fredag den 31. december 2010

Godt nytår!!!!!!!

Idag er det årets sidste dag. Det er egentlig ikke fordi det har strejfet mig specielt meget - jævnfør det sidste indlæg, ja så er det ligesom Akselmusens feber vi har fokus på lige nu. Det er nærmest kliche-agtigt.... når man nu tænker på hvad vi ellers har brugt de sidste mange nytårsaftener på at drømme om.

Men ikke desto mindre går et vigtigt år på hæld idag. Et år, der ikke på nogen måde vil blive glemt. Ikke kun fordi Aksel endelig viste sit skønne ansigt, men også fordi det i sandhed var et år, hvor det at stå på venteliste for alvor blev en prøvelse.

For det første startede 2010 med håbet om at Nigerialisten ville gå igang igen i løbet af februar/marts. Det skete ikke og de måneder var nærmest ulidelige. I tiden derefter forsøgte jeg at sætte forventningerne ned og bare tage tingene som de nu kom - det hjalp, men føj hvor var det stadig hårdt. Oveni kom så overvejelser om ny godkendelse. Hvor langt ville vi gå - hvornår var nok nok og hvad skulle vi stille op? Ikke særlig sjovt...

Sommeren gik på hæld - jeg fik nyt job, hvilket løftede stemningen meget. Det var godt at få noget nyt at fokusere på. Eftersommeren var derfor noget nemmere at komme igennem og i september fik vi endelig fornemmelsen af lyset for enden af tunnelen. Så kom ventenerverne til gengæld i svingninger på en helt anden måde. Nu blev det pludselig relevant at forvente opringningen. Godt nok blev den situation også ændret fra tid til anden - i bedste nigeria-stil var det nogle gange med fornemmelsen af vi er lige op over og næste dag, nu stopper det hele igen ;o) Som en medadoptant på Nigerialisten siger - savner man spænding i sit liv, så er Nigerialisten et godt valg....

Spændingen blev heldigvis udløst og nu har vi ham i armene. Det vil helt sikkert blive det vigtigste minde om 2010.

Og 1000 tak for året der gik. Ikke mindst tak for alle de støttende ord i de svære stunder og alle hilsnerne i lykkernes. Det er i sandhed en gave at dele vores færd med jer derude. Tak!

Rigtig godt nytår til jer alle med ønsket om et rigtig godt 2011.

Lidt fra sygesengen..

Som ikke længere er min, men er blevet overtaget af Aksel. Det kan godt være han lå og strålede i armene på mor igår eftermiddags, men senere fik han i den grad feber.

Vi kørte ham til lægen i går aftes og han viste sig at have 39,7 i feber. Pyyha altså, det var ikke sjovt. Jo, lige på nær da Aksel tissede på sygeplejersken - hihihihi - så kunne hun da også bare lade være med at insistere på at hun ville tage tøjet af ham ;o)

Da lægen sagde, at han ikke havde det godt med at lade ham tage med os igen, når han havde så høj feber - ja så sank vi godt nok lige en ekstra gang. Argghhh... tanken om at efterlade ham var ikke til at bære. Men han foreslog så, at vi prøvede at give ham medicin og se hans reaktion, og hvis den blev nede, så mente han, at det var forsvarligt at vi tog ham med. Han ville alligevel ikke lægge ham med drop eller andet, så det var jo heller ikke meget han kunne gøre ved at indlægge ham.

Nå, men diagnosen er malaria - hvilket det vist nærmest altid er, når man har feber i Afrika. Heldigvis var han denne gang mere opmærksom på hans hoste. Vi synes den var blevet bedre, men de sidste par dage har den altså taget til igen, så nu har lægen ordineret antibiotika - det behager moderen rigtig godt, for jeg synes altså ikke den hoste bare var en svær forkølelse...  Og derudover får han også febernedsættende paracetamol.

Efter vi kom hjem blev han tilbudt lidt mad - ingen interesse. Han faldt i søvn og sov godt - indtil han vågnede ved et hosteanfald, der gjorde, at han kastede op. Bette mand, altså... Det var ikke rart. Men han faldt heldigvis fint i søvn igen, mens forældrene til gengæld sov meget let ;o) Vi var også noget bekymrede over hvad det betød i forhold til den medicin lægen havde givet ham 3 timer tidligere. Vi har forsøgt at ringe idag - uden held. Han har fået medicin igen her til formiddag - og mad - og begge dele er blevet nede. Lige nu sover han godt.

Vi skal til lægen igen imorgen, hvor han har svar på den blodprøve han tog på Aksel. Det var ikke så få ting den lille mand blev udsat for hos lægen. Han fik i den grad også fortalt os, at det ikke var OK. Det er ikke sjovt at høre hans vræl, når man kan høre, at han er helt oppe i det arrigste og mest paniske gear han har. Det var bare ingen vej udenom... Men så er det jo samtidig godt, at den slags småstørrelser også ofte har kort vej til smilet, når det hele er overstået. Og rigtig godt at mærke, at han finder trøst hos os. Men ondt gør det på både mor og far, at skulle have ham igennem alt det her. Håber i den grad bare, at det så er det rigtige han bliver behandlet for nu.

torsdag den 30. december 2010

Halløj fra sengekanten

Var ikke helt på toppen igår og har så sandelig slet ikke været det idag. Har ondt i halsen, er snottet og bare klattet. Det er nu egentlig ikke fordi den slags plejer at holde mig i sengen, men jeg har virkelig ikke haft nogen energi overhovedet, så selvom jeg troede jeg skulle ud af sengen i dag, så må jeg nu konstatere, at det kom jeg aldrig.

Aksel og Michael er gået alene til middag hos Elvira og jeg har spist en pose cheese puffs... en pose med 16 gram i, så jeg sidder lige og overvejer, om jeg skal åbne en mere...

Nå, men jeg håber jeg kommer til at føle mig bare en anelse friskere imorgen. Den her totalt udmattede følelse er ikke særlig fed.

Nytårsplanerne er ikke helt på plads endnu. En af danskerne fylder år og havde luftet en tanke om at bestille noget mad udefra, så det tror jeg bliver planen. Er lidt spændt på hvordan nytåret ellers fejres. Det har været gang i fyrværkeriet allerede og har nigerianerne den samme afslappede følelse overfor det, som de har til så meget andet, så kan det godt blive lidt af en udfordring at bevæge sig ud. Godt vi ikke har ret langt fra hotellet til Elvira.

onsdag den 29. december 2010

Så har I os tilbage

Vi er her endnu og har det godt. Vi har haft netproblemer siden fredag og derfor ikke kunne opdatere.

Idag er vi flyttet på nyt hotel. Det andet skulle lukke ned og restaureres, så de var så flinke, at sørge for, at vi kunne flytte til et andet i området. Og det er ikke noget dårligt bytte. Hotellet er væsentligt bedre - også dyrere, men de har så hjulpet os med at få en billigere pris. Vi besluttede, at opgradere os til superior værelse, så vi fik udsigt og lidt mere plads. Det er absolut ikke dårligt at få lidt mere luksus at slutte turen af med.

http://www.lekkiwatersidehotel.com/

Dog vil jeg sige, at billederne er noget taknemmelige. Jeg skal nok vise jer omgivelserne en af dagene - det er straks en anden historie. Vi er allerede blevet tilbudt at købe hash 2 gange, når vi går udenfor hotellet. Der er vist et mindre Christiania-agtigt område på grundene lige op til hotellet. Der står et fint skilt og proklamerer, at grundene er ejet af Lagos State og at beboelse og ophold er ulovligt og straffes, men det håndhæves ikke, så der foregår en hel masse. Små skure, boder og altså også hashhandel. Men det er jo igen bare Nigeria i en nøddeskal - utrolige kontraster op og ned af hinanden. Og iøvrigt var vores sidste hotel også bordel, så vi er såmænd bare rykket fra prostitution til narko...

Aksel har det godt. Han udvikler sig hele tiden og er især blevet god til at sige til og fra. Han gør sig vældig bemærket, hvis han ikke synes vi er opmærksomme nok på ham og han kan i den grad også blive hidsig, hvis maden ikke serveres hurtigt nok. Man er vel en lille krukke indimellem... Lige nu ligger han i nattøj og ser fodbold med Michael. Han elsker, når han ligger imellem os i dobbeltsengen, så har han styr på os og det er grande. Det er altså også super hyggeligt at vågne ved hans pludren - eller hvis han ikke synes vi reagerer hurtigt nok - ved hans pillen i øjnene eller et decideret hidsigt skrig. Han burde sove nu, og at dømme efter hans nogenlunde stille puslen, så er der heller ikke langt igen før den lille mand overgiver sig. Og imens jeg dowloadede billeder, kom der reklamer og Aksel er væk...

Lige et par billeder

torsdag den 23. december 2010

Glædelig jul

vil vi gerne ønske jer alle.

Vores lille julenisse ser ikke alt for tilfreds ud. Ved ikke om det er fordi, han har opdaget, at vi ikke har julegaver med herned. Uanset hvad, så er han jo også sød, når han er sur.

Og så vil vi også gerne takke for alle de fantastiske dejlige hilsner I sender os. Det er virkelig dejligt.

Vi håber julefreden har sænket sig. Vi skal holde julen hos Elvira. Hernede er traditionerne engelske, så gaveregnen er først den 25., hvor vi regner med at være på hotellet, så familien hos Elvira kan få julefred.

Glædelig jul

And now he is legally yours...

og så hørte jeg ikke mere af dommerens tale til os om hvad vi forpligtede os til, når nu vi sagde ja til at Aksel er vores søn. Hyyyl og snøft - at høre hende sige, at nu er han vores - det var stort.

Os sammen med fru dommer efter retshandlingen.

Forinden havde vi haft en kaotisk formiddag, en stressende aften og en bekymrende dag igår.

Lad mig starte med dagen igår. Vi havde ikke de store planer og nød en dag uden. Vi tog over til poolen og Aksel hyggede sig i skyggen på en madras. Han blev forventeligt sulten og fik noget mad - men gylpede det hele op igen. Det var så anden gang indenfor få timer, at han ikke holdt sin mad i sig. Når man nu er nybagt forældre til et undervægtigt barn, ja så skal der ikke mange af den slags oplevelser til inden bekymringerne starter. Vi tog hjem - forsøgte at give ham mad igen, men han nægtede pure. Det gjorde han faktisk hele dagen - han ville ikke tage føde til sig. Fuck det var hårdt ved os begge. Vi forsøgte alt hvad vi kunne, at lægge det fra os, lade ham styre hvornår han var sulten... Åhhh det var svært, når nu vi godt vidste, at han ikke fik det han burde. Men hen på aftenen fik han en portion mad, der blev nede. Pyyyhh... Her til morgen spiste han også, og det har han så heldigvis gjort hele dagen. Vi er gået over til mindre portioner og flere måltider. Vi tror måske han har fået for meget på een gang, og efterhånden som hans appetit er stigende spiser han hurtigere og det er han ikke klar til. Vi skal lige have ham ned i tempo, så maven kan følge med. Og det lader til at virke.

Og så tilbage til retten. I går aftes kom Elvira pludselig og spurgte om vi havde medbragt opdaterede dokumenter. Øhhh nej, det havde vi ikke, for vi havde alle indsamlet nye dokumenter lige efter sommerferien. Og dem havde de også, men hun vidste, at retten gerne så, at de økonomiske dokumenter var helt friske - det vil sige vores bankudskrifter osv. Hmmm - gode råd var dyre, for hvordan skaffer man lige den slags på under 12 timer. Alle 3 familier gik i krig med pc'erne, nemID og hvad vi ellers kunne få adgang til. Vi skaffede hvad vi kunne og Elvira beroligede os med, at de nok skulle få sagerne igennem. Det handlede bare om, at dommeren skulle kunne se et bevis for at vi har indkomst og udgifter svarende til en normal husholdning. Men føj hvor det stressede os alle, for tænk nu hvis der manglede noget, og det pludselig var skyld i vi ikke gik igennem retten.

