Vi leger med former

Apropos mit tidligere indlæg om spirende selvtillid.

Her i weekenden fik mor en ide. Aksel er egentlig forholdsvis god til at genkende former, når vi leger med klodser eller små kort med firkanter, cirkler og trekanter. Det er ikke altid han lige kan komme i tanke om dem, men med lidt medierende hjælp, på Feuersteinsk, så kommer det.

Så var jeg pludselig fik lyst til at få ham til at opdage formerne omkring os. Vupti, der gik sport i at se hvor vi kunne finde cirkler, firkanter og trekanter - det sidste er faktisk ikke så nemt endda ;o) Det fede er, at vi kan gøre det løbende og jeg kan spørge ham helt spontant, bruge et par minutter og så videre. Det er lige måden at gøre det på, uden han kører sur i det.

Det bedste var, da han igår siger "Se mor, en cirtel (cirkel)" og peger på fjernsynet, hvor Bamse leger med en lommelygte. Ja, det var jo en cirkel. Eller da han her til morgen kigger på sin bolle og siger, "se mor, et skib". Han har bidt af den, ikke bevidst, men opdager, at den, efter et par bid, ligner et skib. Se det er simpelt hen fantastisk at han bare med et par dages fokus selv begynder at se formerne i omgivelserne.

Uhhh, jeg bliver så glad.

Næste skridt er farverne - dem har vi godt nok brudt vores hjerner med at få ham til at genkende. Det er bare en svær størrelse, og nu bliver kunsten at holde sig til former i noget tid, så jeg ikke forvirrer ham og han kører sur i det. Ro på, mor - ro på ;o)

Der er noget der spirer, trods årstiden.

Jeg tør næsten ikke, men gør det så alligevel - skrive om nogle af de rigtig gode ting vi ser hos Aksel for tiden.

Aksels selvtillid er simpelt hen i den grad i positiv udvikling. Han er altid gået til opgaver med et "tal itte" (læs: kan ikke) og vi har tit brugt meget krudt på at tale ham igennem med positiv støtte og opmuntring. Det har sikkert givet sit, men jeg er ret sikker på den helt store forskel er dagligdagen i børnehaven. Nu er han i et miljø, hvor han får plads til at prøve, hvor der er tid til at han tager mod til at sig. Han er begyndt at kopiere andre børn og i det rolige miljø han er i nu, der kan han nå at opdage  hvad han kan kopiere og forsøge på egen hånd. Han har jo i den grad brugt det meste af sit krudt på at observere - men nu begynder han at prøve selv. Det samme ser vi herhjemme, hvor det er lege fra fjernsynet han kopierer og lege fra børnehaven bliver også gentaget herhjemme. Det er tydeligt, at han får mod på mere og mere.

I lørdags var vi i Givskud (igen igen) og da vi planlagde dagen om morgenen sagde Aksel meget selvsikkert "se dino". Ja ja, var svaret fra os - og vi grinede nok lidt overbærende. Han plejer at være skrækslagen, så vi var sikre på kækheden var forsvundet, når først vi stod der. Givskud har en dinosaurus-park, med store figurer i 1:1 af fortidens dinoer. Aksel har været igennem 1 gang og var skrækslagen - så den del springer vi normalt over. Men men - i lørdags lagde Aksel selv planen om at gå derind og sørme så - han gjorde det. Gik med HELE vejen rundt, også selvom han indimellem var tydeligt nervøs, men selv undervejs overvandt han sig selv. Et andet barn gik hen og rørte en af figurerne, det så Aksel og så ville han også. Genialt. Han var totalt basket efterfølgende - fuldstændig mør og det var lige ved at blive svært, da vi lige ville have en is, skulle stå lidt i kø og der var mange mennesker osv - men det gik. Tror først det var herhjemme det gik helt op for os hvor stort et skridt det egentlig var. Han overskred i den grad en kæmpe stor grænse uden at falde fra hinanden. Fantastisk.  Billeder blev der ikke taget ;o) Det var det alligevel for intenst til.

Og det går jo også igen i det små herhjemme. Vi kan spille spil og han synes det er sjovt og vil gerne. I stedet for tidligere, hvor det godt kunne kræve en del overtalelse og positiv opmuntring. Det er som om han selv mærker han kan mere, gerne vil vise det og samtidig også nyder rosen og opmuntringen - fremfor tidligere, hvor han, hvis vi kom til at rose noget for tidligt, kunne få præstationsangst og så ville han ikke mere. Fine fine balancer vi er oppe imod, men det er så meget nemmere at agere i det, når der pludselig er noget vilje og lyst fra ham. Hold da op hvor er det bare en afgørende faktor.

Det giver så mig et kæmpe håb om at vi snart er tættere på at kunne bruge Feuersteins instrumenter. Det kræver lige lidt mere af ham, men den forandring vi ser lige nu er så meget det vi har brug for, for at kunne komme igang.

For det er også tydeligt at hans reflektionsniveauer begynder at ændre sig, han leger mere, bruger sin fantasi, finder på og forsøger at snøre mor og far ;o) Det tager vi gerne med i købet. Et barn med spirende selvtillid er trods alt en kæmpe stor gave.

Vi trækker vejret ned i maven igen... (næsten ;o)

I sidste indlæg var jeg noget frustreret.  Åhh, det var hårdt at møde Aksels frustrationer i forbindelse med afhentning igen.

Gudskelov er vi igen tilbage i en rytme, hvor det fungerer. Igen er det jo lidt en gætteleg at blive klog på hvorfor det nu fungerer igen, men der er nok en overvejende sandsynlighed for, at vi er blevet endnu et nøk tydeligere i det vi siger til Aksel om tidspunkt for afhentning. Det betyder noget om det er før frugt, mens de spiser frugt eller efter - noget han ikke tidligere ville have hæftet sig ved, men det gør han nu og det må vi jo glæde os over. Det er da godt han rent faktisk kan genkende før, under og efter. Desuden er jeg også ret sikker på, at pædagogerne er blevet tydeligere, når de forbereder ham på jeg kommer. Og vel at mærke, vi er tilbage i samme rytme, som inden vi ændrede, hvor vi ringer på forhånd, så ingen glemmer at forberede. Det er simpelt hen altafgørende.

Det piller ikke ved, at hans udadreagerende adfærd ved frustrationer er svære at tackle. Børnehaven har taget initiativ til at få PPR eller VISO ind over. Det glæder vi os til. Specielt er jeg lidt spændt på hvad de tænker er realistisk. Vi har jo været vant til at tænke, at vi så vidt muligt skal undgå at komme derud, hvor Aksel reagerer så voldsomt - det kræver en del navigeren og vi undgår det ikke, da vi jo nogen gange oplever han reagerer på nye ting, som ikke før har givet ham anledning til frustration. Er spændt på, om tanken om at give Aksel strategier til at tackle frustrationen er realistisk - vel at mærke, fordi jeg tænker, han jo så tydeligt bliver grebet af følelserne og skal have dem ud. Noget jeg tænker er svært at styre med strategier - endnu. Måske når han bliver ældre.

Skift er altid et vigtigt sted at være opmærksom, få ham forberedt osv. Men for tiden er han også meget følsom overfor stemninger, lyde mm. Noget vi ikke tidligere har set ham reagere på, men det er han begyndt på. I virkeligheden har jeg indimellem en fornemmelse af, at han er filter-løs lige nu. Det er noget af en balancegang, for det kræver vi er meget obs på hvor mange indtryk han skal kapere, samtidig med, at det jo også betyder han er igang med at lære en hel masse nyt om sig selv og sine følelser og reaktioner på andres.

Hans elskede fjernsyn er et af de steder, hvor vi har ændret repertoiret. Aksel elsker jo Mickey - som i alt hvad der kan findes af shows, tegnefilm, parader fra Disneyland osv - han peger på hvad som helst, bare han kan se det har noget med Mickey at gøre og aller bedst, sang eller musik. Det er i høj kurs. Udfordringen er, at tegnefilmene kan være ret hektiske og de går direkte i Aksels nervesystem.  Til gengæld har vi fået ham over på Teletubbies - ikke altid noget han lige synes er det fedeste, men når alternativet er at slukke for fjernsynet, så ender det nu alligevel altid med han lader sig fange. Og det er fjernsyn lige på hans niveau.

Og så er han heldigvis ved at slippe fjernsynet lidt igen. Det er tydeligt hans foretrukne og måske nødvendige aflastning i perioder med stress, og netop derfor også vigtigt han ser noget, der beroliger. Men rart, når det ikke hele tiden skal dreje sig om fjernsyn.

Why fix it, if it a'int broken?

Pyyhhh.... Har jeg lyst til at sige eller måske nærmere og mere passende, udgyde et hav af eder og forbandelser.

Nu har vi siden Aksel startede i sin nye børnehave oplevet hvordan et liv med overskud i hverdagen kan være. Vi har sådan nydt det, men det skulle ikke have lov at vare ved. Vi var lige ved at vænne os til tanken, og begynde at ane bare snerten af hvordan et nogenlunde normalt familieliv kan være. Nej, det sidste er løgn, for sådan et får vi ikke, men da så noget der kunne ligne et liv med ro på, muligheder for familietid med oplevelser og så taler vi ikke om vores sociale liv med venner og familie. Det er ikke-eksisterende.

Men men men... For 14 dage siden fik vi en brat opvågning. Afhentning i børnehaven udviklede sig pludselig, over natten, ja sådan føltes det, til det vi har kæmpet med i den gamle børnehave - nedsmeltninger.

Vi har, i samarbejde med børnehaven, haft en aftale om at ringe cirka 5 minutter før vi kommer, så Aksel lige kan blive orienteret. Det har virket super.

Til et møde med børnehaven blev vi så enige om, at han var ved at være så kørt ind i rutinerne, at det ikke var nødvendigt med den orientering. Vi aftalte, at vi skulle give ham tid til at blive færdig med eftermiddagsfrugt (hidtil kom vi midt i) - det virkede som en god ide.

NOOOOOOOOT

Det viste sig hurtigt, at Aksel har forbundet frugt med at blive hentet. De dage, hvor der har været brug for senere afhentning var det ikke et problem, for rutinen kom jo hurtigt igen. Den første dag med ny rutine, ja der skred det hele. Og siden må vi sande, at det har sat sig dybt i ham, så nu er det igen en kamp at få ham forberedt, få skiftet til at ske roligt og komme hjem uden han går helt i stykker.

Fuck hvor er det bare hårdt. Al den stress vi vinkede farvel til ved indgangsdøren til den nye børnehave er nu gået med ind og det føles som om vi er kastet lige tilbage i alt det vi forlod.

Samtidig siger det også noget om hvor sårbar Aksel reelt er - det gør ondt at erkende, at han simpelt hen væltede med det, der umiddelbart virkede som en lille ændring af rutinen. Det er ihvertfald den tese vi arbejder med må være årsagen, også selvom den første nedsmeltning faktisk kom inden vi reelt havde sat ind med den nye rytme. Den kom allerførste gang jeg kom uanmeldt - bang sagde det.

Selvom vi med hovedet ved, at vi løbende vil få kriser, ja så er det bare hårdt at være i - hver gang. Bekymringerne overvælder og erkendelsen af hvor skadet han reelt er bliver ikke nødvendigvis nemmere at håndtere.

Vi gik lige og havde det godt med det vi oplevede som en periode med god og rolig adfærd, stressen var minimeret, og de situationer hvor den viser sig i fuld blus, ja dem har vi kunne minimere. Den går aldrig helt væk, det er bare et faktum, Aksel og vi skal lære at håndtere stress, som en del af hverdagen, men når den ellers kan minimeres, ja så er der virkelig mange andre ting der får lov at gro. Nu er vi igen tilbage i rutiner, hvor fjernsynet nærmest fylder hele hans liv udenfor børnehaven. Det eneste sted, stort set, hvor han får fred for sit overbelastede nervesystem.

Vi kæmper videre. Prøver ihærdigt at få rutinen og genkendeligheden tilbage i afhentningssituationerne. Vi må prøve os frem, for selvom vi tror vi kan se en sammenhæng, så er det svære i det her jo, at det ofte føles som en stor gættekonkurrence at komme ind til kernen.

Idag henter jeg før frugt, så han ikke skal sidde under frugt og blive urolig - det er ifølge, pædagogerne, det de har set ske. Han har fået billeder med af mor og far og huset  herhjemme - dem har han også haft siddende i hans kontaktbog, men nu fik han dem med i hånden, med en besked i bogen om at han skal hjælpes til at snakke om at savne os og se billederne i løbet af dagen, så følelsen ikke hober sig op i ham og udløses ved afhentning.

Jeg kunne skrive en lang smøre om et par andre ting, som vi også oplever kan have betydning, men lige nu er vi der, hvor vi tror det må være hovedet på sømmet - at han har oplevet uro og frygt for ikke at blive hentet, fordi vi ændrede på forberedelse og tidspunkt. PIS også altså - hvorfor er det man lige troede man skulle lytte til pædagogens vurdering af, at han var klar? Why fix it, if it a'int broken?

PIS PIS PIS

Velkommen i Kildevang ZOO

Aksel elsker at komme til Givskud ZOO. Han spørger nærmest dagligt om vi snart skal se løver, giraf og zebra.

Idag fik vi afløb for lidt af ærgrelsen over, at det så ikke heller ikke lige var idag, at vi skulle til Løveparken og lavede så vores egen zoologiske have i stuen, med kort over haven, billetter og det hele. Til næste år kan vi da spare årskortene til Givskud ;o)

Og hvad der måske var endnu bedre var, at han faktisk holdt koncentrationen om legen i lang tid.

Far tælle - mor tælle

Sådan siger Aksel, når han vil have en af os til at gennemgå planen for dagen, eftermiddagen, aftenen eller hvad det kan være (far fortælle eller mor fortælle).

Tegningen fra torsdag aften, hvor far blev kørt på festival, og Aksel lige skulle kunne se hvor mange gange han skulle sove inden han så far igen. 

Vores "symbol" for at mor, far og Aksel kører sammen i bilen.

Mor, far og Aksel hjemme i vores hus.

Vi har tegnet os igennem stort og småt længe, men hen over sommeren har Aksel for alvor taget det til sig som en hjælp til at holde overblik. Førhen kunne vi godt glemme at tegne os igennem planerne, men nu skal Aksel nok holde os til ilden, for så spørger han selv efter en tegning.

Den anden dag ville han sågar have jeg tegnede hvordan han tidligere på dagen blev vred over at skulle slukke for fjernsynet, mor blev vred på Aksel over, at han ikke kunne gøre det uden at skulle blive så vred (og lidt irriteret på sig selv over, at jeg ikke lige kunne give ham lidt mere tid, han var jo blevet forberedt ;o)) Han har aldrig før ønsket eller efterspurgt at forstå følelser på den måde - det var virkelig fedt han selv fandt på, at vi kunne tegne det, mens vi snakkede om det.

Det føles som om der sker nogle meget nye ting på mange planer. Følelsesmæssigt er han blevet mere bevidst og kan mærke og sætte ord på mere. Om det er roen fra at kunne mærke mere af sig selv, der har givet ham overblik til at kunne forstå mere eller om det at planer og tegninger giver ro til at mærke - ja det aner jeg ikke. Vi kan bare mærke det hjælper ham helt enormt og hvad der nok er det vigtigste - det kan han også.

En ferie senere...

Så sidder vi med minderne og en brugt ferie. Ferien i år har været en af de bedste vi nogensinde har holdt som familie. Egentlig kan det lyde mærkeligt, for faktisk har den også været fuld af udfordringer, men der har alligevel tegnet sig et billede, som gør godt i maven.

Aksel hjælper far og mor med malerarbejdet.

Aksel har fungeret bedre end nogensinde i vores 3-somhed. Vi har kunne tage på udflugter og udfordre ham med nye oplevelser i en grad vi aldrig har kunne før. Han har glædet sig, når vi har fortalt om nye planer og en af udfordringerne har ofte været at afslutte det, der har været godt, som er noget vi egentlig er vant til at håndtere, men som kan være hårdt alligevel. Herhjemme har han også fungeret super godt med udelivet og til forskel fra tidligere, kan han nu futte rundt sammen med os, når vi har praktiske gøremål ude eller inde - sørme også være med i noget af det fra tid til anden. Det gør nu "livet på landet" en hel del nemmere, for det praktiske udeliv er nu en forholdsvis stor del af sommerlivet.

Aksel har brug for overblik over det der skal ske, og vi har ofte brugt at tegne os igennem dagens planer. Vi har nogle enkelte faste piktogrammer til de hverdagsrutiner, der ikke ændrer sig særlig meget, men i en ferie er udfordringen jo netop, at dagene ikke ligner hinanden særlig meget. Det har heldigvis vist sig, at jo mere vi tegnede, jo mere efterspurgte Aksel overblikket og jo bedre kunne han magte tingene. Her er tegningen, som han her til morgen fik med i børnehave, med overblik over sommerferiens højdepunkter.

De store udfordringer har vist sig, når vi har været sammen med andre. Det er svært at sige, om vi i virkeligheden bare oplever, at Aksel har udviklet sig markant på så mange andre punkter, at den virkelighed, vi ser i selskab med andre, bare er den vi længe har været vidne til, eller om følelsen af, at det er blevet sværere er reel nok. En af de ting, der faktisk er blevet tydelig hen over sommeren, er at han bliver meget påvirket af andre børns reaktioner på ham. I meget højere grad end nogensinde. Han bliver simpelt hen decideret ked af det, når han bliver afvist i leg eller på anden måde kan mærke, at han ikke bliver mødt. Hold nu fast, hvor gør det bare ondt at se og vi er nok ret konsekvente - vi kan ikke være vidne til at han skal have de her nederlag, når vi ved, han i virkeligheden er i en fase hvor han prøver mere end nogensinde på at tilpasse sig. Hans reaktioner er voldsomme og bliver han afvist, så slår han - ikke nødvendigvis det barn, han føler sig afvist af, bare nogen (ofte os ;o), og er han først i den zone, hvor han reagerer voldsomt, ja så er han også meget svær at hjælpe tilbage.  Men hold nu op, det er nogen gange kompliceret. Det kan komme til at lyde som om vi går op i ret små detaljer, men vi ved jo, at når vi fanger de små nuancer i Aksels følelsesliv og kan spejle ham på dem, så hjælper det ham enormt og derfor er det bare så vigtigt, at vi lige nu hjælper ham maks med at lære de sociale spilleregler at kende uden alt for store nederlag. Så vi fortsætter med et stærkt reguleret socialt liv. Er der mange mennesker involveret, så er vores deltagelse meget kortvarig - jo færre mennesker, jo nemmere, men generelt holder vi bare igen på den front. 

Men som sagt har det i den grad været opvejet at alle de skønne stunder vi så har i vores "eget" selskab.