Arhhh...

Synes et stort lettelsens suk snart er på sin plads. Aksel har nu været børnehave barn i 7 uger og vi må sige, det går rigtig godt. Børnehaven har taget ham ind med stor samarbejdsvilje og børnene i børnehaven synes også at have taget Aksel til sig, som deres lille yndling. De store piger synes han er dejlig at kysse på og de store drenge synes han er sjov at lege med, fordi han gider løbe efter dem og aldrig forlanger de skal løbe efter ham.

Sproget udvikler sig, nye ord kommer til og navnene på pædagogerne er på plads og de bliver sagt herhjemme med stor glæde. Han kan godt lide at komme afsted, vil gerne vise rundt, når vi henter og virker i det hele taget som om han har taget sit nye sted til sig med stor glæde. Hold nu op det varmer og gør en så glad, så glad.

Og at han så også bare virker glad, sådan på den der sprudlende overskudsmåde er bare så dejligt. Tør jo næsten ikke tro det er sandt. Men uanset, så er det ihvertfald længe siden vi alle har haft det så godt, som vi har det lige nu og det er det fordi der bare har været meget at bekymre sig om, mange spekulationer og mange stunder, hvor frygten for hvordan det ville ende har haft overtaget. Dejligt at kunne sige, at det nu er den anden ende af skalaen vi bruger :o)

Og her er han, på vej på svampetur med mor og far (og for lige at gøre det mindre overskudsagtigt, nej vi fik ingen spiselige svampe med hjem og Aksel mistede lynhurtigt tålmodigheden ;o)

Ordet neger

Det er faktisk sjældent, ja for at sige aldrig, at jeg begiver mig ud store holdingsudgydelser eller anden politisk her på bloggen. Men jeg har fået lyst til at dele nogen tanker af den karakter.

Som mor til et barn med afrikanske rødder støder jeg indimellem på spørgsmålet til ordet "neger" - hvad siger man og hvorfor? For få år tilbage ville jeg havde holdt fast i, at ordet kan bruges, fordi vi bør kunne flytte os fra ordets historiske  belastede betydning og over i en sammehæng, hvor det bare betyder sort. Så stødte jeg ind i diskussionen igen og igen og til sidst har jeg også måtte bøje mig. Synes faktisk det er lidt pinligt, at det tog mig ret lang tid at fatte, at der er mennesker i denne verden, der stadig tillægger ordet dets nedsættende betydning, og dermed bruger det nedsættende, og derfor også mennesker, der stadig oplever sig talt ned til med ordet. Og når de mennesker, der rent faktisk omtales med ordet, ikke bryder sig om det, så har jeg bare at holde mund. Så er det bare ikke iorden at bruge det, og så må vores danske stædighed og behov for at gøre oprør mod det politiske korrekte altså stoppe. 

Hvad siger man så istedet?- har folk ofte behov for at vide. Jamen, skal vi sige noget? Hvad er det egentlig der gør, at vi har så stort et behov for at kunne beskrive en hudfarve, er der ikke noget andet, der kunne have klaret opgaven? Og når vi skal beskrive mennesker, med mørk hudfarve som befolkningsgruppe, kunne det jo være afrikanere, zimbabwianere eller lignende kan klare opgaven.

Det mest interessante er jo, at vi i det hele taget stadig tillægger hudfarve betydning. Det gør vi og det er tankevækkende, for hvorfor er det egentlig sådan? Burde vi ikke for længst have flyttet os videre? Jeg tror det tager mange generationer endnu at flytte sig fra den herskende opfattelse af "hvidt herredømme" i vores bagvedliggende kulturforståelse - for den har vi. Bare se modebilledet. For et par sæsoner siden var farven "nude" på mode - en farve, der på min krop kunne opfattes som "nøgen", men da aldrig kunne beskrives sådan på en brun kvindes krop. Hvor arrogant er det lige? 

Så ja, jeg melder mig under fanerne for politisk korrekthed i sproget rent faktisk betyder noget. Det kan faktisk godt betale sig, at tænke lidt udover ens egen næsetip og lytte til hvad de mennesker det drejer sig om siger, og det må da være dem der har det afgørende ord i sådan en diskussion. For hvis jeg holder fast, ja så holder jeg jo også bare fast i en kulturforståelse af, at jeg ved bedst, som hvid. Bvadrr.. siger jeg bare, det har jeg virkelig ikke lyst til at signalere.

Hvis du gider læse mere, så nap lige denne efterhånden gamle artikel fra Information - den siger det også ganske fint: Retten til at sige neger

Vi er på 3. uge

- i indkøringen, og det går OK. Nu er pædagogerne ved at være klar over, at Aksel på rigtig mange områder ikke er et normalt 3 årigt børnehavebarn. Det har taget en stor sten fra skuldrene - for jeg synes godt nok det er svært at få det forklaret og formidlet uden at lyde som en totalt overpylret mor.

Men nu har der været besøg af PAS (et initiativ børnehaven allerede havde taget på baggrund af en anden adopteret dreng) og Aksels talepædagog fra dagplejen har været forbi. Begge nogle yderst kompetente damer, der fik skabt nogle tydelige erkendelser af hvad det vil sige, at skulle opbygge nye relationer, tro på, at det man har ikke forsvinder igen osv. Ligeledes synliggjort, at hans manglende talesprog skal oparbejdes via tydelige relationer båret igennem af en voksen ved hans side, der kan guide og hjælpe med at forstå, så Aksel får lært det kommunikative.

Udfordringen pt er, at han skal føle sig tryg, når mor er gået. Når jeg er med, så er der fut over feltet, men han bruger også mange kræfter på at holde styr på mig, sikre sig, at de andre børn ikke bliver for interesserede osv. Når jeg ikke er der, så bliver han mere tilbageholdende, hvilket også er naturligt nok. Jeg er væk i ca 2 timer af gangen nu, hvilket indtil videre er passende. Så henter jeg en glad dreng, der trænger til sin lur og vågner glad og og i godt humør. Det vigtige er, at han får så stor tryghed ved de voksne, at han kaster sig ud i legen og at de forstår at hjælpe ham igang og guide.

At jeg er begyndt at gå fra børnehaven er dejligt - det er jo en evig balancegang, for tænker jo også, at jeg hurtigt kunne installere mig selv som fast inventar dernede og så ville han alligevel opleve det som en stor omvæltning, at jeg pludselig ikke er der mere. Den her strategi, hvor vi langsomt bevæger os op i tid på hvor længe han er der på egen hånd, den virker for os.

Nummer 4

Sørme så - AC har idag opdateret ventelisten og der er bragt et barn i forslag i løbet af sommeren.

Pyyyhh.... Vil gerne tilstå, at det faktisk er lidt svært at være rigtig glad for det lige nu. Det er ikke vildt nemt at forholde sig til, nu hvor vi kæmper en kamp for at få indkøringen i børnehaven til at lykkes.

Der er rigtig lang vej endnu, føles det som om, og derfor er det ikke lige storebror-rollen jeg under ham, men det er jo så heller ikke vores tur, endnu...

Nu, mor til et hulebarn

Aksel er startet i Knudsøhulen børnehave - og er nu et hulebarn.

Det er hård kost, men også spændende. Vi har været afsted i 3 dage - kun formiddage, men det er indtil videre også rigeligt. Aksel vil virkelig gerne børnene og der er selvfølgelig også en vis interesse for den nye dreng - heldigvis på en fornuftig måde. Men ihh hvor er det altså hårdt at se hvor meget Aksel skal kæmpe. Han har jo slet ikke sprog til at begå sig blandt jævnaldrende og det er også ret svært for ham at forstå leg - der skal rigtig meget hjælp til. Jeg gør mit bedste, men det værste er samtidig, at Aksel stadig har det med at reagere med at hive i hår eller slå, hvis han bliver det mindste usikker på om jeg nu også har min opmærksomhed rettet på ham. Det stresser ham lynhurtigt, især når han er ved at være træt, hvilket jo er naturligt nok, men ikke desto mindre hårdt for ham. Han er også udfordret motorisk, men det er jeg straks meget mere fortrøstningsfuld omkring. Børnehaven er en sand lille oase, hvor udelivet fylder hele dagen fra 8.00 til 16.00 - legepladsen en næsten ren naturgrund, med masser af motoriske udfordringer, som Aksel nok skal lære en masse af. Den del knokler han også på med, man vil jo gerne følge med de store frække drenge, der løber og laver en masse ballade og leger løbe-efter-hinanden leg.

Og sidst men ikke mindst fylder "mand", som han kalder piraten/sørøveren, der står hugget ud i træ på legepladsen, en del. Han er spændende og samtidig vildt skræmmende. Først idag, på 3. dagen var han helt oppe og røre ham, men så skal jeg da også love for han stillede sig og fortalte sine egne Akselske røverhistorier til ham, for nu var de gode venner. Virker lidt som om han har et fokuspunkt i ham, som han kan vende tilbage til, når alt det andet bliver lidt uoverskueligt. Så siger han "mand" og så går vi over og kigger til ham.

Så vi trækker stadig vejret dybt ned i maven og håber så inderligt, at vi kan få ham til at trives, trods sine udfordringer, for det er ikke løgn, når jeg kalder det en oase. Der er pt 20 børn, 4 faste pædagoger og 2 pædagogmedhjælpere - dejligt overskueligt og ikke mindst gør udelivet det også meget nemmere at være med for Aksel, idet sanseindtrykkene ikke bliver så intense for ham. Larm er der jo intet af, og alting bliver også en anelse mere enkelt, når det foregår udendørs.

Hvor er vi nu?

Jeg skylder en opsamling :o)

Vi synes vi er landet igen og familien har igen en følelse af at være i trivsel. Den sidste halvanden måneds tid har været hård, men nu hvor vi igen kan mærke at vi er, hvor vi kan lide at være, så var det jo heller ikke værre ;o) Det jeg bagefter kan mærke har fyldt meget har været tanken om, om vi overhovedet ville lande igen.

Og sådan er det jo nok, når vi oplever vores børn i krise. Vi bliver nervøse for om der er andet galt, om vi har håndteret det vi står i, rigtigt, og om det her nu er vores nye virkelighed.

Aksel har helt klart reageret på, at der var forandringer i dagplejen. Det har taget tid at få på plads, at det ikke også betød ændringer på alle andre planer. Nu henter vi en glad dreng i dagplejen - det var i disse situationer han reagerede meget tydeligt i starten - han ville ikke med hjem. Nu er hverdagen med nye børn i dagplejen på plads. Og reaktionerne på hjemmefronten færre, vi kan forudsige dem og tage de nødvendige hensyn.

Der hvor jeg har lært mest den sidste måned har været om opdragelse. Jeg, ja vi, har været så optaget af at kode Aksels reaktioner og holde dem oppe imod alle de adoptionsrelaterede reaktioner vi kunne komme i tanke om. Jeg var bare helt rundtosset til sidst. Indtil det, med lidt sparring fra nogle ret kompetente damer i mit netværk, blev tydeligt - skil tingene ad. Vi gav lige os selv lov til at opdrage, for at sige det lidt firkantet. Og når man bliver tydelig og klar i mælet - så smitter det også af på andre situationer, hvor det ikke er opdragelse, men anerkendelse og rummelighed, der virker bedst.

Vi er ikke i tvivl om, at vi har været igennem nogle af de tydeligste adoptionsrelaterede reaktioner fra Aksel i den sidste måneds tid, men tænk at det var opdragelse, der gjorde vi kom igennem. Det ville jeg ikke selv have troet, men i bagklogskabens lys gjorde det en tydelig forskel. Vi blev tydelige voksne og så blev tingene skilt ad. Tror sgu det en meget typisk adoptions-fælde at falde i og vi kommer helt sikkert til at gøre det igen, for det er ikke altid lige let at agere i de her mange muligheder, men nu ved man da, at det faktisk kan være en fordel at tage adoptionsbrillerne lidt af engang imellem - så håber da vi lige husker det fremover også. Og for god ordens skyld - det betyder jo ikke, at vi ikke italesætter, spejler og bruger alt hvad vi kan af hans egen historie til at lande ham i de svære følelser - det betyder bare, at vi ikke altid gør det ;o)

Back to basics

Fuck altså, hvis jeg må være så bramfri, hvor er det altså hårdt at mærke ens barn være udfordret. Hvor ville jeg dog bare ønske, at vi kunne sige hvorfor. Det kan man nok aldrig - vi er nok langt fra de eneste, der gerne ville kunne pege på en præcis årsag, når ens barn synes at have det svært.

Så vi er lidt "back to basics" her.  Når nu en af de vigtige baser i hans liv er i opbrud, så må vi sørge for den vigtigste, nemlig hjemmebasen, er så stabil som overhovedet muligt. Så lige nu er vi tilbage til den strategi de fleste adoptivfamilier kender fra deres start som familie. Men vi tror det er det der virker og derfor er det ikke skidt at tage den frem igen... Men man kan godt føle sig slået tilbage til start - derudover har daglige reaktioner fra ens barn også den virkning at man kommer til at føle sig enormt utilstrækkelig som forældre og ja, det slider...

Vi må håbe, at strategien snart virker.