lørdag den 22. august 2009

Vores papirer og lufthavnsfix

Så er vores papirer på vej til Nigeria. Nu er vi ikke kun et nummer på ventelisten herhjemme - nu kender adoptionsorganisationen i Lagos State - LIFE også snart til vores eksistens. Og det er jo ganske afgørende for den videre proces. Det kan godt være vi har ønsket os barn fra Nigeria siden april - men inden papirarbejdet er færdiggjort og nigerianerne kender til os - ja der sker der ihvertfald ikke noget konkret for os.

Men nu lander vores papirer dernede en af dagene. Matchingen på Nigerialisten er for det meste kronologisk - så det er ikke sådan, at vi skal til at holde vagt ved telefonen lige nu. Men det er rart at vide, at vores papirer er der hvor de skal være, når det på et tidspunkt bliver vores tur til at ligge øverst i bunken

Og så har jeg været i lufthavnen og modtage en nybagt familie på 4. Lille Carl Evidence kom idag hjem til DK med mor, far og storesøster. Det er svært at beskrive den hype og glæde der er ved at modtage i lufthavnen. Der bliver tudet, råbt, hujet og viftet med flag - samtidig med at det er så overvældende at selv vi tøser bliver stille af overvældelse over at være til stede. Carl Evidence tog det hele i stiv arm - og løb hurtigt rundt med hans nye legekammerater, pakkede trænet sine gaver op (med god støtte fra storesøster) og viste overhovedet ingen tegn på at have været undervejs i temmelig mange timer.

Ingen kommentarer: