søndag den 12. oktober 2008

Vi er godkendt

Hurraaaaa!! Udvidelsen af vores godkendelse er nu en realitet, og vi har samrådets ord for, at vi kan matches til et barn med et særligt behov. HURRRAAAA!!!   Sådan burde det lyde og vi burde hoppe rundt af jubel, for nu burde vi kunne se frem til stor spænding over hvornår telefonen ringer, vi burde have masser af sommerfugle i maven og vi burde have lyst til at gøre de første spæde småindkøb af lidt børnetøj. Det her burde være mindst lige så stor en dag, som da vi blev godkendt første gang. Sådan føles det bare ikke - lysten til at juble er meget meget langt væk. Og hvorfor er den så det? Fordi der først og fremmest melder sig en harme over, at DA - vores såkaldte samarbejdspartner i den her sag, er lykkes med at få taget al glæde ud af den her beslutning. Deres modvilje tager bare totalt glæden ud af en beslutning og en afgørelse, som burde være fyldt med glæde og lettelse.   Skal jeg være helt ærlig, så melder der sig en kæmpe modløshed, en følelse af, at vi er endt i en blindgyde. Vi har helt klart ikke tænkt os at lade DA slippe godt fra de meldinger vi har fået indtil nu, men det føles bare enormt svært, at det skal være så meget op af bakke. Hvorfor helvede er det lige, at der ikke engang imellem er bare et eller andet i den her proces der lykkes? Hvorfor hvorfor hvorfor? Når katastrofetankerne virkelig får lov at køre, så tænker jeg jo, at nogen forsøger at fortælle os, at det er en dum ide at blive forældre. Vi kan ikke klare det, så fat det dog, og opgiv! Hvorfor er vi så fatsvage?   Så det der egentlig burde være et jubelindlæg er modløst og håbløst. TAK til DA siger jeg bare - tak for evnen til at gøre det her så besværligt som overhovedet muligt. Tak for, at I så snart I fik chancen for at have positiv indflydelse på tingene vælger at spille småfornærmede over, at CCAA tager nye veje og midler i brug for at finde forældre til de børn, der slås med særlige behov. TAK siger jeg bare.. hvæsende og bitter.   PS. Og når jeg så er kommet mig over min selvmedlidenhed, så skal vi nok gå videre. DA skal ikke have lov at fastholde sig selv i deres selvretfærdighed.

onsdag den 1. oktober 2008

ARGGGHHHH....

Jeg må af med noget energi - og den er ikke positiv.   Jeg har talt med DA idag - og det er fandme en stejl stejl bakke vi har bevæget os ud på. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at DA helst vil være fri for at bruge det kinesiske on-line system, hvis de kunne blive det. Der er rigtig mange ting galt med det. Først og fremmest er det dybt uetisk at formidle børnene på den måde. Selvfølgelig skal hver eneste barn i denne verden være noget ganske særligt - børn er ikke en vare, og må aldrig blive det. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles grænseoverskridende, at gå ind i et system, og se en masse beskrivelser på nogle børn - hvorefter man så skal sidde og vurdere, om der er kan skaffes forældre til dem - ovenikøbet med en tidshorisont på 48 timer! Det er da råt. Og jeg ville hade det, for jeg ville jo ende med at ville være mor for dem allesammen. MEN det er jo derfor vi har et bureau. Det er jo der de skal kunne være professionelle og saglige. Glemme de små uskyldige

øjne, der ligger bag hver beskrivelse - gå hardcore til fact'sene - og holde dem op mod de tilkendegivelser de har fra os ansøgere. Det må de ganske enkelt kunne håndtere på vores vegne - for hvad har vi dem ellers til?   Jo, vi har dem til at sikre, at det her går etisk korrekt til. Og det skal de så bruge en masse tid på at få ro i mave og hjerte over. Det kan godt være jeg lyder dybt uetisk og unuanceret - det er jeg også lige nu, for jeg kan sgu ikke ved min gode gud forstå, at det kommer bag på dem, at deres opgave er at vurdere børnenes tilstand i forhold til de mulige ansøgere, der er tilmeldt hos dem. Det kan jeg bare ikke. Jo, for jeg må jo forstå, at hvert barn de læser om efterlader sig spor hos dem. Ja - men de kan jo ikke skaffe alle børnene forældre - men de kan glæde sig over, at de kan skaffe forældre til nogen af dem.

Dernæst er de ikke interesseret i at arbejde under pres på den måde. Det er ikke rimeligt, at der kun er 48 timer til at afgøre om barnet kan formidles. Nej, det er kort - men det er nu engang de konditioner de arbejder under, og så er det da mere konstruktivt at finde en brugbar arbejdsform til det, end hyle over, at det er uetisk.

Så enten kan vi sidde her og vente på at de kommer sig over deres forargelse over hvordan systemet virker. Det kan tage sin tid tror jeg - eller vi kan finde en måde at bearbejde dem til at forstå, at nu har de tænkt og mærket efter længe nok - nu skal der handles. Måske skulle jeg bare være fræk, og ringe om en uges tid og spørge om de er ved at være kommet over forargelsen.   Er der noget at sige til, at jeg indimellem godt kan få fornemmelsen af, at det bare ikke skal lykkes???

tirsdag den 30. september 2008

Cut-off 15. februar

Det ser ihvertfald sådan ud lige nu. Den 17. februar er afvist, men det kan stadig nå at blive den 16. februar. Jeg tror nu vi har fået den reelle cut-off - altså 6 dage. Ikke meget, og ikke meget der tyder på, at der er nogle betydelige ændringer på vej. Det snøvler sig stadig afsted.

Så vi sætter vores lid til at vores udvidede godkendelse vil betyde nye toner i forhold til vores chancer for at blive forældre indenfor en overskuelig tidshorisont. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro på - og det kommer også til at være ret afgørende hvordan DA forholder sig til vores kommende krav (ja det bliver det) til at de tager on-line systemet i brug for alvor. Nu skal vi vel at mærke først have godkendelsen i hus - vi mangler at se rapporten fra vores sagsbehandler, så noget tyder på, at det først bliver på samrådet i næste uge, at vi bliver godkendt.

lørdag den 27. september 2008

Hvad sker der?

Rygtetiden er igang, og der har været rygter om, at denne omgang blev meget lille pga mælkeskandalen. Det lader til, at det ikke har noget på sig, og de nye rygter siger omkring 6-7 dages matching. Det tror jeg er i den OK ende.

Mælkeskandalen fylder til gengæld en del. Især når man sidder som ventende forældre, og ved at ens barn befinder sig i et af de berørte områder. Også forældre, der har deres børn hos sig er bekymrede, for dette har foregået i lang tid. Det er heldigvis noget der tages alvorligt, og CCAA er igang med at undersøge hvilke børnehjem, der har brugt de berørte mærker. Jeg har læst, at den kinesiske regering desuden har bedt børnehjemmene om at få børnene på berørte børnehjem undersøgt, og de betaler regningen. Vi kan selvfølgelig heller ikke undgå at tænke tanken, om vores barn sidder i Kina og får dårlig mælk. Børnene i Kina lever ofte af mælk i langt længere tid end vi er vant til. Børn i 2 års alderen har ofte ikke fået fast føde før de kommer til DK, så det er alvorligt og bekymrende. Som sagt, især for de familier, der venter på at hente børn. Håber indsatsen for svar og afklaring snart kaster beroligende information af sig.

I denne uge var vi til samtale hos sagsbehandleren vedrørende vores udvidelse af godkendelsen. Hun så intet, der skulle være til hinder for, at vi får godkendelsen udvidet. Forhåbentlig er vores sag på samråd på onsdag i næste uge - ellers ugen efter. Og så går vi til DA og presser på for svar på hvordan og hvornår de tager on-line systemet i brug for alvor.

fredag den 19. september 2008

Mhhh Italien

Så er vi vel hjemme igen, efter dejlige dage i Italien. Gensynet med Attulaio var fantastisk - stedet har ikke mistet sin charme og værterne Rosanne og Paulo er stadig dejlige varme mennesker at leje sig ind hos.

Dagene er gået med afslapning, besøg i Firenze og masser af god mad og vin. Rosanne leverer altid frisk grønt fra sin have, og så er det jo en ren fornøjelse at lave mad. Og når man så også har været forbi et par delikatesser, ja så går aftenerne hurtigt i selskab med gode pølser, skinker, ost og vin.

Og sørme om der ikke er sket store sager herhjemme, mens vi var væk. I onsdags tikkede den mest fantastiske besked ind på min telefon - en veninde var langt om længe blevet mor - mor til en dejlig lille gut fra Kina. Det tog mig ikke lang tid at få startet pc'en, da vi kom hjem, for så skulle der nydes billeder. Han er en rigtig kær lille gut - og forældrene er naturligvis helt oppe at ringe.

Så nu er der Kina-fix i sigte. Familien vil blive forenet indenfor de næste par måneder - og jeg vil gøre meget for at være til stede med alle tøserne i lufthavnen. Jeg ved også, at der vil blive sendt rapporter hjem, så jeg glæder mig allerede til den rus det er at følge med.

Det giver også god energi til vores personlige projekt omkring udvidelse af godkendelsen. Vi har mødet på onsdag med sagsbehandleren, og så får vi se hvornår vi har godkendelsen i hånden. Så snart vi har den, så skal DA tæppebombes med besked om at få gang i on-line systemet. Jeg bør måske lige tilføje, at den lille gut der nu har fået forældre er blevet formidlet via on-line systemet, og at hans forældre har den præcis samme godkendelse, som vi er igang med at få. De fik deres for 1,5 måned siden. Det siger sig selv, at vi har store forventninger.

onsdag den 3. september 2008

Lidt talleg

Selvom vi nu får vores godkendelse udvidet til også at dække andet end "kun" det almene, så har jeg alligevel lyst til at lege lidt med tallene for vores forventede tilbageværende ventetid på den ordinære liste. Vi ved jo ikke, om vi med en udvidet godkendelse i hånden bliver forældre før vi kan blive det via den anden liste.

I denne omgang matchede CCAA til 9 dage. Det betyder, at der fra den nuværende cut-off 9/2-06 til vores LID 10/7-06 er 150 dage imellem. Lad os sige, at CCAA holder tempoet på 9 dage pr. matching fra nu af og til vi står for tur, så bliver vi matchet om 16,6 måneder.

Tager vi et gennemsnit af de sidste 3 matchinger (9+5+6/3 dage), så matchede de i gennemsnit til 6,6 dage pr gang. 150/6,6 giver os 22,5 måneds yderligere ventetid fra nu.

Realistisk set er det nok den sidste udregning, der bliver virkeligheden. Som jeg har skrevet før, så står vi overfor nogle måneder der indeholder ekstremt høje antal ansøgninger, og de måneder (marts og april '06) kan godt tage lang tid at gnave sig igennem.

Men et eller andet sted spirer der selvfølgelig et lille håb om at OL har haft indflydelse, at det hele nu ændrer sig og at listen igen vil få nogle gevaldige ryk. Ikke fordi vi nødvendigvis bliver forældre på den liste i denne omgang, men fordi det giver næring til drømmen om en familie med mere end 1 barn fra Kina.

mandag den 1. september 2008

Cut-off 9. februar

Bedst som jeg i går konkluderede, at der ikke var nyt om cut-off, så forlyder det idag, at CCAA i denne måned er nået til og med 9. februar. Det er hele 9 dage - og det er ganske godt gået, især hvis vi tager i betragtning, at det dækker nogle flere ansøgninger, end de sidste måneds matchinger. I de 9 dage, er der flere dage, der var en del af nytårsferien, så det er nok en engangsforestilling, at vi når helt op på 9 dages matchinger igen sådan lige. Men ikke desto mindre luner det - og det er en god start på tiden efter OL. Man kan selvfølgelig også vælgte at tolke det som et hint om nye tider - tror bare det er en meget farlig vej at bevæge sig ud på, så indtil videre glæder jeg mig over dette ryk, og så vil jeg nøjes med at glæde mig til at se om der er nye toner i næste måneds matchinger. Iøvrigt er det også rart at se, at de har nået hvad der svarer til en normal måned - selvom der har været OL.