Suk! - del 2

Tak for de dejlige og hjælpsomme kommentarer til mit sidste indlæg, her og andre steder. Dejligt :o))

Og når nu jeg har sukket så højt og inderligt, ja så må jeg jo også dele det jeg fik ud af det. Jeg kunne nemlig mærke, at det lettede gevaldigt at sukke. Det var som om jeg igen fik energi til at tænke lidt mere over hvad det egentlig er vi oplever. Først og fremmest tror jeg vi er klar til det, der for adoptanter er et helt naturligt ord: PAS (post adoption services). Der er ting vi skal have sat ord på omkring den start Aksel har haft med mad. Det tror jeg vi vil få stor glæde ud af som familie. PAS er en ordning, der sikrer familier med adopterede børn ret til næsten gratis (100kr/time) rådgivning af specialister indenfor de første5 år efter hjemkomst. En rådgivning der har hjulpet rigtig mange familier igennem svære kriser, men som også kan være en super hjælp til de små ting, der på den måde ikke får lov at blive store.

Og så er der det andet - hans sanser og sanseintegration. Jeg har fundet vej til en hjemmeside http://www.lebahn.dk/ , som gav mig en aha-oplevelse. Vi har jo trænet meget med Aksels sanseintegration - og har fået fantastiske resultater i forhold til hans motoriske udvikling. Da han startede i dagpleje måtte vi desværre sande, at logistik og hverdag ikke gjorde det muligt at holde fast i vores terapeut, men vi har fulgt op så godt vi kunne selv og med hjælp fra børnefys'en i kommunen. Men et af de områder, som vi aldrig fik rigtig hul på i den oprindelige træning var Aksels sanser omkring munden. Vi og terapeuten var opmærksomme på det, idet han aldrig rigtig har været igennem den periode, hvor børn stopper alt i munden - det sammenholdt med for tidlig overgang til skemad gør, at han slet ikke har udviklet sit sanseapparat ordentligt i og omkring munden. Men dengang gik meget af tiden med det grovmotoriske, for det var her han var tydeligst udfordret på det tidspunkt. Nu er vi et andet sted og det er andre sanser, der er i spil nu. Faktisk forklarer det også hvorfor han endnu ikke rigtig har taget hul på det sproglige. Hans lille mund har svært ved at styre lydene.

Se det var jo den konklusion jeg pludselig kunne se var helt oplagt. Havde selv helt overset den vinkel indtil jeg sad og læste en anden mors beskrivelse af sit barns spisevaner, som nærmest kunne have været en beskrivelse af Aksel. Sammenholdt med svaret fra den kloge dame, der har sat sig ind i børn med spiseforstyrrelser (det lyder vildt, det er jo ikke det der er tale om her, blot det, der kunne få lov at udvikle sig til en sådan, hvis vi ikke forholder os rigtigt til det)  gav mig simpelt hen svaret på hvor vi skal have fokus.

Aha og selvfølgelig! Hvorfor har vi ikke tænkt på det noget før, med al den fokus vi har haft på hans sanser? Ja, køller kan man altid finde og slå sig selv med, jeg vil nøjes med at glæde mig over, at det føles rigtigt at tænke sådan og hermed udbryde: