<p>Det hele er bare ØV lige nu. Jeg er PISSE træt af at vente, for at sige det på godt dansk. Jeg kan i den grad ikke se hvad i h.... det skal til for, at vi, der selv synes vi er SÅ klar til at blive en familie - skal vente i hvad der snart synes at være evigheder på at blive det. Jeg plejer ikke sådan at gå og lede efter svar, men lige nu har jeg i den grad lyst til at sætte en eller anden stævne, og så få nogle svar. HVORFOR?????? Jeg modtager gerne gode råd til hvem jeg kan råbe af - og få nogle svar af. GGGRRRRR...... %&/())=&%¤¤%&/ og en masse andre grimme ord. Det her indlæg burde bare være rene bandeord, for sådan har jeg det. Jeg vil være mor - jeg vil være en familie - jeg vil, jeg vil og jeg vil - vil jeg. Jeg gider ikke simpelt hen ikke drømme mere.</p>
<p>Og så er det at tanken om bare at opgive det kommer forbi. Hvordan var livet mon, hvis vi nu bare accepterede at vi ikke skal have børn? Tænk al den energi jeg dagligt bruger på at længes, håbe og drømme - tænk engang hvad jeg kunne bruge den til? Faktisk er det lige før jeg synes det kunne være helt befriende. </p>
<p>Men nej - det er jo heller ikke realistisk. Kun i ca. 2 minutter af gangen. Dybt inderst inde ville jeg ikke kunne se mig selv blive gammel uden en familie omkring mig - eller holde tanken ud om, at jeg aldrig skal holde jul med mine børn, eller blive bedstemor eller juble over en lille trunte, der pludselig kan noget nyt eller..... Ja, alt det vil jeg jo ikke gå glip af. </p>
<p>Og så må jeg jo acceptere, at jeg skal vente LÆNGE på at få mine drømme opfyldt. Der er ligesom ikke rigtig noget alternativ. </p>
Are Adoptees Blank Slates?
3 måneder siden
3 kommentarer:
Kære Vivian,
Ja, det bliver vel nok vores tur engang, men tro mig - jeg har det præcis lige som dig lige nu. Tanken om bare at melde sig ud af det hele og leve uden børn har også været vendt her flere gange (og bliver det dagligt i denne tid), men jeg "hænger jo i dyndet" ligesom dig og vil bare så gerne have lov til at blive MOR. NU.
Så kæreste Vivian, vi må bare hænge på og forsøge at tro på, at selvom kineserne arbejder så langsomt, at det næsten går baglæns, så BLIVER det vores tur engang - vi FÅR lov til at hente et par små kinabørn, som bare er alt det vi går og venter på og drømmer om.
De kærligste hilsener
Heidi
- som trods alt er glad for ikke at være helt alene i verden med alle frustrationerne lige nu -
Kæreste Vivian
Åhh, hvor er det bare sejt for jer ligenu. Jeg synes bare det er SÅ uretfærdigt, og du kan tro jeg føler med dig og Michael.
Det er måske træls at høre fra en som er nået om på den anden side, men jeg kan forsikre dig om at jeg aldrig vil glemme hvordan det er at sidde fast langt ned i ventesølet og føle at det faktisk aldrig nogensinde vil ske. Jeg husker det så tydeligt.
Men Vivian, det sker! Også
for jer! I skal åbenbart bare så meget mere igennem end os andre. Men I BLIVER forældre. Og det er hele ventehelvedet værd. Jeg håber bare I kan finde en eller anden form for livskvalitet i tilværelsen indtil da.
Alt det bedste,
Maja, Erik og Hugo
Hej Vivian
Nej, hvor kan jeg genkende det du skriver, for jeg har det bare nøjagtig lige sådan. Indlæggene på min hjememside de sidste par uger har også bestået af næsten udelukkende bandeord. Denne uvished er dybt frustrerende, og som du skriver...man kan bare ikke gøre noget!
Håber for jer (og alle vi andre kinaventende) at CCAA snart tager sig sammen.
mange medfølende ventehilsner fra
Hanne (hanhen fra Zonen)
ps. jeg glæder mig til at følge med her på jeres blog.
Send en kommentar