<p>De første meldinger er kommet, og det ser ud til at CCAA i denne omgang har matchet til 6 dages ansøgninger, og dermed er nået til den 23. februar. Det snegler sig stadig afsted. 6 dage lyder selvfølgelig af mere, end sidste måneds 2 dage - det er stadig bare langt under det niveau, der virkelig kan give forhåbninger om ændringer i tempoet. Jeg havde håbet på, at de i det mindste kunne gøre februar færdig her i 2008. Det kan de måske også - hvis vi tæller næste matching som en 2008-matching, trods det, at vi først kommer til at høre om den i starten af 2009.</p>
<p>Op SN siden er der ikke noget nyt. Vi har ikke kontaktet DA de sidste uger - ved jo hvad vi får at vide, og det er sejt at forholde sig til den manglende lyst til handling man hele tiden fornemmer under alle forklaringerne. Vi er ganske enkelt totalt låst. </p>
<p>Et alternativ kunne have været, at trække vores ansøgning hos DA - starte forfra med papirerne, og melde os ind hos AC. Desværre vil det samtidig betyde, at vi skal leve op til de krav CCAA indførte i maj 2007. Det kan vi ikke, da vi skal have været gift i 5 år (De kræver 5 års ægteskab, når man har været gift før). Så vi bliver nødt til at blive hvor vi er. </p>
<p>Egentlig er det denne magtesløshed og manglende mulighed for handling, der er det absolut værste lige nu. Kunne vi da bare gøre noget selv, for at optimere situationen. Alt er gjort - vi har vores udvidede godkendelse - men mangler commitment og vilje fra DA.</p>
<p>Så sorgen, tristheden og følelsen af, at det bare er bunduretfærdigt er ikke langt væk - den lurer lige under overfladen. Tiden vi går i møde nu, er også altid lidt af en prøvelse. Jeg tror det er 8. jul jeg går i møde med håbet om at det er den sidste uden muligheden for at se små fødder rundt om træet. Sidste år vidste vi godt, at det ikke blev den sidste - det var også hårdt, at vide, at vi ikke engang havde den mindste chance for at 2008 ville bringe os et barn. I år kan vi da i det mindste håbe på , at 2009 bringer det glade budskab. Men 8 års skuffelser kan vist godt mærkes, og jeg tager mig selv i at tænke, at det slet ikke bliver til noget nogensinde. At det her bare er en lang erkendelse af, at vi aldrig skal være forældre. Det lyder barsk, men jeg ved jo heldigvis fra andre hårdt prøvede ventende, at det langt fra er unormalt. Det stadie vi er på nu, hvor vi snart har været i gang med adoptionsprocessen i sig selv<br />
i 4 år - og tæller vi barnløshedsbehandlinger har vi ønsket os børn i 7 år - ja så er psyken ved at være tømt for energi til at håbe. Forsvarsmekanismerne er seje, og psyken beskytter sig selv - den bedste beskyttelse er simpelt hen at holde op med at håbe og tro på det, for så kan jeg da ikke blive skuffet. Jo - det kan jeg - for selvfølgelig ligger håbet der stadig - langt inde - men murene er blevet høje og tykke, så de er svære at komme forbi. </p>
<p>Håber bare, at den dag det så endelig sker, så er de trods alt til at få brudt ned, for jeg vil så gerne have lov til at glæde mig ægte og inderligt over at være blevet mor. Så kan jeg godt leve med det hele nu - bare jeg får lov at mærke den glæde og forventning, som jeg ikke tør give los for lige nu!</p>
