Kan man blogge fra iPad?

Ja, selvfølgelig kan man det;-) ved ikke hvad jeg havde troet... Nå, men det er lidt mere besværligt, for tastaturet er ikke til de store beretninger, til gengæld kan det være jeg så bare får skrevet de små, når jeg lige kan gøre det i sofaen, mens aksel stener til lidt over noget fjernsyn! Lyder som om vi slet ikke kender fænomenet bærbar pc, men vil gerne indrømme, at den virker utrolig besværlig at finde frem, når ipad'en er lige ved hånden... Og når den bærbare er gammel og træt.

Idag er vi hjemme. Aksel havde lige 3 store brækture i nat. Utroligt som det kan producere vasketøj! Ja, det er jo så ikke vasketøjets skyld, at vi er hjemme ;-) skulle lige være sikker på, at mad og væske ville blive i barnet, inden han igen kommer i dagpleje. Vil sige det ser ud til han er klar igen imorgen. Og der vil vi nok også alle have indhentet den manglende søvn fra nattens roderi med optøring af bræk og udskiftning af sengetøj og nattøj.

Iøvrigt har jeg så fundet begrænsningen ved at blogge fra iPad. Det ser ikke ud som om jeg kan bruge billeder på bloggen...

Tankerne fløj tilbage (skrevet i mandags)

.... for idag er det 1 år siden vi holdt Aksel i armene for første gang. Hold da fast, altså en dag, så stoppet til med følelser i alle afskygninger. Vi vidste jo godt, at vi skulle møde en fyr, der var noget mindre, end hans alder berettigede til, men det var bare svært alligevel. Udover hans lille krop, så mødte vi også en dreng, der havde feber og som var passiv og uden lyst til kontakt. FUUUCK, hvor var det svært. Når jeg nu for alvor tillader mig selv at mærke hvordan jeg havde det den dag, så var jeg så skræmt, så ked af det og så urolig. Alligevel forsøger man jo at bilde sig selv ind, at det var en god dag, en stor dag, en helt særlig dag og finde en grimasse der kan passe. Gu' var det bare ikke nikke nej en god dag. Den var rigtig rigtig svær for os og vi var bekymrede, da vi lagde os i sengen på hotellet, og faderen stille spurgte om jeg mente, at vores lille dreng var helt OK.

Så det er en dag, der vækker nogle specielle minder. Gode minder nu, fordi vi er hvor vi er, men på selve dagen var det altså ikke en god historie om store øjeblikke, den første øjenkontakt eller den store svimlende stime af dybe moderfølelser. Jo, moderfølelser af de bekymrede slags ;o)

Heldigvis og gudskelov så gik det jo rent faktisk hurtigt fremad allerede i den uge, hvor vi besøgte Aksel dagligt. For hver dag mærkede vi mere og mere til drengen bag det tavse og sørgende blik. Der kom mere og mere liv i ham, efterhånden som feberen lettede og han turde møde os med mere interesse.

Pyyhh, hvor er det egentlig svært at sætte ord på, for det gør ondt. Ikke at det var en svær dag, men at vide, at det er vores lille Aksel, der var nødt til at pakke sig så godt ind i sig selv, for at være til. Min lille dreng...

Vi er nummer 15

Beklager, at jeg ikke har holdt jer opdateret herinde, men vi er nu rykket 2 pladser, siden vi startede vores nye færd på ventelisten. Dejlig dejlig følelse. Jeg nyder i den grad, at få lov at nyde tiden på venteliste. Vi ved ikke hvad der sker mens vi skal vente, men lige nu kan vi bare nyde, at vi glæder os over det, hver gang der sker noget og ikke bare er kørt i fast i bekymringer over der ikke sker noget.

AC har desuden nedjusteret deres forventninger til ventetiden på Nigerialisten. Den har indtil i sidste uge heddet 1,5 år - nu skriver det 1 år fra man er skrevet på listen til man kan forvente barn i forslag.

Jeg håber bare på, at de holder farten. Lige nu har de matchet et barn pr måned vi har været på listen, og holder de den fart er vi forældre igen om 14-15  måneder. Det vil faktisk være perfekt timing - og uanset, så er det jo alligevel altid perfekt timing. Vi skal ihvertfald nok sørge for at være klar når lillesøster eller lillenbror siger til!

Når telefonen ringer

og ingenting er som det var før! Sådan er det at blive forældre via adoption og idag er det et år siden vi skulle opleve miraklet.

Det er fuldstændig vanvittigt fantastisk at tænke på. Har været lettere rundt på gulvet hele dagen. Minderne er mange og de kommer lige så stille rullende og minder en om, hvor berusende det var. Hvor skørt det var, at Michael var i Tyskland og ikke havde internetadgang på hotellet og derfor først fik Aksels ansigt at se ud på aftenen, da han endelig fik overtalt receptionisten til at lade ham låne pc'en i receptionen.

Hvor stort det var, at bedsteforældre og veninder brugte aftenen på Kildevang, hvor de gjorde deres bedste for at hjælpe mig med at fatte det.

Dagene efter, hvor blomster og hilsner myldrede ind. Lister blev lavet, billetter bestilt, tøj blev købt, gaver åbnet og så videre... 3 intense uger, med de bedste rejseforberedelser nogensinde. 3 uger i beruselse og samtidig også 3 uger med bekymringer. En fin cocktail af følelser, som de er, når man er nybagte forældre.

Så her har bassen hængt i et år nu.

Og så et fra lige før..

En anden side af historien

At adoptere eller være adopteret har til alle tider været følsomt og forbundet med både tabuer, skam, rodløshed, ja et hav af følelser. Tilgangen ændres hele tiden og jeg vil mene, at vi hele tiden kan blive klogere på hvordan det er at være i hinandens sko, som henholdsvis adoptant og adopteret.

Idag kom jeg forbi den her blog og blev ramt, på en god måde. Har kun lige læst det seneste indlæg, men må klart læse mere. Her er en stemme fra en adopteret (faktisk 2 stemmer), der giver deres side af historien. Læs med og bliv klogere på de mange aspekter af adoption.

The adopted ones blog

Halløj nisse...

Nu er det altså ikke fordi bloggen skal til at udvikle sig til sådan noget krea-indretningsagtigt noget (som om, hahahahahaha), men den lille nisse på billedet (og hans 5 venner) flyttede ind idag og opdagede hurtigt, at man med lidt snilde og overtalelse kunne gøre sig lækker sammen med den hæklede stjerne og den lilla cupcake julekugle. Det fik de så lov til. Og så kan jeg jo samtidig fortælle, at jeg er igang med at indsamle julepynt til juletræet. Vi skal holde julen hjemme i år - det har vi nu gjort før, men jeg kan godt mærke,  at jeg har en anden lyst og inspiration til at gå på opdagelse efter julepynt i år. Måske fordi jeg jo godt ved at f.eks. pynten på træet er noget af det der vil gentage sig fra år til år og på et tidspunkt blive en del af familietraditionerne. Nu får vi se hvor længe hæklede stjerner er et hit, men de små nisser, ja dem er jeg altså faldet pladask for og de skal da forhåbentlig nyde et stor tilværelse som julepynt i årene fremover. Velkommen til Kildevang - små venner. 

AC har opdateret

og her er beviset for min påstand om en 17. plads.

Nigeria

Nr	Sagsnr
1	17433
2	17537
3	17528
4	17568
5	15723
6	17560
7	17519
8	17582
9	17175
10	16589
11	17511
12	17495
13	17545
14	17595
15	17610
16	17618
17	17619