Vi er godkendt

<p>Hurraaaaa!! Udvidelsen af vores godkendelse er nu en realitet, og vi har samrådets ord for, at vi kan matches til et barn med et særligt behov. HURRRAAAA!!!   Sådan burde det lyde og vi burde hoppe rundt af jubel, for nu burde vi kunne se frem til stor spænding over hvornår telefonen ringer, vi burde have masser af sommerfugle i maven og vi burde have lyst til at gøre de første spæde småindkøb af lidt børnetøj. Det her burde være mindst lige så stor en dag, som da vi blev godkendt første gang. Sådan føles det bare ikke - lysten til at juble er meget meget langt væk. Og hvorfor er den så det? Fordi der først og fremmest melder sig en harme over, at DA - vores såkaldte samarbejdspartner i den her sag, er lykkes med at få taget al glæde ud af den her beslutning. Deres modvilje tager bare totalt glæden ud af en beslutning og en afgørelse, som burde være fyldt med glæde og lettelse.   Skal jeg være helt ærlig, så melder der sig en kæmpe modløshed, en følelse af, at vi er endt i en blindgyde. Vi har helt klart ikke tænkt os at lade DA slippe godt fra de meldinger vi har fået indtil nu, men det føles bare enormt svært, at det skal være så meget op af bakke. Hvorfor helvede er det lige, at der ikke engang imellem er bare et eller andet i den her proces der lykkes? Hvorfor hvorfor hvorfor? Når katastrofetankerne virkelig får lov at køre, så tænker jeg jo, at nogen forsøger at fortælle os, at det er en dum ide at blive forældre. Vi kan ikke klare det, så fat det dog, og opgiv! Hvorfor er vi så fatsvage?   Så det der egentlig burde være et jubelindlæg er modløst og håbløst. TAK til DA siger jeg bare - tak for evnen til at gøre det her så besværligt som overhovedet muligt. Tak for, at I så snart I fik chancen for at have positiv indflydelse på tingene vælger at spille småfornærmede over, at CCAA tager nye veje og midler i brug for at finde forældre til de børn, der slås med særlige behov. TAK siger jeg bare.. hvæsende og bitter.   PS. Og når jeg så er kommet mig over min selvmedlidenhed, så skal vi nok gå videre. DA skal ikke have lov at fastholde sig selv i deres selvretfærdighed.</p>