Aksel har helt fra vi fik ham haft issues omkring mad. Det var tydeligt på børnehjemmet. De første gange vi så plejerne give Aksel mad var jeg målløs. Det var ubehageligt at se, at de måtte tvinge ham til at tage imod og efter et par skefulde gik det så ok. Heldigvis ændrede det mønster sig efter vi fik ham, men det var sørme godt nok ubehageligt at skulle igennem som forældre. Især med et undervægtigt barn, som bare ikke på nogen måde kan springe måltider over.
Kigger vi på udviklingen med de briller på, så har Aksel udviklet sig enormt siden vi fik ham - i hans stille og rolige tempo, for jeg skal indrømme, at jeg har sukket mange gange undervejs. Det er ikke altid nemt at bevare tålmodigheden og sådan en periode har jeg også lige nu. Så når jeg nu sukker og skriver om det her, så er det fordi jeg oplever, at vi står i stampe.
Aksel er stadig følsom omkring mad. For bare få måneder siden spiste han ikke frugt af nogen slags - det er han så blevet rigtig glad for nu. Men vi hænger fast et sted - den varme mad. Vi har i lang tid accepteret, at Aksel ville have pølser til aftensmad. Lægen har opfordret os til at lade det køre og bare acceptere, at det er det han spiser. Det har vi gjort i hvad - måneder nu. Undervejs har der været udvikling på en masse andre punkter, bare ikke omkring aftensmåltidet. Er han med under madlavningen kan det sagtens komme over ham at smage på et eller andet - det bliver sjældent spist, men smagt og afprøvet - se det er jo et af de skridt på vejen jeg savner under aftensmaden. Lidt nysgerrighed. Vi sørger for, at der er andet på tallerkenen, men han rører det ikke. Vi forsøger at lade være med at have fokus på andet end det der bliver spist og på, at det sørme ser lækkert ud og det er dejligt at få mad. Andre dage kommenterer vi intet og lader bare måltidet gå med den snak der nu er den dag.
Så nu sukker jeg højt og inderligt og håber jeg med dette suk kan indhente en ny portion tålmodighed. Jeg nægter selvsagt at gøre noget som helst der kommer til at minde om tvang eller pres - den vej skal vi under ingen omstændigheder ned ad. Afmagten har sneget sit grimme fjæs frem i enkelte situationer undervejs og jeg er blevet skrækkelig bevidst om, at det bare ikke må ske. Aksel skal opleve, at han kan tage det i hans tempo og så må jeg sukke alt det jeg har brug for undervejs..., så hermed:
