Det med mad

Er der noget, der har spøgt i vores forhold til Aksel og i Aksels udvikling generelt, så er det mad. Een ting er at starte ens liv sammen med at skulle tvangsfordre sit barn, noget andet er at komme over det, få pillet følelserne ud af det og acceptere, at det var en nødvendighed. Det har vi fået hjælp til. Det hjalp at erkende, at Aksel rent faktisk har været så ked af det, at han ikke havde lyst til at spise, faktisk ikke havde lyst til at leve. Se de ord har det taget mig noget tid at få ud over egne læber, få sagt højt og ikke mindst italesat overfor Aksel. Men nu kan jeg, og kan mærke, at det føles godt at kunne sige det højt uden at hyle eller fanges i egen sorg over hvor stygt det er at vide, at det er en del af Aksels historie.

Næste skridt er så, at få Aksel hjulpet udover alt det fysiske omkring det at opleve tvangsfordring på et tidspunkt i hans liv, hvor alle sanser har været skærpet til det yderste. Det har påvirket ham voldsomt, at han har oplevet, at blive tvangsfodret med mad, han ikke vidste hvad var, og som han mundmotorisk ikke var klar til at håndtere. Samtidig var alt kendt væk. Hver gang hans krop oplever mad, han ikke ved hvad er sendes han direkte tilbage til den sorg og det chok han var i, på det tidspunkt.

Og det siger sig selv, at det tager rigtig lang tid at vænne kroppen til, at det ikke er ensbetydende med nye store forandringer i ens liv, når ens mad ikke er som den plejer at være. Meget meget længere tid, end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig. De her sammenhænge er klare og tydelige for mig og jeg kan sagtens se logikken i det, men jeg skal gerne indrømme, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig det så svært at komme over.

Men lad mig blot sige, at vi, som forældre, har skulle rykke os rigtig langt i det her. Det har taget tid at give slip på det fokus vi havde i starten på Aksels mad. Det har taget tid at erkende, at han skal have lov til at styre det hele selv, at han skal have lov at spise hvad han vil, når han vil, i præcis så lang tid det tager ham, at omkode sit system til, at det er ensbetydende med velbehag og nydelse at spise. De skridt han har taget siden vi fik hinanden er i virkeligheden gigantiske, selvom det nogen gange kan synes ganske ubetydeligt, men set med det udgangspunkt han har, så er det stort, at han idag spiser af sig selv, at han kan fortælle når han er tørstig eller vil have boller, banan eller yogurt, at han engang imellem vil røre ved og lege med forskellig slags mad og at han til tider tager noget af det op til læberne, kortvarigt. Det er adfærd, der er fine små skridt i retningen af at turde smage på andet end det kendte, turde putte det ind i munden og finde ud af hvad der så sker, når det kommer derind osv.

Men helt ærligt, så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle være et issue efter 2 år. Havde aldrig forestillet mig det skulle være så svært. Og så er det man priser sig lykkelig for den hjælp og ekspertise, der idag er til rådighed for os adoptivforældre, for ellers tror jeg faktisk vi kunne være stået i stampe rigtig rigtig længe på det her.

Og så har jeg slet ikke været omkring omgivelsernes påvirkning på det her emne. I guder hvor har jeg skulle bide mig selv i tungen eller ryste imaginært på hovedet over folks gode råd om børns kræsenhed og madvaner. Indeni har jeg så stået og råbt meget højt ind i hovedet på folk, at det ikke kan sammenlignes. Det eneste jeg medgiver er, at fokus på børn og mad ikke rykker noget som helst - det har vi helt sikkert tilfælles med rigtig mange andre, men at skulle forholde sig til, at ens barn har en ret barsk historie indeholdende et af de mest grundliggende svigt for et lille menneske, det håber jeg sgu ikke er historien for ret mange familier.