Rygte i omløb

<p>Det første mere håndfaste rygte er kommet - og siger 20. februar - 5 dage. Det er i niveau med tidligere måneder, måske i den lave ende. Ihvertfald er det slet ikke i nærheden af nogen form for speed-up. Hvis der overhovedet bliver tale om en sådan, så tror jeg først vi vil se tegnene i 2009 - og det er virkelig et spinkelt håb, der knytter sig til det. <br />
  Nej, vi ved såmænd godt, at det er på SN listen vi bliver forældre - men det her er jo blevet et månedligt tidsfordriv, så der går lidt tid før jeg fralægger mig vanen med at følge gangen på den ordinære liste.</p>

Ny snak med DA

<p>Vi har sørme rodet os ud i det igen, og har været i kontakt med DA, for atter engang at høre til on-line systemet. Jungletrommerne havde meldt, at der var kommet nye filer i systemet, og det er jo netop der bureauerne skal være vakse ved tastaturet. DA havde nu ikke set nye papirer de sidste 3 uger, men det er så hvad det er.   Det vigtigste var nok, at de nu er begyndt at tjekke dagligt. Det er jo fantastiske nyheder i forhold til den smørre jeg fik sidst. De har erkendt, at de skal igang, og er altså gået igang med systematisk at tjekke systemet. Så langt så godt.   Desuden er de også klar over, at de skylder en klar melding til os på SN-listen. De er igang med at lave et brev, som vi vil modtage om 2-3 uger.   I det hele taget lyder det jo som om de er en smule længere fremme end sidst. Og så var det nok heller ikke nogen dårlig ide, at lade Michael ringe. Han lader sig sgu ikke sådan smooth-talke ;o) <br />
  På den almindelige liste burde der snurre rygter rundt nu. Det gør der ikke - vi holder vejret - og håber der kommer en ordentlig røvfuld unger. De skal helt op og matche 12 dage for at vi rykker på listen. Nok ikke realistisk.</p>

Vi er nu i gruppe nr. 10

<p>Ja, vi er rykket på ventelisten. Jeg kan roligt afsløre, at jeg slet ikke har styr på hvorfor, for jeg mener ikke der var børn til DA&#39;s familier i forbindelse med sidste matching. Måske husker jeg forkert, og det kan næsten ikke være andet, for hvorfor skulle vi ellers rykke en gruppe op? Ihvertfald er vi gået fra gruppe 11 til 10. Det betyder ikke det store - vi regner jo ikke med, at det bliver den liste vi får barn fra alligevel. </p>
<p>I 2008 startede vi i gruppe 13, og går alt vel slutter vi i gruppe 9. Ingen overraskelse, for det har jo været en langsom liste længe. </p>

Vi er godkendt

<p>Hurraaaaa!! Udvidelsen af vores godkendelse er nu en realitet, og vi har samrådets ord for, at vi kan matches til et barn med et særligt behov. HURRRAAAA!!!   Sådan burde det lyde og vi burde hoppe rundt af jubel, for nu burde vi kunne se frem til stor spænding over hvornår telefonen ringer, vi burde have masser af sommerfugle i maven og vi burde have lyst til at gøre de første spæde småindkøb af lidt børnetøj. Det her burde være mindst lige så stor en dag, som da vi blev godkendt første gang. Sådan føles det bare ikke - lysten til at juble er meget meget langt væk. Og hvorfor er den så det? Fordi der først og fremmest melder sig en harme over, at DA - vores såkaldte samarbejdspartner i den her sag, er lykkes med at få taget al glæde ud af den her beslutning. Deres modvilje tager bare totalt glæden ud af en beslutning og en afgørelse, som burde være fyldt med glæde og lettelse.   Skal jeg være helt ærlig, så melder der sig en kæmpe modløshed, en følelse af, at vi er endt i en blindgyde. Vi har helt klart ikke tænkt os at lade DA slippe godt fra de meldinger vi har fået indtil nu, men det føles bare enormt svært, at det skal være så meget op af bakke. Hvorfor helvede er det lige, at der ikke engang imellem er bare et eller andet i den her proces der lykkes? Hvorfor hvorfor hvorfor? Når katastrofetankerne virkelig får lov at køre, så tænker jeg jo, at nogen forsøger at fortælle os, at det er en dum ide at blive forældre. Vi kan ikke klare det, så fat det dog, og opgiv! Hvorfor er vi så fatsvage?   Så det der egentlig burde være et jubelindlæg er modløst og håbløst. TAK til DA siger jeg bare - tak for evnen til at gøre det her så besværligt som overhovedet muligt. Tak for, at I så snart I fik chancen for at have positiv indflydelse på tingene vælger at spille småfornærmede over, at CCAA tager nye veje og midler i brug for at finde forældre til de børn, der slås med særlige behov. TAK siger jeg bare.. hvæsende og bitter.   PS. Og når jeg så er kommet mig over min selvmedlidenhed, så skal vi nok gå videre. DA skal ikke have lov at fastholde sig selv i deres selvretfærdighed.</p>

ARGGGHHHH....

<p>Jeg må af med noget energi - og den er ikke positiv.   Jeg har talt med DA idag - og det er fandme en stejl stejl bakke vi har bevæget os ud på. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at DA helst vil være fri for at bruge det kinesiske on-line system, hvis de kunne blive det. Der er rigtig mange ting galt med det. Først og fremmest er det dybt uetisk at formidle børnene på den måde. Selvfølgelig skal hver eneste barn i denne verden være noget ganske særligt - børn er ikke en vare, og må aldrig blive det. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles grænseoverskridende, at gå ind i et system, og se en masse beskrivelser på nogle børn - hvorefter man så skal sidde og vurdere, om der er kan skaffes forældre til dem - ovenikøbet med en tidshorisont på 48 timer! Det er da råt. Og jeg ville hade det, for jeg ville jo ende med at ville være mor for dem allesammen. MEN det er jo derfor vi har et bureau. Det er jo der de skal kunne være professionelle og saglige. Glemme de små uskyldige<br />
øjne, der ligger bag hver beskrivelse - gå hardcore til fact'sene - og holde dem op mod de tilkendegivelser de har fra os ansøgere. Det må de ganske enkelt kunne håndtere på vores vegne - for hvad har vi dem ellers til?   Jo, vi har dem til at sikre, at det her går etisk korrekt til. Og det skal de så bruge en masse tid på at få ro i mave og hjerte over. Det kan godt være jeg lyder dybt uetisk og unuanceret - det er jeg også lige nu, for jeg kan sgu ikke ved min gode gud forstå, at det kommer bag på dem, at deres opgave er at vurdere børnenes tilstand i forhold til de mulige ansøgere, der er tilmeldt hos dem. Det kan jeg bare ikke. Jo, for jeg må jo forstå, at hvert barn de læser om efterlader sig spor hos dem. Ja - men de kan jo ikke skaffe alle børnene forældre - men de kan glæde sig over, at de kan skaffe forældre til nogen af dem. <br />
  Dernæst er de ikke interesseret i at arbejde under pres på den måde. Det er ikke rimeligt, at der kun er 48 timer til at afgøre om barnet kan formidles. Nej, det er kort - men det er nu engang de konditioner de arbejder under, og så er det da mere konstruktivt at finde en brugbar arbejdsform til det, end hyle over, at det er uetisk. <br />
  Så enten kan vi sidde her og vente på at de kommer sig over deres forargelse over hvordan systemet virker. Det kan tage sin tid tror jeg - eller vi kan finde en måde at bearbejde dem til at forstå, at nu har de tænkt og mærket efter længe nok - nu skal der handles. Måske skulle jeg bare være fræk, og ringe om en uges tid og spørge om de er ved at være kommet over forargelsen.   Er der noget at sige til, at jeg indimellem godt kan få fornemmelsen af, at det bare ikke skal lykkes???</p>