De første Aksel-timer

Så er vi her - eller det vil jo sige, det har vi været i to dage. To MEGET intense dage.

Lørdag startede med lidt af et check-in kaos i lufthavnen i Billund, som ikke blev bedre af, at vi ikke kunne checke ind elektronisk pga Aksels billet. Han skulle jo ligesom ikke med ud, så det gjorde det lidt besværligt. Det blev løst, men resulterede i en spurt mod gaten 10 minutter før afgang. Lidt kaotisk måde at starte sit livs rejse - og noget ærgerligt for vores forældre, der havde taget turen til lufthavnen for at vinke farvel. Det blev istedet en meget effektiv afsked.

Vi ankom planmæssigt til Nigeria. Jeg havde indtil flere "mealt downs" undervejs i form af rindende tårer. Det var virkelig helt fantastisk at mærke hvordan vi bare kom tættere og tættere på Aksel-land. I Lagos blev vi mødt af vores chauffør og kørt til et hotel. Her viste det sig så, at de ikke havde plads. Vi nåede lige at møde et par af de andre danskere, der så kunne fortælle os, at vi skulle på børnehjemmet søndag. WHAAAAT??? Fantastisk melding og stressen meldte sig. Klokken var 21 og vidste endnu ikke hvor vi skulle bo og ville ligesom gerne have fat i nogle ting til børnehjemsturen. Vi blev indkvarteret - vi fik pakket en taske og roen kunne falde over os. Sådan da. Jeg fik ikke meget søvn - der kørte mange mange tanker i hovedet - vi skulle se vores søn næste dag for hunde...

Søndag blev vi banket op kl 8 og fik at vide at vi skulle komme med over til Madam - det er Elvira. Vi vidste ikke, om vi ville få mulighed for at komme tilbage til hotellet inden afgang til børnehjemmet så vi tog afsted med vores tasker. Det viste sig, at vi bare skulle over og have morgenmad ;o) Så fik vi at vide at vi skulle flytte hotel, for bagefter at få at vide at det skulle vi ikke. Vi ville blive hentet kl 12 og kørt til børnehjemmet. Hmmm kl 13.45 rullede chaufføren ind til hotellet, hvorefter turen til børnehjemmet startede. Den tog 2 timer - trafikken var kaotisk. Men derud kom vi og hvad ventede????? AKSEL - lille mand.

Vi fik ham nærmest direkte i armene og så stod tiden stille. Vi sad bare og kiggede på vores lille mand. Mrs. Silver (børnehjemslederen) talte til os om alt muligt, og ville jo også lige høre, om vi havde tænkt os at gå i kirke med ham, opdrage ham kristent og så videre. Vi kom vist meget godt fra det, selvom fokus vist var et andet sted.

Vi brugte 3 timer hos ham. Det var fantatisk og meget overvældende. Vi tog dog derfra lidt mutte. Det var svært at efterlade ham, men det var også svært at mærke, at han var meget anspændt. Hans små hænder var nærmest knyttede hele tiden og han stirrede bare på os og kiggede alligevel væk, hvis vi forsøgte øjenkontakt. Pyyyh det var svært. Rigtig svært. Vi ved godt med hjernen, at det er helt normalt, men for f... da. Jeg skal måske med det samme berolige - vi har også set ham idag og det var allerede en anden oplevelse. Mere om det i nyt indlæg.