Vi kniber os i armene...

Nogen gange rammer man pludselig en stime af positiv energi så tydelig, at man ikke helt tør tro på det kan være rigtigt.

Vi er inde i sådan en periode. Det kan være lidt svært helt at beskrive. Aksel rummer bare mere og mere, hans sprog blomstrer og han fortæller og beretter selvstændigt om det ene og det andet, han tager initiativer til leg og viser os i den grad at han er inde i en positiv udvikling så stærk, at vi nærmest ikke tør tro det muligt. Herhjemme har vi jo egentlig rigtig mange tidspunkter og stunder, hvor vi "bare" er en normal familie, men den store forskel lige nu er at de stunder også rummer flere og flere initiativer fra Aksel. Som når mor og far sidder over  morgenmaden og snakker, mens Aksel er tullet ned af sin stol og forsøger at få vores opmærksomhed med noget tumlen på gulvet. Vi holder fast i, at vi lige sidder og snakker. Så finder Aksel et spil frem og så ved han godt, at mor og far nok skal reagere - positivt ;) Lille (dejligt udspekulerede) bandit..., men det gode var jo samtidig, at vi havde en times koncentreret og hyggelig leg med spillet.

Efterfølgende skulle jeg lige have flyttet lidt støv. Aksel ville også have en klud og være med, det er der egentlig ikke noget nyt i, men det fine var, at han var med rigtig længe og undervejs tog han mange selvstændige initiativer til enten hvor han ville tørre af eller hvornår kluden skulle vrides op. Tidligere ville han have smidt kluden efter få minutter og bede om at se fjernsyn. Nu går han op i det, kopierer det jeg gør, men finder også på selv. Det er SÅ vigtigt at vi hele tiden afventer hans initiativer, hvis vi foreslår for meget eller er for insisterende (og der skal ikke meget til), så føler han sig ikke positivt motiveret, snarere presset og står af. Hold nu op det er en meget meget fin balance, skal jeg hilse og sige.... en konstant udfordring for mig.

Han er begyndt at kommentere, når noget er hyggeligt. Han mærker det. Igen noget vi har set længe, for det er jo sådan det er, når vi bare er os 3. Men at høre ham sige det højt, bemærke det med ord, det er fantastisk. Det hele bliver jo forstærket, når han pludselig siger "det hytteli´t", for så smiler mor og far jo og siger, "ja, det er hyggeligt" og på den måde bliver hele følelsen forstærket og vi mærker allesammen følelsen endnu tydeligere. Det er som om der for alvor er kommet hul igennem til en anden del af følelsesregisteret og jeg er slet ikke i tvivl om at det at han selv bruger ordene spontant er en helt central udvikling. At vi siger det er også vigtigt, men det er endnu vigtigere at han er begyndt at mærke sig selv i de gode og rare følelser af hygge og samhørighed.

Udfordringen er stadig det sociale omkring at være mange mennesker - eller nærmere, mere end 2-3, udover os selv. Det er svært og kører ham op, så det styrer vi stadig meget nært. Andre børn er også en svær udfordring. I børnehavens trygge og styrede rammer viser han mange gode og positive initiativer overfor de andre børn, men det er stadig svært at overføre læringen til andre situationer. Men det skal nok komme, det er så nyt at se ham udvikle sig på det her punkt, så alene det at der sker noget er helt fantastisk.

Vi holder vejret, kniber os i armene og fylder alle depoterne af utilstrækkelighed op med alt det gode.