Til morgen blev vi så hentet kl 8.30. Det blev nemlig også ændret... Dommeren ville ikke være der før kl 10. Trafikken var OK og vi ankom til retsbygningen (eller området, for det er flere bygninger) kl 9.10. Vi blev vist ind i et ventelokale, hvor vi så kunne opholde os til dommeren var klar. kl. 10.15 mødte dommeren ind. Efter lidt tid spurgte hun om hvem der repræsenterede os og hvor de var henne. Godt spørgsmål... - vi havde ikke set skyggen af LIFE's folk og vidste ikke hvornår de ville komme. Det blev hun ikke glad for at høre. Efter lidt tid sagde hun at var der ikke ankommet nogen kl 11 ville hun køre igen. Gode råd var dyre. Vi forsøgte at få fat i nogen - det lykkes og de beroligede os - de skulle nok komme og forinden ville de selv tage kontakt til dommeren. Kl 11.15 forlod dommeren kontoret - og sagde hun ville komme tilbage. Ja og hvornår ville hun så det? Og hvornår havde LIFE ligesom tænkt sig at møde op? Sikke noget... Der sad vi så i 40 graders varme og ventede og ventede og ventede... Alle i deres stiveste puds - man møder dommeren respektfuldt i ordentligt tøj...

Varme ventende foran dommerkontoret.

Lidt stemning fra området ved retsbygningen - måske er det kantinen...

Kl. 12.00 kom dommeren igen, men nu var hun for alvor vred, da det gik op for hende, at LIFE stadig ikke var der. For h... da også. Vi kunne jo godt se, at det var noget rod. Vi var åbenbart de eneste sager hun skulle have igennem idag og hun havde ikke tænkt sig at bruge hele dagen på os. Forståeligt nok. Vi var jo egentlig også kun interesseret i at komme hurtigt igennem. Kl. 12.30 kom de første fra LIFE endelig og så skal jeg ellers love for der blev delt skideballer ud. Fru dommer skældte og smældte og så gik de igang med at gøre klar. Vi kom indtil dommeren skiftevis - det tog vel omkring 10 minutter pr familie og så var vi ellers hinandens for evigt...

Det er stort. Det kan godt være han har været vores  følelsesmæssigt siden vi fik ham i forslag, men nu har vi dommerens ord på det og det gjorde indtryk.

Nu mangler vi så bare at få et pas på ham, så kan vi drage hjem. Hvornår det lader sig gøre er uvist. Først skal retten have gjort papirerne klar, og da vi står overfor juleferien, så bliver de nok først sendt videre i starten af januar. Herefter får vi tid på paskontoret og når det er overstået går der typisk 3-4 dage til passet er klar. Elvira regner med, at vi er klar til hjemrejse midt i januar. Men nu får vi se. Vi er ihvertfald super godt tilfredse med, at være så langt som vi er nu. Det er en god fornemmelse at holde juleferie med.

mandag den 20. december 2010

En dag med et stramt program - hele 2 ting har vi nået...

Ja, dagen i dag har været travl – vi har nået meget.

Dagen startede som vanligt ved 6-tiden med en lille smilende trold, der lå og sparkede til os. Der er intet som det første smil om morgenen, når man åbner øjnene og kigger ind i et par brune øjne. Vi vidste endnu ikke hvornår vi skulle i ministeriet, så vi tog over til morgenmad kl 8.30. Elvira var kørt på kontoret, så vi regnede med, at vi ville høre noget så snart de var opdaterede derinde.

Vi nævnte for Alain, at vi havde tænkt på at tage Aksel til lægen. Han har hostet siden vi fik ham og det bliver hverken værre eller bedre, så nu ville vi gerne have et lægetjek. Han reagerede hurtigt og fik fat i hans chauffør, der ville stå klar til at tage os til lægen, når vi havde spist morgenmad. Så krydsede vi fingrene for, at vi ikke ville blive ringet op om afgang til ministeriet mens vi var af sted.

Hos lægen kom vi direkte til, så det var perfekt. Aksel blev først vejet – og det passede ikke herren at blive afklædt af en sygeplejerske. Heller ikke selvom mor stod bagved og vinkede og holdt øjenkontakt. Han blev vejet til 6,1 kg! I torsdags vejede vi ham selv til 6 kg – men det var med tøj. Så det tyder på, at han har taget over 100 g på, på bare 5 dage. Dejligt :o))))

Bagefter kom vi ind til lægen, som fik ham på skødet. Og det passede SLET ikke den lille fyr – hold da op hvor han skreg. Han græd som pisket med tårerne trillende ned af kinderne. Lægen forsøgte at berolige ham – uden held. Til sidst gav han op og rakte ham over til Michael, hvor han med det samme faldt til ro. Det var dejligt og lægen sagde også bare, at det var da bare det eneste han ville – sidde trygt hos far. Der sad han så og blev lyttet på.

Lægen mente ikke, at der var tale om andet end en seriøs forkølelse, som han selv skal komme over. Ja, det er jo egentlig godt nok, men det kan tage sin tid. Han gav os noget hostesaft, som vi skal give ham 2 gange dagligt og så vil han se ham igen fredag.

På tilbagevejen faldt han i søvn i bæreselen og oppe på værelset forsøgte jeg at lægge ham. Det plejer jeg at kunne, når han er faldet i søvn i selen, men ikke i dag. Han ville blive på mors mave… Og det skulle han selvfølgelig også have lov til, for det var åbenbart en barsk oplevelse at blive tvunget over på lægens skød. Til sidst sov han så godt, at det gik at lægge ham.

Og så fik vi at vide, at vi blev hentet kl 12, så vi kunne være i ministeriet kl 13. Aksel kunne lige nå at sove 1,5 time, hvorefter vi måtte vække ham, spise ham af, klæde ham på og komme af sted. Selvfølgelig skulle han lige fylde bleen nærmest på vejen ud af døren – det er jo den timing de har, de der størrelser. Men heller inden end at sidde i en bil med en fyldt ble. Turen til ministeriet er næsten et kapitel for sig, men det er det nærmest altid, når man bevæger sig ud i Lagos. Den by er altså tosse-skør. Det er vildt fascinerende at følge byen – selvom jeg også føler, vi slet ikke rigtig får lov at opleve den på nært hold. Det er virkelig ingen underdrivelse, når Lagos er kendt for sin kaotiske trafik. I dag sejlede vi med færge – en ganske kort tur. Færgelejet lignede en losseplads for både og færgen (eller vel nærmere prammen) lagde praktisk talt til på en række bildæk. Simpelt og alligevel nok til at få det til at fungere. Og det er nok det der virkelig kendetegner Lagos (og sikkert også andre steder i Nigeria og Afrika). Tingene fungerer jo, ikke altid optimalt, men de får rent faktisk ting til at fungere med de forhåndenværende midler.

Vi var fremme ved ministeriet kl 13.40 hvor vi blev mødt af Utibe fra LIFE og derefter vist ind på ministerens kontor. Her skulle vi udfylde nogle formularer – heriblandt svare på det efterhånden, blandt nigeria-adoptanter så berømte spørgsmål om hvor mange koner vores far har. Håber jeg svarede rigtigt ;o) Det var lidt af et gedemarked med 3 familier på samme kontor – folk rendte ud og ind og da ministeren kom tror jeg også hun fik afholdt et par andre møder, mens vi sad der. Nå, men hun talte varmt om samarbejdet med Danmark og hvor godt hun synes det er, at børnene får familier. Det var vi naturligvis enige om.

Far og Aksel hos ministeren

Hun sagde også, at hun ville sørge for at få papirarbejdet færdigt, så vi kunne komme i retten onsdag. Det er jo helt vildt! Så nu er aftalen, at vi bliver afhentet kl 7 onsdag morgen, så vi kan være fremme ved retten i god tid inden dommeren. Man har ikke en aftalt tid – man kommer for efter tur.

Så nu går det pludselig stærkt. På onsdag har vi forhåbentlig dommerens ord for at Aksel er vores for altid...