Se min trappe!

Jeg har en svaghed for potter - mange af dem.  Gerne gamle med patina og senest har den italienske tradition med brug af gamle dåser også sneget sig ind i repertoiret - ihvertfald på denne trappe. Det er en gammel trappe, eller nok mere præcist, et gammelt trappetrin, foran døren fra gårdspladsen til stalden. Et trin jeg elsker, fordi der er rigtig god plads til masser af krukker - også uden de kommer i vejen for de praktiske gøremål.

Og i år må jeg indrømme jeg synes resultatet er særlig godt. Vi har kombineret de sædvanlige pelargonier med krydderurter. Et skønt sammensurium af sommer!

Suk! - del 2

Tak for de dejlige og hjælpsomme kommentarer til mit sidste indlæg, her og andre steder. Dejligt :o))

Og når nu jeg har sukket så højt og inderligt, ja så må jeg jo også dele det jeg fik ud af det. Jeg kunne nemlig mærke, at det lettede gevaldigt at sukke. Det var som om jeg igen fik energi til at tænke lidt mere over hvad det egentlig er vi oplever. Først og fremmest tror jeg vi er klar til det, der for adoptanter er et helt naturligt ord: PAS (post adoption services). Der er ting vi skal have sat ord på omkring den start Aksel har haft med mad. Det tror jeg vi vil få stor glæde ud af som familie. PAS er en ordning, der sikrer familier med adopterede børn ret til næsten gratis (100kr/time) rådgivning af specialister indenfor de første5 år efter hjemkomst. En rådgivning der har hjulpet rigtig mange familier igennem svære kriser, men som også kan være en super hjælp til de små ting, der på den måde ikke får lov at blive store.

Og så er der det andet - hans sanser og sanseintegration. Jeg har fundet vej til en hjemmeside http://www.lebahn.dk/ , som gav mig en aha-oplevelse. Vi har jo trænet meget med Aksels sanseintegration - og har fået fantastiske resultater i forhold til hans motoriske udvikling. Da han startede i dagpleje måtte vi desværre sande, at logistik og hverdag ikke gjorde det muligt at holde fast i vores terapeut, men vi har fulgt op så godt vi kunne selv og med hjælp fra børnefys'en i kommunen. Men et af de områder, som vi aldrig fik rigtig hul på i den oprindelige træning var Aksels sanser omkring munden. Vi og terapeuten var opmærksomme på det, idet han aldrig rigtig har været igennem den periode, hvor børn stopper alt i munden - det sammenholdt med for tidlig overgang til skemad gør, at han slet ikke har udviklet sit sanseapparat ordentligt i og omkring munden. Men dengang gik meget af tiden med det grovmotoriske, for det var her han var tydeligst udfordret på det tidspunkt. Nu er vi et andet sted og det er andre sanser, der er i spil nu. Faktisk forklarer det også hvorfor han endnu ikke rigtig har taget hul på det sproglige. Hans lille mund har svært ved at styre lydene.

Se det var jo den konklusion jeg pludselig kunne se var helt oplagt. Havde selv helt overset den vinkel indtil jeg sad og læste en anden mors beskrivelse af sit barns spisevaner, som nærmest kunne have været en beskrivelse af Aksel. Sammenholdt med svaret fra den kloge dame, der har sat sig ind i børn med spiseforstyrrelser (det lyder vildt, det er jo ikke det der er tale om her, blot det, der kunne få lov at udvikle sig til en sådan, hvis vi ikke forholder os rigtigt til det)  gav mig simpelt hen svaret på hvor vi skal have fokus.

Aha og selvfølgelig! Hvorfor har vi ikke tænkt på det noget før, med al den fokus vi har haft på hans sanser? Ja, køller kan man altid finde og slå sig selv med, jeg vil nøjes med at glæde mig over, at det føles rigtigt at tænke sådan og hermed udbryde:

Suk!

Jep, sådan et har jeg brug for at komme af med. Et dybt et af slagsen...

Aksel har helt fra vi fik ham haft issues omkring mad. Det var tydeligt på børnehjemmet. De første gange vi så plejerne give Aksel mad var jeg målløs. Det var ubehageligt at se, at de måtte tvinge ham til at tage imod og efter et par skefulde gik det så ok. Heldigvis ændrede det mønster sig efter vi fik ham, men det var sørme godt nok ubehageligt at skulle igennem som forældre. Især med et undervægtigt barn, som bare ikke på nogen måde kan springe måltider over.

Kigger vi på udviklingen med de briller på, så har Aksel udviklet sig enormt siden vi fik ham - i hans stille og rolige tempo, for jeg skal indrømme, at jeg har sukket mange gange undervejs. Det er ikke altid nemt at bevare tålmodigheden og sådan en periode har jeg også lige nu. Så når jeg nu sukker og skriver om det her, så er det fordi jeg oplever, at vi står i stampe.

