onsdag den 11. juni 2008

Cut-off 20. januar

Der har været en del forvirring om denne måneds cut-off. CCAA offentliggør den jo ikke længere på deres egen web-side, og derfor får vi først nys om cut-off, når de første bureauer begynder at kontakte deres nybagte forældre. Og i denne omgang er der ikke helt enighed om hvor vidt det er den 20. eller den 22. der er cut-off. Men der er flest bureauer, der har sagt den 20., så det er den jeg vælger at tro må være den rigtige.

Det vil så sige, at de nåede 8 dage i denne omgang. Det er vel OK - godt nok stadig for lidt, men det ved vi jo det bliver fra nu og det næste stykke tid. Nu er der så 170 dage fra nuværende cut-off til vores LID. Fortsætter de med at matche til 8 dage af gangen fra nu af, har vi 21 måneders ventetid tilbage. Se det ville jo være overskueligt. Problemet er nok bare, at det niveau kan de ikke holde, for inden de når vores LID er der 2 meget tunge måneder de skal igennem. Marts og april - jeg tør slet ikke tænke på hvordan de bliver at få matchet - men den tid den udfordring.

Nej, lad mig hellere fokusere på, at der nu kun er 2 dage til Selma-familien lander i Billund. Det har været totalt forrygende at følge deres færd. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at kunne møde dem sammen med de andre. Det bliver et Kina-fix af de helt store!!!! Og denne gang har jeg ikke tænkt mig at efterlade kameraet her, så der skal nok komme billeder herind, hvis jeg da ellers kan fokusere for tårer....

Ingen kommentarer: