Velkommen i nye omgivelser

Bloggen har holdt flyttedag og vil fra nu er være at finde her. 


Jeg er nok slet ikke færdig med at finde mig tilrette herinde, så det kan godt nå at ændre sig meget endnu. I vil også se, at der er mange af de tidligere indlæg, der trænger til at blive gået efter. En ting er, at det er muligt at rykke det meste med over noget andet er, at det alligevel ikke helt ligner det man havde. Men essensen er der, og den er i sig selv vigtig at få med.


Men uanset hvad, velkommen til :o)))

Barselsboblen

brister snart. Eller der kommer ihvertfald et ret stort hul i den, for på næste mandag er det helt slut med at gå hjemme.

Det er OK. Jeg vil helt klart savne tiden, nærheden og frihederne, men det kan ikke vare evigt. Vi har i den grad fået en masse ud af tiden og set Aksel udvikle sig enormt og nu skal han tage hul på endnu mere.

Vi har øvet i dagplejelivet i 4 uger nu. Det går virkelig over al forventning. Aksel har taget det til sig, bid for bid. Har reageret så fantastisk (gør det stadig) og endnu engang overrumplet os med hans fantastiske evne til at være tydelig i det han ønsker og har behov for. Dagplejemor skulle lige ses an, men nu er hun accepteret og Aksel er lige så stille ved at vise mere og mere af sig selv i de timer han er hendes varetægt. Han elsker samværet med de to andre kumpaner han passes sammen med, og det er tydeligt, at det bare er sagen at have nogle at efterligne, numse og kravle efter og grine af og med.

Herhjemme er han mere pylret end ellers og forlanger også langt mere nærhed om natten, end tidligere. Han sover sjældent en hel nat i egen seng, men det er nu også fint, at han kan indhente noget af det tabte tid i vores nærhed på den måde. Moderen brokker sig ikke, for jeg savner ham da også ;o)

Så vi er rigtig godt på vej ud af barselsboblen. Resten af barslen, ja for der er mere tilbage ;o) - bruger jeg på at komme på nedsat tid. En vanvittig lækker luksus, jeg allerede glæder mig til at kunne nyde godt af

Og så lige et billede af den lille frækkert, der har fået sig en ny yndlingsbeskæftigelse...

PS Regner med næste opdatering her på siden vil handle om vores plads på ventelisten ;o)

Nigeria - here we come

Ja, hurraaaaaaaa, brevet kom igår og de skriver sørme til os, at vi er godkendt til at adoptere et barn i alderen 0-36 måneder.

Hvor er det bare fantastisk at vide, at vi endnu engang skal opleve miraklet, opleve at sidde med et billede af en snut, der bliver vores med hud og hår! Opleve det første møde, de første dage... Og Aksel skal være storebror. Det gør mig så glad :o) Og endnu en glæde, vi skal til Nigeria igen.

Så lige om lidt vil vi være at finde på ventelisten til Nigeria, igen. Pyyyhh, altså... Kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvad det er der skal overraske os denne gang. Har tit tænkt tilbage på første godkendelse og den lettelse den medførte, og tænkt, at hvis vi vidste hvad der lå foran os af ventetid og tålmodighedsprøver, så ved jeg ærligt talt ikke om vi var nået i mål. Det er så absolut godt, at man ikke kender alt på forhånd, men lige nu er jeg så spændt på hvad det er der skal overraske denne gang! For sådan har jeg det jo nok lidt ;o) Forsvarsmekanismerne virker og ruster sig.

Men så langt så godt! Det ser ud som om vi kommer til at starte som nummer 17-18 stykker på listen. Det næste store skridt i ventetiden bliver at få sagen sendt til Nigeria, for så bliver det pludselig muligt at få opringningen. Ens sag bliver sendt til Nigeria, når man nærmer sig plads nummer 10.

Jep, det er stort og fantastisk!

Gyng-gang

eller da-daaa, som det siges på Akselsk!


