Når det at vente bliver en livsstil

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><span face="Times New Roman">Måske store ord, og så alligevel ikke. Jeg har i den sidste tid haft den glæde at kunne konstatere, at ventetiden ikke bider så hårdt lige nu. Den har haft meget værre perioder, og lige nu er det en af de OK perioder.</span></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><p><span face="Times New Roman"> </span></p></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><span face="Times New Roman">Og så er det jo nogen gange mærkeligt, at mærke hvordan ens omgivelser synes det må være ganske forfærdeligt for os. Jeg siger ikke det er en dans på roser, men nogen gange er det som om ens omgivelser forventer, at vi er tæt på sammenbrudets rand. Det kunne vi også sagtens være – og det kommer jeg sikkert også igen. Det er helt sikkert en form for forsøg på at trøste os, når folk kommenterer hvor forfærdeligt, hvor uretfærdigt eller hvor hårdt det hele må være. Lige nu kan jeg bare ikke selv lige genkende den side, og er så den, der glatter ud og forklarer hvordan vi egentlig lever meget godt med det lige nu. Vi ved jo det bliver vores tur en dag (eller det bilder vi os jo stadig ind det gør… ;o)</span></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><p><span face="Times New Roman"> </span></p></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><span face="Times New Roman">Og så er det jeg tænker, at det nok bare er gået hen og blevet en del af vores livsstil. Vi er simpelt hen det der par, der nu har ventet i 7 år på at blive forældre – og ligesom bare ikke rigtig kender til andet. Det er det vi er – barnløse og evigt på jagt efter at blive forældre. Det bliver udsat hele tiden – faktisk har vi endnu ikke oplevet fornøjelsen ved at komme tættere på. I al den tid vi har stået på ventelisten har udsigterne enten været kortere (prognosen var 8-9 måneder da vi vores LID 10/7 06), eller som det så nu har været længe, oppe på 1,5 års tilbageværende ventetid. Problemet er bare, at tiden er gået i mellemtiden – målstregen har så flyttet sig i samme hast.</span></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><p><span face="Times New Roman"> </span></p></p>

<p class="MsoNormal" style="MARGIN: 0cm 0cm 0pt"><span face="Times New Roman">Og det er måske det vi langsomt er begyndt at leve med – det er simpelt hen en del af vores liv. Faktisk kunne jeg godt se os gå helt i panik når vi en dag konstaterer (for det tror vi da stadig på vi en dag gør), at nu er bevæger vi os rent faktisk tættere på målstregen. Men heldigvis er det jo så ensbetydende med, at vi kan skifte vores nuværende vente-livsstil ud med noget helt andet – og meget mere værdifuldt. Indtil da, ja der gør det så heller ikke noget, hvis vi kan bevare denne fornemmelse af at ventetid også kan være ensbetydende med overskud. Jeg prøver i hvert fald at nyde det, for jeg ved det hurtigt kan få en ende.</span></p>