<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Det her indlæg har været på vej den sidste tid. Der sker noget med mig øjeblikket, og det er helt klart ventetidens pinsler der begynder at sætte sine spor. </font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2"></font></span> </div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Hidtil har jeg holdt meget stædigt fast i, at forældre, det skulle vi nok blive, det var blot et spørgsmål om hvornår. Den tanke er jeg ikke helt så sikker i længere. Håbløsheden på Kina-listen er virkelig begyndt at gøre sit indhug. Kan vi virkelig være sikre på at vi bliver forældre? Jeg er ihvertfald ikke så skråsikker længere. Selvom vi ikke skal bekymre os om hvor vidt vores godkendelse udløber, så er jeg selv ved at kunne mærke, at det er svært at forestille sig, at holde til det her venteri i flere år frem. Og det er jo det vi vitterligt kan blive nødt til.</font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2"></font></span> </div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Lige nu er det fuldstændig umuligt at forudsige noget som helst, og jeg har helt mistet billedet af hvornår jeg tror vi bliver forældre. Jeg tror ikke på 2009 - og den kalender jeg ellers altid har haft i hovedet er helt væk. Jeg har opgivet at sætte tid på. Går jeg ind på <a href="http://www.chinaadoptionforecast.com">www.chinaadoptionforecast.com</a> siger deres udregningsmodel 1. december 2010. Det er ikke længe siden vi accepterede at 2009 var urealistisk, nu ser 2010 også ud til at smutte ud mellem hænderne på os.</font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2"></font></span> </div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Og så melder tanken sig - skal vi ikke bare acceptere, at vi forbliver barnløse? Vi har det jo godt - vi er glade for hinanden og lever et dejligt liv. Ville det være så forfærdeligt at skulle erkende, at vi ikke får børn? Ja, det ville blive det hårdeste jeg nogensinde ville skulle igennem - en kæmpe kæmpe sorg. Men når det så er sagt, så tror jeg faktisk godt jeg ville kunne komme igennem den sorg. Et eller andet sted ved vi jo ikke hvad vi går glip af, og derfor er det jo en smule lettere at give slip. Og når jeg tænker den tanke nu, så går der faktisk op til flere minutter, hvor jeg tænker den til ende, uden at gå i panik. For et par år siden ville tanken kun komme til mig i sekunder, inden jeg skød den fra mig igen. Og det er jo det den her ventetid gør ved en. Den fører os tættere på nogle fakta i livet som vi ikke hidtil har skulle konfrontere os selv med.</font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2"></font></span> </div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Jo , det ender med jeg må trille en tåre ved tanken, for det ville være en kæmpe sorg, men som sagt bliver vi nok nødt til også at have det scenarie med os. For der er og bliver grænser for hvor længe vi skal udsætte os selv for den stress-faktor det er hele tiden at leve i uvished. Hvor den grænse er ved jeg ikke. Havde jeg vidst hvor vi stod idag for 2 år siden, så ville jeg jo ikke tro jeg havde holdt det ud, så det er svært at vide hvor meget vi kan holde til i det lange løb. Men et eller andet sted giver det også en vis ro at vide, at skal vi give slip på drømmen, så går det jo nok også... (og fuck hvor jeg hyler nu - men jeg har jo heller ikke givet slip endnu...). </font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2"></font></span> </div>
<div><span class="703350315-29052008"><font face="Arial" size="2">Det sværeste er, at det er tilfældighedernes spil. Havde vi valgt alle mulige andre lister ville DA sikkert hjælpe os ud af kniben. Det kan de ikke på Kinaliste, fordi vi samlet set er rigtig mange, der står i en træls situation. Vi er tvunget til at stå det igennem eller give op ....</font></span></div>
<div><span class="703350315-29052008"></span> </div>
<div> </div>
Are Adoptees Blank Slates?
3 måneder siden
6 kommentarer:
Kære Vivian
Jeg føler med dig og er med dig hele vejen. Du behøver ikke forklare mig hvordan du har det, jeg ved det!
Kram Christina
PS. Maxi er helt vildt sød med sine pandelokker ;-)
Søde Vivian
Jeg græder med dig. Det er ikke i orden at være der hvor I er nu. Det er fandme ikke i orden at målstregen bliver ved at flytte sig hurtigere end I gør. Det er så meningsløst. Det er uretfærdigt, er det! Dybt og inderligt og himmelråbende uretfærdigt. Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre, men det er der ikke. Ikke noget nogen kan gøre. Og det er vel det der gør så ondt.
Allerstørste og kærligste kram,
Maja
Åhhhh kære søde Vivian. Det kan syntes så uretfærdigt, det kan syntes så meningsløst og det kan syntes så uendeligt hårt alt den venten.
Jeg forstår dine tanker, forstår dig noget så godt. Men jeg tror på at I lader tiden gå, at lige om lidt så er det alligevel sådan at I er de næste i køen til et vidunderligt barn fra Kina.
Og ja, hold kæft hvor er det skide nemt for mig at sige sådan. Jeg svanser jo bare afsted med mine tre af slagsen og følte mig, især i dag efter vi mødtes, som den der havde det hele og ikke forstår at sætte pris nok på det.
Sådan havde jeg det da jeg sad der og proppede mine unger med meningsløst mad og blev fanget i det af jer, og sådan talte vi om det da vi vi gik videre ned af strøget, om vi overhovedet sætter nok pris på at eje den skat vi gør, når andre ikke engang har en lille del af den.
Kan vi ikke bare aftale at I låner vores lidt i ventetiden, I må gerne lege der er jeres egne for en eftermiddag og så holder du ud, for lige nu er det sur numse, men i morgen er der igen et håb og en tro p at det lykkes. Og så bruger du os i den skide ventetid, alle os der er lige her for dig, ikk'?
Kram anne
Kære Vivian!
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive! Men et indlæg her skal alligevel med... for du skal vide at vi er her - alle sammen! Hele tiden!!!
Sådan et rigtigt langt og hårdt kram til dig herfra!
- Mette
Kære Vivian
Jeg kan næsten ikke skrive for bare tårer. For f., hvor er det uretfærdigt og urimeligt. Andet kan jeg næsten ikke finde på at sige for bare tårer. Min PCér drukner.
Mange kærlige kram
Anita m.fl.
Kæreste, kæreste Vivian,
Jeg ved præcis hvor du er, og jeg tuder med. Det er ubeskriveligt hårdt at stå i en situation, hvor det man forventede forlængst havde været en realitet synes fjernere end nogensiden. Drømmen forsvinder lige så stille mellem fingrene på os - uanset hvor meget vi forsøger at holde fast i den. Man skal have været her, for at forstå præcis hvor ondt det gør.
Men Vivian, selvom vi er sårbare og fortvivlede, så er vi også stædige og stærke, så på en eller anden vis klarer vi os jo igennem. Uanset hvad vores kamp ender med.
Mange, mange tanke og et kærligt klem fra Heidi - som hænger i samme suppedas...
Send en kommentar