torsdag den 25. december 2014

Glædelig jul

Julen er over os og det er skønt. Også selvom man har et barn, der ikke får det samme ud af julen, som andre 4 årige. Aksel forstår ikke rigtig gave-konceptet, han ved hvad det er, men det har ikke hans store interesse at pakke op. Har prøvet at italesætte spændingen i det ikke at vide, hvad der er bag papiret, men kan ikke helt greje om det er her det tricker, eller om det bare er for abstrakt.

Julepynt er han til gengæld helt vild med og han råber begejstret FIIN og peger. Det har vi hygget os vældigt med.

Vi har haft pakkekalender og hvis det ikke var fordi vi mindede om den daglige pakke, så ville han ikke studse over ikke at få den.

Juleaften blev holdt med en stor del af familien - alle 4 bedsteforældre og Aksels fætter og kusine, samt deres mor og far, 8 voksne og 3 børn. Vi var spændte på om Aksel kunne klare spændingen og den meget virak så mange mennesker byder på. Det gik simpelt hen så fint. Man kan sige meget om juleaften, men konceptet er jo rimeligt forudsigeligt og alle er med til det hele. Begge dele noget som gør det nemt for Aksel - vi kan forberede ham og han skal ikke holde styr på hvad folk laver, for de er samlet om det samme hele tiden.

Så vi havde en lykkelig lille dreng, der nød selskabet, nød at sidde med kusine Emma over julemiddagen, nød at sidde på arm af først faster og derefter onkel om træet, og senere i arm hos faster, til han sov. Det med gaverne var okay, da han pakkede den første op og hele klubben fra Mickeys Klubhus kom frem af papiret - derefter var der ikke meget, der kunne måle sig. Jo, da han lidt senere fik Bamse og Ælling. Han nåede så heller ikke at pakke ret meget andet op, inden han gik kold, så vi har pakket de sidste op i dag.






Og humøret har været højt i dag. Sneen har lagt sig hvid og flot i nattens løb, så det har også fået sin del af opmærksomheden.


Vi kan mærke, at trods en intens og spændende dag i går, så er han i balance i dag og det er virkelig dejligt. For et år siden var billedet meget anderledes...

Ingen kommentarer: