ARGGGHHHH....

<p>Jeg må af med noget energi - og den er ikke positiv.   Jeg har talt med DA idag - og det er fandme en stejl stejl bakke vi har bevæget os ud på. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at DA helst vil være fri for at bruge det kinesiske on-line system, hvis de kunne blive det. Der er rigtig mange ting galt med det. Først og fremmest er det dybt uetisk at formidle børnene på den måde. Selvfølgelig skal hver eneste barn i denne verden være noget ganske særligt - børn er ikke en vare, og må aldrig blive det. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles grænseoverskridende, at gå ind i et system, og se en masse beskrivelser på nogle børn - hvorefter man så skal sidde og vurdere, om der er kan skaffes forældre til dem - ovenikøbet med en tidshorisont på 48 timer! Det er da råt. Og jeg ville hade det, for jeg ville jo ende med at ville være mor for dem allesammen. MEN det er jo derfor vi har et bureau. Det er jo der de skal kunne være professionelle og saglige. Glemme de små uskyldige<br />
øjne, der ligger bag hver beskrivelse - gå hardcore til fact'sene - og holde dem op mod de tilkendegivelser de har fra os ansøgere. Det må de ganske enkelt kunne håndtere på vores vegne - for hvad har vi dem ellers til?   Jo, vi har dem til at sikre, at det her går etisk korrekt til. Og det skal de så bruge en masse tid på at få ro i mave og hjerte over. Det kan godt være jeg lyder dybt uetisk og unuanceret - det er jeg også lige nu, for jeg kan sgu ikke ved min gode gud forstå, at det kommer bag på dem, at deres opgave er at vurdere børnenes tilstand i forhold til de mulige ansøgere, der er tilmeldt hos dem. Det kan jeg bare ikke. Jo, for jeg må jo forstå, at hvert barn de læser om efterlader sig spor hos dem. Ja - men de kan jo ikke skaffe alle børnene forældre - men de kan glæde sig over, at de kan skaffe forældre til nogen af dem. <br />
  Dernæst er de ikke interesseret i at arbejde under pres på den måde. Det er ikke rimeligt, at der kun er 48 timer til at afgøre om barnet kan formidles. Nej, det er kort - men det er nu engang de konditioner de arbejder under, og så er det da mere konstruktivt at finde en brugbar arbejdsform til det, end hyle over, at det er uetisk. <br />
  Så enten kan vi sidde her og vente på at de kommer sig over deres forargelse over hvordan systemet virker. Det kan tage sin tid tror jeg - eller vi kan finde en måde at bearbejde dem til at forstå, at nu har de tænkt og mærket efter længe nok - nu skal der handles. Måske skulle jeg bare være fræk, og ringe om en uges tid og spørge om de er ved at være kommet over forargelsen.   Er der noget at sige til, at jeg indimellem godt kan få fornemmelsen af, at det bare ikke skal lykkes???</p>