Aksel er stadig følsom omkring mad. For bare få måneder siden spiste han ikke frugt af nogen slags - det er han så blevet rigtig glad for nu. Men vi hænger fast et sted - den varme mad. Vi har i lang tid accepteret, at Aksel ville have pølser til aftensmad. Lægen har opfordret os til at lade det køre og bare acceptere, at det er det han spiser. Det har vi gjort i hvad - måneder nu. Undervejs har der været udvikling på en masse andre punkter, bare ikke omkring aftensmåltidet. Er han med under madlavningen kan det sagtens komme over ham at smage på et eller andet - det bliver sjældent spist, men smagt og afprøvet - se det er jo et af de skridt på vejen jeg savner under aftensmaden. Lidt nysgerrighed. Vi sørger for, at der er andet på tallerkenen, men han rører det ikke. Vi forsøger at lade være med at have fokus på andet end det der bliver spist og på, at det sørme ser lækkert ud og det er dejligt at få mad. Andre dage kommenterer vi intet og lader bare måltidet gå med den snak der nu er den dag.

Så nu sukker jeg højt og inderligt og håber jeg med dette suk kan indhente en ny portion tålmodighed. Jeg nægter selvsagt at gøre noget som helst der kommer til at minde om tvang eller pres - den vej skal vi under ingen omstændigheder ned ad. Afmagten har sneget sit grimme fjæs frem i enkelte situationer undervejs og jeg er blevet skrækkelig bevidst om, at det bare ikke må ske. Aksel skal opleve, at han kan tage det i hans tempo og så må jeg sukke alt det jeg har brug for undervejs..., så hermed:

Sommerfornemmelse

Send flere af de her dage, tak! Hvor har det dog været skønt. Tror faktisk også ham den lille har nydt det.

Nummer 13

Ja, vi er atter rykket op ad listen. Endnu et lille skridt på vejen :o)) Vi håber på flere, snart. Det forlyder, at der er noget på vej, men da kilden er lidt utraditionel, så kan det godt være det ikke er det vi håber. Vi er ihvertfald glade for at kunne mærke endnu et skridt mod det næste store mirakel.

Aksel hjælper

For det gør man jo, når man er en rask dreng, der gerne vil være med i det hele. Således også da gyngestativet skulle op. Det er jo så også Aksel der primært skal bruge det, så måske også meget nærliggende at han kvalitetstjekker arbejdet.

Og hjælper med det rigtige værktøj!

Her går det godt!

Det gør det virkelig. Livet smiler med de store smil til os i øjeblikket og vi nyder hvert et sekund.

Aksel udvikler sig helt enormt og forældrene skal lige vænne sig til de ting der sker. 1 måned før hans et års fødselsdag - den 16. februar - slap han tøjlerne og tog sine første skridt. Hold da kæft det var stort. Sikke en oplevelse. Vil aldrig glemme hans stolthed, da han opdagede hvad han havde gang i og hans begejstring bare få minutter efter det første skridt, da han stavrede afsted fra mor til far! Og så skal jeg ellers love for det tog fart. Ikke mange dage efter det første skridt tog han turen igennem huset som havde han gået i månedsvis. Men han var jo også i den grad klar - vi ventede jo bare på han selv opdagede det.

Her er en lille kort sekvens fra den aften, han knækkede koden. Hør bare hvor begejstret han selv er!

Den 15. marts blev Aksel 2 år. En dejlig dag, der blev fejret på flere måder. Først besøg af dagplejen

Så besøg af familie

Og et par dage efter holdt vi igen fest - sammen med resten af familien hos bedstefar og bedstemor i Pjedsted. Et lille hyggeligt indslag var cup cakes'ene, som var inspireret af en af Aksels store lidenskaber... ( I må tilgive fotografens manglende sans for detaljen.. baggrunden er ikke så køn...)

Aksel har også været på sin første skiferie. En fantastisk dejlig ferie. Aksel fik kælket lidt, kom med et par ture på ryggen af far, hvilket egentlig ikke var noget hit, men det gjorde os i stand til at indtage frokosten på pisten en af de dage, hvor vi havde det smukkeste solskinsvejr. Og ellers skiftede vi til at være på ski, mens den anden passede. Et par gange hjalp vores søde venner også. Vi boede helt perfekt på pisten, så selvom det var korte intervaller på ski, så kunne vi udnytte tiden helt optimalt - det var simpelt hen en perfekt kombination af voksentid på ski og hyggetimer med Aksel og vennerne. Det skal helt sikkert gentages, samme sted, for det var super optimalt på alle planer, og så glæder vi os bare til Aksel skal prøve skiene af selv...

Her til sidst kan jeg jo så lige gøre status på ventetid på Lillen (kom han/hun så til at hedde...). Vi har fået nyhedsbrev fra AC med noget nær intet nyt i. Der er stilstand i formidlingen, eller den er ihvertfald meget langsom lige nu og der er ikke så meget andet at sige til det, end det sædvanlige. Der er udskiftninger på centrale poster, nye arbejdsgange und so... Der kom jo et barn i forslag for nylig og i nyhedsbrevet skriver de, at der er 2 i forslag pt. Enten er det en fejl eller også er der et barn mere på vej. Det næste der skal ske for os er, at vi når så langt, at vi bliver bedt om at indhente papirer til Nigeria. Der er 10 sager i Nigeria af gangen, så vi nærmer os.