torsdag den 28. januar 2016

Der sker så meget....

Skylder en hel bunke opdatering herinde. Der sker vildt meget og det er lige før vi ikke helt kan følge med for tiden.

Af med bleen
Det seneste er ret stort. Aksel har smidt bleen. Det er ikke mange, der præsterer at gå med ble til de er 5 år og 10 måneder, men det gjorde Aksel. Han har længe rendt rundt i bar røv herhjemme, når det var muligt. Det var i den forbindelse vi fandt ud af, at han faktisk godt selv kunne mærke, når han skulle tisse, for han kom og sagde til. Udfordringen var så, at han ikke ville på toilettet, men insisterede på at få en ble på, hvorefter den så blev taget af igen. Efter et par måneder med den løsning tog farmand fat en dag og insisterede på, at Aksel skulle på toilettet. Trods protester fik han ham placeret og sørme om han ikke også fik leveret. Langt om længe kunne han slippe kontrollen og så gik det ellers stærkt. Der er stadig meget at lære, men det er et kæmpe skridt, at han faktisk kan gå uden ble og får tisset på toilettet.

Fettemutter - here we come
Og denne bedrift har vi i sin tid lovet ham skulle udløse en tur til Disney. Selvfølgelig ment som et lokkemiddel, men også fordi vi godt vidste, at det ville blive en stor ting, når det skete. Selve lokkemaden har ikke rigtig virket - det er et års tid siden vi sagde det første gang, dog har han været opmærksom på sammenhængen, bare afvist at det var nu. Men da han præsterede på toilettet første gang så var han klar til at komme afsted - han hoppede ned med kommentaren: "'søge Mitty, nu!?" Og ja, det skal vi, eller ikke lige nu, men til foråret. Turen er bestilt - Fettemutter, here we come (det hedder han stadig på Akselsk).

Skoleudsættelse
Fremtidsmæssigt, ja der fylder Aksel jo 6 til marts. Det betyder skolestart til sommer. Heldigvis lader det til at børnehaven og PPR bakker op om vores ønske om skoleudsættelse, så nu mangler vi lige visitationsudvalgets ord for, at det er ok. Har besluttet mig for, at de bakker op om deres ry for at lytte til forældre, såvel som børnehaven i disse spørgsmål. Sågar PPR psykologen, som var første udfordring, har bakket os op i hendes vurdering af Aksel. Vi regner ikke med det burde betyde andet end at det er på plads - også selvom Aksel faktisk rykker ganske meget lige nu. Faktisk er det jo hele vores begrundelse, at han faktisk rykker så godt lige nu, at det skift det er at komme i skole kan risikere at sætte ham bagud igen. Nu har han endelig gang i en positiv spiral og den skal bare ikke have lov at blive afbrudt.

Mere positiv udvikling
Kognitivt må vi også sige der sker meget. Han spørger stadig hele tiden, hvorfor dit og hvad er dat. Han husker bedre og bedre, forstår sammenhænge og kan bare mere og mere. Så sent som igår imponerede han os med puslespil. Der er sket et kæmpe ryk og han er blevet meget bedre til at se hvilke brikker der passer og prøve sig frem, for at få dem til at passe. Og bedst af alt, han synes det var sjovt. Vi er begyndt at spille huskespil, som vi kalder det. Vi finder 6-7 ting frem - kendte og mindre kendte ting, så der også kan læres nye ord. Først tæller vi tingene, derefter lægger vi et klæde over, og vi tager 2-3 ting væk, løfter klædet og Aksel skal så fortælle hvad der mangler. Han er overraskende skarp og god til det og igen, han synes det er sjovt. Ih hvor har vi dog manglet lysten til at prøve og lege med den slags og det begynder langsomt at komme. I den her form for huskeleg, skal han heller ikke performe på andet end at huske - og det eneste der kan drille er at huske ordene. Så får han et hint eller to og så kommer det. Alene det at han forstår hint er i sig selv også en kognitiv udvikling, der er god og vigtig - at se sammenhænge og kunne knytte dem sammen er der jo rigtig rigtig meget læring i.

Ombygning
Den sidste store ting har ikke rigtig noget med Aksel at gøre, sådan direkte ihvertfald. Vi sætter gang i en kæmpe ombygning snart. Det kommer til at betyde et nærmest nyt hus. Er lidt spændt på hvordan Aksel reagerer på selve processen, for der skal virkelig vendes op og ned på det hele og det kan jo godt udfordre en lille mand, med hang til forudsigelighed og genkendelighed. Omvendt er vi i en situation, hvor vi kan dele projektet op, så byggerodet kan afgrænses undervejs. Vi glæder os ret meget til at komme igang og måske det i sig selv også vil smitte af. Vi har vel lov at håbe.

Ingen kommentarer: