Besøg i Æsken

Vi har været på besøg med Aksel i Æsken.

Vi fortalte Aksel, at vi skulle besøge et sted, hvor der var børn der legede og voksne til at passe på dem. På vejen derud faldt Aksel i søvn, men så var han til gengæld også dejlig rolig ved ankomst. Vi gik ind, så lidt på garderoben og billederne af børnene, der alle var på legepladsen, så vi kunne gå ind helt stille og se lidt på det hele i ro og mag. Ind på stuen og så kom hans primær pædagog og sagde hej og viste os ud på legepladsen. Her sad han hos mig og betragtede tingene - dejligt, virkelig dejligt, at han tog den helt med ro. Efter lidt tid hoppede han ned og tog mig i hånden og så skulle vi på opdagelse. Jamen altså, helt perfekt! Vi gik rundt og han var forbavsende god til at gennemskue legeredskaberne - den slags er han jo ikke rigtig vant til fra hans nuværende børnehave. Så ville han gerne lege med et par af pigerne i legehuset og så blev det lidt svært, for så kan han ikke overskue legen og skubber til tingene, pigerne eller smider med legesagerne i stedet. Der forsøgte hans primær at hjælpe ham og der fik hun jo så også et klart billede af noget af det hun kommer til at skulle hjælpe ham med. 

Senere fik han mod på at komme op i tårnet til rutchebanen og der mødte han så et par gutter han også fik snakket lidt med om at lege :o) Faktisk kom han noget længere i hans kommunikation end han ellers plejer. Han spurgte "leg´sam´n" - "ja" svarede drengene "hvad skal vi lege?" og der plejer Aksel at gå i stå, men han svarede "sandkass´" og det fangede drengene og så løb de ellers ned til sandkassen. Der er det så det bliver uoverskueligt for Aksel at få selve legen igang og reaktionerne med skubben og smiden kommer i gang igen, men men men - det er jo noget af det han netop skal til at have hjælp til. Bare det at han bliver forstået og invitationen accepteret er simpelt hen fantastisk i sig selv - det giver jo ham mod på mere.

I det hele taget var det et rigtig fint første besøg. Helt som jeg havde håbet, han var sit ærlige jeg i forhold til udfordringerne, men det absolut bedste var, at han ikke havde brug for at holde styr på mig i den grad vi før har oplevet, når der er mange børn omkring os. Han følte ikke, at vores kontakt var truet og han kunne koncentrere sig om at undersøge og opsøge. Det er virkelig en god start. Det krydser vi i den grad for holder ved.

Første dag i børnehaven er 4. maj.

SE #1

Vi har været afsted til vores første Somatic Eperiencing-session, eller hvad den slags hedder. Det var interessant.

Ideen er, at vi leger nogle af de situationer igennem, som kan have sat sig som overvældende oplevelser i Aksels nervesystem. Først fødslen, som vi jo af naturlige årsager ikke har nogen anelse om hvordan har været, men Aksel viser tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. Derefter er der finde-situationen - hvor han jo, som hittebarn, helt sikkert har oplevet at være enormt bange og skræmt. Begge dele noget, der kan sætte sig for livet, især når man er ganske lille og har et meget påvirkeligt nervesystem, uden de forsvarsmekanismer systemet får efterhånden som naturlig stimulering hjælper nervesystemet til at danne de nødvendige forbindelser og associationer. Når dette ikke får lov at blive dannet fra start, får nervesystemet meget nemt en oplevelse af at være i "overlevelse"/high arousal.

Terapeuten guider legen igennem, og sætter ord på, hvis de er nødvendige. Aksel viste hurtigt, at det var svært at være i de situationer, hvor der er sandsynlighed for at han har grædt eller følt sig alene. Han bliver urolig og søger lynhurtigt trøst og lindring, hvilket jo kan virke meget godt og naturligt, men det viser også bare, at følelserne i sig selv er meget svære for ham og han ikke kan rumme dem, hvilket jo ikke er mærkeligt, de er da enormt overvældende. Det er jo så det vi lige så stille og roligt skal arbejde os hen til at give ham en følelse af, at det kan han sagtens, for nu kan vi hjælpe ham.

Vi legede fødsel, eller prøvede de første basis elementer af, og også her viste det sig hurtigt, at han ikke kan rumme de svære elementer. Øjenkontakten er kort, han kan ikke ligge stille og nyde at blive forenet med os, men søger væk og ud af situationen, fordi den er svær.

Men han var meget rolig efterfølgende, så selvom det kan virke som om han er meget hektisk og ikke helt kan rumme situationerne, så gav det ham tydeligvis en ro at lege dem igennem. En anden meget sjov reaktion var, at han pludselig slikkede sig overalt på hans fingre - terapeuten sagde, at det var meget almindeligt at børnenes sutterefleks bliver aktiveret og det kunne være den han kunne mærke som sitren eller prikken i tungen.

Vi kommer til at gentage legene mange gange og efterhånden som Aksel kommer ind i dem, så vil der komme flere og flere nuancer på og dermed også muligheden for at få mere og mere ro med de forskellige elementer. Vores opgave er at lege herhjemme også - jo flere gentagelser nervesystemet oplever jo bedre lindring.

Sikke en dag

Har haft den skønneste dag. Aksel og jeg er alene hjemme, så vi har virkelig hygget ;o) Først en masse dejlig leg på trampolinen, så frugtpause i solen med udsigt til fårene, så ville Aksels dælme ind på marken til fårene - det har han aldrig turde før, uden det var på armen af en af os i god sikkerhed. Vi tullede rundt derinde og kiggede på fårene, på fårelorte og uldtotter. Så tilbage til frugten i solen, lidt mere leg og ind til frokosten og så trak solen igen, så det blev til en gåtur ved Knudhule Sø.

Der sker bare rigtig meget med Aksels "rækkevidde" for tiden. Sidste år ville vi også have leget i haven, men det ville ikke have været uden udfordringer - tit pga sprog. Nu kan han forklare hvad han vil og hvordan en leg skal foregå og så er det bare en del lettere at følge ham og lade ham styre tingene, når han kan forklare sig. Og at se ham få modet til at gå rundt på marken hos fårene og bare pege og fortælle, det er virkelig også store sager for ham (og mig). Han bliver også i tingene i længere tid. Skøn skøn dag.

Nye tider

Aksel skal skifte børnehave. Det har vi jo vidst længe, men vi har ikke vidst til hvilken og hvornår. Endelig er har vi fået vished - Aksel skal starte i Børnehuset Æsken i Skanderborg den 1. maj. Æsken er en specialbørnehave. Det bliver så godt at få Aksel ind i en enhed, hvor der kan fokuseres mere på hans udfordringer - jeg tænker alene det, at der komme struktur på hans dag i institution vil gøre en stor forskel for ham.

Vi har endnu ikke besøgt stedet, så vi ved ikke så meget endnu, men vi glæder os. Håber så bare, at det også er et personale, vi falder i hak med. Det betyder alverden, at der er plads til dialog, men mon ikke det er en meget stor del af deres arbejde med alle børnene, at holde god og konstruktiv kontakt med forældrene om barnets udvikling. Om de har adoptionsspecifik viden aner vi heller ikke, men det kan der jo rådes bod på. Det er mest her jeg kan mærke jeg har brug for at få ro med om de er parate til at lytte til den side af sagen og kan tage det alvorligt i mere end blot den almindelige forståelse. Ingen har svært ved at forstå hvorfor et barn kan være præget af en svær start, men at se det ind i dagligdagen og forstå hvordan hjernen i det lange løb er dybt præget af det er, også for os, ret svært.

Som vi kan læse os til, så er de normeret til 8 eller 9 børn og har 6 pædagoger på stuen, samt fagpersonale af forskellig art. Det lyder jo helt fantastisk (er klar over, at der ikke er 6 pædagoger på arbejde samtidig ;o) - derudover har de mange forskellige aktiviteter, hvoraf mundstimulering for eksempel er en af dem. Se det alene er jo en kæmpe gevinst for Aksel. De går også op i motorik og sansestimulering (ville være mærkeligt andet) og det vil også kunne gavne Aksel helt enormt.

