Et lille hverdagseksempel

I sidste uge var Michael i England af arbejdsmæssige årsager.

Da der skal skiftes til nattøj:

Aksel: far henne?
Mor: far er i England, han skal sove der 1 nat og så kommer han hjem imorgen. England er et land, vi bor i Danmark, det er også et land og du er født i Nigeria, det er også et land.
Aksel ser tænksom ud, han får sit nattøj på og vi går derefter op og putter...

Næste morgen:

Aksel: far henne?
Mor: Ja, Aksel, hvor er det far er henne?
Aksel: Lelland (eller noget i den stil, ihvertfald et tydeligt forsøg på at sige England).

For bare 14 dage siden ville samtalen have været en ganske anden. Jeg ville begge gange have svaret: "far er på arbejde" - ud fra antagelsen om, at Aksel ikke havde brug for mere og ikke kunne rumme eller forstå mere. Når han spurgte igen ville jeg tænke: "han har glemt det vi talte om igår". Synes vores 2 samtaler viser, at han forstår meget mere end vi har givet ham mulighed for at vise.

Og det er de her små bitte åbninger i hverdagen, der pludselig er blevet til små læringssituationer, og hvor Aksel også viser, han lærer.

Så sent som igår tog vi et spil memory. Han har sådan nogenlunde fat i konceptet, men der er også en del trial-and-error involveret. Så i stedet for at lade ham gøre det, så forklarede jeg ham i starten, at det er meningen, at han skal forsøge at huske hvor brikkerne ligger, efterhånden som vi får dem vendt. Vi tog lige lidt tid ved hver brik og snakkede om billedet og vupti, så kunne han faktisk huske et par omgange tilbage. Ikke alle, men nogle.

For de fleste familier vil det her være ganske normale scenarier, fordi de fleste børn selv stiller et hav af spørgsmål og indimellem kræver forklaringer, som selv voksne kan blive befippet over en barnehjerne har brug for. Aksel ville helt sikkert indimellem også gerne spørge mere, men det kommer ikke ud af munden og vi skal hele tiden være meget bedre til at vise ham, at det er iorden at få mere information, få det forklaret igen eller lignende. Er sikker på han indimellem ikke antager hans tanker er noget værd, for når de ikke kommer ud af munden, så kan ingen jo værdsætte dem og dermed anerkende ham for det. Hold da op hvor har vi bare fået syn for noget hamrende vigtigt her.