Aksels første ord! Da-daaa siger han glad og numser sig hen til gyngen og skubber til den, mens han siger da-daaa!

"Hej" kommer også engang imellem og faderen gør sit yderste for at trykke et "far" ud af ham! Vil grine højt og måske en smule hånende, hvis det bliver mor han siger først ;o)

Lille Peter Edderkop...

Aksels yndlingssang

Fase 1

er overstået og vi er godkendt. Det gik ret smertefrit, må man sige. Statsforvaltningen modtog vores ansøgning den 20. juli og idag den 10. august er vi igennem fase 1. Det skyldes, at vi ikke behøves igennem samråd. Faktisk var vi åbenbart ret forudseende, da vi sendte ansøgningen lige inden Michael rundede de 41. Det betyder nemlig, at vi undgår dispensation på aldersrammen for godkendelsen. Det havde ikke været noget problem at få den, men nu hvor vi var ude inden, så kunne vores sagsbehandler overrække os en godkendelse allerede på fase 1 mødet.


Og samtidig kunne vi så anmode om igangsættelse af fase 3 og har derfor også aftalen om den samtale i kalenderen. Det betyder, at vi er godkendte til adoption af nummer to inden september er omme. Ja, altså forudsat, at vi ikke får gjort os selv utilbens i fase 3 - hahahahaha. Virkelig vildt, for selv havde vi forestillet os, at der ville gå det meste af efteråret med det ;o) Pludselig er vi så godkendt på under 2 måneder. Pyyhh, kan vi mon selv følge med?


Men vi klager absolut ikke. Hellere have fornemmelsen af, at det går hurtigere end vi havde forestillet os end det modsatte. Faktisk helt befriende at sidde med den fornemmelse. Vi regner også med, at vi lige kan klappe hesten med papirerne til Nigeria, hvis vi føler det begynder at gå for stærkt. Een ting er at få godkendelsen i hus, noget andet er blive klar oveni hovedet til at blive 4 og ikke mindst skal Aksel også lige have lidt mere tid til at indhente det forsømte.


Men set fra min helt egoistiske vinkel, så er jeg absolut glad for, at vi kan se en ende på det at blive en fuldtallig familie :o))))))

Tårer i trafikken

Der er et bestemt sted, hvor jeg er blevet hudløs og et tudefjæs, efter jeg er blevet mor . Af alle steder havde jeg nok ikke ventet, at jeg skulle sidde og hyle i trafikken. Christ altså... Men ikke desto mindre har jeg indtil flere gange siddet og hylet bag rattet. Senest igår. På vej ind af en indfaldsvej til Århus sætter bilen foran mig farten ned, for at svinge. Bilisten kommer til at holde helt stille, idet en cyklist skal forbi, inden der kan svinges.  Jeg holder jo så også helt stille og ser pludselig en bil i bakspejlet. Får hurtigt på fornemmelsen, at han ikke har set, at vi holder helt stille foran ham. Der bremses..... og det ender med en afvigemanøvre. Han får standset i tide og intet sker. Vi kan køre videre, da bilisten foran mig er af vejen - men kors hvor blev jeg forskrækket. Bare tanken og forskrækkelsen var nok og jeg sad og hylede, fordi det flyver igennem mig, at tænk nu hvis.... Tænk hvis der var sket Aksel noget. Jeg ville være blevet sindsyg af raseri og sindsyg af sorg og og og og... Det er så intenst at mærke den der helt rene og meget rå smerte og frygt for at miste. Og så skal det altså lige siges, at havde situationen udviklet sig, så ville det have været en typisk materiel skade - intet andet, men min frygt blev aktiveret lige med det samme. Jeg er åbenbart helt forsvarsløs bag et rat.


Og ifølge manden er det ikke kun bag mit eget rat, at jeg er blevet en smule mere sensitiv. Jeg er åbenbart også en pain-in-the-ass at have siddende ved siden af, når han er chauffør. En adfærd han har advaret mig om ikke bør blive en vane.... Godt vi skal flyve på ferie!!!