<p><html><head><style type="text/css"><!-- DIV {margin:0px;} --></style></head><body><div style="font-family:arial, helvetica, sans-serif;font-size:10pt"><DIV>Så er der gået et par dage siden nyhedsbrevet fra AC ramte vores mailboks. Dagene er brugt rigtig fornuftigt i Barcelona, så det har holdt det hele lidt på afstand. Gudskelov kunne vi lade Barcelonas dejlige solskin og charme indtage os - og dagene har været fyldt med gode oplevelser.</DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Nu er vi så hjemme igen - og tankerne fylder i hovedet igen. Vi ved jo i virkeligheden ikke noget som helst om hvad der kommer til at ske - det eneste vi ved er, at direktiverne for adoption fra Nigeria skal ændres.</DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Den nuværende Social Director, der skal udskiftes til januar, har på baggrund af den beslutning valgt at sætte alle adoptioner i bero indtil direktiverne er på plads. Ingen ved hvordan den nye Social Director vælger at tolke direktiverne og ingen ved hvilke ændringer der er på vej. Jeg ved ikke hvor meget disse direktiver omfatter, men der kan være tale om ændringer i forhold til proceduren i Nigeria - og det kan i sig selv være godt nok, hvis de har grund til at stramme op her. Det jeg frygter er, at de også kigger på kravene til adoptanterne, og ændrer disse til vores ulempe. Som sagt ved vi ikke hvor meget der skal ændres - og vi må altså rumme den uvished til engang i februar næste år.</DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Vi må håbe på, at Nigeria viser sit sande jeg - for uforudsigeligheden er jo en stor del af kulturen, og måske kan det hele pludselig vende. Det er vist set før, så selvom det er rimeligt svært at forestille sig, så er det også en mulighed.</DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Det værste er selvfølgelig uvisheden og de tanker det medfølger. Pludselig er angsten for aldrig at få børn kommet helt til overfladen igen. Pludselig tænker jeg ikke længere når.. , men hvis... Tanker om vi kan komme os over sorgen over aldrig at blive en familie med børn rumler. Vi har skulle rejse os nogle gange og rumme mange skuffelser undervejs, så det er nok ikke så mærkeligt, at det efterhånden bliver sværere og sværere at fastholde troen på det nok skal lykkes. Jeg kan ihvertfald godt mærke, at mine følelser på ingen måde har lyst til at tro på noget som helst. Nu kan det sgu være nok - nu skal der bevis på bordet førend jeg tillader mig at bruge andet end ord som hvis...</DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Så det første skridt lige nu er vel i princippet at rumme, at vi nu har nogle måneder foran os, hvor vi ingenting ved. Rumme, at vi ikke kan bruge frygt og bekymringer til ret meget, for vi ved ikke noget før direktiverne er på plads og den nye social director tager dem i brug. </DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Og skal vi rumme sorgen over aldrig at blive en familie med børn, ja så er det først hvis det viser sig, at vi ikke kan nå at blive forældre indenfor vores godkendelsesrammer inden februar 2011. Den tid den sorg... </DIV><br />
<DIV> </DIV><br />
<DIV>Sådan burde jeg tænke - hovedet kan godt se det er sådan, men noget andet er hjerte og følelser.</DIV></div><br></p>
<p></p>
<p> </body></html></p>
Are Adoptees Blank Slates?
3 måneder siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar