte ansøgningen lige inden Michael rundede de 41. Det betyder nemlig, at vi undgår dispensation på aldersrammen for godkendelsen. Det havde ikke været noget problem at få den, men nu hvor vi var ude inden, så kunne vores sagsbehandler overrække os en godkendelse allerede på fase 1 mødet.


Og samtidig kunne vi så anmode om igangsættelse af fase 3 og har derfor også aftalen om den samtale i kalenderen. Det betyder, at vi er godkendte til adoption af nummer to inden september er omme. Ja, altså forudsat, at vi ikke får gjort os selv utilbens i fase 3 - hahahahaha. Virkelig vildt, for selv havde vi forestillet os, at der ville gå det meste af efteråret med det ;o) Pludselig er vi så godkendt på under 2 måneder. Pyyhh, kan vi mon selv følge med?


Men vi klager absolut ikke. Hellere have fornemmelsen af, at det går hurtigere end vi havde forestillet os end det modsatte. Faktisk helt befriende at sidde med den fornemmelse. Vi regner også med, at vi lige kan klappe hesten med papirerne til Nigeria, hvis vi føler det begynder at gå for stærkt. Een ting er at få godkendelsen i hus, noget andet er blive klar oveni hovedet til at blive 4 og ikke mindst skal Aksel også lige have lidt mere tid til at indhente det forsømte.


Men set fra min helt egoistiske vinkel, så er jeg absolut glad for, at vi kan se en ende på det at blive en fuldtallig familie :o))))))

Tårer i trafikken

Der er et bestemt sted, hvor jeg er blevet hudløs og et tudefjæs, efter jeg er blevet mor . Af alle steder havde jeg nok ikke ventet, at jeg skulle sidde og hyle i trafikken. Christ altså... Men ikke desto mindre har jeg indtil flere gange siddet og hylet bag rattet. Senest igår. På vej ind af en indfaldsvej til Århus sætter bilen foran mig farten ned, for at svinge. Bilisten kommer til at holde helt stille, idet en cyklist skal forbi, inden der kan svinges.  Jeg holder jo så også helt stille og ser pludselig en bil i bakspejlet. Får hurtigt på fornemmelsen, at han ikke har set, at vi holder helt stille foran ham. Der bremses..... og det ender med en afvigemanøvre. Han får standset i tide og intet sker. Vi kan køre videre, da bilisten foran mig er af vejen - men kors hvor blev jeg forskrækket. Bare tanken og forskrækkelsen var nok og jeg sad og hylede, fordi det flyver igennem mig, at tænk nu hvis.... Tænk hvis der var sket Aksel noget. Jeg ville være blevet sindsyg af raseri og sindsyg af sorg og og og og... Det er så intenst at mærke den der helt rene og meget rå smerte og frygt for at miste. Og så skal det altså lige siges, at havde situationen udviklet sig, så ville det have været en typisk materiel skade - intet andet, men min frygt blev aktiveret lige med det samme. Jeg er åbenbart helt forsvarsløs bag et rat.


Og ifølge manden er det ikke kun bag mit eget rat, at jeg er blevet en smule mere sensitiv. Jeg er åbenbart også en pain-in-the-ass at have siddende ved siden af, når han er chauffør. En adfærd han har advaret mig om ikke bør blive en vane.... Godt vi skal flyve på ferie!!!

Børnehjemsbrødre

Vi har været på Nigeriatræf. En årlig tilbagevendende begivenhed, hvor Nigeriaforeningen samler så mange af foreningens medlemmer som muligt til hygge, erfaringsudveksling og leg. Det er især for børnenes skyld, men det gør da ikke noget, at de voksne også hygger sig ;o)


Vi var så heldige, at 3 af de 4 drenge, der fik familie indenfor kort tid fra samme børnehjem, Sought after Women and Children ,var med, så det måtte da foreviges. Her er de - de 3 børnehjemsbrødre, Elias Paul, Aksel og Samson. Kønne unger, altså og så kæmpe stort, at de har hinanden.

Papirjagten er gået igang

<p>Jeps - vi har besluttet os eller nogen har overtalt en anden eller hvordan vi nu udtrykker det... Det korte af det lange er, at første skridt mod at Aksel en dag skal være storebror og vi forældre endnu en gang er taget.</p>
<p>Og det første skridt er såmænd bare, at vi har bestilt tid hos lægen, så vi kan få helbredsattester - har ringet til skat og så skal vi omkring kirkekontor og ikke mindst udfylde et væld af papirer. Vi regner med vi sender ansøgningen i løbet af sommeren.</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e201538f44f85e970b-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000579" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e201538f44f85e970b image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e201538f44f85e970b-800wi" title="P1000579" /></a></p>
<p>Det er mærkeligt og samtidig fantastisk. Det er hamrende svært at forestille sig, at der kan findes endnu et lille mirakel derude og omvendt har vi set det sket igen og igen, så mon ikke endnu en lille snut skal finde vej?</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e201543317ffef970c-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000578" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e201543317ffef970c image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e201543317ffef970c-800wi" title="P1000578" /></a> <br /><br /></p>

Når lokkemaden er lækker nok

- så skal bassen nok komme fremad. Tænk hvad en fjernbetjening til musikanlægget kan gøre...

OBS - jeg har slettet lyden, så det er ikke en fejl, at der ikke foregår noget med lyd på :o))))