Feuerstein på "hverdagsk"

Lige efter kurset i uge 4 skrev jeg følgende på den lukkede gruppe på Facebook for dem, der har været igennem FIE Basic:

Har meget lyst til at dele min spæde erfaringer efter kurset i sidste uge. Vores Aksel på snart 5 har på de fleste punkter en funktionsniveau som en 3 årig, på nogle punkter nok yngre end det. Vi har i den grad savnet værktøjer til at bringe hans lyst til læring i spil - og kurset i sidste uge, klart hjulpet godt på vej af Shannons dygtige evne til at overføre tænkning og læring til dagligdagen, har gjort en kæmpe forskel. Jeg blev opmærksom på, at vi ikke kræver ret meget tænkning af ham, vi har haft tendens til at tale over hovedet på ham og har undladt at involvere ham, fordi vi ikke tænkte han kunne forstå det alligevel. Sprogligt er han udfordret, og det har præget meget af den måde vi har gået til ham på. Det lag vat er taget helt af og vi har vendt masser af dagligdagens situationer helt om - i stedet for at bede ham gøre dit og dat, så spørger vi ham først, nu skal vi dække bord, hvad skal vi bruge? Du skal have tøj på, hvad vil du have på først? Tømme opvasker, hvor skal bestikket være (kæmpe opgave for Aksel, da hans finmotorik driller, man han har i løbet af få dage fundet en god strategi, et styk af gangen, så kan han styre og ramme rummene :o) På bare få dage ser vi flere og flere initiativer og vi kan se masser af små fremskridt i hans kognitive måde at gå til tingene på. Fremfor at skåne, fordi man hele tiden selv er lidt bange for at se hvor svært det er for ham, tænker vi hele tiden vi kan lære af at se hvad der lykkes og hvad der ikke gør. Hele tanken om at se potentiale fremfor begrænsning via forståelsen for de kognitive funktioner gør det meget meget nemmere at håndtere når man ser begrænsningerne, for nu ved vi hvad vi kan se han lykkes med og hvad han stille og roligt skal udfordres på. Det er svært for ham at holde fokus ret længe af gangen, men igen, det arbejder vi så på, han mister også tit modet, hvis ting driller, men også her han han i løbet af de sidste dage vist en spirende stædighed fremfor at blive ked af det og bakke ud. Stædighed har han i sig, det ved jeg, og at få den med ind i hans læringsstrategi vil være godt ;o) Jeg prøver at gøre det til en vane, at samle op på hvad jeg ser han gør og fortælle ham det, så jeg holder fokus på at se de kognitive fremskridt, men også stille og roligt lære Aksel, at fornemme han tænker og lærer. Det er ikke lange opsamlinger, men bare kort og godt at jeg kan se han indsamler information, at han tænker over det inden han gør noget etc etc. Føles bare så rigtigt at få det ind i hverdagen på den her måde, det er svært ikke at blive glad helt ind i knoglerne over udsigten til at kunne bruge det her i mange mange år, og foran os ligger alle instrumenterne så og venter :o) Fik lyst til at dele hvordan tankegangen i sig selv har værdi i vores hverdag, også selvom Aksel ikke endnu er i stand til at blive medieret igennem instrumenterne, men det skal snart komme, det lover jeg ;o)

Fik nogle meget fine kommentarer for mit lille indblik i vores erfaringer fra hverdagen og det var selvfølgelig dejligt, at andre, der også lige er startet ud med at gøre sig erfaringer, kan genkende det vi erfarer lige nu. Har indimellem tænkt, at det jo nærmest kan virke banalt, men det er i de helt små tilgange, at den store forskel ligger. I evnen til at skille de forskellige kognitive funktioner ad, observere og selvfølgelig guide/mediere barnet, så der hele tiden sker fremskridt. Små opgaver i dagligdagen får simpelt hen et andet fokus, når man samtidig kan skille tingene ad og se dem med kognitive briller. Mange af tingene har også motorisk læring for Aksel.

Så sent som igår viste han hvordan han udvikler sig i det små. Bestikket skulle på plads, og en kniv eller gaffel kommer i forkert rum, han opdager det selv, og flytter den selv på plads. Se det er store sager, når man for bare få uger siden mere eller mindre ville have gættet sig frem. At der så også går fis og ballade i den, ja det er vel også gode tegn. En gryde skulle på plads og han vandrer friskt og frejdigt ind og sætter den med et stort grin på spisebordet. På en anmodning om at tage den med tilbage og sætte den på plads griner han bare tilbage som om, det kan du da selv gøre... Lidt svært ikke at komme til at smile af ham, så der er også meget øvelse i at holde ham fokuseret på det vi laver, samtidig med, at der også skal være plads til fis og ballade... Han endte med at stille den på plads, da jeg tog den fra spisebordet og gav ham den. 

Jeg øver mig som en gal på at holde roen, også når han forsøger at undvige. Vi er igang med at lære, at tage strømper på selv. Vildt frusterende for Aksel og jeg bliver let irriteret, når jeg kan mærke han nærmest opgiver på forhånd uden at prøve. Ikke en god kombi, for han mærker min frustration lige med det samme. Her til morgen lykkes det mig at fastholde øvelsen og da strømperne kom på, så var han så pavestolt og sagde "mere". Ja, nu har han jo kun 2 fødder, så der var ikke mere at komme efter, men fra at være meget tæt på at opgive så kom vi til vejs ende - begge to og det beskriver meget godt hvor meget energi vi skal bruge på at styre egen utålmodighed/uro, især når han er ved at opgive og man selv synes han ikke engang har prøvet endnu. Den der frustrationstærskel han når til, og skal hjælpes forbi for derefter at mærke stoltheden over at lykkes, pyha den udfordrer... Især når den kommer meget tidligt, og næsten inden man er igang. Tænk bare hvor hurtigt han bliver usikker, det er virkelig tankevækkende og meget meget vigtigt, at vi holder for øje, at han allerede inden han er igang selv, er ved at opgive. Men det er så sundt at se det lykkes, for så kan jeg også mærke jeg tør udfordre ham mere, velvidende, at det lige nu er mig og min ro, der kan få ham igennem. På sigt skal han overtage den ro selv.  Så er næste udfordring min ivrighed for at se mere lykkes, den tager vi en anden gang, for det er så den anden udfordring ;o) Mere vil have mere, og så bliver jeg for ivrig - det skal der også lige styr på.

Så kom ikke og sig vi ikke udvikler os her i huset. Det er selvudvikling på højt højt plan ;o)

PS Det her indlæg er skrevet i weekenden og her til morgen skulle Aksel kun overtales ganske kort, inden han gav sig til at prøve at tage strømper på. Det er stadig meget svært at få alle 5 tæer med ind, så der hjælper jeg lige, men nu er motivationen for at øve ved at være der. STORT!