Så selvom vi kommer til at skulle forholde os til institutionsstart lidt tidligere end vi havde planlagt, så kan vi mærke, at det er godt at få det igang nu. Maj måned kommer til at kræve lidt ekstra planlægning, men det går nok. Vi håber vi kan få lov at beholde Aksels plads i Hulen i maj, så vi kan trække på dem, når vi har brug for "rigtig pasning" - der kommer jo til at gå noget tid inden Aksel vil kunne være i den nye børnehave i længere tid. Hvis dobbelt ordningen ikke kan lade sig gøre (det kan det normalt ikke... skal ikke gå i detaljer hvorfor det er så åndsvagt, når der ikke ligefrem er venteliste på pladserne) så må vi trække på bedsteforældre...

Lige pludselig...

Der er sket noget meget afgørende i det lille hjem.

Mor har, af arbejdsmæssige årsager, været hjemmefra med overnatning et par gange indenfor de sidste par uger. Første gang jeg skulle ud af døren var det svært for Aksel at tage afsked. Det har vi set før og det gør ondt at skulle køre fra et barn, der reagerer voldsomt og samtidig vide, at det kan tage noget tid inden han falder ned. Det er også virkelig hårdt at stå med, som den der skal gribe, i det her tilfælde farmand. Men det ender jo heldigvis altid med, at Aksel falder til ro, men hold da op det er bare ikke rart at være i, for nogen af os.

Men denne gang skete der noget. Måske fordi mor først kom aftenen efter og ikke, som så ofte, er der igen om morgenen. Far og søn fik noget kvali-tid. Det er jo ikke fordi jeg ikke har været væk før, men denne gang skete der bare et eller andet. Ihvertfald skulle jeg igen afsted ugen efter, og der var afskeden helt rolig.

Og siden har Aksel bare været mere rolig i det daglige. Det virker ganske enkelt som om han har rykket på sin tilknytning til far. Når man ikke ved det, så er det ikke altid til at se det, for jeg ville have svoret, at han var fint knyttet til farmand. Det var han i bund og grund også, men nu har han bare rykket ham derind, hvor han er lige så god som mor.  For nu bliver far også foretrukket, selvom mor er her. YES har jeg lyst til at skrige, for det gør fandme en kæmpe forskel, som vi bare ikke har tænkt over manglede. Vi har da godt kunne se og mærke, at mor var noget særligt, men det betød jo ikke, at far ikke også var noget særligt, bare ikke lige så særlig. Men det er han blevet <3

Og oveni at der på den måde er kommet et nyt niveau af ro hos Aksel og familien generelt, så åbnede han også lige op for sin historie. Den har vi ikke fået lov at fortælle i umindelige tider - men sørme om ikke han pludselig kunne rumme den igen. Ville lege baby, lege med baby-legetøjet vi har gemt fra den første tid, ville høre om det billede, der var det første vi så af vores lille Aksel-baby osv osv. Det om Nigeria-mor og de lidt sværere dele af historien ville han ikke så meget ind i, men det er helt okay, for fra at stoppe os, så snart vi berørte noget med tiden før os, så er det stort at han pludselig gerne ville høre mere, ville lege baby osv.

Så tal da lige om, at knægten har nogle ting, der skal komme i den rigtige rækkefølge. Super sundt og flot han mærker så tydeligt hvad og hvor han har brug for at være. Må indrømme, at jeg er gået fra meget bekymret til super stolt.

Knægten har iøvrigt tabt sin første tand.

Tankemylder

Den sidste uges tid har været fyldt med mange tanker.

Vi havde besøg af Ulla Lebahn sidste mandag. Ulla er børne-ergoterapeut med speciale indenfor børn med spiseudfordringer. Det må man jo sige Aksel har og vi har længe tænkt hun kunne være relevant for os at få kontakt med. Det er hun også - vi fik en masse gode råd. Aksels spiseudfordringer skyldes hans sansesarthed i og omkring munden. Denne sansesarthed er sandsynligvis et resultat af tvangsfodringen fra børnehjemstiden, men kan også være medfødt, da han jo generelt er ret sanse-udfordret. Ulla gav os råd til hvordan vi med udgangspunkt i det han spiser idag, kan finde andre madvarer, der kan komme med i repertoiret så han langsomt får det udvidet. Men i virkeligheden kom hun med et helt andet råd, der kan vise sig at være det vigtigste af dem alle. Vi talte, meget naturligt, også om Aksels historie og så kom vi ind på, at han i lang tid ikke har ønsket at høre den. Vi har, af samme grund, sat os selv på venteliste hos vores yndlings-PAS-psykolog. Ulla fik tanken, at han er så traumatiseret, at han simpelt hen ikke selv har kontakt med eller ønsker kontakt med de følelser hans historie vækker - det er også det vi har tænkt, men hvor længe kan vi lade ham skubbe det væk? Ulla anbefalede os SE-terapi, Somatic Experience. Hun forklarede kort, hvordan den form for terapi går ud på at lade kroppen reagere på sine traumer, og derudfra få oplevelsen "ud af kroppen" - eller ud af nervesystemet, hvor traumer jo kan blokere for meget, hvis de ikke bliver bearbejdet.  Andre, før Ulla, har bemærket, at Aksel har tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. En sådan kan sætte sig som et dybt traume, og når han så ovenikøbet har oplevet tab af bio-mor, sorg og savn, ensomhed, tvangsfodring - ja, you name it, så er det jo ikke være svært at regne ud, at kroppen er kommet seriøst på overarbejde og i stedet vælger at holde bearbejdningen af oplevelserne på afstand. Det kan, i sig selv, binde så meget energi, at det sætter al anden udvikling i stå. Tænk hvis den energi kunne bruges på noget andet...

Pyyyhhh! Tror da nok lige vi har fået noget at tænke over. Vi har overvejet andre terapiformer, men konkluderet vi var for tidligt ude, da meget terapi kræver en forholdsvis veludviklet abstrakt tankegang hos barnet, evnen til at omsætte oplevelser i leg, det gør Aksel først, meget i det små, nu. Spædbarnsterapi har vi undersøgt, men faldt ikke i hak med terapeuten og så lukkede vi den egentlig der.

SE terapi virker til gengæld helt oplagt, eller er ihvertfald et forsøg værd. Ulla mente, vi skulle bruge krudtet der, stadig forsøge at få Aksel til at interessere sig for anden mad, men ikke forvente store fremskridt før vi har givet SE en chance. Efter snakken med den anbefalede terapeut, har vi fået en tid. Det er virkelig spændende...

Og PS - vi arbejder stadig med det kognitive og det flytter sig hele tiden med bitte små og fine skridt. Han er dog blevet noget træt af opvaske-tømning og borddækning. Tager indimellem kampen og så viser han jo ofte, at der er sket nyt. Farver er stadig en kæmpe udfordring - han er ikke farveblind, men han har utrolig svært ved at omsætte informationen om farve fra et til noget andet. Han kan finde perler, hvis jeg viser ham en rød, så kan han nemt finde en magen til. Det skal jo nok komme, men uha det har givet hovedbrud at finde koden til at lære ham det.

Dider itte

Det nyeste nye i Aksels ordforråd - gider ikke. Lad os bare sige, at ugens skiferie har fået den vending sat godt og grundigt fast.

Vi er hjemme igen efter en meget stressfuld uge. Konceptet skiferie blev aldrig rigtig en succes og fornemmelsen af ferie, samvær og afslapning indfandt sig desværre aldrig rigtigt. Vi er bare ikke klar til den ferieform. Aksel kom lidt på ski og indimellem nød han det, men det var kortvarigt og nok ikke noget han har lært det vilde af.

Så er det til gengæld dejligt at lande i hjemlige omgivelser og mærke, at Aksel har fundet roen, leger og hygger sig.

Heller ikke helt skidt at komme hjem til sådan en forårsbebuder, ja indtil flere af dem, faktisk.